En diskussion af Mediefænomenet Svend Brinkmann
Er Brinkmann bashing okay?

Er Brinkmann en lige så stor tænker som Kant eller Hannah Arendt? Nej. Har han påstået det? Nej. Men i et år efter udgivelsen af hans første bog kunne man høre alle mulige mennesker på gader og stræder tale om det, Kant og Arendt skriver om. Det er en enorm bedrift.

Skrevet af

Esben Schjørring
Journalist

5 artikler

0 indlæg

Svend Brinkmann bliver ikke længere kun klappet op på scenen, nu bliver han også bekæmpet – ikke mindst med stråmænd og øgenavne. Og således gik vi endnu engang glip af en væsentlig debat.
Det er, som om han aldrig var rigtig væk fra skærmen, feed’et og spalterne i avisen, men i den seneste uges tid har psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann alligevel været overalt. Fra Berlingske over Politiken til Kristeligt Dagblad og Deadline. No wonder, for når ”dansk faglitteraturs største stjerne”, som Euroman kronede ham til, udkommer med en ny bog, vil alle være med. Ikke mindst når redaktørerne ved, at Brinkmann kommer med så mange af sine egne clicks fra sin hærskare af følgere på Facebook og Twitter.
 
 
Brinkmanns utraditionelle brug af Platons samlede værker har skabt debat på de sociale medier. Kilde: Scanpix.
 
Alligevel – eller netop derfor – har en modbevægelse sat sig igennem. På Facebook har man kunne være vidne til noget, der nærmer sig decideret bashing, hvor folk kalder Brinkmann for Gajol-Svend. Og i Dagbladet Information brugte man et par dage op til udgivelsen Brinkmanns ”Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden” til at sige nej til hans berømte nejhat.
 
Det skal være enhver tilgivet, hvis de føler, at de har fået deres Brinkmann-dosis nu – omend det er jo egentlig ikke hans skyld, at alle aviser gør det samme på stort set samme tid. På den anden side er det spørgsmålet, om kritikken, øgenavnene og anklagerne om sympatiske banaliteter er fair. Eller om de bare er et lidt trist udtryk for, at vi aldrig tager den debat, vi burde. Jeg mener så afgjort det sidste.
 
Fra Facebook: Intet personligt imod professor Brinkmann. Det er bare ikke okay at træde på Platons samlede værker med sine gamle beskidte gummisko ever. Basta. Kilde: Timme Bisgaard Munk. Foto: Scanpix.
 
Gajol-Svend
Set i det lys er det knap så overraskende, at Svend Brinkmann – som for to år siden med sin korte debatbog ”Stå fast” brød gennem den betonmur, der adskiller den kulturvidenskabelige verden fra resten af samfundsvirkeligheden, og blev en af tidens førende stemmer –  i de seneste dage er blevet stemplet som banal. Som én der ikke har andet end platte bon mots på læben, og hvis intellektuelle vægt ikke overstiger en pakke riflede lakridser.
 
For det er netop viljen til at genstille spørgsmålet om, hvad der er menneskeligt og moralsk meningsfuldt, og hvad der ikke er, og fastholde det som et legitimt ærinde for voksne mennesker, der udgør kernen i Svend Brinkmanns virke som public intellectual. Han er manden, der prøver at rive de eksistentielle tanker ud af deres ufrivillige umyndighed og demokratisere dem, så alle kan være med og måske gå videre på egen hånd. Han er manden, der godt tør sige, at idéhistoriens største skikkelser kan hjælpe os til at blive bedre til at være mennesker – også selvom det nedsætter produktiviteten lidt.
 
Med sund selvironi viderebringer Brinkmann her den tvivlsomme ære at være kommet på Gajol-pakker på bagsiden af Politiken.
 
Svend er ikke hiphop mere
Det er et projekt, som i den grad har ramt et sukkende hul i tiden. Hans første bog har solgt 60.000 eksemplarer, foredragskalenderen har været booket op, og han har fyldt godt op i spalterne, når journalister har skulle lave de store, tænksomme feature-interviews. Brinkmann er så åbenbart langt fra den eneste, der synes, at der mangler noget, men han er en af de få, der vover pelsen med et svar på det.
 
