|
En analyse af "Min fede træner"
Min fede taber-træner

”Gid det var mig”-reglen rammer konceptet i den grad også. Længes vi ikke alle sammen lidt efter at slippe kontrollen og æde løs af E-numre og kødaffald – mens vi får løn for det?

Skrevet af
Når reality-stjerner som eksempelvis Gustav Salinas af principielle grunde siger nej tak til en fed lønseddel for at medvirke i et nyt realityprogram, ”fordi han ikke kunne stå inde for det”, så fornemmer man, at etikken på en eller anden måde halter.
Den fornemmelse holder stik.
 
”Min fede træner” er et program med de fire kendte Mascha Vang, Kira Eggers, Frederik Fetterlein og Sara Maria Franch-Mærkedahl, der har det til fælles, at deres kroppe står som mejslet ud i granit. De skal så hjælpe fire fede nobodies med at tabe sig ved at gå fra sportstrænet til lasket.
 
Programmet og de kendte deltagere/fede trænere er allerede blevet lagt for had på sociale medier og er under stærk kritik for både at være 'fat-shaming' og for at promovere et meget usundt koncept, hvor man skal tage på for at tabe sig igen med det samme. Kilde: Viaplay
 
”Jeg holder mig rigtig fit, og man kan overhovedet ikke se, jeg er 46 år. Slet ikke. Nix”, konstaterer Fetterlein så mange gange, at man får lyst til at hoppe ind i fjernsynet og kramme ham moderligt. Han minder mest om en usikker dreng, der nervøst rækker karakterbogen frem til farmand. Og jo, Frederik, du er søreme flot og fast. Det er du altså. Så, så. Du er god nok til at blive elsket.
 
For jeg tror, at Frederik er i tvivl, og nogle gange forekommer han som programmets virkelige offer. Senere i programmet diskuterer han for eksempel med sin unge modelkæreste, om de kunne elske hinanden som tykke. Det er de ikke helt sikre på, at de kunne.
 
Herregud, de lever jo begge af deres facade, men hvor meget kærlighed er der egentlig bagved? De sidder lidt og måler hinanden med blikket, lurepasser. Vejer kærligheden op imod taberagtig fedt. At være fed svarer til det største statustab i et samfund, hvor kontrol er Gud.
 
Og så er der jo det andet åbenlyse faktum:
 
Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan man kan have så lidt vilje, det handler bare om at have nosser, som Mascha Vang siger.
 
Hun vil nemlig helst være let og feminin og kan slet ikke sætte sig ind i at skulle være sådan en maskine, der jokker rundt, som hun senere understreger.
 
Hvilket fører tilbage til konceptet:
Idéen er, at de kendte skal tage 10 procent af deres kropsvægt på gennem 12 uger for dermed at være fuldt uddannede til at forstå og løse fire ukendte danskeres livslange vægtproblemer. Hvor svært kan det være?
 
Overvægt er for de her kendte ligesom et fjollet karnevalskostume, som man kan tage af, når man ikke gider lege eller underholde mere.
 
”I tre måneder er motion bandlyst. Træningscentret og løbeturene bliver skiftet ud med sofa og bløde stole. Salat og kildevand må vige til fordel for cola, pomfritter og søde sager i spandevis”, som der står i programomtalen – krydret med en trailer med de fire kendisser, der smasker og grynter sig gennem smeltet chokolade, klistrede burgere og konfekt. Der er endda tilsat sådan nogle lidt malplacerede, småliderlige støn som underlægning til vafler, der klistrer sammen af sirup.
 
Men reality er vel altid lidt liderligt:
”Skal jeg, lille pige, virkelig have denne her stooore, væmmelige flæskestegsburger inden i mig” Som Mascha siger.
 
Hver af de fede trænere bliver præsenteret på TV3's hjemmeside og har et tema-matchende photoshoppet fedme-billede, der skal illustrere den forvandling, de gennemgår for den overvægtiges skyld. Billederne som dette af altid fitte Fetterlein (som han bliver præsenteret som) understreger den tone og attitude til fedme, som programmet fremhæver. Kilde: Viasat
 
WTF afsnit 1
De ukendte danskere, som vi møder i første afsnit, hedder Christina og Andreas, og gennem en stejl spændingskurve finder de ud af, at det henholdsvis er Mascha Vang og Frederik Fetterlein, der er deres fede trænere. Og at de her forbilleder fra tv, net og blade vil ofre sig fuldstændig for de stakkels fedes skyld: De vil gøre sig selv fede for at tabe kiloene sammen med den ukendte igen.
 
Hvilken magtdemonstration. Hvilken kontrol.
Og hvilken logik, der ligger bag. Den kan man måske udbrede til psykiatrien, hvor Nicole Brøggler kunne hjælpe depressive nobodies ved at se en ordentlig stak sørgelige film og føle sig enormt ked af det sammen med dem, hvorefter de så sammen kunne se ”Op på fars hat” og atter finde livsglæden.
 
