De retoriske tricks og kneb i valgkampen 2015
Dette udspekulerede vrøvl vil du høre de næste tre uger

Skrevet af

Christian Kock
Professor

40 artikler

0 indlæg

Hvilke retoriske tricks og manøvrer vil vi få at se i valgkampen? Her er en oversigt over nogle af dem, som vi kan forvente at opleve rigtig mange af de næste tre uger.
 
Valgkampen er gået i gang. Forvent rigelige mængder af udspekulerede vrøvl de næste tre uger.
 
Sloganagtige floskler og floskelagtige slogans
Valgkampen vil blive mere og mere domineret af dem, efterhånden som valgdagen nærmer sig. De udmærker sig først og fremmest ved, at de er a) meget uklare og/eller b) rene selvfølgeligheder.
 
”Det skal kunne betale sig at arbejde” – det er et princip, som de fleste nok i én eller anden forstand kan skrive under på, men hvad betyder de begreber, der indgår i det? Hvornår kan det ”betale sig” at arbejde? Hvor stort er problemet (hvis der er et)? Hvad vil man gøre ved det? Hvordan vil det virke?
 
”Det Danmark, du kender”. Ja, hvad med det?? Hvad handler det konkret om? Er alt, hvad vi kender, godt? Skal intet laves om? I modsat fald: Hvad? Hvorfor? Hvad vil man bevare? Hvorfor?
 
Angreb på modparten frem for argumentation for egen politik
Man skal f.eks. blot have hørt en typisk debat mellem Thorning og Løkke for at have oplevet, at det meste af det, vi borgere og iagttagere får som erstatning for politisk argumentation, er angreb på den anden blok (og især angreb på den anden bloks statsministerkandidat). Ikke argumenter, der understøtter den talendes egen politik.
 
Og angrebene har ofte én af disse former:
 
1. Personangreb. Mediernes dominerende interesse for de politiske personer frem for de politiske problemer bevirker, at en stor del af taletiden går med, at man nedgør en ledende modstanders kompetence, hæderlighed, private omgang med penge osv. På den måde kan man som politiker (og debattør i det hele taget) opnå promovering i medierne. Det kedelige ved denne type debat er, dels at den tager tid fra de reelle problemer, dels at den ikke blot nedsætter den angrebne politikers troværdighed, men også politikernes troværdighed i det hele taget – inklusive angriberens egen.
 

 
2. Faktafnidder og faktafusk
Det handler om, at man slynger tal og fakta ud, som enten er forkerte eller – det er det almindeligste – er håndplukkede, sådan at de giver et uklart eller misvisende billede af, hvad der er tilfældet. Det kommer især af, at man ikke får at vide, hvad de brugte betegnelser især dækker, hvilke poster tallene indeholder, og hvilke de ikke tager med. På den bliver det hele uklart for os andre, og man mister lysten til at høre på tal. Det er faktafnidder. Det kan også gå så galt, at man får et misvisende billede af virkeligheden. Det skyldes især, at man ud fra det sagte tror, at sagen forholder sig på en bestemt måde, men det gør den bare ikke. Men på den anden side er der heller ingen, der direkte har påstået det. Det er faktafusk.
 
S håndplukker de tal, der passer med budskabet i ny kampagne mod Løkke
 
3. Stråmænd
Man laver en ”stråmand”, når man påstår - eller lader som om - ens modparter har standpunkter, de ikke har. Og derpå nedgør man disse falske standpunkter. Det typiske er, at man gør stråmandsstandpunktet meget mere ekstremt end det standpunkt, modparten faktisk har.
Man kan også lave stråmænd ud af modpartens argumenter for deres standpunkter (hvis de ellers har nogle argumenter). Det består i, at man forholder sig til en forfalsket udgave af modpartens argument – gerne én, der er meget svagere end den sande udgave. Stråmænd i den politiske debat har det til fælles med motivspekulation, at man drejer debatten hen på at tale om, hvor dum og dårlig modparten er – i stedet for det væsentlige.
 
4. Motivspekulation
Det vil sige, at man kommer med påstande om modparters skjulte motiver til deres forslag og udtalelser – i stedet for at forholde sig til indholdet af dem og argumenterne for dem. Især kan vi forvente at høre noget i denne retning: ”Det siger de kun, fordi de er bagefter i meningsmålingerne, og det vil de lede opmærksomheden væk fra med det hér”. Eller: ”Det her foreslår de kun, fordi partiet X har hentet stemmer fra dem i den senere tid, og dem prøver de nu at få tilbage”.
 
