Er du et Konstant Presset Individ?

'Når livet giver dig citroner, så lav lemonade', siger et gammelt ordsprog, og det må man sige, at sociolog Emilia van Hauen har taget til sig. Efter én dårlig anmeldelse på sin sidste bog brød hun sammen. Nu er hun så på banen igen med bogen "Succestyranniet", hvori hun tager udgangspunkt i sin nedtur, præstationskulturens formålskvalme og vejen ud. Kforum bringer her en Q&A med den udgivelsesaktuelle forfatter.
"Vi er i dag så pressede på at få og være en synlig succes på et så højt niveau, at folk bliver syge af det."
"Vi er i dag så pressede på at få og være en synlig succes på et så højt niveau, at folk bliver syge af det."
Én dårlig anmeldelse. Mere skulle der ikke til for, at du brød sammen. Og nu har du så – på baggrund af den oplevelse – skrevet en debatbog, der handler om succes og fiasko, som også potentielt kan give dig en dårlig anmeldelse. Har du egentlig tænkt det her ordentligt igennem?
 
Ha, ha – det håber jeg sørme! Jeg har jo skrevet bogen, fordi det, som jeg troede var en privat oplevelse, og som jeg først følte mig superpinlig over, viste sig at være et problem, der gik igen hos alle – uden undtagelse! – som jeg delte min oplevelse og skam med.
 
Og da jeg gravede dybere i emnet, voksede problemstillingen jo bare til at være noget, som jeg nu betegner som en form for samfundspatologi. Nemlig, at vi i dag er så pressede på at få og være en synlig succes på et så højt niveau, at folk bliver syge af det. 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Det er jo vanvittigt, at et samfund med så meget overskud som vores har en dominerende livsstil, der invaliderer folk på psyken og i sjælen.
 
Har det noget at gøre med din alternative fortolkning af KPI-begrebet? Altså at det bør stå for Konstant Pressede Individer?
 
Jeps. Den åbenlyse del i det udtryk handler om at være konstant presset, hvilket de fleste kan genkende. Men det mest nedslående er faktisk ordet ”individer”, fordi det henviser til, at man føler sig isoleret fra fællesskabet og oplever et individuelt pres, man ensomt skal løfte, og som mange knækker nakken på.
 
Stress-undersøgelser viser, at over halvdelen af befolkningen føler sig konstant pressede og bagud med det meste og meget sjældent har følelsen af at nå i mål med noget som helst. Allermindst sig selv! Der er altid noget, du kan gøre bedre. Og du kan altid optimere dig selv endnu mere. Eller stille flere mål op.
 
Der er også flere og flere, der tracker sig selv på alt fra løbetider til antal likes og følgere, samtidig med at mange konstant bliver synligt vurderet på deres arbejde og kvaliteten af det, de udfører, så selv om det jo er fint at have nogle mål, har det helt åbenlyst taget overhånd, siden så mange bliver syge af en helt almindelig hverdag. Som de i øvrigt presser sig selv til at leve op til.
 
Men hvor kommer presset fra? Det er jo ikke noget, vi selv har opfundet. Det ligger i tiden. Og derfor forsøger jeg i bogen at give en form for overblik over, hvorfor vores tid ser sådan her ud, og hvad det er for nogle krav, vi hele tiden møder, og som vi nødvendigvis skal begynde at forholde os en del mere kritisk til.
 
 
Er det de fire krav om at være produktiv, synlig, liket og i udvikling?
 
Præcis. I gamle dage var det groft sagt eliten i samfundet, der forventedes at være leverandører af alt det nye og dagsordensættende i samfundet, men henover de seneste 15-20 år er det skiftet til, at vi i dag alle forventes at være produktive. Originale. At vi alle kan skabe noget nyt af en eller anden slags. Bare se alle de amatør-tv-programmer, der har raseret sendefladen de sidste mange år.
 
Men det er bare heller ikke længere nok at kunne levere en ny vare, for det næste er jo, at det skal være synligt nok for alle, til at det bliver opdaget. Og når det så er blevet opdaget, skal det også likes af den der vilkårlige omverden, for vores tid er i høj grad også hærget af en forestilling om universel anerkendelse, der godt nok ikke nødvendigvis stikker specielt dybt, men som i hvert fald gerne må række vidt ud.
 