Det er også den slags succes, som avler modstand og kritik. Det lyder umiddelbart godt, for en kritisk, offentlig debat om ånd, dannelse, mening og værdi er jo netop, hvad Brinkmanns succes vidner om, at folk hungrer efter. Så meget desto ærgerligere er det, at langt det meste kritik er baseret på stråmænd og øgenavne.
 
 
Brinkmann uden sko. Kilde: Scanpix:
 
Lad os tage dem i rækkefølge:
 
Den første type kunne vi kalde: ”Svend er ikke hiphop (mere)”. Det er her man kalder Brinkman for Gajol-Svend. Name calling er egentlig ikke kritik – det er selvpositionering. Gerne tastet ud på Facebook af folk, der selv har en akademisk baggrund. De indrømmer det ikke nu, men de syntes, det var meget fedt, dengang Brinkmann først dukkede op og kritiserede diagnose-kulturen som en konsekvens af, at vi midt i al vores komfort og velfærd havde mistet evnen til lide eller falde lidt uden for normerne.
 
Men nu hvor HK’erne, ens forældre og de studerende taler om ham hele tiden, og man ikke kan åbne en avis, uden han dukker op, så er det altså ikke sjovt længere. Brinkmann er simpelthen blevet for mainstream. Fordi der ikke længere er en hovedkultur i Danmark, agerer alle miljøer som subkulturer. Dvs. at man bliver smidt ud af sine egne, hvis man får for meget anerkendelse fra andre grupper.
 
Brinkmann truer simpelthen den indebrændte akademiker på hans og hendes identitet – hvis de andre også taler om instrumentalisering, Kant og Adorno, hvem er så jeg? Nej, så er svaret, at Brinkman banaliserer det hele, og opbyggelige tanker er noget gøgl. Kun den negative opbyggelighed duer – for med den i hånden kan man uden dårlig samvittighed se lidt ned på alle de andre.
 
Så er der ”Farlige Svend”. Lige op til udgivelsen af Brinkmanns bog udførte rektor på Professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann akademikernes version af en ureglementeret tackling bagfra: I et langt interview  med Dagbladet Information kritiserede han Brinkmann for at have skrevet et defensorat for offentligt ansatte, og beskyldte ham derefter for at forføre dem til at tage hin berømte nejhat på hovedet. Og det gjorde, at man som chef i det offentlige ikke kunne udvikle den offentlige sektor.
 
Og nåh ja, så var Brinkmann også ”ensidig” og ”simpel” – altså, Gajol-Svend. Man kan jo kun være både banal og farlig på en gang, hvis man samtidig er populær, så Hermann kaldte Brinkmann ”populist”. Av. Der er mange problemer med Hermanns kritik, men det største er nok, at den ikke passer. Hverken ”Stå fast” eller ”Ståsteder” handler om at skrue velfærden tilbage til tiden, før Erik Ib Schmidt i starten af 1970erne afleverede sine perspektivplaner, så politikerne kunne se sort på hvidt, at fra nu af stod den på stram budgetstyring og rationalisering.
 
Men Brinkmanns bøger handler slet ikke om velfærdsstaten. Hermann skal selvfølgelig være tilgivet i den forstand, at den offentlige sektor er meget stor i Danmark, og på den måde kan det være nærliggende at tro, at vi alle sammen er enten er ansatte eller ledere der.
 
Men hvis Brinkmanns pointer om, at det er mere end i orden, hvis man ikke vil innovere og lede (efter) sig selv hele tiden, er blevet særligt populære blandt offentlige ansatte, så burde deres chefer måske overveje, om der ikke er et problem, man burde tage sig af. Hos Hermann er problemet med Brinkmann ikke hans opbyggelighed, men hans nejhat. Kunne han dog bare være lidt behjælpelig med, at folk ikke lader deres integritet og værdier stå i vejen, når der skal administreres.
 
Det underlige er så, at både anklagen om at være en banal Gajol-Svend og stråmanden om at have skrevet noget problematisk, FOA-agtigt og forførende dukkede op igen, da Informations chefredaktør Rune Lykkeberg i denne uge anmeldte Brinkmanns nye bog. Her var Brinkmann både for opbyggelig og for negativ på én gang.
 
I Information kaldte Lykkeberg Brinkmann sympatisk, men til Zetland kaldte han ham ”reaktionær”,  og det er nok her striden egentlig står. Brinkmann har selv kaldt sig en venstreorienteret konservativ , mens Lykkeberg identificerer sig som progressiv venstreorienteret.
 
