WTF? Vinder Trump nu?

Vinder Donald Trump alligevel det republikanske primærvalg, selvom alle amerikanske kommentatorer sagde, det var umuligt? Måske. Men hvad så bagefter - kan Hillary grine hele vejen til Det Hvide Hus? Og er Trump USA's svar på Dansk folkeparti. Få svaret her.
af Annegrethe Rasmussen
Der er ingen vej udenom at indrømme det – også selv om overtegnede, lige som stort set alle ædruelige amerikanske kommentatorer  ville have forsvoret muligheden for et halvt år siden: Det er ikke længere umuligt, at Donald Trump kan vinde det republikanske partis nominering i primærvalget, hvor den første afgørelse finder sted 1. februar i staten Iowa.
 
      WTF? Det ser ud til at Trump vinder nu. Se mere her.
 
At det forholder sig sådan, er en antagelse, der har cirkuleret i nogle måneder. Tilbage i oktober luftede det nationalkonservative tidsskrift National Review tanken med artiklen: The Establishment Thinks the Unthinkable: Trump Could Win the Nomination.
National Reviews bureauchef i Washington Eliana Johnson hiver fat i to af partiets mest garvede og respekterede spinmeisters -  Ed Rollins, som ledte Ronald Reagans genvalgskampagne i 1984 (og som forgæves forsøgte at få anbragt Mike Huckabee øverst hos republikanerne i  2008) samt Steve Schmidt, der havde samme rolle for partiets kandidat i 2008 John McCain. “Trump har fastholdt sin føring i længere tid, end der er dage tilbage til afstemningen begynder i Iowa, men i lang tid har der været en tro på og stemning blandt folk i Washington, at den føring havde en automatisk udløbsdato; som om der fandtes en hemmelig gruppe mennesker, der har mulighed for at kontrollere processen,” siger Schmidt til Johnson, og Rollins slår fast: ”Trump er en seriøs spiller i kampen om nomineringen.”
 

Trump er rimelig lattervækkende, men jo længere pinen trækker ud, jo mere angstfremkaldende bliver det. Scanpix.
 

Finanseliten frygter Trump
Måneden før var det en anden traditionelt indflydelsesrig  gruppe i amerikansk politik, der luftede angst over udsigten til at få The Donald i førersædet hos republikanerne, nemlig New Yorks finanselite, der i artiklen Wall Street's latest panic: Trump could win talte ud til netmediet Politico om gulddrengene og -pigernes angst over Trumps populistiske udfald mod deres høje lønninger og bonusudbetalinger: Finansdirektørerne og bankcheferne kan nemlig ifølge Trump se frem til betydelige skattestigninger på især kapitalfonde, hvis han kommer til fadet – noget som hverken Bush eller Clinton har truet med. ”Jeg kender ingen som støtter Donald Trump. Jeg kender ingen, som kender nogen, der støtter Donald Trump. Det er som om der findes en eller anden stor mystisk, ukendt gruppe,” som en anonym finansdirektør siger det beklagende (note: han taler muligvis om vælgere uden for Manhattan, som han må antages ikke have det store at gøre med) før han konkluderer, at Trump er ”rimelig lattervækkende, men jo længere pinen trækker ud, jo mere angstfremkaldende bliver det.”

 

Trump kan vinde det hele
Derefter gik det stærkt – etablerede netmedier som Huffington Post og The Hill – en politisk nyhedsservice på Capitol Hill -  slog i december 2015 henholdsvis fast, at ”Trump kan sagtens vinde nomineringen” og ”Sådan vinder Trump præsidentvalget.” Der gik en smule tid, før papirmedierne kom til, men i første uge af januar 2016 bed Washington Posts politiske chefanalytiker til bolle med an overbevisende analyse.
Her skriver Chris Cillizza, at Trump ”sagtens kan vinde af den enkle grund, at han enten fører eller ligger på andenpladsen i de to første stater, der stemmer, nemlig Iowa og New Hampshire. Og hvis man går historisk til værk, kan man se, at det er en endog meget god indikator på, hvem der vinder nomineringen.” Cillizza læner sig op ad den kendte data-analytiker og valgnørd Sam Wang der har hjemme i the Princeton Election Consortium, som analyserer meningsmålinger. Wang slår fast, at Donald Trump ”står lige så stærkt, når det gælder chancen for at vinde sit partis nominering som Hillary Clinton gør det hos demokraterne i 2016, George W. Bush gjorde i 2000 hos republikanerne eller Al Gore gjorde hos demokraterne i 2000.” Som bekendt vandt alle de nævnte nomineringen.

