Valgplakaternes ultimative ABC

En hær af partisoldater har fået sved på panden af at klatre i træer og lygtepæle for at hænge plakater op til det kommende folketingsvalg. Her får du en tour de force gennem valgplakaternes visuelle univers i dagens gadebillede og historisk. Få svar på, hvorfor de alle ligner hinanden, hvordan de bliver lavet, og hvilke fungerer bedst.
af Christina Bruun Olsson
Der er valgkamp med kæmpe V, og gadens skiltekrig er i fuld gang. I det offentlige rum bliver man bombarderet af overbevisende smil og stålsatte blikke, for traditionen tro er det kandidatportrætterne, der dominerer valgplakaterne. I en netop udkommet bog, ”Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”, af Peter Nedergaard, professor i statskundskab, og Elsebeth Aasted Schanz, leder af Dansk Plakatmuseum, gennemgås valgplakatens historie i 100 udvalgte plakater fra 1918-2011. I den tid har valgplakaterne ændret sig fra historiefortællende illustrationer udført af formidable plakatkunstnere til nutidens forudsigelige og stereotype portrætplakater.
 
Fra nostalgiske klassikere til stresset hverdag
Set med nostalgiske og håndværksmæssige æstet-briller har valgplakaternes kunstneriske kvalitet taget en total deroute. Men det er væsentligt at have modtagerens situation for øje, og da mange i dag transporterer sig i høj fart på cykel, i bil eller bus, skal plakaten kunne afkodes hurtigt. Den er derfor nødt til at være enklere og til at blive layoutet med større kontraster end før i tiden, hvor flere var til fods og kunne stoppe op og læse.
 
I stedet for at illustrere et partis mærkesag er der i dag primært fokus på kandidatens udseende, partibogstav og -farve, så der opstår genkendelse i stemmeboksen. Nogle vælgere – især de yngre, ofte mindre politisk stærke – vil typisk sætte krydset hos en, de føler, at de allerede kender en smule. Det er trygt at have ansigt på. Jeg står gerne ved, at jeg selv bliver mistænksom, hvis en plakat afviger fra normen med fx en tegning i stedet for et foto.
 
Kedelig konfirmationsstil skaber identifikation
Der er uenighed hos eksperterne om valgplakaternes effekt. I artiklen ”Valgplakaterne er ekstra røvsyge i år” (2013) trækkes modpolerne op. Robert Ormrod, lektor i politisk markedsføring ved Aarhus Universitet, mener, at ”et portræt i høj grad kan være med til at sikre stemmen. Når vælgeren får øje på plakaten og ser et ansigt, tænker han eller hun måske: ’Dén person kan jeg identificere jeg mig med’”. Peder Stougaard, tidligere museumsleder på Dansk Plakatmuseum, er af en helt anden mening: “Der er ikke nogen, der stikker ud. Der er ikke nogen, der er anderledes eller sjove. Det ligner konfirmationsbilleder”.
 
Det var i 2013, så jeg har sat mig for at undersøge, hvordan det ser ud i dag. Derfor har jeg været en tur rundt i hovedstadsområdet med et kamera, og nu vil jeg give jer min visuelle vurdering.
 
Tv: Valgplakat anno 2011: Helle Thorning-Schmidt ser lidt beklemt ud ved situationen.
Th: Valgplakat anno 2015: Hellle Thorning-Schmidt smiler nu stort og griner oven i købet på sine plakater.
 
IKEA, Christiania og den grumme virkelighed
Det er vigtigt altid at tænke sit layout ud i yderste led. Historien om IKEA, der for år tilbage lavede en rød tilbudsplakat med en stor gul cirkel med prisen på midten, er et rigtig godt eksempel på en svipser i det endelige resultat. Plakaten skulle hænge i stationernes 3-delte plakat-standere, hvilket resulterede i, at de tre plakater dannede kæmpe Christiania-flag overalt langs S-tognettet.
 