Det dumme ved motivspekulationer er: 1) Skjulte motiver hos modparterne kan man i princippet ikke vide noget om, og 2) Selvom man kunne vide noget om skjulte motiver, er det ret ligegyldigt, hvad de er - det er vigtigere, om de forslag og udtalelser, som man forholder sig til, er kloge eller dumme. Det vil sige: Vil dette forslag have gode virkninger? Indeholder denne udtalelse gode argumenter? Og 3) Motivspekulation gør netop det, som ”motivspekulanterne” selv anklager deres modparter for: De tager opmærksomheden bort fra det væsentlige – det vil sige landets problemer, forslagene om at gøre noget ved dem og argumenterne for eller imod disse forslag. Desværre medvirker mediernes politiske kommentatorer dagligt til, at den politiske journalistik og debat i høj grad består af motivspekulation.
 
 
5. Udenomssnak
Det er udenomssnak, når man ikke forholder sig til de kritikpunkter og modargumenter, man stilles overfor. Udenomssnak falder stort set i to store hovedkategorier. De kan kaldes: A) De svarer slet ikke og B) De taler udenom.
I kategorien A) De svarer slet ikke har vi bl.a. følgende tricks:
 
A1. Undvigelse af hypotetiske spørgsmål. Det vil sige spørgsmål af typen ”Hvad nu hvis … hvad gør du så?”. Spørgsmålet går jo på ”hvad gør du så?”, men ”svaret” består gerne i, at politikeren kommenterer hvis-sætningen i stedet for. F.eks. ved at benægte at den kan blive aktuel.
 
A2. Kritik af spørgsmålet eller kritikpunktet. Ideen er, at sådan et spørgsmål slet ikke burde stilles. Man får dog sjældent at vide hvorfor. Et beslægtet trick er at karikere det stillede spørgsmål frem for at svare på det - og derpå ikke svare på det.
 
A3. Spekulation i spørgerens eller modstanderens motiver. Især når en politiker stilles overfor et kritikpunkt eller modargument, der kommer fra politiske modstandere, består ikke-svaret ofte i, at man i stedet spekulerer i, hvilke underlødige motiver disse modstandere kan have til at komme med den slags. Derved kan man især undgå at forholde sig til indholdet af, hvad en modpart foreslår eller mener, eller til argumenterne for det. Især kan vi i valgkampen forvente at høre noget i denne retning: ”Det siger de kun, fordi de er bagefter i meningsmålingerne, og det vil de lede opmærksomheden væk fra med det hér.” Eller: ”Det her foreslår de kun, fordi partiet X har hentet stemmer fra dem i den senere tid, og dem prøver de nu at få tilbage.”
 
A4. Kritik af spørgerens eller modstanderens inkonsistens. Det består i, at man angriber diskussionspartneren for at mene noget andet, end de har gjort før, eller noget andet end deres partifæller mener, eller lignende - kort sagt hævder man, at de er skyldige i en art selvmodsigelse eller anden påstået inkonsistens. Så kan man måske undgå at svare på det, de faktisk siger.
Det er fra vælgerens synspunkt ikke et særlig nyttigt bidrag til debatten. Problemet er, at det vigtigste for en vælger er, om et forslag eller et standpunkt er godt eller dårligt – ikke iom man har haft det hele tiden, eller om éns partifæller har det, eller om de andre i hhv. rød eller blå blok har det.
 
A5. Modangreb i stedet for svar. Slet-ikke-svaret kan bestå i, at man i stedet kommer med et modangreb mod modstandernes politik – frem for at svare på argumentet imod éns egen politik. Statsministerens spørgetimer har i enorm grad været præget af dette trick. Den seneste spørgetime inden valget (den 19. maj) indeholdt en serie eksempler på, at Løkke udspurgte Thorning om størrelsen af personale-reduktioner blandt offentligt ansatte i hendes regeringstid.
 
Det virkede ret tåbeligt, idet Løkke kendte alle svarene på fingrene, hvorimod Thorning ikke kunne forventes at have de præcise tal i hovedet. Men Thornings ikke-svar bestod gang på gang i, at hun i stedet angreb Løkke for Venstres manglende økonomiske plan og for, at han med sin ”nulvækst” ville skære endnu mere ned.
 
A6. Affejning. Til kategorien ”De svarer slet” ikke kan vi også medregne det trick, at man affejer et spørgsmål eller modargument, f.eks. ved blot at sige ”Det må jeg klart afvise” eller lignende – som Fogh var en mester i. Og i hans tid var de fleste journalister imponerede og åd det råt.
 
