Vi-vi-vi-generationen

Selvcentrerede, selvoptagede og selviscenesættende. En mig-mig-mig-generation af forkælede superindividualister. Sådan karakteriseres unge, digitale indfødte nærmest som en selvindlysende sandhed. Selv til forsiden af Times er denne opfattelse nået.

Men lige så insisterende, som det fremstilles som en selvfølgelighed, lige så stor og problematisk er misforståelsen, hvis den styrer, hvordan vi opfatter og kommunikerer til, leder og lærer unge. Sandheden er nemlig snarere den diametralt modsatte! Og at affærdige en ny generation af unge voksne som uhøflige, selvcentrerede superindividualister, der mangler nærvær og sociale kompetencer, er ikke blot en stor undervurdering og direkte fejlvurdering af udfordringerne. Det viser også en mangel på forståelse, viden og indsigt, som grænser til mangel på respekt.

Mig-mig-mig-generationen er det populære kaldenavn til de digitale indfødte -

men det er slet ikke rigtigt. Det er en Vi-vi-vi-generationen Kilde: Cover Time Magazine.

De første digitale indfødte er blevet voksne
Det er nu, vi skal gøre op med disse fordomme og misforståelser. For netop i disse år bevæger en særlig generation af mennesker og medarbejdere sig ind i voksenlivet og ud på arbejdsmarkedet: de digitale indfødte. Det er de første voksne, som har levet hele deres liv med internet, mobiltelefoner og sociale medier. De kom til verden samtidig med World Wide Web og voksede sig store og stærke sammen med mobiltelefonen. Og de er foreløbig den eneste generation, der er gået igennem hele den identitetsskabende ungdom med sociale medier inde på livet. Allerede nu udgår de ca. ti procent af den aktuelle danske arbejdsstyrke, og om fem år vil det være mere end hver fjerde medarbejder, som har levet hele livet i en digital verden.

De seneste syv år har jeg via kvalitative studier fulgt de digitale indfødte på nettet, i deres familier, med deres venner og på deres vej ud på jobmarkedet. Jeg har undersøgt deres opfattelse af verden, deres måder at være sammen med andre og at være sig selv på og deres krav til arbejdsliv og ledelse. Og jeg har talt med deres ledere, lærere og forældre. Senest har jeg fra september 2012 til juni 2014 gennemført gruppe- og enkeltinterview med unge ansatte og studerende mellem 18 og 28 år og med deres ledere.

Disse studier viser, at de digitale indfødte på en række områder har en anden rationel tilgang til arbejdslivet og til tider en stik modsat logik end ældre generationer. Men det er ikke desto mindre en logik, som giver mening, selvom den ofte vender vores opfattelse på hovedet og rokker ved sammenhænge, vi anser for at være universelle. Og et af de områder, hvor det er vigtigt at forstå de digitale indfødtes anderledes logik, er netop deres måde at være sig selv og være sociale på.

Aldrig mig, altid vi
De digitale indfødte er de første voksne i moderne tid, som netop aldrig er ʻmig’, men altid ʻvi’. De har altid haft mulighederne for og redskaberne til at være sammen med andre. Alle steder har de let adgang til alle deres relationer, og i endnu højere grad end tidligere generationer eksisterer de i kraft af skiftende netværk og konstant adgang til disse netværk. De kan have kontakt og samvær med nære såvel som fjerne venner, have dybe såvel som overfladiske bekendtskaber, for de har via mobilen bogstaveligt talt hele deres netværk af venner – ja, hele verden – med sig alle steder.

Et meget konkret, næsten banalt eksempel viser den manglende viden og tilsyneladende kun overfladiske interesse for at forstå de digitale indfødte og deres måde at bruge medierne på: Digitale indfødte tager nemlig ikke – modsat den almindelige opfattelse – en masse selfier. I hvert fald ikke hvis en selfie er et billede af 'kun sig selv'. Hvis man gad undersøge, hvad de gør, eller gjorde sig den ulejlighed at høre på, hvad de siger, ville man hurtigt finde ud af, at det nærmest er taberagtigt at tage selfier, fordi det signalerer, at man er alene. Det er måske noget, man gør, hvis man vil skabe en lidt ironisk distance til begrebet.

