Men Brinkmanns bøger handler slet ikke om velfærdsstaten. Hermann skal selvfølgelig være tilgivet i den forstand, at den offentlige sektor er meget stor i Danmark, og på den måde kan det være nærliggende at tro, at vi alle sammen er enten er ansatte eller ledere der.
Men hvis Brinkmanns pointer om, at det er mere end i orden, hvis man ikke vil innovere og lede (efter) sig selv hele tiden, er blevet særligt populære blandt offentlige ansatte, så burde deres chefer måske overveje, om der ikke er et problem, man burde tage sig af. Hos Hermann er problemet med Brinkmann ikke hans opbyggelighed, men hans nejhat. Kunne han dog bare være lidt behjælpelig med, at folk ikke lader deres integritet og værdier stå i vejen, når der skal administreres.
Det underlige er så, at både anklagen om at være en banal Gajol-Svend og stråmanden om at have skrevet noget problematisk, FOA-agtigt og forførende dukkede op igen, da
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg i denne uge anmeldte Brinkmanns nye bog. Her var Brinkmann både for opbyggelig og for negativ på én gang.
I ”Ståsteder” taler Brinkmann om de åndelige og eksistentielle ståsteder i analogi til konkrete geografiske steder ”hvortil man er forbundet og hvorfra man henter næring”, og om at skabe ”øer af stabilitet”, og han gør sig ikke afhængig af (en stor) politisk forandring. Hos Lykkeberg handler det om at udpege magtforhold mellem
kulturelle under- og overklasser.
Grundlæggende er der to forskellige idéer om fællesskab og to forskellige ideer om, hvad kritik er og skal føre til, på spil mellem Brinkmann og Lykkeberg:
Hos Brinkmann står det konkrete og nære fællesskab i centrum, og kritik handler om at mobilisere evnen til at se os selv som etisk forpligtede på hinandens værdighed – ikke overraskende dukker familien op som en afgørende institution hos ham sammen med et klassisk ideal om dannelse.
Hos Lykkeberg er fællesskabet ofte markeret ved sin sociale og økonomiske klassemodsætning til andre, og her handler kritik om at få magt til at skabe nye rum for gensidig, social anerkendelse. Men hvorfor kunne vi ikke have fået den debat i stedet for lakridser og stråmænd?
Brinkmann i lækker jakke. Kilde: DR.
Til slut er der den teologiske fejlslutning. Man kunne også kalde den ”Ikke uden min gud”.
Skidt med, at Brinkmann ikke afviser det at tro som et muligt ”ståsted” (men også peger på, at det falder mange svært at sætte sig på kirkebænken), og skidt være med, at han både tager Kierkegaard og Løgstrup på ordet – hvis ikke han tror på Sørines dømmende Gud, falder der brænde ned. Okay, brænde – men, altså, så er man skyld i en omsiggribende ”tomhed” (Gajol-Svend igen, igen).
Men her slog Brinkmann tilbage og kaldte Sørines position for fundamentalistisk, og det er da også mere end lidt svært at se, hvordan etik SKAL være afhængigt af tro. Sørine Gotfredsen er en stor beundrer af Søren Krarup, men hun har desværre taget hans modvilje mod filosofien med sig, og så går vi også der glip af en potentielt stor debat – hvis Svend Brinkmann kan læse Kierkegaard, kan Sørine Gotfredsen vel også læse Jacques Derrida?
Offentligheden som højskole
Jeg ved ikke, hvad der er værst, lakrids-anklagen eller stråmanden. Uanset hvad er vi (endnu engang) gået glip af en væsentlig diskussion. Er Brinkmann en ligeså stor tænker som Kant eller Hannah Arendt? Nej. Har han påstået det? Nej. Men i et år efter udgivelsen af hans første bog kunne man høre alle mulige mennesker på gader og stræder, i toget og på caféerne tale om det, Kant og Arendt skriver om. Det er en enorm bedrift.
Er det store forskningsresultater, der ligger bag? Nej, da – det er evnen til at slå en bro mellem idéhistorien, tænkningen og folks hverdag. Og det er vigtigere end en eller anden forskningsartikel. Det forudsætter evnen til – for en stund – at omdanne offentligheden til en højskole, hvor der også er plads til dem, der ikke har brugt ti år på KUA. Bare Brinkmanns kritikere så gad at være med i det projekt i stedet for at mugge og bagtale ham ved døren. Det er bare for teenageagtigt. Derfor et ja til manden med nej-hatten herfra.