Dystopien vandt Emmy-uddelingen

Mismod og chok-effekter er hoppet fra den verdenspolitiske scene og ned i tv-dramaernes sorte gryde. Nattens vindere ved årets Emmy-uddeling blev blandt andre kult-darlingen Black Mirror og The Handmaid’s Tale – der begge skildrer fiktion gennem dystre linser. På én gang langt ude, men også farligt tæt på.
Elisabeth Moss omringet af "handmaids" fra den nu Emmy-vindende tv-serie The Handmaid's Tale. Kilde: Getty Images.
Elisabeth Moss omringet af "handmaids" fra den nu Emmy-vindende tv-serie The Handmaid's Tale. Kilde: Getty Images.
”2017 er som at være fanget i én lang Black Mirror episode.”
 
Sådan indleder Black Mirror-bagmand, Charlie Brooker, sin takketale, da han natten til mandag dansk tid modtager Emmyen for årets bedste tv-film. Selvom der er en knivspids sarkasme at spore i Brookers anekdote, er budskabet ikke helt ved siden af.
 
Den britiske hitserie Black Mirror viser os verdner, vi ikke ved ligger lige foran vores fødder. Har du ikke set Black Mirror endnu, er det værd at overveje, om du tør. For de dystopier, som afsnit for afsnit skildres, er på én gang langt ude, men også farligt tæt på virkeligheden.
 
Vores værste mareridt hitter
The Handmaid’s Tale vandt over Stranger Things i kampen om årets bedste dramaserie. Begge bevæger de sig i sci-fi-genren, men hvor Stranger Things er klassisk gys, er David Millers kreation med Elisabeth Moss i hovedrollen samfundsdystopi af farligste skuffe.
 
Elisabeth Moss spiller Offred i The Handmaid's Tale, hvor fremtiden skildres som et sandt mareridt for kvinder, der fratages alle rettigheder, gøres til husslaver og anvendes som ufrivillige rugemødre for husets mand.
 
Handlingen i The Handmaid’s Tale udspiller sig i et tæt-på-barnløst overvågnings-teonomi, som prædiker mådehold og Første Mosebog ”under Hans øje” i landet Gilead – et land, der engang udgjorde den nordøstlige del af USA. Serien er baseret på Margaret Atwoods dystopiske roman af samme navn fra 1985, men det gør den ikke uaktuel. Tværtimod.
 
2016 var året, hvor vi var vidne til uforudsigelige politiske sammenbrud, og i 2017 er der stadig ingen, der ved, om de tør stole på nogen former for sammenhæng. 2017 er heldigvis ikke som at befinde sig i Gilead, men tilløbene dertil synes at være inden for rækkevidde.
 
Og det er det, som årets store Emmy-vindende serier kan. Stilsikkert indfrier Black Mirror og The Handmaid’s Tale muligheden for, at den frie verden ramler sammen om os. The Handmaid’s Tale er kulminationen af vores værste alt-rightske, klima-krise-gysende og kvindekampstabende mareridt. Black Mirror spejler vores samfund på den anden side af teknologioptimismens mønt i dystopiske scenarier, der er mere end skræmmende. Og farligt tæt på.
 
Kærligheden sejrer
’Black Mirror’ er en virkelig, virkelig god serie, og selvom de er meget forskellige, kan alle tre sæsoner anbefales. Afsnittene udgør hver sin minifilm og tager afsæt i alskens teknologisk-forankrede skrækscenarier – fra hacking og overvågning (’Shut Up and Dance’) til machine learning, virtual og augmented reality (Fx ’Playtest’, ’San Junipero’).
 
Det særlige ved afsnittet ’San Junipero’ (spoiler-alert), som Emmy-prisen for årets bedste tv-film tilfalder, er dog, at den ikke lider af sortsyn. I stedet giver den os håb om et parallelt univers, hvor kærligheden sejrer.
 
Black Mirror-afsnittet San Junipero vandt en Emmy for bedste tv-film. Det er et af de meget få Black Mirror-afsnit med en positiv storyline. Kilde: Getty Images.
 
’San Junipero’ skildrer to kvinders kærlighedshistorie i et pailletbefængt parallelunivers, der er lidt a la ’Second Life’ i størrelsesforholdet 1:1. I den virkelighed, vi seere kender, er de to kvinder Kelly og Yorgie få trin fra døden og bor milevis fra hinanden. Men i det virtuelle univers San Junipero mødes de på en bar som teenagere og bliver dødsens forelskede. Som det hører sig til, skal Kelly og Yorgie selvfølgelig igennem en masse udfordringer, før de til sidst kan få hinanden, men – og her kommer spoileren – det får de. Til evig tid.
 
Stedet San Junipero er i vores virkelighed nok langt ude, men plotmæssigt er afsnittet lige ud ad landevejen. Måske vi med ’San Junipero’ fik det glimt af håb, vi havde brug for i dystopiernes år?
 
Herfra stort tillykke til alletiders og stadig sortseende hit-serie!
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job