Fest for fanen
Roskilde Festivalen nærmer sig. Teltet er hentet frem. Musikken er valgt. Campingpladsen er fundet, men hvad med en fane? Alle ved jo, at en fane er et must–have på Roskilde af logistiske, æstetiske og sociale grunde. Ingen fest uden en fane. Intet sammenhold uden et flag at føre. Den forkerte fane kan brande din festivaloplevelse negativt. Men den rette kan skabe nyt kampmod på festivalens tredje døgn. Ja det er lejrens visuelle og symbolske omdrejningspunkt. Dens sjæl. Fanen, som viser, du har meldt dig ind i rusens fællesskab og fællesskabets rus. Men hvilken fane skal det så være og hvorfor?
Da jeg var ung, kunne ingen finde nogen på Roskilde. Magiske energier og Blitzkrieg-forelskelser kunne gå op i røg af simple, logistiske grunde. Folk havde nok fundet kærligheden, men kunne ikke finde hinanden. Alt imens venner for fulde og forvildede rundt på jagt efter de forelskede og de forliste. Ofte kunne folk være væk fra hinanden i dagevis eller under netop den Red Hot Chili Peppers, ingen må misse. Løsningen var faste mødetider og beskeder på en fælles opslagstavle.
Det var naturligvis ikke godt nok, og noget måtte gøres for at redde kærligheden og samværet i støv-larm-musik-mørket. Ud af dette logistiske kaos voksede Roskilde-fanen. Siden dengang er den blevet en tradition. Naturligvis udfordret af mobiltelefonen, men aldrig erstattet, fordi mobilen ikke som fanen kan bruges til mikro-navigation dag og nat, når alt for mange fulde mennesker gør det umuligt at se hinanden.
En legendarisk Roskilde-fane. Fællesskabet som et yin-yang, hvor de mange årstal viser dens historik og fællesskabets evige gyldighed. Alle konflikterne opløses af den fælles historie og er en del af en større helhed, når musikken spiller. Bemærk de små årstal, som sirligt er skrevet på år efter år. Se, det er legacy. Roskilde Legacy.
Roskilde-fanens semiotik og socialitet
Roskilde er heldigvis ikke kun logistik. Det er en rejse langt ned i menneskets mudderpøl. Et kæmpe legeland for voksenbabyer, som pisser, skider, drikker, æder og horer i en gigantisk slum-teltlejr til lyden af høj musik. Denne anderledes oplevelse kræver et samlingspunkt og visuelt udtryk. Et overgangsobjekt og symbol på den fælles overskridelse og udvidelse. Løsningen er en fane, som kan opløse den personlige identitet og ansvaret for, hvilke grænser der overskrides i fællesskabet under fanen.
Fanen har derfor også en symbolsk social funktion. Den er en ting, som ejes og skal passes i fællesskab, år efter år. Den kræver en fanefører, hvilket er en fælles, skiftende funktion, som skal uddelegeres. Altså med et fint ord - et socialt objekt. Fanen er altså en fysisk manifestation af, at man er fælles om noget og har et fælles fyrtårn/pejlemærke.
Når fanen er med, har du en faneed. Du sværger, at samværet med mennesker om fanen er din eksistensberettigelse på pladsen. Det viser fællesskabet fysisk og ophøjet i menneskehavet. Ofte vil fanen så kunne udtrykke mere præcist, hvad man er fælles om, hvorfor og hvordan. Den er derfor ikke bare et socialt objekt, men også et totem. Et symbolsk udtryk for, hvilke magiske, underbevidste, dyriske strømme man er fælles om lige her og nu på pladsen. Godt udformet vil den også være et signal, som tiltrækker andre og fremstiller gruppen i et kreativt, attraktivt lys. For eksempel ved at være selvironisk eller surrealistisk.
Den mest berømte af alle Roskilde-fanerne. Grøn spaceman knepper ko-fanen. Den er berømt, fordi den skaber en ny sexkategori: dyresex med fremmedvæsner. Hvad der er let at huske, originalt i sit kategorisammenstød og upassende på den folkelige Roskilde-måde. Tæt på opskriften på den ultimativt opmærksomhedsskabende fane.
Når fanen er den kreative og kærlige hovedperson
De bedste Roskilde-faner skaber deres eget originale udtryk. De indfanger festivaloplevelsen enten som seksualiseret surrealisme, vild rus eller inkluderende urstamme-fællesskab på tværs af tid og rum. Det er den gruppe, som Spaceman- eller ying-yang-fanen tilhører. Den kunne være tegnet af et barn. Den er barnagtig, fordi det er voksenbabyens farveleg. Fanen er både sjov og kikset og dermed også inkluderende og hyggelig.
