The Walking Dead i regnvejr

Dansk science fiction og danske apokalyptiske visioner i film, tv-serier og litteratur er noget, der hører til sjældenhederne. Den nyligt udkomne science fiction-film QEDA (2017) og Kaspar Colling Nielsens Den Danske Borgerkrig 2018-2024 (2013) er eksempler på, at genren er repræsenteret i dansk kultur, men overordnet set er der en tendens til at producere værker om det hjemlige, det realistiske og det minimale.

Hvis der er tale om ’kollaps’, så er det sædvanligvis velfærdsstaten og ikke samfundet eller naturen som sådan, der er tale om. Det fantastiske, det futuristiske og det apokalyptiske er med andre ord noget, vi plejer at importere snarere end eksportere.

QEDA – Frihedsstøtten og Vesterbrogade under vand.

Den nye Netflix-serie Regnen er derfor på mange måder uden sidestykke. For det første er det den første skandinaviske Netflix-produktion. For det andet har seriens skabere på ingen måde været bange for at lave store og særdeles voldsomme armbevægelser.

I Regnen rammes landet pludseligt og brutalt af en dødelig virus, der inden for det første kvarter af seriens første afsnit ikke alene udrydder samtlige af de to hovedpersoners venner og bekendte, men også deres mor (spillet af Iben Hjejle), der rallende går døden i møde i et orgie af styrtbræk og voldsomme kramper, så snart regnen rammer. Herefter må de to hovedpersoner Simone og Rasmus, der begge er børn, overleve alene i en bunker i seks år, mens regnen og den dødelige epidemi raser videre udenfor. Så er vi ligesom i gang.

Den voldsomhed er i sig selv ret så bemærkelsesværdig. For Danmark er jo ikke et sted, hvor katastrofer og dommedag bekymrer os synderligt. Atomkrig i 80'erne og global opvarmning i det 21. århundrede, jovist. Men zombieangreb, invasion af rumvæsner, hajangreb, pandemier, vulkanudbrud og orkaner skal man lede længe efter. Det er der flere grunde til. For det første fordi fiktive katastrofer i den størrelsesorden koster mange penge at producere på film og tv. For det andet fordi vores trygge virkelighed ikke giver anledning til bekymringer af den størrelsesorden. Vores giftigste dyr er trods alt hugormen. Og kommer der noget over grænsen, der har større tænder end ræven, så går nationen i panik.

Elementernes rasen er heller ikke noget, der sædvanligvis giver anledning til søvnløse nætter. Der ryger ganske vist et sommerhus eller to i ny og næ i Jammerbugten grundet oversvømmelse, men det er ikke ligefrem at sammenligne med ødelæggelserne, vi så i New Orleans under Hurricane Katrina eller tsunamien i Thailand i 2004. Vi har altså ikke rigtig fantasi til at forestille os, at noget apokalyptisk eller egentlig katastrofalt kan overgå os her i Danmark. For som man siger det på engelsk: ’It couldn’t happen here’. Men det gør det så nu. Apokalypsen og science fiction er endelig landet på dansk grund. Regnen er kommet.

Ruin porn fra Times Square til Tivoli

Et tidligt og sjældent eksempel på en dansk produceret apokalyptisk film er Reptilicus fra 1961. Filmen er på mange niveauer temmelig håbløs, men billederne af et København under angreb fra kæmpeøglen af samme navn som filmen er klart et af de (få) højdepunkter (Bent Mejding aka Matadors Jørgen Varnæs som den blonde unge helt gør dog også en god figur). Rådhuspladsen står for skud for monsterets ødelæggelser, ligesom Langebro spiller en central rolle i filmens måske nok mest imponerende scene (et stort antal statister kaster sig frygtløs ud fra broen og ned i havnen i et forsøg på at flygte fra monsteret).

