|
Danskerne er storforbrugere af antikultur
Mod Candy Crush kæmper selv guderne forgæves

Skrevet af

Jacob Skyggebjerg

2 artikler

0 indlæg

Kulturen må godt kunne noget. Den må godt ville noget. Den skal ikke nødvendigvis være uskadelig, den må godt røre ved noget. Den må godt være en håndgranat. Eksplosiv. Forfærdende. Det må den godt. Det er en løgn, at den ikke må.
Vi er gennem års indoktrinering til åndelig ladhed blevet gjort afhængige af de små smileys, der græder af grin. Man tør ikke røre ved noget, der ikke bærer den etiket. Man tror ikke, man har evnen. Situationen er resultatet af en ikke særlig avanceret mekanisme, der godt kan udnyttes omvendt.
 
Det er en løgn, at kulturen skal være blød og rar og lyserød. Ligegyldig. Man må godt kunne stikke sig på den, mærke den. For så virker den. Så påvirker den. Så eksisterer den. Den forlanger, at man forholder sig til den. Kulturen.
 
Billede fra musicalen Hairspray. Blød, rar og lyserød kultur.
 
Hvis vi ser kultur, der ikke rører ved noget - kultur, der ikke søger at gøre mere end at bistå flest mulige borgere med den mængde serotonin, der er nødvendig for, at de kan klare sig gennem endnu en dag uden at kny - så er det antikultur, vi har med at gøre. Den statsautoriserede kultur. Vi kan være sikre på, at det er et stykke kultur, der vil få thumbs up fra statens side: "Sådan, stor kunst!", vil der blive sagt.
 
HEART af Per Kirkeby. Stor kunst.
 
Omvendt kan vi være sikre på, at oplever vi noget, der vil drive djævle ud, der vil berøre, der vil skabe åndelig brandstiftelse - kultur, der kunne risikere at sætte noget i gang i borgeren - har vi at gøre med prokultur: Kultur, der ønsker at tjene kulturens formål. Der ikke som antikulturen blot foregøgler at ønske det. Antikulturen snyder forbrugerne, og bilder dem ind, den giver dem noget. Og heri ligger problemet.
 
Prokultur vs. antikultur
Prokulturen er i borgerens interesse. Antikulturen i statens. Derfor foranstalter staten kulturelle magtcentre, der kan vende tomlen ned overfor prokulturen, der stikker fingrene i ørerne og laller en melodi for ikke at skulle høre på prokulturen, og den opfordrer borgeren til at gøre det samme. Opfordrer er måske så meget sagt, taget i betragtning at al sund fornuft jo siger, at forholdet mellem stat og borger er som forholdet mellem forælder og barn. 
 
Det er i statens interesse, at folk æder sig mætte i antikultur. At de vælger komfort. Magelighed. I fladskærme med flotte farveeksplosioner kan folkets kulturbehov holdes fuldt dækket af Paradise Hotel. Ligegyldigheden kan bestå. Folket må holdes tanketomt. Deres kulturadgang må reguleres, giv dem lidt om tidens terrororganisationer, lad dem, hvis de absolut skal, beskæftige sig med noget, blive forargede over det.
 
Kulturbehovet dækkes af Paradise Hotel.
 
Lad deres kulturtilbud begrænse sig til det. De må for alt i verden ikke komme til at kende til mennesket. De må ikke kende sig selv. De må ikke interessere sig for mennesket, ikke interessere sig for sig selv. De skal kun interessere sig for statens ve og vel. Giv dem en virkelighed, hvor betjente er helte, og hvor USA gang på gang redder verden. Hovedpersonen i The Martian er på intet tidspunkt rigtigt i fare, en lille smule romantik og et dårligt forhold til en teenagesøn på Jorden er der plads til. Nogle flotte effekter, en hurtig løsning på det hele og så den obligatoriske lykkelige slutning. Det er stor kunst!
 
Komikeren i ballongyngerne
Således støtter og fremhæver man antikulturen. Det handler om at male et Lille Per-billede. Kulturen, som for eksempel siger, at i Danmark er alting godt, fordi vi har demokratiet. Vores største problem er ungernes utilfredshed i tilfælde af skilsmisse, at vi ikke kan få fred fra deres utilfredshed, så vi kan tjene staten. Det er den stakkels hårdtarbejdende voksnes liderlige elendighed, som vi skal mærke; det er en grundingrediens i ethvert dansk tv-drama. Det er en rendyrket propaganda-kultur.
 