I hovedkategorien B) De svarer udenom har vi også en lang serie tricks. Alle tricks’ene i denne kategori har det til fælles, at de til en vis grad besvarer eller berører spørgsmålet – men de glider uden om kernen i det. De taler i stedet om noget, der har lidt med spørgsmålets emne at gøre – noget, som ligner eller er forbundet med det på en eller anden måde, men som alligevel ikke er det der blev spurgt om.
 
En presset Løkke Rasmussen svarer udenom.
 
B1. Partielle svar. Hvis spørgeren eller modstanderen har været så tankeløs at fremføre flere svære spørgsmål eller kritikpunkter i én replik, så vil politikeren typisk svare på det, som er nemmest at svare på, og satse på, at de mere ubehagelige kritikpunkter imens er blevet glemt.
 
B2: Stråmandssvar. En af de hyppigste typer af disse udenomssvar minder om ikke-svarene: Den består i, at man svarer på et spørgsmål eller kritikpunkt, som man selv har konstrueret, og som ligner lidt - men som ikke er blevet fremført. Piet Hein kalder ”at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå”.  
 
Derefter fejer man det vanvittige kritikpunkt eller spørgsmål af banen. Det er med andre ord en form for stråmand – dvs. et selvlavet, falsk billede af, hvad éns modstandere mener. Det hører vi hele tiden. En interessant variant der minder om stråmands-svar, er, at man omfortolker det kritikpunkt, man konfronteres med, så det for eksempler kan opfattes som værende ros og ikke ris. Det er f.eks. noget, Anders Samuelsen er god til.
 
B3: Forskydninger. En stor gruppe af udenomssvar er dem, hvor politikeren foretager en forskydning af emnet for spørgsmålet. Man kan forskyde i flere retninger.
 
B3a. Hvis et spørgsmål f.eks. lyder: ”Hvad vil jeres parti gøre ved problemet X?”, så kan forskydningen for det første bestå i, at man snakker hvad om, hvad éns parti har gjort ved problemet X (frem for hvad man vil gøre). Det er et eksempel på en tidsforskydning. Den omvendte manøvre er lige så hyppig: Hvis man kritiseres for noget, man har gjort, svarer man angående det, man vil gøre.
 
B3b. Men man kan også forskyde ved at tale om, hvad andre gør (eller ikke gør - især når det handler om politiske modstandere); det kan kaldes en aktørforskydning.
 
B3c. Det er også meget brugt at forskyde emnet ”opad” - op til det helt generelle niveau, og i belejlig grad væk fra det konkrete problem eller kritikpunkt, f.eks. ved at svare ”Ja, vort land har i det hele taget mange problemer i denne tid”, når man spørges om et konkret problem. Det kan kaldes en niveauforskydning.
 
B3d,e,f, …Der er mange flere typer af emneforskydninger, hvor man svarer på noget andet end det, der spørges om - men dog noget, der på en eller anden måde ligger tæt på.
 
Det, man opnår med alle disse forskydninger, er at slippe for at svare - men sådan, at kun de færreste opdager, at man svarer udenom. Det er jo det, der generelt er meningen med forskydninger: De skal hjælpe med til, at man får snakket sig uden om det svære punkt i spørgsmålet – men sådan, at det ikke lige springer i øjnene.
 
B4: Vaghed. Nært beslægtet med forskydninger er udenomssvar, der glider af ved hjælp af vage betegnelser og begreber, som man ikke kan få greb om.
 
I det hele taget er vaghed og ukonkrethed nogle af den udenomssvarende politikers bedste venner. Det er f.eks. meget almindeligt at angribe bestemte holdninger og tendenser i samfundet - men når det gælder om at konkretisere, hvad disse forkastelige holdninger præcis består i, og især hvem der egentlig har dem, så viser det sig gerne, at man ikke kan sige det - der var tale om adresseløs kritik. Det er f.eks. let at kritisere de mennesker i det danske samfund, der lider af ”krævementalitet” – forudsat man ikke definerer, lige præcis hvad der skal til, for at fastholdelse af berettigede krav glider over i ”krævementalitet”, og dernæst identificerer, hvem der udviser en sådan mentalitet.
 
Under denne kategori hører også svar der går uden om svære spørgsmål elller kritikpunkter ved at falde tilbage på floskelagtige slogans (på amerikansk: ”talking points”) – se ovenfor. Alle disse slagord og floskler og ”talking points” har det til fælles, at enhver næsten kan lægge alt, hvad de vil, ind i dem. Og i og med, at de dominerer debatten, bliver der desto mindre opmærksomhed til det væsentlige: Danmarks og verdens problemer.
 