 

Palin giver sin støtte til Trump
 
Nej: Trump kan netop ikke vinde – læs hvorfor
En naturlig nysgerrighed melder sig herefter hos enhver politisk interesseret: Hvis en sejr til Trump ser sandsynlig ud, hvorfor er der så fortsat en noget nær panisk stemning i parti-eliten over dette udfald. At det er tilfældet fik overtegnede bekræftet så sent som i denne uge, da jeg spiste frokost down town Washington DC med et højtplaceret partimedlem, der styrede dele af finanssektoren under George W. Bush. ”Trump er uacceptabel, slet og ret. Hans udtalelser, også om partiet, er primitive og appellerer til de laveste instinkter i den amerikanske befolkning. Nå ja, og han kan heller ikke vinde,” lød det hen over crab cakes og purerede ærter.

 

Det er fristende at hæfte sig ved den sidste del af udsagnet. For det er indlysende, at Trump, der som jeg tidligere har beskrevet konsekvent appellerer til såvel racistiske, kvindefjendske og tæt på karikerede budskaber om USA’s absolutte storhed, machismo og storladen patriotisme, ikke er populær hos den sofistikerede, urbane elite, der dominerer kulisserne i hovedstaden. De ser ikke ser charmen ved at ”bombe ISIS til helvede,” men de elskede heller ikke mormonen, den kakaodrikkende, kejtede forretningsmand, Mitt Romney i 2012 - og alligevel støttede partiledelsen i Washington dengang loyalt op om ”den mindst ringe kandidat.”

 

Så når panikken er så udbredt og der bliver taget så bastant afstand som tilfældet er i hovedstadens konservative, politiske elite skyldes det snarere en matematisk betinget antagelse om, at Trump simpelt hen ikke kan vinde. Og ingen partiledelse bryder sig om at satse på den tabende hest fra starten.

 

Hvorfor tror de etablerede kræfter, at Trump vil tabe?

 

Groft sagt af tre grunde:

 

For det første fordi hans såkaldte ”negatives” (andelen af vælgere på tværs af grupperinger, der under ingen omstændigheder vil stemme på ham) er tårnhøje, de højeste for nogen kandidat i begge partierne.

 

For det andet fordi der er afgørende vælgergrupper, der ikke vil have noget at gøre med byggematadoren, først og fremmest minoritetsvælgerne – hvilket ikke er så underligt eftersom Trump som de fleste vil vide, har annonceret, at han dels vil kyle samtlige udokumenterede indvandrere tilbage til Mexico, hvor de fleste kommer fra, dels ikke har lagt skjul på, at hans kærlighed til afrikansk-amerikanske vælgere kan ligge på et lille sted. Det står også virkelig skralt til blandt yngre kvinder og studerende, traditionelt demokratiske kernevælgere, men i tilfældet Trump er de rendt af pladsen stort set 100 %.

 

Og for det tredje fordi den allermest afgørende vælgergruppe, de uafhængige, ikke-registrerede vælgere heller ikke bryder sig om den højtråbende reality stjerne.

 

Kandidaten, alle elsker at hade

 

Et sted, hvor man har set nærmere på sagen er ovre hos alle USA-seksuelles yndlingsstatistiker, Nate Silver, der driver foretagendet 538.com. Silver har selv undersøgt sagen og konkluderer, at Trump er usædvanlig upopulær i alle vælgergrupper. Bevæbnet med de seneste tal fra Gallup, Real Clear Politics samt Huffington Posts seneste vælgeranalyse viser Silver, at Trump helt konsekvent havner på bunden i samtlige vælgergrupper, uanset hvordan man vender og drejer det.

