Trump: Tossernes kandidat

Donald Trump er den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget i 2016. Han har ingen politiske bud på USA’s problemer. Men det betyder intet pt., for amerikanerne er dødtrætte af politik. Derfor stiger byggematadoren i meningsmålingerne. Trump vinder ikke valget eller nomineringen, men hans succes er et demokratisk sygdomstegn.
af Annegrethe Rasmussen
Som bekendt skal man – i modsætning til i Akademia -  ifølge den journalistiske Grønspættebog starte med konklusionen i journalistiske analyser, så her er den for jer, der har travlt:
 
Donald Trump er den dygtigste, mest effektive og mest moderne kommunikator, amerikansk politik byder på lige nu. Mangemillionæren er også revnende ligeglad med fakta, med hvad der kan lade sig gøre, ja selv med den normalt så hellige amerikanske forfatning. Hvad der tæller for byggematadoren og hans tæt-på-en-mands-kampagne er noget andet: at han kan læse vælgerne, og at han har en klar kommunikationsstrategi, som han eksekverer stort set fejlfrit.
 
At man kan komme så langt med, hvad traditionel politisk analyse ville bedømme som ’så lidt’ er til gengæld et sygdomstegn for det amerikanske folkestyre, for med den republikanske stjerneanalytiker Alex Castellanos’ ord, så er det ”kun når nationer er i desperat krise, at vælgerne begynder at drømme romantisk efter en stærk mand og en autokrat.”
 
Donald Trump under sin annoncering om sit præsidentkandidatur. Kilde: Huffington Post.
 
Popularitetskonkurrencen i tal
Nu til substansen. Hvordan bærer Trump sig ad? Og hvor populær er han i øvrigt overhovedet?
 
Det sidste er relativt nemt at svare på om end man kan gøre det op på flere måder – der er f.eks. forskel på, om man ser udelukkende på det republikanske primærvalg eller på alle vælgere. Ifølge det mest pålidelige gennemsnitsindeks, det man kan finde på RealClearPolitics, ligger Trump på 22 % i den samlede republikanske kamp om nomineringen. Der er langt ned til Jeb Bushs 10.7 % - og resten af feltet er ikke værd at tale om lige nu.
 
Et andet mål for popularitet er at se på hele vælgerbefolkningen i et såkaldt match up mod den ledende demokratiske kandidat, Hillary Clinton. Her taber Trump til Clinton i samtlige målinger – mens Jeb Bush faktisk lige akkurat vinder i to (nemlig hos Fox og Quinnipiac).
 
Total kommunikativ dominans i medier og online
Ingen ædruelig analytiker har endnu spået, at Trump vil vinde valget – han her til dato ikke fremsat et eneste egentligt forslag til handlingsplaner, reformer eller politikker. Det han er kommet med, er en række løse påstande om at ville udradere ISIS, udvise samtlige 11 millioner udokumenterede indvandrere, afvise atomaftalen med Iran og bygge en uigennemtrængelig mur mellem Amerika og USA’s største handelspartner (Mexico) samt at ignorere forfatningens ord om, at mennesker, der er født i USA automatisk er amerikanske statsborgere.
 
Den mexicanske kunstner Fernando Sosa har, ved hjælp af en 3D printer taget hævn over præsidentkandidaten. Han har fremstillet en Donald Trump buttplug.
 
I sin tale i Iowa i denne uge foreslog han et forbud mod telepromptere for præsidentkandidater i politiske debatter. Og at præsident Obama skulle aflyse en kommende officiel middag med den kinesiske præsident (selv ville Trump tilbyde Xí Jìnpíng en Big Mac, sagde han, og tilføjede med sin sædvanlige sans for gode one-liners, ”måske en double Big Mac.”).
 
Udfald som disse - primær underholdning, der modtog stående bifald ved møderne blandt hans tilhængere og som kørte i båndsløjfe på alle medier i dagevis -  udgør en del af forklaringen på, hvorfor Trump dominerer et sidste vigtigt parameter: omtalen i nyhedsmedierne.
 
