R.I.P. Jeg er virkelig

Hvad siger man til et menneske, der lige har mistet? Og hvorfor skal man i hvert fald ikke sige "kondolerer"? Hvad skriver man på sociale medier? Og hvorfor er det en dårlig idé at skrive R.I.P.? Vi har spurgt digter, forfatter og cand.theol Jakob Brønnum, hvordan man som moderne menneske kondolerer.
Døden er svær at tale om. Og det bliver ikke lettere, når den trøstende og dybe samtale bliver erstattet med et kommentarfelt på Facebook. Forfatter og cand.theol Jakob Brønnum skriver om den svære kondolence-kommunikation. Fotokilde: SMK Public Domain. L.A. Ring: Den gamle kone og døden.
Døden er svær at tale om. Og det bliver ikke lettere, når den trøstende og dybe samtale bliver erstattet med et kommentarfelt på Facebook. Forfatter og cand.theol Jakob Brønnum skriver om den svære kondolence-kommunikation. Fotokilde: SMK Public Domain. L.A. Ring: Den gamle kone og døden.
af Jakob Brønnum
Vi er nok slet ikke rigtig begyndt at forstå, hvad de sociale medier gør ved os. Der er en række områder, hvor vores adfærd i de offentlige rum har ændret sig markant, uden at vi har taget forholdsregler.
 
Et af dem er ytringsfriheden. De sociale medier har givet næring til den misforståelse, der er opstået i populistiske politiske kredse, at ytringsfrihed er noget, der sikrer, at man kan lukke hvad som helst ud hvor som helst. Det er det ikke. Ytringsfrihed er som bekendt noget, et demokratisk samfunds magthavere giver de svage i samfundet for at sikre sig, at de bliver hørt, og at samfundet derved består som netop demokratisk.
 
Et andet område er døden og alvorlig sygdom. Dels er disse hændelser, der forandrer tilværelsen radikalt for mennesker her og nu, udstillet tydeligere på de sociale medier end noget sted siden bondesamfundet. Dels bliver det gennem de sociale medier tydeligt, hvor afmægtige vi egentlig står over for dem. Overfor os selv, overfor hinanden og overfor fællesskabet.
 
Kilde: SMK Public Domain. Harald Slott-Møller: Fattigfolk. I dødens venteværelse.
 
Den amerikanske medieforsker Marshall McLuhan skrev midt i 1960’erne nogle skelsættende bøger, hvorfra udtrykket ”The media is the message” er blevet hængende. McLuhan forklarer, at de medier, vi anvender, former ikke blot vores oplevelse af det, medierne selv udtrykker, men også vores forventninger til, hvad der overhovedet kan udtrykkes gennem dem.
 
Det anonyme rum
Når folk dør, udtrykker vi os på Facebook og i sms’er. Vi har mere eller mindre faste vendinger, hvoraf særligt to stikker frem. Den ene er: ”Kondolerer!” Problemet er, at måden, vi bruger ordet på, samtidig viser, at det ingenting betyder. Det sociale mediums uforpligtende form bliver samtidig budskabet.

Det er en af kernerne i det, sociale medier gør ved os: De indretter uforpligtende rum, hvor vi kan gemme vores følelser og i praksis slippe for at tage stilling til dem og for at udtrykke os om dem.
 
Facebook-kondolencer.
 
Det er formentlig første gang i menneskehedens historie, at større grupper af mennesker kan udtrykke sig sammen, uden at der er nogen forpligtende adfærd eller handling forbundet med det.
 
Og sådan er det: Findes der et mere patetisk syn end en hel Facebook-væg med ordet ”Kondolerer”? Eller sågar med den ortografiske sammensmeltning mellem nutidsformen og infinitiven, som for tiden finder sted: ”Kondolere.”
 
 
Der står ikke engang: ”Jeg tillader mig at byde dig min mest dybfølte kondolence.” Det er, som om man undgår at bruge ”jeg” eller i det hele det hele taget fæstne udsagnet ved ens egen person. Man opfatter fejlagtigt begrebet om kondolence som et sted, hvor man kan stå lidt mere anonymt sammen med alle de andre, der står det samme sted i den kedelige anledning.
 