Regnen genanvender trofast netop disse københavnske vartegn i sin omskrivning af København som epidemi-hærget helvede. Om det er en bevidst homage til den snart 60 år ældre film, skal jeg ikke kunne sige, men det er netop Rådhuspladsen og Langebro, der igen står som centrale omdrejningspunkter i Regnens version af hovedstadens fald. Film såvel som serie anvender altså ikoniske bygningsværker på en måde, der tro følger den amerikanske katastrofefilms model.

For som vi så det etableret eksempelvis i King Kong (1933), så er det et fast element i Hollywoods katastrofefilm, at de samme urbane vartegn skal smadres igen og igen og igen (i King Kong Empire State Building). Her ser vi dog så også den slående og væsentlige forskel mellem de danske og de amerikanske værker. For det er jo netop ikke skyskrabere, Frihedsgudinden eller Brooklyn Bridge, der er i fokus, men Frank Jensens politiske domicil og den mest direkte vej fra Politikens Boghal til KUA på Amager.

Reptilicus. Rådhuspladsen og Langebro får en sjælden tur i apokalypse-maskinen i 1961.

Godzilla snupper yderbanen på Brooklyn Bridge. Stillbillede fra 1998-udgaven.

Regnen og dens hærgen af lokale københavnske vartegn skal her ses i forbindelse med en større strategisk satsning fra Netflix' side. Netflix har bebudet, at de vil investere enorme summer i såkaldt originalt indhold. I 2017 alene brugte de 6,3 milliarder, og de har i 2018 tænkt sig at skrue budgettet op på 8 milliarder (dollars!). Til sammenligning i dansk øjemed så kostede Storebæltsbroen (nu vi er ved broer) 21,4 milliarder danske kroner at bygge færdig i 1998, eller cirka 40 milliarder danske kroner i 2018.

Det er stadigvæk små 10 milliarder danske kroner mindre, end Netflix har budgetteret med til originalt indhold på et år alene (Storebæltsbroen tog omtrent 10 år at bygge). Endelig er det vigtigt at påpege, at strategien fra Netflix tilsyneladende ikke er at få høje seertal på de enkelte serier og film. De er altså ikke nødvendigvis ude på at skabe den nye Game of Thrones eller Mad Men, men vil snarere vil snarere tilbyde et overflødighedshorn af indhold, smalt såvel som bredt, der lever op til en slags ’gevinst på alle hylder’.

Som led i denne strategi omkring det smalle har Netflix satset hårdt på det europæiske marked ved at investere store summer i originale europæiske produktioner, hvor skuespillerne som i Regnen taler det lokale sprog og agerer i distinkte nationale rum, der tydeligt adskiller sig fra det amerikanske.

Og det er altså her, at Regnen går lige i mellemgulvet som en knytnæve fra Anders nede fra 5. b. For når man som dansker ser Rådhuspladsen raseret af kræfter større end det ellers så apokalyptiske Mad Max-event Distortion, så sker der altså noget andet, end når man i biografen ser endnu en stort opslået Hollywood-produktion, der raserer Paris, New York eller London.

Jeg har selv arbejdet i Industriens Hus (som opvasker i kantinen) på Rådhuspladsen, ligesom jeg har været til adskillige bryllupper på selve Rådhuset, hvor der efterfølgende blev drukket champagne i gården bagved. Så at se begge bygninger smadret af sultne, hærgende horder, der taler dansk – det går ind og bliver nærværende på en anden og langt mere personlig måde. Endnu værre er det med Tivoli, hvor jeg i skrivende stund for mindre end 24 timer gik gennem selvsamme hovedindgang til den gamle forlystelsespark.

Tivoli med ægte wildcard. Stillbillede fra The Rain.

I virkelighedens verden holdt jeg min fireårige datters velnærede næve i min, hilste på de smilende Tivoli-vagter, hvorefter vi kort efter spiste os mætte i Rasmus Klump-pandekager og popcorn. I seriens univers skynder de unge hovedpersoner sig videre for hurtigst muligst at komme væk fra de frådende, sultne horder, der uden tøven ville have dræbt både mig og min datter for at få fingre i føromtalte Klump-pandekage. Der er ingen kære Mary her.