Her er hans kommunikationsdominans total. Nate Silver – der som alle USA-interesserede vil vide er vidunderdrengen og statistikguruen over dem alle – har set på den sag og har målingen inde på sit eget medie FiveThirtyEight hvor han kalder Trumps kampagne for en ”Perpetual Attention Machine” (en opmærksomhedsgenererende evighedsmaskine).
 
På FiveThirtyEight kan man se, at den professionelle showman trækker lige så meget trafik i nyhedsmedierne som alle de andre GOP-kandidater til sammen, uanset om man måler på nyhedsmedierne alene eller på Google-søgninger.
 
Trump høster 50-60 % af såvel mediedækningen som netsøgningen. Ingen anden term end imponerende dækker her, og med analytikeren Castellanos’ ord igen (og han er ingen fan af Trump som tidligere medarbejder for en stribe establishment-kandidater: Bob Dole, George W. Bush, Jeb Bush som Mitt Romney) så beviser Trump, at han er ”den mest professionelle og mest moderne kommunikator i amerikansk politik lige nu. Han behersker de elektroniske medier, han holder taler uden manuskript i et ligetil og klart sprog, som alle kan forstå, og han er en mester på Twitter.”
 
Trumps Twitterfest - og blodfejder
Og Trump har da også haft en fest af den anden verden på Twitter - den foretrukne sociale mediekanal for alle amerikanske politikere - i den seneste tid. Han har altid haft mange trofaste følgere, pt. ligger tallet på små fire millioner, men den seneste optur startede med en ordkrig efter den første republikanske kandidat-debat, der fandt sted på konservative Fox News i starten af august.
 
Efter kritiske spørgsmål fra kanalens ene stjernevært Megyn Kelly, bl.a. om en række grove skældsord, som Trump har anvendt om kvinder (udvekslingen kan ses her) meddelte Trump, at hun havde været utilladelig aggressiv og at der stod ”blod ud alle vegne” på hende. En bemærkning, der unisont blev tolket derhen, at Trump trak det som danske TV2 valgte – mere eller mindre smagfuldt – at kalde for menstruationskortet.
 
Den ophedede debat mellem Donald Trump og den kvindelige vært Megyn Kelly fra Fox News. Kilde: Yotube/FoxNewsInsider.
 
Fox bakkede entydigt op om sin studievært og alle analytikere korsede sig over, hvor dumt, det var af Trump at lægge sig ud med det konservative hoforgan. En anstrengt våbenhvile mellem kanalen og Trump ugen efter blev kortvarig. I sidste uge kom Trump på banen igen efter Kelly havde holdt en pludselig ferie på 11 dage.
 
I en lang række tweets fastslog han, at hun var en elendig journalist, at han syntes meget bedre om hendes program, The Kelly File, uden hende; kunne hun måske tage en ny ferie? Og endelig retweetede han bemærkningen ”the Bimbo back in town. I hope not for long.”
 
Endnu et af Donals Trumps opsigtsvækkende tweets. Her om Megyn Kelly fra Fox News. Kilde: Twitter.
 
Igen var opstandelsen enorm i medie-USA, og Fox CEO Roger Ailes, der i årevis har fungeret som ”republikansk kongemager” udstedte en veritabel bandbulle mod Trump, hvis anklager og ordvalg han kaldte uacceptabelt og uden hold i virkeligheden. Han roste Kelly og forlangte en undskyldning fra Trump. I stedet for en sådan overtrumfede Trump, fuldkommen typisk for ham, straks og sagde, at det var Kelly som burde undskylde sin behandling af ham i stedet.
 
I krig mod Univision og immigranter på en gang
Samme dag - i søndags - indledte han derudover en anden, endnu større, krig med Univision. Univision er den største spansksprogede tv-kanal i USA, som Trump har et søgsmål kørende imod, fordi kanalen aflyste sin dækning af Miss Universe - en event som Trump ejer.
 
Det skete da mediemogulen smed Univisions mest kendte anchorman, Jorge Ramos – et kæmpe-idol blandt de spansktalende amerikanske vælgere - ud fra et pressemøde i Iowa. Ramos stillede spørgsmål om Trumps kontroversielle, førnævnte plan om pronto at udvise 11 millioner udokumenterede immigranter af USA, og efter en gang mundhuggeri smed Trumps sikkerhedsfolk Ramos ud fra mødet.
 