B5: Trivialiteter. Sådan kan man kalde det, når politikere i stedet for svar disker op med velkendte og ubestridte, almene sandheder omkring en sag - uden at berøre det kritiske punkt, de bliver spurgt om. Det kan både bestå at flade almindeligheder såsom et er typisk noget en statsminister kan finde på. Eller man kan levere en ren beskrivelse af nogle aspekter af den omdiskuterede sag - men ikke dem, der er rejst tvivl om.
 
Skal man dømme efter politikernes hidtidige performance, udgør dette hovedparten af, hvad vi kan vente. God valgkamp!
 
Spot faktafnidder og udenomssnak under #fv15 på Twitter.
 
-
 
Denne artikel bygger på bogen De lytter ikke af Christian Kock og Magnus Boding Hansen, som er under udgivelse på Hans Reitzels Forlag.

Man kan også læse Christian Kocks bog 'De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat'. Gyldendal 2011, ny opdateret udgave 2013.
Desuden anbefales artiklen "Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar" af Jonas Gabrielsen, Heidi Jønch-Clausen og Christina Pontoppidan i tidsskriftet Journalistica - Tidsskrift for forskning i journalistik 2011.1, 112-132, samt serien 'Udenomssnak', redigeret af Magnus Boding Hansen, på webmagasinet ræson.dk.
 
Research 
Oktober 2014: For sjette gang udsender bureauet Radius Kommunikation en analyse af forskellige faggruppers troværdighed. 993 danskere i alderen 18-65 har svaret. Og endnu en gang indtager faggruppen ”politikere” bundplaceringen med en gennemsnitsvurdering på 2,11 (på en skala fra 1 til 5). Ikke nok med det: Næsten hver gang, en sådan undersøgelse er blevet foretaget, er politikernes karakter faldet, som man kan se det af denne række: 2009: 2,56. 2010: 2,24. 2011: 2,38. 2012: 2,19. 2013: 2,12. 2014: 2,11. Pinlige tal, når man tænker på, at den absolutte bund er karakteren 1 (0 kan ikke gives). Og et hastigt fald! Kun ét år (2011) var der fremgang, straks afløst af tilbagegang. Og kun én faggruppe har på et tidspunkt ligget nede på samme niveau: spindoktorerne - altså dem, der rådgiver politikerne om kommunikation!
 
Oktober 2014: En undersøgelse udført af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 viser, at mens der i valgåret 2011 var 60 % af danskerne, der udtrykte ’meget stor’ eller ’ret stor’ tillid til politikere, er der i 2014 kun 38 %, der har stor tillid. Andelene i de to seneste målinger er de laveste i 30 år. I 2005 og 2007 havde 70 % stor tillid.
 
December 2014: TNS Gallup har for Berlingske fået et repræsentativt udsnit af danskerne til frit at nedskrive det første, som falder dem ind, når de tænker på vores politikere. Berlingske har derefter manuelt gennemgået alle de 1.014 besvarelser. 754 danskere skriver noget negativt og grimt om politikerne, mens kun 75 skriver noget positivt. Resten skriver noget neutralt. Forskellige varianter af »utroværdige« er det ord, danskerne oftest nævner. Dernæst følger bl.a. »levebrødspolitikere«, »populisme«, »spin«, »snak«, »løgnere«, »børnehave«, »mudderkastning« og »egoisme«, »skandaler«, »grådige«, »plattenslagere«, »korruption«, »taburetklæbere«, »snyltere«, »snyd«, »bedrag«, »svindlere«, »nasserøve«, »uvederhæftige«, »vendekåber« og »klaphatte«. Positive beskrivelser af politikerne er der næsten ingen af. 59 pct. af danskerne finder, at politikernes niveau er blevet dårligere over de sidste ti år, kun 3 % synes, det er blevet bedre. Én har blot skrevet »bvadr«.

Marts 2015: Analysebureauet Wilke har for Avisen.dk givet 1.059 repræsentativt udvalgte danskere valget mellem forskellige beskrivelser af dansk politik. 41 % opfatter den som ”et slagsmål, der handler om at mistænkeliggøre og svine politiske modstandere til”. 32 % opfatter først og fremmest dansk politik som ”en kampplads, hvor ideologiske forskelle mellem fløjene står i vejen for løsninger af påtrængende samfundsproblemer”. Kun en fjerdedel opfatter dansk politik som ”et forum, hvor der findes løsninger på påtrængende samfundsproblemer på tværs af partiskel”.
 