 

Ikke at barren er høj – de fleste ledende politikere er jævnt hen upopulære og Hillary Clinton fremkalder heller ikke jubelscener udenfor kernetilhængernes rækker; den eneste ægte populære politiker synes at være socialisten Bernie Sanders, som et flertal af de demokratiske vælgere (38 over for 35) synes, virker som en ærlig og sympatisk personage. I nogen stater – f.eks. den vigtige tidlige primærvalgstat, New Hampshire – er begejstringen for Sanders særdeles håndfast. Her han ifølge CNN’s måling fra onsdag i denne uge en ”favourability rating” på imponerende 91 procent, mens Clinton ligger og roder på 8 procent. Clinton regner heller ikke med at vinde i New Hampshire, der er en traditionel progressive New England State, og Sanders er som bekendt senator i nabostaten Vermont, men hun skulle meget gerne vinde Iowa, der er mere konservativ. Også her bider Sanders hende imidlertid  pt. i haserne.

 

Men uanset at det demokratiske primærvalg således også er blevet et tættere opløb, end mange analytikere havde regnet med, er Clinton dog fortsat den overvældende favorit til at vinde sit partis nominering. Ikke at hun ikke kan tabe (Sanders-fans, som der er mange af i det danske, kan læse denne analyse, også af Chris Cillizza, der den 11. januar 2016 forklarede Washington Posts læsere præcis hvordan den aldrende socialist kan vinde over Clinton og sikre sig sit partis nominering) men oddsene er solidt i den tidligere udenrigsministers favør. Især fordi Sanders har notoriske problemer sydpå og med alle andre vælgergrupper end hans kerne, der er de hvide, yngre og urbane amerikanere. Minoritetsvælgerne kender ham kun dårligt og selv efter at han har sluttet en slags fred med protestgruppen Black Lives Matter og selv efter at han har strammet op på sin tidligere relativt våbenvenlige tilgang, er de sorte og de spansktalende vælgergrupper langt mere begejstrede for Clinton.
 

                Det er tæt nu. Se mere her.

 

Hillary vs. the Donald – hvordan vil det gå?
Så lad os antage, at hun vinder nomineringen og forestille os et Clinton – Trump opgør, hvordan ville det forløbe? I Hillaryland, som kampagnen for den tidligere førstedame af og til kærligt kaldes, er man særdeles fortrøstningsfuld over dette scenarie.

 

Her er vurderingen - med de førnævnte tal i ryggen – at en mand, der konsekvent kun appellerer til en tredjedel af vælgerne (og som derudover er dybt afhængig af, at en vælgergruppe af hvide, relativt lavt uddannede vælgere, der ofte ikke stemmer, rent faktisk dukker på valgdagen) simpelt hen ikke kan vinde valget.
Man er også overbevist om, at amerikanerne når valgdagen nærmer sig vil foretrække en erfaren politiker i rollen som chef for de væbnede styrker, frem for en der vil kaste landet ud i en handelskrig med Kina, tvinge mexicanerne til at betale for opførslen af en mur, der kan holde indvandrere ude fog bombe løs i Mellemøsten for nu at nævne tre af Trumps slagnumre, når det gælder udenrigspolitikken. I Clinton HQ i Brooklyn er man langt, langt mere nervøs over den republikanske partielites nye darling (efter at Jeb Bushs kampagne er kollapset på spektakulær vis) Marco Rubio, der tilbyder glat, konservativ politik på dåse, fermt serveret af en ung, veltalende, spansktalende senator med cubanske rødder. Den cocktail er et mareridt for den aldrende, demokratiske, hvide favorit, der for at væbne sig mod denne mulighed netop siges at overveje en latino som vicepræsident.

 

Det kan naturligvis være smart under alle omstændigheder grundet denne vælgergruppes voksende indflydelse, og overtegnede har i to år været at finde blandt dem, der kynisk mener at kombi-pakken ”hvid ældre kvinde og ung brun mand” er en vinderopskrift i det multikulturelle USA.