For valgplakaternes vedkommende er situationen temmelig absurd; De skal fungere i fart langs vejene, udenfor i al slags vejr, hænger ofte skævt og skal stå imod slitage. De er desuden oppe imod en voldsom konkurrence partierne imellem og internt blandt partiernes kandidater. Fælles for dem alle er, at vælgerne elsker at hade dem, hvilket også er lidt af et vilkår at leve under.
 
Direkte print på plastplader har for alvor vundet indpas. Pladerne har ry for at have både økonomiske- og miljømæssige fordele, har med sikkerhed en klar praktisk fordel ved ophængning, da de er langt lettere end de tungere masonitplader, og man undgår folder i opklæbningen, slidte hjørner og falmede farver. Det fremstår let sjusket, når plakaten er skævt monteret og har rynker ned over ansigtet. Omvendt har de lette plader tendens til at bule, knække, og de er lidt transparente i sollys. Portrættet er et sårbart motiv, idet der kun skal få forvrængninger til, før personen ser mærkelig ud.
 
Plakater på masonitplader eller print på plastik? Der er fordele og ulemper i kvaliteten ved begge løsninger.
 
Plakaterne hænges desuden op med plastikstrips, et godt eksempel på en lille detalje i sidste led, som kan få en meget afgørende rolle. Placeringen af huller til strips skal med i overvejelserne m layoutet. I værste fald kan de agere hvide horn eller dominerende streger i panden, hvilket ikke ligefrem fremmer troværdigheden hos en kandidat. I bedste fald er de blot en lille forstyrrelse. Portrættet består typisk af lyse og mørke områder (pande, hår, tøj, baggrund), og dette bør afgøre valget mellem sorte og hvide strips.
 
Fra kommunevalget 2013: Strips som horn og streg i panden. De bør tænkes med ind i layoutet, så de bliver så neutrale som muligt.
 
Folketingsvalget 2015: På plakaten til venstre er der taget stilling til farven på strips, så de er næsten usynlige. Der er valgt en hvid strip til den hvide baggrund i toppen, og en sort i bunden på den mørke trøje.
 
Ansigter som monoton muzak
En af de største ulemper ved den store mængde plakater er ensformigheden. Hovedparten af plakaterne er klassiskeportrætter, men flere har suppleret med budskabsplakater i form af situationsfotos eller tekst, og andre har forenklet yderligere ved blot at vise et stort partibogstav. Det er en rigtig god idé at afveksle lidt for at lave lyd i den kedelige, neutrale muzak. At møde et stort, enkelt bogstav er en kærkommen visuel pause, hvor øjet finder hvile. Partiet Alternativet har oven i købet tilført plakatskoven et lille, friskt format, der kan agere ekstra bund til de andre partiers plakater. Et rigtig godt, gennemtænkt koncept!
 
Hos Socialdemokratiet brydes monotonien med fotos fra virkeligheden; Helle med en hjelm eller inteaktion mellem to personer.
– Den grafiske fremtoning i eksemplerne fra Venstre og Enhedslisten bliver en kærkommenl pause fra de mange portrætfotos.
– Alternativet tilfører et forfriskende nyt format.
 
Mens Enhedslisten er kommet med på portrætvognen, og allerede i foråret introducerede en imagekampagne med store kandidatportrætter, er der kommet lidt ’uorden’ i templaten hos bla. Venstre. Mens de fleste kandidater holder sig til versionen med det markante V i bunden og et blåtonet farvefoto skåret ved brystet, har Søren Pind som den eneste placeret V’et i toppen og brugt gråtonebilleder andre motiver. At Pind på sin plakat træder ud af et fly med sin hat i strakt arm, kunne måske netop være et godt bud på et effektivt brud på normen. Men motivet kan misfortolkes, og bliver i stedet et rigtig godt eksempel på, hvorfor mange vælger den mere sikre løsning.
 