Relaterede artikler

Løkke, en af vore egne? - En huggende stil uden konsekvens. Lars Løkke lyder som Fogh på en dårlig dag. Det er skidt. For en retorisk grundregel e...
Her kommer Messerschmidt marcherende - DF´s tidligere enfant terrible, Morten Messerschmidt, har begået den største valgmæssige bedrift i dansk EU-historie ved...
Løkke lykkes - Næsten alle er enige: Statsministerens nytårstale var stærk. Lars Løkke Rasmussen er ikke en mand, der normalt høster ro...
Samuelsen laver en Bertel med fuld skrue - Anders Samuelsen laver en avanceret Bertel. Hermed sætter Samuelsen en ny standard for politikerprotest mod pressen. For...
Lille mand, stor kanon - I fredagens første valgduel på TV2 kører Løkke effektivt frem med en ordentlig kanon af en elefantbøsse, men skrider i s...
Med løgn skal land bygges - Vi står på tærsklen til en ny, politisk æra, hvor sandhed ikke længere har nogen større betydning. I post-truth politics...
Debatkultur i dagens Danmark - Inspireret af professor Christian Kocks forskning og seneste bog, ”De svarer ikke – fordummende uskikke i politisk debat...
Vi sætter. Også punktummer. - De Radikales nye punktum-kampagne er en sprogligt overmodig forvanskning af den gamle punktum-kampagne. Derfor er den og...
DONG-salget: Hvad vægter mest – de økonomiske eller de moralske argumenter? - Debatten om salget af 19 procent af DONG Energy til Goldman Sachs giver mindelser om den gamle talemåde, hvor højden på ...
Spørgsmål journalisterne burde stille - Jeg har længe arbejdet på at sætte fokus på danske politikeres problematiske udenomssvar. Men når samtaler mellem politi...
Tale og tavshed. Retoriske, postkoloniale og affektive perspektiver på hvidhedsdebatten - Specialet argumenterer for, at Retorik som faglig disciplin med fordel kan inddrage postkoloniale og affektive fagområde...
Rødt kort til de politiske metaforer i arbejdstøjet på den lange bane - Først var de morsomme. De var kreative og friske. De fik os til at tænke 'wow!'. Men så blev de gentaget igen og igen og...
Prøv med Løkke-er-et-fjols-strategien - Det ligner en umulig opgave. Men når først Socialdemokraternes valgmaskine for alvor går i gang, så er det de tunge skyt...
Bekymrer de sig virkelig om os? Eunoia og moderne politisk troværdighed - ”Troværdighed”, ”folkelighed”, ”oprigtighed”, ”kompetence”, ”karisma”, ”autencitet”, og ”stærkt lederskab”. For politike...
DF-retorik for begyndere - Med udsagn som "Hvis der ikke er råd til at holde jul for ældre på plejecentre, så må vi stoppe indvandringen" har lekto...
Helle har din ryg - Thornings 1. maj-tale er ikke noget mesterværk af en levende, inciterende, inviterende tekst. Her er stadig for mange sl...
Trends i valgkampen på de sociale medier - Valgkampen er sat i gang. Traditionen tro foregår der nu et forhindringsløb over lygtepæle og plankeværker for at få hæn...
Alt om politik og samfund - Du kender Lars og Helle ud og ind, men du kan også både navn og politisk ståsted på europæiske og amerikanske politikere...
STOP den politiske floskelfabrik - Budskabsbanaliteter tegner valgkampen. Velkommen til floskelfabrikken og præfabrikerede, selvindlysende politiske onelin...
Valget sker på Twitter - Fokuseringen på sociale medier har aldrig været større i en valgkamp. Samtlige partier og langt de fleste kandidater sat...
Hvad skal vi med valgtest? - Har du taget en kandidattest endnu? Du ved, en af dem, hvor du bliver spurgt om din mening om alt muligt, og så bliver m...
Post hoc! - En valgkamp er et ground zero for logiske fejlslutninger. Nogle går efter manden i stedet for bolden, og andre bruger fr...
Den feje flygtninge-fejlslutning - Udlændingekortet er i den grad blevet brugt i valgkampen, hvor politikerne konkurrerer om, hvem der kan stramme mest op ...
1-2-3 momentum - Partier bevæger sig altid i en hastighed. Det kan gå frem eller tilbage: De kan have mere eller mindre fart på. Hvordan ...
Hvorfor politikere taler som de gør - Her er en oplysende, kompetent og velskrevet introduktion til begrebet framing i politisk kommunikation. Forfatterne lev...

Giv din stemme

29 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 3. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.