”Gå hjem til Univision,” lød det fra Trump – og kommentatorer var ikke sene til at se parallellen til kandidatens immigrationspolitik, ”gå hjem til Mexico,” uanset at Ramos er amerikansk statsborger.
 
Jorge Ramos, journalist fra Univision, bliver her smidt ud fra Trumps pressemøde. Kilde: Univision Noticias.
 
Igen ser man den samme tilsyneladende omvendte logik. Alle målinger viser – der er ikke noget at rafle om – at man ikke kan vinde præsidentvalg i USA længere, hvis man ikke som et minimum har 40 % af latinovælgerne bag sig.
 
’Hvad er så pointen for Trump ved dels at lancere den mest aggressive og fjendtlige linje over for immigration nogen sinde i USA’s historie, dels lægge sig ud med den tv-kanal og den studievært, som de samme vælgere tilbeder? Med et resultat, der hedder – 51 % på popularitetsskalaen hos latinos – det dårligste blandt samtlige opstillede.
 
Vi er hvide og bange for fremtiden
Forklaringen herpå giver samtidig svaret på, hvorfor Trump på en gang er den mest populære republikanske kandidat lige nu, og på, hvorfor han ikke kan vinde hverken nomineringen eller valget i 2016:
 
Trump er en nichekandidat.
 
Han taler i særlig grad - ikke udelukkende men mestendels - til en kernegruppe i det republikanske parti: de hvide, ældre, og især de evangelikalske (konservativ, protestantisk bevægelse, der primært findes i USA. Red.) vælgere. Men dertil kommer at han samtidig – hvilket han som tidligere demokrat  har en vis træning i – også på lange stræk lyder som en politiker, der taler ”den lille mands sag”.
 
Hvilket også gør ham interessant for de dårligst uddannede og mest ressourcesvage hvide borgere (hans ratings er ti procent lavere hos de højtuddannede i sammenligning med de dårligst uddannede). Ikke ulig Dansk Folkeparti i Danmark i øvrigt. Trump – der er den 133. rigeste mand i USA – anvender sin rigdom aktivt som våben – og overraskende nok til at betone, at han ”ikke er i lommen på nogen.”
 
At han med andre ord ikke kan købes af interessegrupper, lobbyister eller institutionaliserede interesser, fordi han ”selv har tjent sine penge.” Dermed formår han ganske smart at markedsføre sig som bedre i stand til at varetage de fattigeres interesser, fordi han ikke behøver andres penge.
 
I det republikanske primærvalg er de hvide, konservative og kristne vælgere en betydelig magtfaktor i partiets base. De er også en gruppe, der føler, at de er ved at miste det USA, de kender. Hvilket de til dels har ret i – for USA bliver stedse mere multikulturelt, mangefarvet og på visse punkter også mere liberalt, senest med Højesterets dom om at tillade homoægteskaber i hele landet.
 
Dertil kan man lægge et voksende krav om f.eks. fri hash. Og selv om USA fortsat er et konservativt og individualistisk land, der ikke generelt er på vej i liberal retning – f.eks. er der ingen lyst til højere skatter eller stigende opbakning til fri abort – er disse forandringer meget synlige for denne vælgergruppe. Og de kan ikke lide dem.
 
Den patriotiske supermagt hvor solen altid skinner
Heroverfor lover Trump, at han kan gøre ”taberlandet Amerika  - det land som har mistet sin drøm” stærkt igen. Hans kampagneslogan lyder ”Make America Great Again,” – ikke ulig Ronald Reagans løfte om en ny ”Morning in America.” Hans tilhængere elsker, at han slår løs på eliten i Washington, medierne og den republikanske ledelse - der i stigende grad er nervøse for såvel hans kandidatur som udsigten til, at han kunne finde på at stille op som kandidat udenfor partierne, hvorved republikanerne også vil tabe med et brag i 2016.
 