Enhedslisten introducerede de store portrætfotos i en imagekampagne i foråret (tv) – i øvrigt langt mere dynamiske portrætter end de statiske, insisterende blikke, som vi ser på de endelige valgplakater (th).
 
Enkelte plakater skiller sig ud i den ellers meget konsekvente template, som Venstre bygger deres plakater på.
 
En del partier er dog særdeles enige om at underordne sig en stram, visuel template. I de Radikale har man sort eller mørkeblåt tøj på, hos SF er de enige om en bestemt kropsholdning med korslagte arme, og hos Alternativet giver de grønne portrætter et markant, samlende fællestræk.
 
Stramme layouttemplates eller regler til brug i fotosessionen eller i efterbearbejdelsen af billedet kan sikre et tydeligt fællestræk, men bliver dog også kedeligt.
 
Grundlæggende normer for valgportrætter
Men hvad kan man egentlig tillade sig med et portræt? Og hvad skal man vide om farver, typografi, logoer og andre grafiske virkemidler i layoutet af en valgplakat? I det følgende opremser jeg nogle af de mange punkter, som det kan være væsentligt at tage stilling til. Der er mange parametre at skrue på, og de afhænger alle af hinanden, så som ofte er der er sjældent en regel uden en undtagelse.
 
Når man arbejder med portrætter, skal man bla. tage stilling til:
 
Gråtone- eller farvebillede: Gråtonebilleder fremstår mere ensrettede. Farver er mere ærlige, men også langt mere uregerlige og kræver en stram farvejustering.
 
Farvejustering: Med portrætter er det ekstra vigtigt at farvejustere, så fx den store mængde hud ikke bliver for bleg eller lyserød, hvilket kan blive en kende ucharmerende.
 
Beskæring af personen: Skal personen beskæres ved navlen (SF), brystet (Å) eller endnu højere oppe, som på eksemplet herunder? En klaustrofobisk tæt beskæring på halsen er uhensigtsmæssig, idet hovedet så står i spænd som i en skruetvinge. Det er en god tommelfingerregel mindst at bevare hals og skulder.
 
Meget tæt bekæring af portrætter får hovedet til at stå uheldigt i spænd i billedfeltet.
 
Baggrunde: En baggrund med liv liv i baggrundsmiljøe kan give motivet liv og måske være med til at fortælle en historie om kandidaten. En meget informationsrig baggrund kan dog blive for kompliceret og støjende, så alt med måde.
 
I disse tre eksempler fra C, V og i, er der valgt en sløret baggrund for at skabe liv bag portrættet.

Mange partier vælger en ensfarvet baggrund for at få ro, få et tydeligt visuelt link mellem kandidaterne, eller for at inddrage partiets farve. Man kan fotografere personen i et fotostudie eller opnå en ensartet farve ved fritlægning af portrættet. Dermed kan baggrunden blive helt hvid, tonet, eller mere farverig. Man skal dog passe på denne effekt, da farven i baggrunden let kan blive meget tung, så portrættet virker påklistret som på plakaterne for Liberal Alliance i 2011.
 
Hvid, tonet eller farvet baggrund? Bør udføres, så baggrund og portræt integreres.
 
Associationer: Mens mange fokuserede på Morten Østergaards uheldige fikser-kropsholdning i de Radikales imagekampagne tidligere på året, fik jeg i stedet stærke associationer til en række plakater for Lars von Triers film Nymphmaniac, hvor en noget anden afhængighed bliver portrætteret. Nogle kommer måske til at tænke på den rasende Hulk eller den venlige Shrek, når de passerer Alternativets portrætter. Er Uffe Elbæk useriøs og fjollet, giftig og farlig eller bare ekstremt glad for miljøet? Det kan være en god ide at have både uheldige eller konstruktive associationer for øje.  
 
Portrætter fra Nymphmaniac af Lars von Trier og de radikales ”Det handler om mennesker” fra 2015
 
 
Er det Hulk, Shrek eller Uffe? Et uhøjtideligt bud på et portræt.
 
