En nekrolog over Umberto Eco
Ecos Ekko

Eco var Europa, når Europa er klogest. Getty Images

Skrevet af
I fredags døde den italienske semiotiker, filosof og forfatter, Umberto Eco, af kræft. Han blev 84 år gammel. Han døde i sin herskabslejlighed i Milano på Piazza Castello nr. 13.
Eco forklarer 
 
Har man sagt A, må man også sige B
Nu er han gået, og vi føler os alle fattigere, skrev den tidligere chefredaktør på La Repubblica, Eugenio Scalfari. Scalfari og Eco havde været venner siden starten af  1960’erne. Over et halvt århundrede senere erindrer han stadig, hvordan de to som unge, intellektuelle havde siddet med whiskey og Cuba Libre og konkurreret i citater fra Dumas’ De Tre Musketerer. En historie der på fineste vis illustrerer, hvilket menneske Umberto Eco var. En mand, der formåede at inkorporere A- og B-kulturen, det elitære og det elementære, en mand, som både var forankret og foranderlig. Tegnene er tydelige i denne lille fortælling. Drukspillet som repræsentant for det folkelige, Dumas det elitære. Whiskeyen repræsenterede det forankrede, forstoppede og konservative – Cuba Libre var det progressive modspil. Eco var en sammensat person, et intelligent blandingsprodukt. Og netop hans evne til at blande kulturerne sammen var hans helt store styrke. At sætte A-kulturens teori på B-kulturens virkelighed.
 
Det menneskelige bibliotek, samlet i et menneske. Getty Images. 
 
Han fik sit internationale gennembrud med middelalderromanen ’Rosens navn’, hvilket gav ham mulighed for at indtage verdensscenen, både som forfatter og forsker. Med sine mange talenter, som blandt andet betød, at han var flydende i 6 sprog, blev hans internationale virke og anerkendelse en realitet. Bogen har solgt millioner af kopier og er oversat til over 30 sprog. Eco formåede gennem sit virke at være en superstjerne i mere end én verden. Han var et stort navn i den akademiske verden som forsker og professor. En international succesforfatter. En debattør og samfundsrevser. Men hvordan kan det være at denne mand, som var filosof og middelalderekspert, blev en international superstjerne og specialist i moderne discipliner som medier og kommunikation? Grundlæggende var det fordi, han insisterede på, at høj- og lavkulturen, uløseligt hænger sammen. At fortiden, nutiden og fremtiden er forbundne. Han anvendte sit stærke, akademiske fundament til at anskue massekulturen. Intet emne var for småt eller for folkeligt.   
 
En rigtig italiener
Han var en kosmopolit, men frem for alt var han italiener, og på godt og ondt personificerede han det Italien, han levede i.   
Han blev født i byen Allesandria i Piemonte d. 5. januar 1932, midt i den fascistiske æras storhedstid. Som dreng var han medlem af fascistpartiet, som man nu engang var.  
 
Eco i sit elskede bibliotek på jagt efter en bog. Følg ham rundt. 
 
Som ung var han medlem af den katolske ungdomsorganisation, GIAC. Han læste på universitetet i Torino, hvorfra han blev færdiguddannet i filosofi i 1954. Han skrev afhandling om helgenen Thomas Aquinas, med hvem han delte en stor veneration for Aristoteles. Afhandlingen blev ikke blot en erhvervelse af diplomet, men også en opvågning, hvor Aquinas mirakuløst kurerede ham for troen. Herefter begyndte han at interessere sig for semiotikken i populærkulturen med en kritisk tilgang til dens litteratur, tv og kunst. Hans første publikation udkom i 1956 og var en videreudvikling af hans afhandling med titlen: ’Helgen Thomas’ æstetiske problem’. I 1954 var han blevet ansat på den italienske statsejede tv-kanal, RAI, hvor han arbejdede indtil 1959. Men semiotikken blev den varige drivkraft i hans karriere. At forstå verden omkring ham ved at analysere de tegn, der omgiver os alle. Han startede sin semiotiske analyse med en rammende, og på mange måder ødelæggende, kritik af Mike Bongiorno, datidens største mediepersonlighed i Italien. Han skrev i artiklen, Mike Bongiornos fænomenologi, at mandens middelmådighed var et eksempel på den sørgelige og fattige menneskehed, som han mente massemedier fremelskede. For var der én ting Eco ikke brød sig om, så var det den fordummende effekt medierne havde på befolkningen.
 
Indignationen var en anden af hans store drivkræfter, en følelse han ofte havde, når det gjaldt højrefløjen og korruptionen. I hans ugentlige klumme (La bustina di Minerva) i magasinet l’espresso brugte han adskillige lejligheder til at revse systemet. Men han gjorde det med kløgt, humor og semiotik. For eksempel da han skrev et udkast til en kampagne mod mafiaen. Han parafraserede advarslerne på cigaretpakkerne fra de cigaretter, han selv holdt så meget af, og skrev; Mafiaen skader i høj grad dig og dine omgivelser, mafiaen gør dig afhængig – lad være at starte og helt banalt, mafiaen dræber.   
Her boede og døde Umberto Eco med sine mange bøger.
 