Trumps slogan i kampen om præsidentembeddet. Kilde: donaldjtrump.com.
 
Vælgerne elsker hans direkte, løsslupne, afslappede og patriotiske genfortælling af den amerikanske drøm, hvor solen atter skinner, hvor politikere taler uden manuskript og overskuddet på betalingsbalancen står klart frem. Hvor alle problemer, uanset om det er konkurrencen fra Kina, ISIS, vold, ulighed, arbejdsløshed eller ulovlig indvandring, bliver løst øjeblikkelig ved at handlingens mand, Trump, træder blot til med et rask dekret.
 
Drømmen om den stærke mand og det postfaktuelle samfund
For er der en ting, Trump er, så er det autoritær.
 
Han oser af styrke. Han kødeliggør den.vUanset om han angriber medierne, de andre ”etablerede republikanere, der er blevet ét med eliten i Washington” eller præsident Obama – hvilket også er en del af forklaringen på hans popularitet. Hvor andre republikanere holdt sig pænt tilbage fra at springe på ”birther-bevægelsen” der i årevis forlangte at se præsidentens originale fødselsattest, så gik Trump ind med fuld styrke og udløste til sidst efter manges mening at Obama rent faktisk offentliggjorde dokumentet. Det blev husket – og elsket på den yderste højrefløj.
 
Og som vi også ser i mange europæiske lande lige nu, så tiltrækkes en god portion af vælgerne af en stærk mand, når de er rådvilde.
 
Endelig er Trumps kampagne også et nyt eksempel på det fænomen, der er blevet talt om som et post-faktuelt samfund, hvor politikere frejdigt markedsfører deres egne sandheder, hvis de blot er smarte nok i historiefortællingen. Det er set tidligere – fra benægtelsen af klimaforandringer eller Darwins teorier til smædekampagnen mod John Kerrys meritter som soldat under Vietnam-krigen.
 
Og det virker. Så når Univisions Jorge Ramos spørger Trump om, hvordan i al verden Trump kan forestille sig, at man kan bygge en mur, der kan holde mexicanerne ude, og forventer et svar, ja så slipper byggematadoren, i første omgang i hvert fald, godt fra blot at snerre ”det er sådan jeg er blevet rig. Ved at bygge 90 meter høje bygninger. Er der noget jeg kan, så er det det.”
 
Lyt til mor, Jeb
Og når Jeb Bush langt om længe i denne uge går til modangreb på Trump og udbeder sig fakta i form af ”konkrete løsninger og politikker,” svarer Trump blot igen ved at håne Jeb for aldrig at bruge sit (upopulære) efternavn. Derefter udgiver han en video med et gammelt klip fra Jeb og George W. Bushs mor, Barbara, hvor hun siger, at hun ikke synes, Jeb bør stille op.
 
Et gammel klip som Trump har udgivet med Barbara Bush, der ytrer, at Jeb ikke burde stille op til præsidentvalget. Kilde: Youtube.
 
”Vi har haft nok af familien Bush. Der er andre gode familier i dette land,” lyder det.  
”Lyt til mor, Jeb” slutter Trump sin video med.
 
Det er kommunikation i mesterklassen. Det er morsomt og umuligt at glemme (pyt med at Barbara Bush i den oprindelige version også siger, at Jeb – skulle han stille op – ville være ”den bedste kandidat.”).
 
Bushs problem er med andre ord som tidsskriftet the Atlantics David Frum skriver det: ”Trump spiller ikke efter de sædvanlige regler. Sig til ham, at der må være en grænse, og han vil straks vælge at overtræde den. Du når ikke at sige ordene, før han allerede er vadet tværs hen over den.”
 
Festen varer næppe ved. Det er trods alt utænkeligt, at et flertal af vælgerne ville billige konstant underholdning uden substans. Men det øvrige republikanske felt kan ikke undgå at blive smittet af Trumps kommunikationsstil – eller lære af den vil nogen nok mene. Og på substansen medvirker mediemogulens aktuelle succes til at skubbe det republikanske parti yderligere til højre. Det har Hillary Clinton og co. ingen problemer med. Tværtimod.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også