I Am Legend. Times Square som steppe i en fremtid nær os. Stillbillede fra filmen.

Det er altså på en og samme tid forførende og forfærdeligt at se så familiære og hjemlige steder være udsat for den behandling, vi sædvanligvis ser New York Times Square eller Empire State Building lide under. Hvor man i sidstnævnte tilfælde får en genkendelsens glæde ved endnu engang at se New Yorks gader lagt øde, så er det en anden og mere foruroligende fornemmelse at se noget så velkendt, familiært og frem for alt så dansk hyggeligt som Tivoli blive gjort til omdrejningspunktet for horror og kollaps.

Serien spiller her til fulde på alle tangenter i det, man i akademiske kredse populært kalder ruin porn. Der er noget tilfredsstillende æstetisk og voyeuristisk æggende ved at se naturens og entropiens indtog i det, der for nyligt var civilisationens ordnede højborg, mens det samtidig også inspirerer ens intellekt i en form for ’hvad nu hvis…’.

For som Alan Weisman beskrev det i The World Without Us (2007), så er det et spændende tankeeksperiment at forestille sig, hvad der mon ville ske med vores konstruktioner, hvis vi fra den ene dag til den anden bare forsvandt. Det der engang stod så mægtigt og så fast, er nu forvitret og faldefærdigt.

Et berømt eksempel på ruin porn i Detroit – The United Artist Theatre i forfald.

Regnen falder tungt

Produktionsværdien i Regnen er høj, men desværre lever Regnens plot og manuskript ikke helt op til de mange penge, der er pumpet i sets og CGI. Skuespillerne gør det overordnet set godt, og der er noget besynderligt forfriskende over at sætte danske stemmer og ansigter i så udanske voldsomme og brutale situationer. Dog må jeg erklære mig enig i den danske anmelderstands kritik af de mange huller i plottet eller bare den generelle mangel på almindelig sund fornuft, der præger de overlevendes tilgang til verden. Hvis regnen er så farlig, hvorfor er der så stort set INGEN, der har regntøj eller gummistøvler på?

Men altså.

Hatten af for seriens skabere for at gå ind i en ellers så udansk genre uden at blinke. En del lykkes, en del gør ikke. For en garvet og dog alligevel entusiastisk apokalyptiker som undertegnede, så er det frem for alt realiseringen af en (dansk) verden i forfald, der ikke alene fungerer, men også virker opløftende i al sin elendighed. Uden at nævne for mange detaljer så kan man vist også roligt sige, at det konspirationsteoretiske får lov til at løbe linen ud i serien. Og hurra da for det.

En del scener og ideer er ganske vist så fjollede, at det går hen og bliver ren camp. Men det har jo også sine kvaliteter, om det så er med vilje eller ej. For mit eget vedkommende så er vi her igen tilbage ved de store armbevægelser, der i kombination med det specifikt danske kan være ret så charmerende.

Tag eksempelvis afsnit tre, hvor vi i et ømt øjeblik ser to af seriens unge mænd diskutere, om en lille jordagtig klump er lort eller hash, for så derefter at æde den (SPOILER! Det er ikke hash!). Den scene er både i tanke og udførsel mere dansk end Erik Clausen på lokum.

Dette efterfølges dog umiddelbart efter af opdagelsen af, at ’nogen’ (læs: the Big Evil Corporation) har bygget en gigantisk mur over hele Sydsverige for at holde sygdommen stangen. Samt en heftig scene, hvor en morfiniseret, sultende dreng rives i stykker af frådende og ditto sultende horder, fordi de vil have fingre i den mad, den naive Simone netop har givet ham.

Det er i dette spil mellem en overdreven Hollywood-agtig produktion og idé på den ene side og de specifikke danske tableauer på den anden side i kombination med et til tider endog meget dansk udtryk, at seriens kvaliteter må siges at findes. Men se nu at få noget regntøj på, unger. Det er jo for helvede Danmark, det her. I burde vide bedre.