Lad børnenes mobiltelefoner være

Skal Folketinget forbyde elever at bruge mobiler i skoletiden? Skal det være op til den enkelte skole at regulere mobilbrugen? Eller skal voksne holde fingrene fra børns og unges mobilbrug? Den debat er blusset op igen, efter at Frankrigs parlament, Nationalforsamlingen, den 30. juli indførte et forbud mod at bruge mobiler og tablets i skoletiden – undtagen til særlige undervisningsaktiviteter. Præsident Macron tweetede straks vedtagelsen, så den formodede detox-effekt gælder åbenlyst ikke i det politiske læringsmiljø.
Forbuddet mod mobiler i skolen er endnu engang blusset op og vandene er delt, men er et mobilforbud i skolerne virkelig den rette tilgang? Nej, mener Kirsten Drotner. Læs også Camilla Mehlsens "Subway Surfers, tilbage på skolebænken!" for det modsatte standpunkt. Foto: Scanpix Ritzau
Forbuddet mod mobiler i skolen er endnu engang blusset op og vandene er delt, men er et mobilforbud i skolerne virkelig den rette tilgang? Nej, mener Kirsten Drotner. Læs også Camilla Mehlsens "Subway Surfers, tilbage på skolebænken!" for det modsatte standpunkt. Foto: Scanpix Ritzau
Læs modsvaret til artiklen her.
 
Allerede i efteråret 2017 foreslog Liberal Alliance at give skoler ret til at indføre forbud mod mobilbrug i skoletiden. Efter Frankrigs forbud tog flere politikere tråden op. Den 2. august udtalte uddannelsesordfører for de Konservative Brigitte Jerkel fx til Berlingske: ”Vi mener, at alle skoler skal indføre et forbud mod mobiltelefoner i undervisningen. Mobiltelefoner skal kun bruges, hvis det giver mening i undervisningssituationer”. 
 
Andre partier går ind for, at de enkelte skoler eller kommuner skal regulere elevernes mobilbrug i skolen. Alex Ahrendtsen fra DF strammede tonen lidt i Ekstra Bladet den 14. august, hvor han opfordrede undervisningsministeren til at udsende et hyrdebrev til alle kommuner om at få reguleret mobilbrugen, hvis de ikke allerede havde fået mobilerne ud af deres skoler.
 
Alle kommuner bør regulere mobilbrug på skolerne, udtaler Alex Ahrendtsen fra DF. Foto: Ritzau Scanpix
 
Polarisering, store følelser og ringe dokumentation
Ligesom i andre lande er debatten meget polariseret, den er meget følelsesladet og næsten fri for systematisk, faglig dokumentation. Når jeg bliver kontaktet af journalister om emnet, er indgangsspørgsmålet hyppigt: ”Er du for eller imod et forbud?” Og det er svært at komme videre eller tilføre gråtoner til den sort-hvide ramme.
 
Kritikerne af børns og unges mobilbrug associerer også rask væk brugen til narkomani og psykiatri (dopaminfix, afhængighed, depression), og hermed ligestilles al mobilbrug med misbrug og sygdom hos den enkelte bruger. Samtidig er der et gabende misforhold mellem slagkraftige meninger om påståede effekter og underbygning med solide, videnskabelige undersøgelsesresultater.
 
Uanset debattørernes holdning til et eventuelt mobilforbud er de enige om et bestemt syn på, hvad mobilen er for en størrelse, og et bestemt syn på, hvad undervisning er. De syn er vigtige at afdække af to grunde. Dels skaber synet på medier og synet på undervisning et ensidigt og forsimplet billede, der gør, at regulering vælges på et usikkert grundlag. Dels skaber synene en forståelse af mobilbrug i skolen, der risikerer at spærre for, at danske børn og unge får tilstrækkelige kompetencer til at kunne klare sig som voksne.
 
Debattens syn på mediet
Et af de hyppigste argumenter for mobilforbud eller i hvert fald regulering er, at mobilen ses som en teknologi til fritidsbrug. Den hævdes at være bygget til at suge alle unge hjerners opmærksomhed hele tiden – brugerne stresser over konstant at skulle checke snaps og Insta-opdateringer, og de glemmer verden omkring sig med kammerater og fysiske aktiviteter.
 
Enhver, som har siddet i et tog eller ventet i kø, kan genkende billedet af, at alle kigger ned i deres telefon og ikke taler sammen eller er uopmærksomme på omgivelserne. Det, man imidlertid ikke får øje på ved at definere mobilen som en teknologi til fritidsbrug, er, at den er et medium, og at mediet er med overalt, ikke blot i fritiden (der er jo en grund til, den kaldes en mobil).
 
Det er ganske oplagt, at skolerne inplementerer mobilen, som et læringsværktøj for børnene, når mobilen anvendes i langt de fleste aspekter af hverdagen. Foto: Ritzau Scanpix
 
Mobilbrug er nemlig ikke hjerner, der forbindes med en teknologi. Det er mennesker, der kommunikerer med nogen om noget ved hjælp af et medium. Mobil kommunikation bruges jo til alt muligt – underholdning, interaktion, information, netværk, godt og skidt – og den indgår i mange forskellige sociale sammenhænge. Det gælder også børn og unge. Så mobilen er ikke bare noget, der bruges i fritiden – hvor ville sosu-assistenten, håndværkeren og journalisten være uden mobilen som deres arbejdsredskab? Men i skolen er mobilen kun i meget ringe grad i centrum af undervisningen som et læringsredskab. Når børn og unge ikke lærer om mobilen og med mobilen, ja så er det klart, at både elever og lærere forstår mobilen som noget, der hører fritiden til.
 