Og ukendte Christina reagerede også prompte, da Mascha Vang afslørede sin fuldfede plan om at tage på for hendes skyld:   
 
Lad da være med det!
 
Hun ønsker måske ikke, at nogen anden skal udsætte sig for den skam og fordømmelse, som hun har levet med hele livet ... Kunne man forestille sig.
 
Skam, ja. Det er den bankende motor gennem programmet. Det er nemlig en følelse, som er ukendt for fede mennesker, der hæmningsløst kaster junkfood og chokolade ned i halsen, mens de ligger på sofaen, synes idéen bag programmet at være.
Men nu skal de lære noget nyt: Man bliver tyk, hvis man spiser mere, end man forbrænder.
 
Heldigt nok vil Frederik Fetterlein hjælpe sin taber og skære budskabet ud i pap gennem en dosis skam og misundelse. Han vil ganske enkelt stille sig lige ved siden af ham, så snart de mødes første gang. Det skal nemlig give Andreas en aha-oplevelse for det tilfældes skyld, at Andreas aldrig nogensinde har set en sportstrænet krop.
 
Se mig. Jeg er 46 år. Du er 21 år, og jeg har den bedste krop. På den måde vil jeg ligesom give ham noget selvtillid til at tabe sig, som Fetterlein reflekterer.
 
Ja. På en eller anden måde kan man måske godt forstå, at eksperter i overvægt og psykologien bag ikke just løber rundt med armene over hovedet over konceptet.
 
Ikke snyde, bisse
Men Mascha Vang er stålsat. Hvis altså bare Christina lover ikke at snyde, som Mascha gentager flere gange, og begrunder det med, at det ikke er fair, når nu hun på den måde ofrer sig ved at æde sig sønder og sammen i tomme kalorier.
 
Fy, din bisse. Du er bare ude på at æde, og hvis mor her ikke er over dig, så taber du dig ikke, er logikken. Som om Christina ikke sådan rigtig vil tabe sig, fordi hun jo er en viljesløs nobody, der bare ikke forstår, at nachos, burgere og slik sætter sig.
 
 
Har ingen overvejet, at overvægtige, der på grund af deres overvægt er blevet mobbet og ikke tør finde en kæreste, allerede har researchet ret kraftigt på emnet? I ved: Om dyden ved den lastefulde mere end nogen tror, som Tove Ditlevsen engang skrev.
 
Man får kontinuerligt billedet af Poul og Fritz fra Rytteriet frem på nethinden: Hvorfor er de ukendte så tykke? Kunne de da ikke bare lave en dejlig proteinshake og løbe 14 kilometer? Nå. Men det må de sgu da selv om.
 
Skål, Produktionsselskabet Blu.
Men måske kan hun ikke helt selv styre det, som Mascha Vang i et lyst øjeblik erkender.
 
Det kan Mascha Vang til gengæld. Men hun ofrer sig i den gode sags tjeneste og spiser både Den Onde Hvede og flæskesteg. Ingen tvivl om, at det her er en afskyelig kamp, der må udkæmpes. For de kendte altså, der gennem hele første afsnit forekommer at være de sande ofre, der skal udvide deres krop, til facaden flækker. En facade, som er deres levebrød.
 
In the making
Point of no return for, at seernes hage banker mod gulvbrædderne kommer, da Mascha Vang filmer sig selv, mens hun spiser en peanut butter jelly-sandwich, mens hun nonchalant vrænger ”Tyksak in the maaaking” til kameraet.
 
Huha. Den bemærkning må hun da have fortrudt senere. Det må hun altså. I hvert fald blev det en øjenåbner for mig, der tidligere har fundet initiativer som FedFront ved komiker Sofie Hagen en anelse anstrengte.
 
Christ! Hvorfor skal fedt nu glorificeres, tænkte jeg dengang. Det er jo ikke godt for hverken sundhed, samfund eller socialt liv. Sølle at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Men efter at have set afsnit 1 af ”Min fede træner” så kan jeg pludselig godt forstå formålet.
 
For når det faktum, at du er fed, gør, at du automatisk ligger så lavt i samfundshierarkiet, at et tv-hold finder det logisk, du skal belæres og skammes ud af kendte uden indsigt i området – så er der måske brug for Fedfront til at understrege det åbenlyse: Jeg er fed for helvede. Det gør mig ikke automatisk til et sølle, grådigt og ubegavet offer, som mindre begavede må jokke på.
 
Men på med ja-hatten og find den rislende fryd
Konceptet ”Min fede træner” har måske ikke de store menneskelige kvaliteter, men til gengæld så har det faglige kvaliteter. Det lever for eksempel op til de to gyldne PR-regler.
 