Layout og informationsdruknedød
I en kandidatplakat kommer alle elementer i spil (portræt, navn, partibogstav, farver, grafiske elementer, evt. logo, slogan og anden tekst). Det er mange elementer på meget lidt plads. Skal man tænke konsekvens (template-design) eller fleksibilitet inden for en tydelig visuel fællesnævner? Jeg har allerede været inde på dette spørgsmål flere gange i indlægget. Her lidt supplerende layout-punkter...
 
Den største kunst er at stoppe i tide og ikke fylde plakaten med for mange informationer. De Konservative trækker præmien hjem på dette felt, idet de har både håndmalede effekter og håndsskrevet tagline. Socialdemokratiet har fået tilført dobbeltlinjer og den røde, samlende farveflade er blevet en anelse transparent.
 
Håndskrift og grafiske streger ... Pas på med brug af for mange grafiske elementer.
 
Dansk Folkepartis meget komplekse logo og kandidatens navn bliver hårdt presset i bunden af plakaten. Jeg har set flere forskellige plakat-layouts fra DF-kandidater, men fælles for dem alle er en uhensigtsmæssig udnyttelse af pladsen, der resulterer i meget tætpakkede informationer.
 
KristenDemokraterne har frigjort kandidatens navn fra det ufleksible bånd, men ved at integrere tekst og billede opstår let overlap, og noget af navnet bliver ulæseligt. SF løser imidlertid denne problematik ved at gøre kandidaten tilsvarende mindre – en ok løsning.
 
En krig mellem billede og tekst. 
 
Ligesom SF har de Radikale ikke den gennemgående, vandrette bjælke at placere logo og informationer i. Det er måske nok en befrielse, men omvendt gør det, at R-kandidaten med sit mørke tøj er tvunget til at være placeret i venstre side og agere rolig baggrund for tekst og logo, mens SF-kandidaten skal stå til venstre for ikke at mase logoet.
 
Layouts uden det brede bånd til tekst, logo, mv, har andre begrænsninger.
 
Flere parter har deres bogstav i en cirkel eller anden samlende og tydelig form. Socialdemokratiets røde A-cirkel drukner i det røde felt, og er langt fra så synlig, som da den havde en kontrastfuld, hvid outline.
 
Valgplakat 2011 (tv): A-cirkel med hvid outline. Valgplakat 2015 (th): Den røde A-cirkel drukner i det røde felt. Forskellen mellem de røde farver er alt for lille.
 
Enhedslisten har ændret sin afrundede bund fra hvid til rød, og det tilføjer layoutet en del ro, da den røde farve fungerer som en samlende flade. Da bunden var hvid, smeltede den sammen med den hvide baggrund, hvilket skabte uhensigtsmæssige former i det kontrastfulde tøj. Fx trøjen herunder:
 
Den røde bund i 2015 (tv) er mere samlende end den hvide fra 2014 (th).
 
Farver forfrisker og forvirrer
Den varme skala er særdeles dominerende i gadebilledet i disse uger. Selv partier fra blå blok vifter om sig med store, orange flader og markante røde og orange logoer. Nu hvor min yngste på 8 år er begyndt at spørge interesseret ind til plakaterne, partier, værdier og grupperinger, viser det sig at være ganske kompliceret at redegøre for ud fra farverne. Mon man kan forestille sig, at nye vælgere også går lidt kløjs i partiernes farver indenfor den røde og blå blok?
 
Idet den røde farve er så massiv i gadebilledet, slår netop Alternativets komplimentære, grønne farve klart igennem. Det forfriskende pust minder om SF’s lyseblå plakater med hvid ramme og outline fra valget i 2009, en fræk og effektiv kontrast til det lille, røde logo.
 
 Udviklingen af SF’s plakater fra 2009 til i dag.
 