De allerfleste børn og unge kommer imidlertid til at skulle bruge mobilen som et kommunikationsmiddel i deres arbejde som voksne. Hvordan udvikler de allerede nu arbejdsrelaterede kompetencer, så de kan samarbejde online, så de kan kombinere og vurdere information fra mange kilder, og så de selv kan skabe indhold og forstå, hvilke sammenhænge det delte indhold indgår i? Den udvikling kommer ikke af sig selv, den skal læres. Skolen risikerer at svigte elevernes kompetenceudvikling, når de undlader at udvikle undervisning, der har mobilen i centrum. Et mobilforbud vil gøre den undladelse legitim.
 
Modstandere af mobilforbud taler ofte om, at skolen i stedet for forbud skal satse på at lære eleverne digital dannelse. Sådan som begrebet udmøntes, ligger det helt i forlængelse af perspektivet på mobilen som noget, der drejer sig om fritiden. For digital dannelse ses især som et spørgsmål om gøre eleverne mere bevidste om, hvilke billeder man må (og måske især ikke må) uploade og dele online, hvordan man holder en god tone på sociale medier og undgår at blive snydt i nethandel. Den form for digital dannelse gør eleverne til dygtigere forbrugere i fritidens underholdnings- og kammeratunivers, men ikke nødvendigvis til mere oplyste borgere eller gode til deres erhverv.
 
Debattens syn på undervisning
Mobilen forstyrrer undervisningen og gør eleverne ufokuserede på det, de skal lære i timerne. De synspunkter går igen som argument for forbud og regulering af mobilbrug i skolen. Synspunkterne er også dokumenteret i nogle undersøgelser. Synspunkterne rummer samtidig et særligt syn på, hvad undervisning er i skolen.
 
Undervisning ses som klasserumsindlæring, hvor læreren er den tydelige leder af, hvad der skal læres, hvordan der skal læres, og hvilke elever, der skal lære hvad. Den slags undervisning ligner grundliggende den, vi kender fra skolevæsenets start. Computeren kan ganske vist tændes i bestemte afgrænsede intervaller og være en nyttig teknologi til at søge information om bestemte emner i et fag. Men brugen af den ændrer ikke fagets indhold eller ved organiseringen af undervisningen.
 
Med sådan et perspektiv på undervisning er det et helt reelt pædagogisk og fagligt problem, at eleverne er blå i ansigtet – ikke fordi de koncentrer sig om at regne ligninger, men fordi de checker FB. Det er også klart, at den form for undervisning kan sætte eleverne i et krydspres, fordi mobilen er med som fritidens sleeping partner i en læringssituation, hvor mobilen er forbudt, illegitim eller marginal.
 
Mobilen bruges kun i meget begrænset omfang i undervisningssammenhænge, hvilket er en skam, når mobilen potentielt kan være et rigtig godt læringsredskab. Foto: Ritzau Foto
 
At inddrage mobilen som et læringsredskab i skolen udfordrer den kendte forståelse af, hvad god undervisning er. En række undersøgelser viser, at mobile læringsredskaber især fungerer godt, når undervisningen foregår uden for skolens vante rammer, når eleverne samarbejder om at løse en opgave, og når eleverne selv har indflydelse på, hvad der skal læres og i hvilket tempo.
 
For eksempel fungerer mobile læringsressourcer godt til at lære om naturen i naturen: Eleverne kan tage billeder, optage lyd, skrive beskeder og dele indhold undervejs, bruge geolokalisering og tjekke information online. Så længe undervisningen undlader at inddrage den mobile lærings pædagogiske muligheder, bliver det naturligvis svært at udvikle mobile læringsredskaber – og de tilhørende forretningsmodeller.
 
Det kræver vovemod, solid kompetence og tydelig opbakning fra skolens ledelse, for at en lærer inddrager mobilen som et læringsredskab på lige fod med blyant, bøger og den stationære computer. Det gør det, fordi mobil læring let rokker ved forestillingen om, hvad god undervisning er, og hvordan den organiseres. I den situation er regler om mobilbrug en reel hjælp til den enkelte lærer. Omkostningen er, som nævnt, at eleverne så heller ikke udvikler afgørende kompetencer, de kan bruge fremover.
 
Hvad bliver det næste?
Debatten om mobilbrug har klare træk til fælles med tidligere debatter om nye medier. Heldigvis viser den lange debathistorie også, at mediet efter nogen tid mister nyhedens interesse og bliver hverdag. Det er ofte i den fase, at nuancerne, mellemregningerne – og dokumentationen – vinder frem. Man kan jo håbe, vi snart får et nyt medium at diskutere, der kan nedgradere mobilens position som det medium, vi er fælles om at være mest uenige om.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job