 
Den eksistentielle forlegenhed
Det er en radikal misforståelse. Forsøget på følelsesmæssig anonymitet, der ligger i vores brug af udtrykket, udstiller tværtimod vores eksistentielle forlegenhed. New York Times havde forleden en artikel, hvor man tog emnet op for at undersøge, hvordan i alverden man udtrykker sin medfølelse med folks alvorlige situation i vore dage?
 
I forhold til Facebook var skribenten Bruce Feiler og de autoriteter, han havde konsulteret, fuldstændigt entydige: Det er okay at skrive noget på Facebook, men det er ikke nok. Det må følges op af noget mere. Et brev, en telefonopringning.
 
Det hele har selvfølgelig noget at gøre med, at vi er bange for at nævne d-ordet. Døden. Men hvorfor har mennesket et så trekantet forhold til døden, som vi har? At skrive ”Kondolerer!” på Facebook er ikke alene virkningsløst i forhold til den intention, der ligger i at bruge et begreb, som i sin latinske oprindelse betyder ”At lide med dig”. Det røber også, at man selv er uden sprog for døden.
 
Døden gør så at sige én lam i roen og med god grund. Bono og U2 synger i sangen ”One Step Closer To Knowing” (How To Dismantle An Atomic Bomb, 2004), der er skrevet efter Bonos fars død, at det at stå overfor døden føles, som om man står på en øde ø midt i en travlt befærdet motorvejsudfletning.
 
Da naturvidenskaben overtog definitionsretten over det menneskelige
Jeg undersøgte for nylig i en bog med titlen "Argumenter mod døden" (Forlaget Eksistensen 2015), hvad vi har mistet på netop det her område, da naturvidenskaben overtog definitionsretten over det menneskelige fra det religiøse.
 
Før ca. 1870 havde samtlige mennesker i verdenshistorien, bortset fra nogle tilhængere af filosoffen Epikur i senatikken, ikke på nogen måde været i tvivl om, at ”sjælen” kom et sted hen efter døden. Tvivlen gik kun på hvorhen.
 
Før delte man derfor forbindelsen til evigheden. I kondolencen lå, at man delte sit håb med en sørgende om at komme til at tilhøre evigheden, og man gav derved noget af sig selv. Vi har mistet den eksistentielle samhørighed mellem den, der kondolerer, og den sørgende og den døde, nemlig evighedshåbet.
 
Kilde: SMK Public Domain. Nicola Grassi og Antonio Balestra: Helligånden, engle og Jomfru Maria med helgenerne Markus, Stanislaus Kostka (med barnet), Aloysius Gonzaga og Francesco Borgia.
 
Den døde findes ikke alene ikke længere her. Før fandtes den døde dog i princippet et andet sted. I dag findes vedkommende overhovedet ikke længere, bortset fra i erindringen. Også her gælder det, at ”The media is the message”.
 
Naturvidenskaben slog bunden væk under kondolencens indhold og tvinger os til at gendefinere, hvad den kan rumme.
 
Kondolencen ville før grundlæggende være dybfølt, for den ville udtrykke en form for eksistentiel trøst i sorgen, som man kunne hænge op på håbet. Når alt det er væk, står der et menneske, som synes, det er synd for en anden, at han har mistet en tredje. I den situation skal der en ekstraordinær medmenneskelighed til i form af særdeles velvalgte ord eller handlinger, for at det ikke bare skal være lunken luft. Facebook-kondolencen er derfor næsten pinlig, eksistentielt set.
 
Og folk gennemskuer det. Man kan mærke, at det er tomt. Så var det bedre ikke at sige noget her og nu, som skribenten i New York Times bemærker: Medfølelse har nemlig ingen udløbsdato.
 
Smilet og den ikke-forpligtende intention
Det er et af den vestlige verdens middelklassekulturs mindst tiltalende træk, der kommer til udtryk her: den ikke-forpligtende intention. Hvor mange steder i det sociale rum møder vi ikke sådan en intention. Hvor mange gange har vi ikke oplevet in real life, at smilet, som vi i første omgang tog for noget, der gik forud for en fremstrakt hånd, rent faktisk dækkede over, at den, der smilede og viste venlighed, ikke havde andet at komme med og egentlig ikke ville give noget overhovedet.
 
