Verdens hemmeligste klub mødes igen
Konspirationsteoriernes udbredelse er en farlig udvikling, som potentielt kan underminere de demokratiske processer, når frustrerede vælgere søger ind i et ekkokammer, hvor forfølgelsesvanviddet står alene og runger. Bilderberg er et hemmelighedsfuldt netværk for den globale elite. Netværket har givet og vil fortsat give anledning til særligt mange sammensværgelsesteorier, og de holder nu deres årlige møde.
af Frits Bredal
Her i starten af juni vil et udvalg af verdens mest magtfulde mennesker mødes i det nordvestlige Italien: højtstående politikere, chefer for militæret, medierne og verdens største virksomheder. I tre dage vil de lukke sig inde på et luksushotel i Torino. Mødedeltagerne er medlemmer af et lukket netværk for den globale elite. Navnet er Bilderberg.
Sikkerheden omkring Bilderberg-mødet i Torino vil være enorm. På nogle punkter mere omfattende end den sikkerhed, der omgiver et besøg af den amerikanske præsident. Både italiensk politi og den italienske efterretningstjeneste vil være i alarmberedskab, og der vil være massiv bevogtning til lands, til vands og i luften.
Hvert år forsøger medier og konspirationsteoretikere at kortlægge Bilderbergs magtrækkevidde. Her er et bud fra 2016. Klik på billedet for at se det i stort format.
En eksklusiv snakkeklub
Sådan er det altid, når Bilderberg afholder sin årlige sammenkomst. Også de par gange, Bilderberg har holdt deres møder i Danmark. Senest, i sommeren 2014, lagde dansk politi en jernring omkring Mariott Hotel i København.
De udvalgte til mødet (120-150 mennesker) vil forsøge at undgå enhver kontakt med offentligheden, og de vil svare undvigende, hvis de bliver bedt om at forklare, hvad de taler om på deres møde.
Under overskriften The Bilderberg Group Is The Public Face Of The New World Order skriver Disclose.tv, som man måske kunne kalde et konspirationsteori-medie, en artikel om Bilderberg og bringer denne video om gruppens baggrund og opståen.
De seneste år er Bilderberg dog begyndt at offentliggøre overfladiske overskrifter for deres rendezvouser. Grundlæggende handler det om globale politiske udfordringer, men medierne og offentligheden kan stadig ikke få et konkret indblik i, hvad der bliver talt om. Bilderberg skriver på sin hjemmeside, at de kort før deres nært forestående møde i Torino vil udsende en pressemeddelelse med navne på årets deltagere og hvilke emner, de skal diskutere.
Som deltager i Bilderberg-møderne har man tavshedspligt. Danske Bilderbergere som Anders Fogh Rasmusen har også altid holdt tæt.
Et par fremtrædende danskere har været med i Bilderberggruppens styrekomité. I Stig Andersens bog ”Tøger” er der et afsnit om ”Bilderbergeren Tøger”, hvor Politikens tidligere chefredaktør og medlem af Bilderbergs styrekomité, nu afdøde Tøger Seidenfaden, omtaler netværket som en ”snakkeklub”. Seidenfaden og andre Bilderbergere har, når de bliver direkte adspurgt, sagt, at der aldrig bliver truffet egentlige beslutninger på Bilderberg-møderne. Det er en privat snakkeklub.
På Bilderbergs egen hjemmeside står der således: “Since its inaugural meeting in 1954, Bilderberg has been an annual forum for informal discussions, designed to foster dialogue between Europe and North America. Every year, between 120-150 political leaders and experts from industry, finance, academia and the media are invited to take part in the meeting.”
Pizza og satanisme
I forbindelse med researchen til en bog, jeg har skrevet – om en fiktiv udgave af Bilderberg, bevægede jeg mig ind i et på samme tid fascinerende og skræmmende univers af konspirationsteorier. Det er et verdensomspændende online-ekkokammer isoleret mod al sund fornuft, så tilhængerne kan bekræfte hinanden i deres forskruede verdensbillede uden indblanding fra uafhængige medier (bare prøve at Google ordet ”Bilderberg”, så dukker der mange mærkelige ting op).
Personligt tror jeg ikke på nogen af konspirationsteorierne om, at Bilderberg er en hemmelig verdensregering, der skjult for offentligheden styrer medierne, militæret og de store politiske beslutninger i verden. Jeg anser sammensværgelsesteorierne for at være paranoidt nonsens. Bilderbergerne selv slår konspirationsteorierne hen og kalder deres mødeforum for en simpel snakkeklub, men teorierne lever deres eget liv.
