Hvorfor er Berlingske et hul, når Politiken går i nul?

Det er et af medieverdenens store paradokser, at JP/Politikens Hus kan tjene flere hundrede millioner, mens Berlingske Media ikke tjener en krone. Kan det tænkes, at Berlingske har haft mange forretningsenheder i et uigennemskueligt virvar, mens JP/Politiken har været en fokuseret forretning? Meget tyder på, at det er den konklusion, Berlingskes ejere er nået til, når de nu har lukket og fyret med løs hånd.
af Joachim Sperling
Berlingske Media er i granatchok. Der har været sporadiske arbejdsnedlæggelser, men beslutningen om at snitte huset til er truffet og kan ikke gøres om. Allerede da Mecom og David Montgomery i sin tid overtog Berlingske, frygtede mange, at det ville ske, men nu sker det altså for fuld udblæsning. Der bliver gjort op med Lisbeth Knudsens strategi om et mediehus med et utal af aktiviteter. Udover nyhedsbureauet BNB lukker også BNY og Politiko, og så forlader Berlingske deres TV-satsning og samarbejdet med TV 2 News.
 
I processen har De Persgroep også skilt sig af med hele det øverste ledelseslag. Ikke bare Lisbeth Knudsen, men også CFO’en og marketingdirektøren Mark Hammerich er fortid, fordi de var gift med den gamle strategi og ikke passede ind i den nye. Det er værd at bemærke, at Mark Hammerich siden er blevet bestyrelsesformand i det nye mobilmedie Føljeton.
 
Christian Van Thillo fra belgiske De Persgroep. Nu skal Berlingske ikke længere være et hul. Foto: Vebidoo.
 
De blev for meget for De Persgroep
Ikke alene mener De Persgroep, at der var for mange forretningsenheder. Der var også for mange journalister i forhold til oplagenes størrelse, for i Belgien og Holland laves der kvalitetsaviser med væsentligt færre medarbejdere. Det kom da også bag på mig, at Berlingske Business havde ikke mindre end 60 journalister ansat, i betragtning af, at jeg højst kan nævne navnene på en håndfuld. Ingen kender navnet på chefredaktøren, og bortset fra sure gamle Claes Kastholm har avisen kun få markante skribenter. De manglende profiler er derfor måske et af Berlingskes største problemer. Der er blot Søren Frank på mad og vin, Jens Christian Hansen og Skovhus på erhverv, Poul Høi på USA, og senest er Maise Njor ansat til at producere letbenet underholdning. Politiken har profiler i bundter – tænk bare på Bo Lidegaard, Rune Lykkeberg, Peter Wivel, Lotte Thorsen, Ditte Giese og Amalie Kestler – man kunne blive ved.
 
Berlingske et hul, mens JP/Politiken er i nul
Bortset fra det er de to mediehuse nu næsten ens i deres opbygning. Begge med tre stærke hovedbrands og fortsat fuldstændig afhængige af den traditionelle papiravis. For ud over momsfritagelsen modtager de to bladhuse også distributionsstøtte på samlet set et trecifret millionbeløb. Det er penge, som ingen af dem kan undvære, fordi de fortsat ikke er lykkedes med deres digitale transformation. Tænk bare den uhyrlige tanke, at al mediestøtte forsvandt. Så ville Berlingske være et kæmpe hul i jorden, mens JP/Politiken ville gå i nul.

Ingen kan huske, hvornår Berlingske sidst har leveret 10%
Det er ikke til at vide, hvad de enkelte dele af det Berlingske Hus tjener, for selv ikke i husets årsskrift nævnes omsætning eller indtjening. Det er upassende i en situation, hvor huset modtager så betydelige offentlige tilskud. Men det forlyder, at BT og Berlingske balancerer nogenlunde, og at Weekendavisen tjener 15-20 mio. kr. Samlet set løber det hele lige rundt, men det er kun, hvis man ser bort fra kapitalomkostningerne, og her skal man regne med, at en ”normal” ejer som et minimum gerne vil have en forrentning på ti procent af den investerede kapital. Ingen kan huske, hvornår Berlingske sidst har leveret det.
 
Ført bag lyset
De mange fyringer fik den mangeårige tillidsmand Uffe Gardel til at føle sig ført bag lyset af De Persgroep. Han var tidligere blevet lovet, at der ikke ville komme flere fyringer, men så kom der endnu et hug på 64 medarbejdere. Nu har han taget imod en fratrædelsesordning sammen med andre kendte ansigter som Lars Erik Skovgaard, Peter Nyholm og Casper Schrøder, og samtidig er et antal skrivende chefer overgået til den menige medarbejderstab. Det besynderlige er, at man sideløbende med afskedigelserne har ansat adskillige nye medarbejdere, og det skaber yderligere frustration.
 
Et illoyalt og utidigt interview? Læs det her.

Heller ikke Lisbeth Knudsen kunne holde sig tilbage, selvom der står i Grønspættebogen for fyrede topchefer, at man aldrig skal udtale sig om sin gamle arbejdsplads. I strid med alle konventioner og muligvis også indgåede aftaler med De Persgroep kritiserede hun i Journalisten lukningen af BNB, som hun selv i trods oprettede som et alternativ til Ritzau. Det har den nye ledelse opfattet som illoyalt og utidigt. Var det ikke Lisbeth Knudsens strategi, som var forfejlet?
 