Det, man tager, er derimod ”youi'er” eller ”wefi’er”, altså billeder, hvor pointen netop er, at man ikke kun er sig selv, men sammen med andre. Selfien, som mange betragter som det ultimative symbol på individualismen, er reelt for de digitale indfødte et udtryk for præcist det modsatte: det sociale og det relationelle. Altså en konkret og konstant formidling af, at ”jeg ikke er mig selv, men sammen med andre”.

Helle Thornings berømte ”selfie” er faktisk en wefi, fordi pointen netop er, at hun er sammen med andre. Kilde: Polfoto/ Dominique Jacovides.

I øvrigt viser forskning i unge, digitale indfødtes samvær og deling af billeder, at deling af billeder af sig selv og andre er et led i et ret avanceret socialt samvær af mere eller mindre intime relationer og venskaber, som foregår forskelligt på forskellige sociale medier: ”Nogle billeder egner sig til Facebooks offentlighed, andre til Instagrams pæne overflade, og nogle billeder egner sig kun til det private og intime rum, som Snapchat giver mulighed for,” som Malene Charlotte Larsen og Jette Kofoed fra henholdsvis Aalborg og Aarhus Universitet beskrev det. Så man kan i det hele taget selvfølgelig ikke reducere det til et spørgsmål om selfier.

Som nævnt er de digitale indfødte også den hidtil eneste generation og den første medarbejdergruppe på arbejdsmarkedet, som har været teenagere, mens der har fandtes sociale medier. Her har de bedt om og kunnet få input til alt, hvad de laver, hele tiden fået ris og ros for alt, hvad de siger – og nærmest kunnet få validering af alt, hvad de tænker. Her er adgangen til relationer let og hurtig, og feedback er noget, man giver og får konstant. Tilbagemeldinger kommer fra alle og kan gives til alle, ligegyldigt hvad man laver, og hvor man laver det. Også selvom det, man laver, er ligegyldigt. Dynamikken er helt naturlig og uundgåelig, næsten institutionaliseret, i de interaktive tovejssamtalemedier i almindelighed og på sociale medier i særdeleshed.

Et af de mest definerende træk ved digitale indfødte er ikke individualisme. Tværtimod er det, at de er den første generation i nyere tid, som aldrig har været alene. De er den mindst individualistiske generation nogensinde. Den digitale udvikling, der er sket i deres levetid, har på sin vis taget livet af individet og erstattet det med en ny enhed af krop og omverden. En endeløs spejling og forhandling af selvet, der giver en oplevelse af konstant anerkendelse.

Dette ekstreme fokus på det relationelle viser en generation, som hele tiden og hele livet har defineret sig socialt, som er vant til konstant feedback, og som har mulighed for hurtigt at validere ethvert initiativ og dele ethvert ansvar og alt, hvad de siger og gør. Hurtigt, ofte og i fuld offentlighed. At de er superindividualistiske og forkælede voksne in spe, er slet ikke en beskrivelse, mine studier dokumenterer, tværtimod.

70’er-hippier?
I mine samtaler med unge digitale indfødte om deres opfattelser af og krav til arbejde, karriere og ledelse følte jeg mig derimod ofte nærmest hensat til tidligere tiders folkelige bevægelser og klassiske fællesskabsidealer, når de unge karrieremennesker, jeg mødte i min empiri, talte om at „løfte i flok“, at blive ledere for at kunne „hive andre op“ og brugte nærmest anakronistiske betegnelser som "solidaritet" og "fællesskab". De fremstod næsten som en flok 70’er-hippier. Men trods det sigende ordvalg var de digitale indfødte alligevel ikke sociale i hverken traditionel, historisk eller politisk betydning. Altså forstået sådan at målet er fælles, at man har en forpligtelse over for fællesskabet, og at man udnytter sine fælles kræfter til at blive stærkere og løfte i flok.

Jeg stødte nemlig omvendt på meget lidt socialdemokratisk velfærdsstat eller „gør din pligt og kræv din ret“ hos de unge. De var heller ikke særligt fællesskabsorienterede i marketingtermer fra moderne segmenteringstankegang. De definerede alt relationelt, ja, men ikke i forhold til et diffust fællesskab: De positive sociale kvaliteter, som de fremhævede og efterspurgte, blev skabt i en konkret relation med deres kolleger, team og leder. Det var den nære relation, som udgjorde det sociale aspekt, der så massivt etablerede modsætningen til den misforståede opfattelse af dem som superindividualister. Ikke det store fællesskab.