At kombinere flere farver er en svær desciplin, der let kan gå grueligt galt. Det fremgik tydeligt på Liberal Alliances plakater fra kommunalvalget 2013, hvor store mængder orange og blå samt et farvefoto resulterede i en meget tæt og tung plakat. Det nye design er langt mere kontrastfuldt og vellykket.
 
 Plakat fra 2013 (tv) og fra 2015 (th). Det har hjulpet meget at rydde op i brugen af farver.
 
Typografi og de upopulære fødder
Typografi er et helt kapitel for sig på niveau med portrætgenren. Den skal være letlæselig, ikke mindst i en kompleks valgplakat-situation, men typografien kan også have stor symbolsk betydning og give layoutets helhed en stramhed, kvalitet og professionalisme.
 
Det er naturligvis bl.a. størrelsen af navnet, det kommer an på. Kan det ikke læses, er det en fiasko. Omvendt kan skriftbilledet blive for stort og tætpakket. Det bliver ikke lettere at høre en besked, blot fordi den bliver råbt.
 
Skriver man ”HEJ” med versaler, afkodes det  som et råb. Skriver man derimod ”Hej” med både små og store bogstaver, fremstår teksten dels langt mindre aggressiv, men bliver også lettere at læse. Mange af partierne gør brug af store mængder tekst i versaler, hvilket ikke er anbefalelsesværdigt. En måde at differentiere på er ved at bruge forskellige størrelser. I eksemplerne herunder læser og husker man på Helle (A) og Pihl (C) mens Balder (SF) drukner lidt i sit mellem- og efternavn.
 
For langt navn eller meget tekst på plakaten? Fremhæv det vigtigste.
 
Hvis man vælger at differentiere noget af teksten med fx størrelse eller farve, er det altafgørende, at den fremhævede tekst kan fungere isoleret fra sammenhængen. I SF’s plakat herunder læser man først ordene ”Varm luft” og forbinder det med et portræt og logo ... ikke så godt. Det vigtige budskab om, at kloden ikke har brug for mere varm luft, får kun fodgængere fat på.
 
Varm luft + portræt + logo ... En uheldig treenighed
 
De klassiske serif-skrifter med ”fødder” er ikke eksisterende i min research gennem de sidste par dage. På alle plakater er brugt såkaldte grotesker eller non-serifskrifter. De har måske nok et mere moderne udtryk, men kan også have en lidt hård attitude. Det kan derfor være vigtigt bevidst at vælge en grotekst-skrift, der har den karakter der understøtter det image, man ønsker at signalere; rund, blød, venlig, markant, aggressiv, spinkel, tung, kraftig osv. 
 
Socialdemokratiets valgplakater ved valget i 2009. En klassisk serif-skrift er måske for højtidelig anno 2015?
De mere enkle sans-serif- eller groteskskrifter har vundet indpas. Men trods fællesskabet er de meget forskellige i karakter.
 
 
 
Håndtegn og selfies fungerer
I 2011 lavede tøjfirmaet Alis en happening, som de filmede og lagde på deres Facebook-side. Filmen ”Valgplakat Skate Attack” viser udarbejdelsen af en række plakater, der er skabt som forlængelse af de eksisterende plakater med kandidatportrætter. En løsning som Alis’ er cool, udnytter noget eksisterende uden at være hærværk, og giver alle et smil med på vejen. De stillede selvfølgelig heller ikke op, men også Samira fra de Radikale har ved dette valg set muligheder i, at hun havde rigtig mange ens plakater og dermed med fordel kunne være kreativ. Og da portrætgenren lægger op til selfies, har hun kombineret en oplagt mulighed med et stærkt behov for at formidle selfies på de sociale medier. Jeg tror, at man når langt med grin og humor og en smule uhøjtidelig tilgang. Jeg er spændt på at se, hvad der opstår af gode ideer i gadebilledet de næste par uger. Rigtig godt valg til alle!
 
 Filmen Skate Attack af tøjfirmaet Alis, 2011. 
 
Samiras selfie-plakat i TV2-Lorry
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job