”Godt, det ikke er mig” i forhold til de tykke ukendte, som snart får at se, hvordan deres årelange kamp mod vægten og stigmatiseringen reduceres til en lidt pattet konklusion om, at det handler om at bruge mere energi, end man indtager. Tænker også, at godt det ikke er mig, der som Mascha og Fetterlein lægges for had i samtlige debattråde, mens andre reality-stjerner ikke er sene til at udnytte det til deres egen fordel: Vi sagde nej til konceptet. Det var for groft, som de beskriver i Ekstra Bladet for fuldfed glorie.
 
Gustav Salinas, der nu lever af at være personlig træner, er en af de kendte, der takkede nej til programmet 'Min fede træner', da han, ifølge ham selv, ikke kunne stå inde for det, på trods af det store beløb, han blev tilbudt. Gustav har udtalt til Ekstra Bladet, at programmet er usympatisk og ville have ødelagt hans forretning. 
 
”Gid det var mig”-reglen rammer konceptet i den grad også. Længes vi ikke alle sammen lidt efter at slippe kontrollen og æde løs af E-numre og kødaffald – mens vi får løn for det? Længes vi ikke alle sammen efter bare at give slip på hæmmende etik, empati og eftertænksomhed og så give den gas med letkøbte selvudviklingsklichéer over for dem, der vandrer i mørket, fede og forladte?
 
Og så er der det med den rislende følelse af forargelse. Her leverer ”Min fede træner” i dén grad – og det er jo en kæmpe kvalitet.
 
I hvert fald i de medier, hvor forargelse nærmest er blevet et journalistisk kriterie, der rangerer højere end aktualitet, væsentlighed, identifikation og sensation: FAVIS. Jeg har simpelthen ikke været så dejlig forarget i lang tid. Jeg har fået en gigantisk dosis, og alt andet reality-dope kan bare ikke få mig lige så højt op at flyve herefter.
 
Jeg er forarget over reality-stjernernes uvidenhed og arrogance. Jeg er forarget over diverse ædegilder. Jeg er forarget over, at de ukendte – der faktisk virker som om, de hviler mere i sig selv end de kendte – lægger sig fladt ned og anerkender reality-stjernerne som de store lys.
 
Jeg er forarget over, at programmet er så uetisk, at selv lavere rangerende reality-stjerner har takket nej. Vist nok ikke kun på grund af etik, men også på grund af hyren, og at deres krop skulle ødelægges af den farlige fedme.
 
Og så er jeg forarget over, at reality-stjerner laver en skammel af hinanden, som de kan stå på og lyse i deres moralske fuldkommenhed.
 
Ahhhh. Jeg føler mig faktisk dejlig mæt af forargelse – og bliver jeg småsulten mellem måltiderne, afsnittene, så kan jeg altid følge den efterfølgende debat, der giver mig forargelsen over at leve i en verden, hvor alt trækkes skarpt op i poler: De fede mod de tynde. De frelste mod de handlekraftige.
 
Jeg kan slet ikke vente på næste festbuffet af forargelse, når afsnit 2 i aften løber over skærmen.

Relaterede artikler

Baronessen på nullermandsjagt - Danmarks svar på Paris Hilton, baronesse Caroline Fleming, er rykket ind i parcelhuset og ind på kanal 4 i den bedste se...
Tv: Pinlige kroppe og hemmelige hashfarme - Sponsorerne overtager dansk tv. Det er fremtidsperspektivet for tv-mediet, som også står over for en sammensmeltning med...
Når direktøren er en wannabe reality tv-star - Agnes Cupcakes er i krise. Og hvad kan vi lære af det? Kald ikke skiftevis dine ansatte for dovne ’wannabe reality tv-st...
Selfier ændrer verden - Spejlet hører til en af de skelsættende nyopfindelser, der udbredes i renæssancen og sætter selvet og subjektet i centru...
Patten er ude…igen - #FreetheNipple kampagnen eksploderer i disse dage. Det er ikke kun bare patter – men et oprør, der længe har luret mod d...
Game Over, PewDiePie - Disney og YouTube valgte i sidste uge at klippe alle bånd til deres og vor tids største online-celebrity PewDiePie. Den ...
Mode og identitet: De nye statusmarkører - Mode bliver politisk, når vi forhandler social status til omverden gennem vores ydre. Hver morgen komponerer vi udgaver ...

Giv din stemme

394 stemmer
1,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Content Writer

Frist: 4. oktober

Communications Director

Frist: 1. oktober kl. 22.00

Kommunikationsrådgiver

Frist: 6. oktober kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Employee Advocacy

Få værktøjer og viden til at arbejde med medarbejder-ambassadører

8. november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.