 
Kan lukninger redde Berlingske?
Lad os tage lukningerne af de mest interessante forretningsområder én for én.

Det mest overraskende kunne umiddelbart se ud til at være nedlukningen af TV-samarbejdet med TV 2 News. Der var ingen penge i samarbejdet om finansnyheder, og det nye samarbejde om en erhvervskanal baseret på brugerbetaling så heller ikke ud til at kunne blive rentabel, men ville med sikkerhed blive meget dyrt at løbe i gang. Omvendt kunne samarbejdet have udviklet Berlingske, og under alle omstændigheder var det en god karrieremulighed for mange af husets journalister, der kunne få noget airtime på TV. Nu må de nøjes med de små bure, hvor der laves web-TV, og det fik en række af de involverede journalister til prompte at tage imod en fratrædelsesordning.

Så er der BNY, som Berlingske overtog fra Børsen i 2002. BNY var Berlingskes indgang til toplederne, der jo elsker at se sig selv på glittet papir. Men det blev heller aldrig en god forretning – på trods af at der blev kastet rigtig mange kompetente ressourcer efter det. BNY gik fra at være et tungt glittet betalingsmagasin til at være et ugentligt indstik for til sidst at udkomme med ujævne mellemrum. Nu er BNY lagt endeligt i graven, men det efterlader et tomrum i forhold til det legendariske Guldnummer og diverse top-100-lister, som magasinet har beriget læserne med gennem årene. Umiddelbart virker det fornuftigt at samle ressourcerne om hovedavisens Business-sektion, der jo lider under at være fanget i en krydsild mellem flagskibet Børsen og fremadstormende Finans, der er JP’s store satsning på erhvervsstof på nettet. Business.dk er helt kuldsejlet med læsertal, der ligger milevidt fra tidligere tider.

Den sidste markante lukning er Politiko – en af Lisbeth Knudsens helt store satsninger – inspireret af den amerikanske pendant Politico. Politisk stof har aldrig været mere populært, og på TV 2 News vælter man sig i politiske programmer og spin. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg aldrig fik det læst, på trods af at jeg burde være i målgruppen. Det var for uprioriteret for mig, selvom jeg godt kunne se kvaliteterne. Nu kan man styrke hovedsektionen og samtidig spare mange journalistiske kræfter.

De sidste markante nedlukninger er bolig- og rejsetillæggene. De bliver til rene annoncetillæg, hvor det redaktionelle indhold er skåret bort til gengæld for sponseret indhold. Jeg troede ellers, at man godt kunne tjene penge på at lave ordentligt redaktionelt arbejde på så populære stofområder, men omvendt kan jeg også godt se, at de kalder på sponseret indhold, og at det først og fremmest er lettere at administrere. Men uambitiøst er det.

Positive nyskabelser som Kids' News overlever, og det gør samarbejdet med 24Syv også, fordi man er kontraktligt bundet. Det peger i det mindste frem, men løser på ingen måde husets indtjeningsproblem.
 
Den enerådige Christian Van Thillo fra De Persgroep. Nok ikke det sidste blodbad på Berlingske. Foto: Bjarke Ørsted.
 
Hvor er visionerne?
Besparelserne er kun den ene del af ligningen. Indtjeningen skal gerne følge med, og det starter med en ny CEO, der kan gennemføre belgiernes strategi. Slaget om annoncemarkedet, der tidligere gjorde Berlingske ekstremt lukrativ, navnlig på job- og boligmarkedet, er tabt. Indtægterne skal hentes på anden vis, og lige nu er det svært at se andet end journalistisk indhold på hylderne.
 
Det er også afgørende, at husets udgivelser er i stand til at håndtere truslen fra Facebook, som alle medier i større eller mindre omfang er nødt til at arbejde sammen med for at hente trafik til deres sites. Her halter Berlingske noget og navnlig nu, hvor man også har sagt farvel til kompetente kræfter på området.

På to-do-listen står store investeringer i ny IT, der kan samordne print og web, der i dag kører på hver deres forældede platforme. Endelig skal man finde ud af, hvordan man vil udvikle hovedavisen Berlingske og tabloidavisen BT, så de bliver rentable. Weekendavisen, der leverer tårnhøj kvalitet og tjener gode penge, skal man bare lade være eller sælge til JP/Politiken, som det tidligere har været overvejet. Der er ingen synergier til BT og Berlingske, så et salg kunne give ganske god mening i en situation, hvor man virkelig fattes penge.

Jeg tvivler ikke på, at Berlingske kan have gode fremtidsudsigter. Men det svære bliver at gennemføre den digitale transformation, så man også kan være lønsom, når mediestøtten på sigt omlægges, så hovedvægten kommer til at ligge på redaktionelt indhold, mens en betydelig del nu går til distributionsstøtte til papiraviser. Det kan kun betyde flere og større blodbade på Berlingske. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job