Hvor vi tror, at vi viser venlig deltagelse, når vi kondolerer på Facebook, viser vi i virkeligheden sådan et smil, der dækker over mangel på deltagelse. Det er helt uforpligtende og derfor menneskeligt set tomt.
 
Kondolencekrisen som modernitetsproblem
Det er et typisk modernitetsproblem. Der findes faktisk kun to samfundstyper, det konventionelle samfund og det moderne samfund. Det konventionelle samfund har patriarkalske værdisystemer med hierarkiske normer, og det moderne samfund bærer demokratiets kendetegn, hvor alle mennesker i princippet er lige og har den samme demokratiske forpligtelse overfor hinanden på en lang række områder.
 
Når samfundet oplever, at de konventionelle normer – eller hvilke som helst normer – skrider, opstår der det, en af sociologiens såkaldte fædre Émile Durkheim (1858-1917) iagttog som ”anomi”, altså lovløshed.
 
Det er det, de sociale medier udløser på forskellige niveauer. Det ene er ytringsfriheden: Injurieparagraffen passer ikke længere til de faktiske forhold, fordi vi udsætter hinanden for grove shit storms uden konsekvenser. Jeg er af den klare overbevisning, at der burde indføres en mild injurielovgivning for de sociale medier for at ophæve den åbenlyse ”anomi”, der hersker her. Og krisen på kondolenceområdet viser, at noget indenfor vores sociale normer for, hvordan vi udtrykker os om det eksistentielle, er udtømt, under opbrud, gået i stykker.
 
Folk har ikke dette problem der, hvor de konventionelle patriarkalske sociale mønstre fortsat hersker, og hvis de har det, er det fordi modernitetens sociale effekter er ved at bryde igennem – den teknologiske modernitet er jo brudt igennem for længst. Når de kondolerer, ved de, hvorfra de kondolerer og til hvem og nøjagtig, hvad der ligger i det.
 
Her kan det udmærket lade sig gøre meningsfuldt at skrive: ”Kondolerer!” Der er altid tale om et menneske, man står i en bestemt relation til, enten fordi man er i slægt med det, eller kender dets slægt eller klan, og kondolencen er udtryk for den medfølelse, det er passende for en nevø at vise en onkel, eller som en, der tilhører den ene klan, viser en fra den anden klan.
 
I det konventionelle samfund er kondolencen aflagt indenfor den skyldighed, vedkommendes slægtsbaserede position giver en. Det hele er afklaret.
 
Sådan er det ikke i moderniteten. Her må man hele tiden opfinde gyldige former for medmenneskelighed, fordi der ikke står nedarvede sociale strukturer og bærer dem.
 
Hjemsøgelsen!
Jeg nævnte, at der er to af disse tomme formler, der stikker særligt frem. ”Kondolerer” er den ene. Den anden er R.I.P., dvs. ”rest in peace”. Den fandtes stort set ikke på dansk før de sociale medier, men nu er den meget populær, selv når det er katte eller hunde, der er kradset af. Den er næsten værre, hvis det ikke var, fordi det var så kikset.
 
I den afsvækkede moderne form er det muligt, at man lægger det i det, at et sygdomsplaget menneske eller dyr endelig har fået fred, men det er ikke det, det betyder. Det refererer til den forestilling, at den afdøde netop ikke hviler i fred, men at sjælen kunne hjemsøges af andre sjæle og det, der er værre, og man udtrykker håbet, om at det ikke sker.
Så er det, man siger: "Godt, det snart er Halloween!"
 
 
5 skridt på vej til ægte medfølelse:
1: Blomster er bedre end Facebook-opslag.
 
2: Skriv noget på Messenger eller i en mail, der viser, hvad den relation, du havde til afdøde har givet dig, om det så blot var en hyggelig sommerdag.
 
3: Hvis du bruger ordet ”kondolerer”, skal det samtidig knyttes til noget personligt for ikke at få den modsatte effekt og stå som en tom, uforpligtende og dybest set anonym tilkendegivelse.
 
4: Vent gerne med at reagere, til du er klar til at give noget af dig selv. Medfølelse har ingen udløbsdato.
 
5: Brug ikke omskrivninger for ordet død, der ikke er dækning for i dit eget eksistentielle univers. Skriv derfor ikke R.I.P., med mindre du samtidig kunne skrive ”Hvil i fred”.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også