Postmand Per findes ikke mere

Hvem hader vi mere end DSB og DR tilsammen? PostNord. Men er det ikke for nemt igen at slå ned på en gigant, bare fordi vi ikke lige selv kan huske, at vi skal købe konvolutter i Brugsen? Nej. PostNord hverken leverer eller kommunikerer til kunderne, og det er en skændsel.
Det røde postbud, som kom cyklende rundt i gadebilledet er - indrømmet - en lidt romantisk størrelse. Men hans service var der ikke noget galt med. I regn og slud skal posten ud. Postlevering er med PostNord blevet en joke.
Det røde postbud, som kom cyklende rundt i gadebilledet er - indrømmet - en lidt romantisk størrelse. Men hans service var der ikke noget galt med. I regn og slud skal posten ud. Postlevering er med PostNord blevet en joke.
Tænk tilbage på det mest dysfunktionelle forhold, du nogensinde har haft. Dvæl et øjeblik ved, hvad der gik galt mellem dig og din elskede. For de fleste menneskers vedkommende kan det koges ned til dårlig kommunikation og det, man i moderne managementsprog kunne kalde manglende forventningsafstemning.
 
Du troede, I bare skulle have en sommerromance; han havde købt forlovelsesringe. Du troede, hun var helt okay med, at du brugte alle weekender på laksefiskeri i Norge, og hun troede, I skulle gå til folkedans sammen tre gange om ugen. Den slags sker hele tiden, og før eller siden går folk fra hinanden.
 
Gang nu den her problematik op med tusind, og forestil dig, at du ikke selv bestemmer, hvornår du vil ud af forholdet. Og forholdet er uforudsigeligt. Den ene uge er alt fryd og gammen, og næste uge er forholdet ikke til at kende igen: Du bliver ignoreret, vrisset af, og alt, hvad der var lovet og med al rimelig kunne forventes, er forsvundet hurtigere end et postbud med en ”vi forsøgte at træffe dig hjemme-seddel”, mens man står og råber forgæves fra den åbne fordør.
 
For jeg taler selvfølgelig om PostNord.
 
PostNord, hvis største (eneste?) kunde-interface nu er supermarkedskæder, hvis ansatte hellere end gerne vil være fri for at beskæftige sig med dine pakker og breve. Foto: Scanpix/Ritzau/Timo Battefeld.
 
Det postvæsen, der skulle sørge for, at pakker og breve når frem til modtageren. Man kan dårligt forestille sig andre brancher, hvor PostNords forretningsmodel fungerer: Man forringer servicen betragteligt, fyrer mere end halvdelen af medarbejderne på 10 år og sætter priserne for den nu virkelig forringede service betragteligt i vejret.
 
I 2007 havde Post Danmark lidt over 20.000 ansatte. I dag har den danske afdeling af PostNord anslået 10.000 mennesker til at udføre det samme arbejde. I 2015, da prisen for at sende et 20-grams brev med A-post steg til 19 kroner, lavede Radio24Syv en undersøgelse af, hvad prisen var i 28 andre lande, og kunne konkludere, at Danmark havde Europa-rekord i dyr porto. Faktisk over dobbelt så meget som de 8,61 kroner, som det kostede i nabolandet Norge.
 
Overraskende nok fungerer forretningsmodellen heller ikke på postområdet. PostNord taber konstant penge. Blandt andet fordi folk går langt for at undgå at bruge en service, der fungerer så ujævnt. Lad mig straks slå fast, at der er lykkelige historier om pakker, der faktisk når frem til deres modtagere inden for en rimelig tid. Der er postbude, der stadig udfører deres arbejde med stor samvittighedsfuldhed på trods af svære vilkår. Og det er måske der, forvirringen bliver total.
 
Det er som at være i et forhold med en skizofren partner. Man ved aldrig, om det er en god dag eller en dag, hvor virkeligheden ikke helt hænger sammen. Da jeg skulle skrive dette indlæg, bad jeg venner og bekendte om deres historier, og det skortede ikke på fortællinger, der burde få ethvert selskab til at overveje, om de overhovedet har forstået, hvad det er, de tager penge fra deres kunder for.
 
Min forfatterkollega David Garmarks oplevelse er hjerteskærende, men bestemt ikke unik i PostNord-regi: ”Min bror og jeg havde bestilt 30 bøger til en reception, der ikke dukkede op før tre dage efter receptionen. Vi var hele Aarhus rundt og lede efter dem på diverse centre, men fordi en fragtmand havde glemt at skanne dem, vidste ingen, hvor de var. Vi måtte til sidst forbi forlaget og hente de 7 eksemplarer, de havde, og tage imod bestillinger. Og vi kom i øvrigt en time for sent, da receptionen var i Midtjylland. Da de bestilte eksemplarer så blev sendt, var der flere læsere, der først fik dem tre uger efter, de var blevet sendt.”
 