Men heller ikke de her tre ting er nok, for hvis du som det sidste ikke er i udvikling og derfor ikke hele tiden bidrager med noget nyt, holder du op med at være interessant.
 
Vi er altså underlagt en slags evig cyklus mellem at være produktive og skabende på en synlig og liket måde, ved konstant at være i udvikling – og det kan da give de fleste tics i hjertet, for ingen kan holde til at være så meget på hele tiden.
 
Du skriver også om formålskvalme. Hvad er der nu galt med formål?
I 2009 skrev jeg bogen Farvel egofest. Og goddag til formål og fællesskaber, hvor jeg beskrev, hvordan vi var ved at få nok af at skulle svare på spørgsmålet: Hvem er jeg? I stedet skulle vi koble os op på et formål, som rakte udover os selv. Og det må man sandelig sige er sket!
 
Men nu i så stor stil, at alle – både virksomheder, organisationer og ikke mindst os selv – skal leve efter et højere formål. Hvilket er totalt urealistisk, for helt ærligt – de fleste af os har jo bare helt normale, stabile, gode liv, hvor vi hver især bidrager med det, vi nu kan, uden at skulle redde resten af verden på én gang.
 
Hvor formål i starten var drevet af lyst og fællesskab, er det i dag næsten blev en tvang – altså at vi hver især skal være noget helt vildt særligt og tænke i kæmpestore altruistiske projekter, og det har skabt denne formålskvalme. Det er bare blevet for meget, at alt, hvad man gør og køber, skal have en højere mening. Nogle gange skriver man jo bare en informerende artikel uden at sætte en ny politisk dagsorden, eller køber en citron, uden at den behøver at frelse nogle bønder i et fremmed land.
 
I bogen foreslår jeg at skifte formål ud med bidrag, fordi bidrag er noget vi rent faktisk gør hver dag, og det giver en grundlæggende følelse af mening, uden at man skal rende rundt og tro, at man skal være en ny Nelson Mandela eller Steve Jobs.
 
Du bruger begrebet ontologisk sikkerhed i bogen som noget, vi har mistet. Hvad mener du med det?
 
Ontologisk sikkerhed betyder at føle sig sikker i sin egen væren og er et begreb, som bl.a. sociologen Anthony Giddens har behandlet. Det er et ret godt begreb for det, som jeg anser for at være det moderne menneskes største udfordring. Altså et fravær af ontologisk sikkerhed.
 
Selv om vi hele tiden bliver tudet ørerne fulde af, at vi i dag bestemmer meget mere, hvem vi gerne vil være og dele liv med, hvad vi gerne vil gøre og hvorfor, så har al denne valgfrihed givet os en grundangst for, om vi faktisk kan følge med både tiden og vores egne drømme – der jo mange gange er skruet op på et niveau, som astronomisk få i virkeligheden kan leve op til, igen initieret af ”tiden”.
 
Derfor er der langt flere i dag, der lider af ontologisk usikkerhed, fordi der hele tiden bliver stillet spørgsmålstegn ved, om vi egentlig er sikre nok i den tilværelse, vi har bygget op.
 
Selv fik jeg jo kun én dårlig anmeldelse. Én. Men alligevel kom den ene dårlige anmeldelse altså til at ryste hele min grundvold i bekymring over, om jeg overhovedet havde fattet en pind af det hele, og om jeg faktisk var okay.
 
I mit tilfælde var det nært knyttet til, at jeg hele mit liv har følt mig dum og udenfor, så anmeldelsen gik lige ind og skar det sår op i mig, og derfor giver det fin psykologisk mening. Men … den slags sår har vi jo alle! Og de bliver voldsomt forstærket, hvis vi føler os frakoblet et grundlæggende og ufravigeligt tilhørsforhold til en gruppe og et virke, du altid – uanset hvad – er en del af.
 