Styrken: Menneskelig og ægte. Legende og inkluderende.
Svagheden: Det er ren amatørisme, men hvad er der galt med det, udover at det er grimt og plat.
Meget hyggelig ikke. Brug for alle, plads til alle-branding
Ofte skabes små designmanualer, hvor der udvikles en identitet. Her er det en mand med en hat. Muligvis inspireret af Breaking Bad-serien. For ofte trækker fanerne på identiteter fra brands og universer, som er beslægtet med Roskilde-følelsen.
Når fanen er en bipersonen og iklædt identitet
Nogle faner er tydeligvis en del af en samlet og større designmanual, som omfatter telt, T-shirts og lejrens visuelle udtryk helt generelt. Jo, nogle har ligefrem bygget et tårn til deres fane eller en anden form for teltlejr-brand-activation-element. I disse tilfælde bliver fanen en biperson og ikke blot en platform for den tværgående identitet. Den er iklædt identitet frem for at skabe identiteten.
Fanen som ikonografisk univers
Styrken: Det virker top-professionelt og styrker den fælles identitet.
Svagheden: Ofte kan det skæve gå lidt af, og ofte bliver det bare for meget og for gennemført. Det virker også lidt for uncool, hvis der er stjålet for meget fra andre, alt for velkendte universer.
Et lidt fladt rastafari-flag, som er købt på selve festivalpladsen. Det virker, men det siger ikke så meget og har ringe social værdi.
Den funktionelle fane
Disse typer af faner har ingen æstetisk funktion. Det er funktionelle fane-hacks lavet med ringe omtanke i sidste øjeblik. Det kan være simple købeflag for bedste band, biler eller brands. Ofte er der placeret en lampe på toppen, så den også kan ses i mørke.
Styrken: De er grimme, men de er uprætentiøse. De virker Roskilde-agtige og fanger festivalens hvis-det-virker-er det okay attitude.
Svagheden: Naturligvis ofrer du muligheden for den store originale branding. Ingen husker den fane, og ofte vil den ligne alle andre. Altså praktisk, men også kedelig i sin funktionalisme. Vel at mærke en grim funktionalisme.
Det nationale flag genbrugt
Igen, blot på hovedet
Fanen virker knap så godt, når det er mørk. Nogle hacker derfor deres fane og sætter en lampe på. Funktionelt, men sjældent elegant.
Endnu en funktionel fane. Et godt nok kedeligt genbrug.
Er den næste fane en app eller en IOS-fane?
Måske er den originale festivalfane snart historie, præcis ligesom polaroidkameraet og walkman'en ikke længere findes på Roskilde. Endnu et offer for digitaliseringen. Er dens storhedstid overstået, og bliver den i stedet digitaliseret? Eller vil den dø og genopstå som app? Allerede nu findes apps eller ganske enkelt standard-IOS-muligheder i din iPhone, som kan bruges til at følge en gruppe af mennesker. Teknologisk er fanen altså ved at blive erstattet eller overhalet af mobilen funktionelt, men naturligvis ikke psykologisk.
Man kunne også forstille sig, at fremtidens digitaliserede fane bliver en hybrid mellem forskellige funktioner med digitale og ikke-digitale elementer. Eksempelvis en ny form for fane med en indbygget ølholder, lys i toppen og en solfanger, så man kan oplade mobilen. Hvor Internet Of Things bliver til en slags Internet Of Festival-banners.
Det kan også være, at alt det digitalisering - IOT, apps, IOS - bliver alt for designersmart med alt den funktionalisme, fordi en Roskilde-fane nu engang altid skal og vil være håndholdt og kikset. Det er muligvis også en lidt fanatisk fremtidstro at tro, at fanen bare forsvinder. Den har en lang historie og er en grundlæggende måde at udtrykke fællesskab i krig, kamp og kanon fest.
Den overlever nok, men skifter måske udtryk og betydning med tiden. For lige meget hvad, så lever Roskilde-fanen videre semiotisk og socialt, som et hashtag eller en følelse, og som et symbol på fælleskabets rus og rusens fælleskab. For selve festivaloplevelsen er at samles under en fane. lige meget hvor fuld du er, og hvor højt musikken spiller.
Vi ses om lidt under fanerne.