I ”Ståsteder” taler Brinkmann om de åndelige og eksistentielle ståsteder i analogi til konkrete geografiske steder ”hvortil man er forbundet og hvorfra man henter næring”, og om at skabe ”øer af stabilitet”, og han gør sig ikke afhængig af (en stor) politisk forandring. Hos Lykkeberg handler det om at udpege magtforhold mellem kulturelle under- og overklasser.
 
Grundlæggende er der to forskellige idéer om fællesskab og to forskellige ideer om, hvad kritik er og skal føre til, på spil mellem Brinkmann og Lykkeberg:
 
Hos Brinkmann står det konkrete og nære fællesskab i centrum, og kritik handler om at mobilisere evnen til at se os selv som etisk forpligtede på hinandens værdighed – ikke overraskende dukker familien op som en afgørende institution hos ham sammen med et klassisk ideal om dannelse.
 
Hos Lykkeberg er fællesskabet ofte markeret ved sin sociale og økonomiske klassemodsætning til andre, og her handler kritik om at få magt til at skabe nye rum for gensidig, social anerkendelse. Men hvorfor kunne vi ikke have fået den debat i stedet for lakridser og stråmænd?
 
Brinkmann i lækker jakke. Kilde: DR.
 
Til slut er der den teologiske fejlslutning. Man kunne også kalde den ”Ikke uden min gud”.
Med sin kritik af selvcentreringen (-realiseringen, -optagetheden)  og engagementet i opbyggeligheden skulle man tro, at præsterne i den offentlige debat ville tage imod Brinkmann med åbne arme. Men i Berlingske slog Sørine Gotfredsen til lyd for, at man ikke kan mærke den etiske fordring uden at være troende – på Sørine Gotfredsens måde.
 
Skidt med, at Brinkmann ikke afviser det at tro som et muligt ”ståsted” (men også peger på, at det falder mange svært at sætte sig på kirkebænken), og skidt være med, at han både tager Kierkegaard og Løgstrup på ordet – hvis ikke han tror på Sørines dømmende Gud, falder der brænde ned. Okay, brænde – men, altså, så er man skyld i en omsiggribende ”tomhed” (Gajol-Svend igen, igen).
 
Men her slog Brinkmann tilbage og kaldte Sørines position for fundamentalistisk, og det er da også mere end lidt svært at se, hvordan etik SKAL være afhængigt af tro. Sørine Gotfredsen er en stor beundrer af Søren Krarup, men hun har desværre taget hans modvilje mod filosofien med sig, og så går vi også der glip af en potentielt stor debat – hvis Svend Brinkmann kan læse Kierkegaard, kan Sørine Gotfredsen vel også læse Jacques Derrida?
 
Offentligheden som højskole
Jeg ved ikke, hvad der er værst, lakrids-anklagen eller stråmanden. Uanset hvad er vi (endnu engang) gået glip af en væsentlig diskussion. Er Brinkmann en ligeså stor tænker som Kant eller Hannah Arendt? Nej. Har han påstået det? Nej. Men i et år efter udgivelsen af hans første bog kunne man høre alle mulige mennesker på gader og stræder, i toget og på caféerne tale om det, Kant og Arendt skriver om. Det er en enorm bedrift.
 
Er det store forskningsresultater, der ligger bag? Nej, da – det er evnen til at slå en bro mellem idéhistorien, tænkningen og folks hverdag. Og det er vigtigere end en eller anden forskningsartikel. Det forudsætter evnen til – for en stund – at omdanne offentligheden til en højskole, hvor der også er plads til dem, der ikke har brugt ti år på KUA. Bare Brinkmanns kritikere så gad at være med i det projekt i stedet for at mugge og bagtale ham ved døren. Det er bare for teenageagtigt. Derfor et ja til manden med nej-hatten herfra. 

Relaterede artikler

Fejl er okay - Fejl er okay. Eller? Langt de fleste virksomheder og organisationer påstår bestemt, at det er helt okay at lave en fejl ...
Spiser journalister forskere til morgenmad? - Forskere har et anstrengt forhold til journalister. Det kan derfor være en svær opgave for formidlere på universiteter o...

Giv din stemme

233 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Få mere ud af Facebook

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Job

Intern

Frist: 25. august

Web- og kommunikationsmedarbejder

Frist: 3. september

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 30. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.