 

Derfor har jeg – sammen med mange andre – peget på de unge, fotogene og særdeles dygtige Castro-brødre med fornavnene Julián  (tidligere borgmester for byen San Antonio og nuværende by- og boligminister under Obama) og Joaquin (medlem af Repræsentanternes Hus for Texas’ 20. valgkreds). For feinschmeckere, der gerne vil vide mere om tvillingebrødrenes historie, liv, familie eller vej mod det politiske stjernehimmel, se dette dobbeltportræt som Vogue bragte i 2013.

 

Den oversete faktor: Trump er ikke så konservativ endda
Men en ting er, hvad de tror i Brooklyn. Er det nu også sikkert, at Clinton vil tørre gulv med Trump? Svaret er naturligvis – som altid i demokratier – nej. Fordi den ”aldrig bare er hjemme,” for nu at gribe til den trætteste af alle danske valgkamps-klicheer, og det ville være både hovedløst og forhastet at undervurdere Trump, der faktisk er blevet en noget bedre politiker siden han stillede op sidste sommer.
For det andet fordi populister faktisk vinder valg i vore dage. Se på Rusland og de nyeste valgsejre i Europa – fra franske regionalvalg over Polen, Ungarn, Schweiz og Finland til den betydelige succes, som Dansk Folkeparti fortsat nyder i Danmark og som senest blev bekræftet ved folketingsvalget.

 

Men endelig også grundet en anden faktor, som er fuldkommen overset i den danske dækning af Trump. Der mestendels består af lige dele gysen og afsky over hans verbale udskejelser - en fristende og nem manøvre, skal jeg gerne indrømme, men når en politiker forbliver populær, er det generelt en god ide at se nærmere på substansen, frem for at lade det blive ved foragten, især for journalister, hvis opgave det er at formidle information. Den oversete faktor er, at populisten Trump nemlig ikke er så konservativ så det gør noget.

 

Den karakteristik deler han også med Dansk Folkeparti, der som de fleste politisk interesserede ved, i et vist omfang deler prioriteringer med Socialdemokraterne på den økonomiske politik. Og han deler den med Trumps nyeste trumfkort, den tidligere vicepræsident Sarah Palin, der som en fuldmoden valg-appelsin landede i Trumps lejr natten til onsdag. ”No more pussyfootin' around. Our troops deserve the best! You deserve the best, you deserve Donald Trump!” råbte den fortsat populære Teaparty-politiker til de begejstrede fremmødte, da hun gav Trump sin officielle anbefaling. En gave, der naturligvis vil koste ham. Han skylder nu, og prisen til Palin vil sandsynligvis blive posten som energiminister i en Trump-regering.

 

Det er Harry Enten fra 538.com der påpeger, at såvel Trump som Palin er ”moderate konservative” f.eks. i sammenligning med Trumps nærmeste rival, senator Ted Cruz (som Palin i øvrigt hjalp under dennes valg til senatet i sin tid).  Enten peger også på et andet fællestræk ved de to utraditionelle politikere: de har begge et ry som ”uforudsigelige mavericks, altså rebeller, der ikke følger påbud fra partiets top, noget som Palin gjorde et stort nummer ud af i 2008, og som Trump også har ført sig frem på. Det er også velkendt, at Trump tidligere har givet penge til The Clinton Foundation (han har forklaret dette med, at han som forretningsmand i New York ikke havde andet valg end at være venner med de toneangivende liberale kredse i byen), han har været aborttilhænger og som tidligere fraskilt libertiner er han ikke ligefrem nogen posterboy for kristen livsførelse ala Iowa.

 

Mens vi venter på Super Tuesday
Indtil videre har det bare ikke skadet ham hos hans egne, der bare vil have noget ”andet,” noget ”nyt” og først og fremmest noget ”ægte” og en ”ikke-politiker.” Alt sammen noget, som Clinton – netop grundet sin erfaring – ikke kan levere. Så skal den tidligere udenrigsminister være bange? Jeg er fristet til at sige nej – at lægge alle mine æg sammen med de etablerede amerikanske kommentatorer og sige: ”Rolig nu, Trump kan ikke vinde.”
 
På den anden side har jeg noteret mig, at alt kan ske i dette usædvanlige valgår. Så det er nok sikrere at sige: ”Lad os tales ved efter Super Tuesday – 1. marts. Så ser vi på sagen igen.”
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job