Det er derfor helt centralt i opfattelsen, kommunikationen og ledelsen af digitale indfødte, at der skelnes mellem på den ene side det at være fælles, skabe et fællesskab og skabe sig selv i et fællesskab og på den anden side det at være relationel, danne relationer og danne sig selv gennem det relationelle.

Efter 20 år med netværkstænkning er det klart, at den digitale generation tænker i 'vi' frem for 'mig'.

Netværk er ikke fællesskab
Det viser os nemlig kernen af, hvordan digitale netværk fungerer – netop som et netværk, ikke et fællesskab. Et fællesskab kræver grænser, som indrammer det udadtil og indadtil. Et netværk kræver derimod grænseløshed for at kunne fungere og eksistere optimalt. Fællesskabet er relativt stabilt og længerevarende, hvorimod netværket understøtter ustabile og kortvarige bevægelser, som popper op og hurtigt forsvinder igen. Den netværksbaserede globalisering har – modsat myten om det samme – ikke gjort hele verden til én stor landsby, men til en uendelig række små landsbyer af nære og skiftende relationer på tværs af kloden.

Her så jeg faktisk en smal rem af den individualistiske hud, som digitale indfødte bliver anklaget for at være iført: Ret og pligt har primært én målestok, nemlig en selv og (mindst) én konkret anden. Digitale indfødte dyrker principielt altid den direkte relation - enten som værdifuld i sig selv eller oftere som en kvantitativ værdi af akkumulerede, konkrete relationer, fx antal likes eller antal gruppemedlemmer.
Alt måles og bekræftes i forhold til den nære én-til-én-relation, der i sin fortrolige form bliver mere og mere illusorisk og derfor snarere eksisterer som de mange én-til-én-relationer (som det ofte er tilfældet på sociale medier), men ikke som et fællesskab. Ikke i forhold til en større fælles eller overordnet sammenhæng.

Med digitale indfødte er den første egentlige vi-vi-vi-generation af hyperrelationelle mennesker og medarbejdere trådt ind i voksenlivet og er på vej på job. Og det er dem, du skal forberede dig på at kommunikere til og lede. Unge ansatte, som, du må regne med, har et forståeligt behov for og forventer at kunne spejle sig konkret i deres kolleger og ledere, for det har de været vant til at kunne hele livet. Og som noget særligt definerer de sig selv og deres høje karriereambitioner som noget relationelt, ikke noget individuelt.

Humoristisk blik på mig-mig-mig-generationen. Kilde: Tumblr.

Fælles er lige så forkert som individ
Hvis vi tager udgangspunkt i det billede, der alt for ofte tegnes af digitale indfødte som selvstændige superindividualister i en individualiseret verden, er der stor risiko for, at vi giver dem uhensigtsmæssige og ukendte betingelser for både kommunikationen til dem, i deres arbejde og deres faglige, personlige og karrieremæssige udvikling.

Men hvis vi går i den anden grøft og prøver at motivere unge ud fra fællesskabsorienterede værdier og rationaler, er det en næsten lige så problematisk strategi, for fællesskabet er som nævnt væsensforskelligt fra netværket. Det er derfor vigtigt at skabe rammer for unge medarbejdere i forhold til teamet, afdelingen og virksomheden som en række relationer, ikke som et fællesskab.

Lær din nye medarbejder at kende: 'Digitale indfødte på job' af Søren Schultz Hansen.

Konkret betyder det fx, at man altid bør tage udgangspunkt i ʻden ene anden’ - forstået som at eksplicitere og fokusere på, hvilken værdi en given opgave, plan eller leverance har for en konkret person. Digitale indfødte efterspørger næsten pr. automatik, at deres indsats bliver konkretiseret i forhold til en kunde, en leder eller en kollega. På den vis kommer det gode arbejde - herunder den gode karriere, de spændende opgaver, den gode ledelse - altid til at handle om ʻos’ og aldrig kun om ʻmig’ for de digitale indfødte. Det kan måske lyde mærkeligt, fordi vi er blevet tudet ørerne fulde af beskrivelser, der fremstiller yngre medarbejdere som en mig-mig-mig-generation.

Kendsgerningen er, at det havde været meget mærkeligt andet, når man kender deres livserfaring og identitetsdannelse. Det at være noget i sig selv, for sig selv og kun sig selv giver ikke mening, når man som digital indfødt bogstaveligt talt aldrig er sig selv og aldrig nogensinde har været alene, men konstant og overalt defineres socialt.