"Postbud - postbud med den røde jakke, ring på min dør nu og bring mig en pakke". Halfdan Rasmussens børnerim vil snart være fuldstændigt uforståeligt. Foto: Scanpix/Ritzau/Asger Ladefoged. 
 
Fælles for mange af historierne er desperationen over, hvordan det er stort set umuligt at få redt trådene ud, hvis der er gået et eller andet galt med forsendelsen. Selvom man strækker sig langt. Man ringer, man mailer, og man møder op for at få sine pakker. Men det er umuligt at få fat i PostNord eller i det mindste få udvirket, at man får sine ting udleveret nogenlunde til tiden.
 
Oversætter Vibeke Mortensen havde håbet på at kunne plante ved sit sommerhus på Anholt. God plan, indtil PostNord kom ind over: ”I maj sidste år havde jeg bestilt 50 planter, 25 klitroser og 25 katteurt, til min sommerhusadresse. Alt var nøje timet, for at planterne kunne nå frem til Anholt samtidig med mig, så jeg kunne få planterne i jorden og pleje dem i de to uger, jeg skulle tilbringe i sommerhuset. Igen kunne jeg via Track & Trace følge, hvordan mine planter stod i PostNords hal i Taulov, mens landet var ramt at det eneste, der tilnærmelsesvis mindede om en hedebølge i 2017. Jeg forsøgte via flere opringninger at redde de stakkels planteliv, men det var som at slå i en dyne. I øvrigt nåede planterne aldrig frem, hverken i levende eller vissen tilstand. Pludselig var Track & Trace-linket bare afgået ved døden ... ligesom planterne, formoder jeg.”
 
Problemerne med forsendelse er reelle, og selv når man betaler ekstra for det, er der ikke meget at gøre. Selv oplevede jeg at stå i køkkenet og se postbuddet levere en seddel i postkassen på mine forældres adresse. Da jeg gik ud for at hente sedlen sekunder efter, buddet var kørt, viste det sig at være et vigtigt udseende brev fra et advokatfirma til en mand, der slet ikke var kendt her på adressen. Der sad et fint klistermærke på, hvor man kunne se, at advokatfirmaet havde betalt ekstra for personlig overlevering og underskrift.
 
Dagen efter gik jeg ned i Kvickly, hvor ”posthuset” lå, og der forklarede jeg sagen. ”Nå.”, sagde kioskmedarbejderen og smed brevet ned i postsækken til de andre almindelige breve.
 
Andre fortæller om mødeindkaldelser, lægehenvisninger og prøver til laboratoriet, der ikke når frem i tide. Historierne myldrer frem. Og det værste er, hvordan man ændrer sin adfærd. Jeg kører personligt ud til min revisor med mine bilag, jeg tør ikke forlade mig på, at de kommer frem med posten i tide.
 
Og jeg går allerede og gruer for de koncertbilletter, jeg har bestilt til min bror, og om de når frem til juni, når han skal bruge dem. Jeg spørger aktivt, når jeg køber ting på nettet, om de venligst kan bruge et andet firma end PostNord, når de sender mig varer.
Forleden skulle jeg bruge en bog inden for fem dage og måtte bede forfatteren sende den som pdf.
 
Kommunikationsbristen er måske i virkeligheden, at ingen har aftalt med os, at vi skulle have en frygtelig service. Fyldt med usikkerhed, der får postvæsenets stiftelse i 1624 til at ligne en teknologisk landvinding, vi ganske enkelt ikke kan løfte i 2018. Der er ingen, der én gang for alle har meldt ud: Kære venner. Posten er død. Længe leve emailen og afhentning af pakker i supermarkeder, der ikke har det fjerneste med post at gøre.
 
Den smarte finte er jo, at de, når man har klager over posten, kan rulle med øjnene i Kvickly, Irma, Bilka eller Føtex og sige: Ja, det er også irriterende, men det har ikke noget med os at gøre. Hvis man til gengæld gerne vil klage over de dårlige forhold på de såkaldte posthuse, såsom at man ofte hverken kan købe frimærker eller kuverter, der hvor man skal sende posten fra, så kan PostNord til gengæld sige, at det ikke har noget med dem at gøre.
 
Det kan virke som en genistreg, hvor man har afskåret sig fra at modtage klager fra de frustrerede kunder, der gerne vil have deres post. Den, der forsvinder, aldrig kommer frem eller uforklarligt bliver sendt tilbage til afsenderen. For det vil være alt for tidskrævende og omkostningstungt at tage sig af det.
 
Mit råd til PostNord er derfor, at man simpelthen fra nu af melder klart ud til kunderne og derfor tager eventuelle klager i opløbet:
Vi får ikke posten frem, og vi gider ikke høre om det.
 
Så kan man træffe sit eget valg. Ud fra de foreliggende forretningsvilkår.
 
Det eneste billede Kforum kunne støve op på nettet af en pakkelevering fra PostNord til en kunde. Det er desværre PostNords eget. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også