Dette savn beskriver ontologisk sikkerhed meget præcist og indfølende, og derfor udfolder jeg begrebet i bogen, så læseren forhåbentlig kan bruge det som et pejlemærke i sit eget liv ved at finde ud af, om hvordan han eller hun opnår mere af det i sit eget liv.
 
Alle ved hvad succes og fiasko er, for alle har oplevet det. Også fraværet af det. Men du mener, at vi har misforstået, hvad det i virkeligheden er?
 
Objektivt set er succes defineret som at opnå et særligt mål og få anerkendelse for det, mens fiasko handler om en ting eller et tiltag, der fejler eller bliver dårligt modtaget. Problemet er, at vi alt for ofte tager disse succeser og fiaskoer på vores identiteter ved at tro, at vi så selv er en succes eller en fiasko. Det var klart også den fejl, jeg gjorde! Men ved at se på os selv på den måde, låser vi os selv i en uhensigtsmæssig position.
 
Faktuel succes og fiasko er meget forskellig fra oplevet succes og fiasko, for mon ikke alle kender til følelsen af tomhed, efter at man har opnået et eller andet særskilt mål, som man har kæmpet med længe? Og rigtig mange får faktisk en nedtur, når de pludselig opnår en stor succes! Hvorfor? Fordi de fleste af os inderst inde ikke jagter et særligt resultat, men derimod en særlig følelse. Følelsen af at være inkluderet, klog, elsket, anerkendt, tryg, sikker osv.
 
Hvis man gør sig klart, hvilken følelse man i virkeligheden gerne vil have ud af at forsøge at opnå et særligt mål, er chancen for, at man også oplever det som en succes, meget højere. Og dermed meget mere tilfredsstillende. Hvilket igen kan være med til at øge ens ontologiske sikkerhed.
 
Derfor skal vi aldrig tage hverken succes eller fiasko på os som en identitet. Aldrig! Derimod kan vi med held se dem som data: Hvad virker? Og hvad virker ikke? Og på den måde frigøre os fra et særligt resultat, som vi alligevel sjældent har den fulde kontrol over og i stedet bare lære at blive klogere hele tiden. I det ligger en stor frigørelse fra succestyranniet.
 
 
Du påstår, at et liv med mening, nærvær og værdi kun består af to ting, nemlig at vi bidrager med det, vi ønsker, til fællesskabet, og at vi dyrker de relationer, der betyder noget for os. Er det ikke lidt kækt sagt?
 
Måske. Men det gør det ikke mindre sandt. I bogen er der masser af fortællinger, eksempler og tal på, hvorfor det er sådan. Helt kort har vi alle et eksistentielt behov for at blive brugt, fordi det sikrer vores tilhørsforhold i gruppen, og vi har lige så meget behov for at vide, at vi ikke er alene. Fx har man fundet ud af, at ufrivillig ensomhed forkorter livet med op til 14 procent!
 
Så jo, måske er det kækt påstået og muligvis også svært at efterleve, men så kan man da bruge de to ting som pejlemærker for at gøre sit eget liv mindre komplekst. Så man bedre kan lave nogle meningsfulde prioriteringer.
 
Jeg starter bogen med at fortælle, at jeg mødte en hospicesygeplejerske, da jeg var allermest nede, og hun spurgte mig, om jeg vidste, hvilket spørgsmål alle hendes patienter stillede, inden de døde.
 
Vil jeg blive savnet?
 
Så enkelt er det. Bidrog jeg med noget til fællesskabet, som er et tab, nu hvor jeg ikke længere gør det? Og er jeg elsket? Hvis vi forsøger at leve livet efter de to anvisninger, er der ret stor sandsynlighed for, at vi får et liv med mening og nærvær.
 
Bogen her er et forsøg på at beskrive de vilkår, som har skabt denne overordnede situation for os alle, så vi kan forholde os kritisk og bevidst til dem, og dernæst også et forslag til, hvordan man kan håndtere vilkårene, så man får et mindre kaotisk liv, der faktisk giver mening i hverdagen.
 
Bogen "Succestyranniet. Og vejen ud" udkommer den 2. maj på forlaget Rosinante.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job