En akademisk iværksætter
Umberto Eco var en akademisk iværksætter. Ikke bare med sine egne publikationer. Han var også med til at starte adskillige fakulteter.
I 1971 etablerede han magasinet Versus, som sidenhen er blevet et at de største, internationale blade inden for semiotikken. Han har været involveret i organisationen IASS (International Association For Semiotic Studies).
 
Han vil i særdeleshed blive husket for sit engagement med DAMS (Discipline delle Arti, della Musica e dello Spettacolo/kunstens, musikkens og teatrets dicipliner) på Bolognas universitet, som han var med til at  etablere i slutningen af 1970. Universitetet i Bologna blev Ecos universitet. Han underviste der indtil 2007, men fortsatte sin kapacitet som institutleder til sin død. Parløbet mellem Eco og universitetet var ikke tilfældigt, det ældste universitet i Europa havde - og har - en tradition for de intellektuelt progressive, således har det både været Dantes, Galileo og nu Ecos akademiske arnested. Ja, han er kommet i fint selskab, men han har så sandelig også fortjent det.
 
Han opfandt selv kommunikations- og medievidenskabsbacheloren, lang tid før der var nogle, der havde hørt om internet, SoMe og digitalisering. I dag har alle store universiteter i Italien en eller flere store kommunikationsafdelinger, lige fra Milanos universitet til la Sapienza i Rom, og alle har de konsulteret sig med Eco. Han havde et talent for at være på forkant. Han så faresignalerne ved massesamfundet, dets ligegyldighed overfor viden, bøger og dens konstante higen efter profit. Alt sammen banale anskuelser i dag, men Eco så det 50 år før os andre. Hans udgivelser som læserens rolle samt semiotisk teori er for længst blevet must reads for kommunikationsfolk verden over.
 
Bøgernes mand
Ecos iværksættergen fik en fin Eco’sk slutning, da han for få måneder siden skiftede sit italienske forlag, Bompiani, ud med sit eget nystartede, La nave di Teseo. Bompiani var det forlag, der havde udgivet Ecos bøger siden starten af hans virke, han havde selv været redaktør på forlaget i 1960’erne, men nu, hvor Berlusconi-koncernens forlag, Mondadori, skulle til at fusionere med dem, fik han nok. På den måde viste han, at han var urokkelig, når det kom til hans politiske overbevisninger, som altid havde været et godt stykke til venstre for midten. En ekstra bonus for ham var naturligvis, at han offentligt kunne revse Berlusconi-familien nok engang med henvisning til deres mangel på akademisk og intellektuel forståelse. Han skiftede så at sige ikke for sin egen, men for bøgernes, integritet. For Eco var bøgernes mand. Han levede omgivet af dem, samlede som manisk på dem, og skrev dem selv. Også selvom det skønlitterære, efter eget udsagn, blot var en weekendbeskæftigelse. 
 
Ecos begravelse. 
 
Ecos rose
Eco var en af vor tids største kommunikationsfolk, ære være hans minde. I dagene efter Ecos død var det meste uændret i Milano. Ingen ståhej eller eksorbitante sørgescener. I aviserne stod den intellektuelle elite godt nok i kø for at mindes ham i spalterne, men på gaden var det et andet syn. Foran hans palazzo kunne man se en håndfuld akademikere med smøger i munden og sagte stemmer konversere. Der var ikke et hav af blomster, men derimod kun en hvid rose. En rose lagt som en sidste omage til semiotikeren, én rose, ét tegn, én Eco. Manden er væk, men hans skrifter, arbejdsiver og tanker består. Lad os alle inspireres af denne ekstraordinære, akademiske blæksprutte, som om nogen forstod, at humanisme og nysgerrighed gør os alle klogere. Hver gang vi får en krøllet idé, anskuer tingene på en anden måde eller blot anstrenger os en ekstra gang for at forstå verdens kompleksitet, så er vi ude i en Eco’sk øvelse. Og derfor vil Ecos Ekko lyde i lang tid fremover.
 
Grazie Professore!
 

Relaterede artikler

R.I.P. Jeg er virkelig - Hvad siger man til et menneske, der lige har mistet? Og hvorfor skal man i hvert fald ikke sige "kondolerer"? Hvad skriv...
Liberalismens skibbrud - En af USA’s fremtrædende intellektuelle, idéhistorikeren Mark Lilla, har skrevet et ufrivilligt eksempel på den amerikan...
Dit begreb om identitet giver mig åndenød - Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhe...

Giv din stemme

16 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.