Op til, under og efter årets møde i Torino vil internettet syde og boble med nye og bizarre teorier om Bilderberg. Konspirationsteorierne har i årevis ligget som en stærk understrøm i navnlig det amerikanske samfund, men med valget af Donald Trump har mange af teorierne dannet metastaser og spredt sig fra højreradikale radiostationer og nettets mørke, så de nu er synlige for enhver.
Tilsyneladende er intet for grotesk eller langt ude til at blive afvist af konspirationsteoretikerne. F.eks. den fantasifulde teori om, at Hillary Clinton skulle være en af bagmændene bag en pædofiliring, som blev styret fra et pizzeria i Washington D.C., hvor de forskellige pizzaer på menukortet var hemmelige koder for diverse seksuelle perversiteter. Teorien blev spredt vidt og bredt på de sociale medier, bl.a. af sønnen til Trumps (senere fyrede) nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.
Trump-tilhængere har kolporteret teorier om, at Clinton-familien tilhører et hemmeligt, satanisk selskab, der drikker blod og misbruger små børn. Teorierne spredes epidemisk på de sociale medier, og mange amerikanere tror fuldt og fast på dem.
Hvem er egentlig eliten?
Konspirationsteoretikerne abonnerer tit på indbyrdes selvmodsigende teorier, men den paranoide forestillingsverden rummer nogle gennemgående grundelementer: Der findes et Illuminati, en gedulgt elite, en skummel skyggeregering, som styrer verden for at fremme deres egne skjulte dagsordener. Eliten holder sandheden skjult for almindelige mennesker, udnytter dem og tjener penge på dem.
Jesse Ventura, tidligere amerikansk bryder og guvernør i staten Minnesota, hævder, bl.a. i velproducerede ”dokumentarfilm”, at amerikanske statsborgere bliver deporteret til hemmelige koncentrationslejre, hvis de afslører sandheden:
I de traditionelle medier er den slags påstande et kuriosum. På nettet fremstilles løgnen som et faktum, og de ”gamle” mediers tavshed ses som yderligere bevis.
Det demokratiske partis mailserver blev som bekendt hacket af russerne i forbindelse med den amerikanske valgkamp. Bl.a. på den baggrund kom det frem, at Hillary Clinton, imod svulstige honorarer, har holdt taler for nogle af de store amerikanske investeringsbanker.
Mange ser bankerne som ansvarlige for den finanskrise, der ødelagde økonomien for millioner af amerikanere og gjorde dem hjemløse. Jo mere Hillary Clinton forsøgte at bagatellisere betydningen af sine og Bill Clintons forretningsforbindelser, jo mere skyldig og korrupt fremstod hun blandt de amerikanske vælgere, der føler sig forrådte af eliten. Derimod havde Trump held til at lancere sig selv som en outsider, der gjorde op med den korrumperede elite og de løgnagtige medier.
Hvis man spørger konspirationsteoretikerne, hvem eliten helt konkret består af, så kan det være såvel jøder, nazister, kommunister, medierne som De Forenede Nationer eller en anden mere eller mindre diffus gruppering. Ofte har konspirationsteoretikerne nemmere ved bare at pege på ét samlingspunkt for hele ondskaben – Bilderberg. For millioner af mennesker både i USA og Europa er Bilderberg blevet symbolet på en sammenspist elite, der i hemmelighed styrer alle os andre som marionetdukker.
Det er skræmmende, at millioner af mennesker i oplyste, åbne vestlige demokratier lader sig forføre af konspiratoriske vrangforestillinger, og de har så lidt tillid til de almindelige mainstream-medier. Trump forstærker en hovedstrøm i folkedybet, når han taler om ”fake news.” Jo mere journalistisk velfunderede medierne er, jo mindre tror konspirationsteoretikerne på dem. Washington Post, New York Times, CNN – det er alt sammen fake news, der skjuler sandheden og kun tjener elitens interesser.
Hvad skal man gøre ved konspirationsteoriernes opståen? Der findes selvfølgelig ikke kun én løsning på det omfattende og voksende problem, men større transparens, også i den danske presse, er nok en del af løsningen. Medierne kan blive meget bedre til at fortælle om de journalistiske nyhedskriterier, om baggrunden for deres valg og fravalg, og hvad der i det hele taget foregår bag kulisserne.
Den fjerde statsmagt angriber, med god grund, magthaverne og kritiserer den mangel på åbenhed, som kan præge mennesker og myndigheder med magt. Men medierne bør tænke over, hvordan de selv kan komme på bedre bølgelængde med deres læsere, lyttere og seere.
Ellers risikerer vi amerikanske tilstande, hvor en uhyggelig stor del af befolkningen opfatter det hele som spil for galleriet og afviser mainstream-medierne, fordi de er "propaganda for eliten".
Omtalte bog er ”Mænd uden ansigt”, som i efteråret 2017 udkom på forlaget Palatium Books.