For man opdrages gennem kulturen, ergo må kulturens formål på de kulturelle magtcentres præmisser være at holde borgernes tanker begrænsede, sådan at der er kontrol. På DR3 hænger en småfed Youtube-komiker og skriger i en ballongynge i Tivoli. Det, siger man, er sjovt. Det er en måde at gribe opsendelsen af den første danske astronaut an på. Kan vores kære komiker klare trykket, når gyngen svinger? Kulturen må kun give folk det lidt, de har brug for, ikke mere.
 
Kulturen ønskes begrænset til radioens playlisteudvalgs mekaniske potpourri: Et udsnit af katalogerne fra Sony og Universal, her eksemplificeret ved omkvædet fra Justin Biebers Sorry: “I'm sorry yeah, Sorry yeah, Sorry, Yeah, I know that I let you down, Is it too late to say I'm sorry now?”
 
Ecstasy og homosex til folket
Fælles for antikulturen og prokulturen er, at de indtager og fylder den plads, kulturen har i vores samfund. Alle har behov for kultur. Se det som menneskets behov for ernæring. Man kan nok æde sig mæt i junkfood og anden ragelse, man kan nok bilde kroppen ind, at man tilfredsstiller dens behov, men der går ikke længe, før den atter begynder at klage sig.
 
Modellen Cara Delevigne med en stor burger.
 
Kroppen kan ikke nøjes, den kan ikke leve af sukker og fedt alene. Det er ikke næring nok. Man bliver lad, man bliver deprimeret, uduelig. Man bliver mindre menneske. Og man halser efter mere sukker, mere fedt.
 
Derfor behøver komikken i dag heller ikke længere at være sjov, den skal blot leveres med en påstand om, at den er det, vedlagt tre små smileys, så springer folk på, tvinger en latter frem og kvitterer med endnu tre smileys, der græder af grin.
 
Folk bruger gerne 130 kroner på en biografbillet til en intetsigende falde-på-halen-komedie, fordi det er det korrekte. Fordi et anmelderkorps på ubegribelig vis er blevet enige om, at den er skide sjov, og altså bare skal opleves i 3D. Og folk går gerne ind og pick-n-mixer en slikpose til en halvtredser oveni for så at komme ud af mørket to timer senere, gispende efter noget at fylde deres hjerner med, men ude af stand til selv at forstå det.
 
Tre 40-årige mænd på deres livs rutsjebanetur, huha-tjuhej, lidt ecstasy og lidt homosex og lidt tømmermænd, for satan, hvor er det vildt, og så ind i bilen og hjem til konen og kagerullen og hverdagen, for den er jo i sidste ende også god og vild nok. Jaja, hjem og tilgives, hjem til den kunstige fornuft og den lykkelige slutning. Det er dårlig sex med orgasmen som eneste formål. Noget, der bare skal overståes. Folk logger på Facebook og laver et opslag om, at de har været i biffen efterfulgt af tre smileys, der græder af grin.
 
 
Tømmermænd i Thailand. Film for store drenge.
 
Man bruger ikke gerne de samme 200 kroner på en roman eksempelvis, der kan holde ens hjerne lykkeligt beskæftiget, og kaster man sig endelig ud i noget så uopnåeligt finkulturelt som en litterær oplevelse, går man i reglen efter det samme snot, man fik serveret i biografen. Man vil have charterferier og lyserøde drinks.
 
Citronbåden i frituregryden
På samme måde som man ikke kan leve af lakridsæg og smattede cheeseburgers fra McDonald’s, kan man åndeligt heller ikke leve af Candy Crush og reality-tv. Gift ved første blik er reality-tv, hvor mennesket skal udstilles, det er ikke et psykologisk eller socialt eksperiment.
 

Billede fra spilvirksomheden Kings lancering af Candy Crush Soda Saga. Getty Image/Bryan Bedder.
 
Lad os se, hvad der sker, hvis vi smider en citronbåd i en frituregryde - skal det oprigtigt kaldes et eksperiment, og er det en pervers nysgerrighed, der ligger til grund for det? Hvor meget man så end kalder det for godt selskab, hvor meget man end pakker det ind, så er næringsværdien stadig den samme. X-faktor er stadig et show henvendt til laveste fællesnævner.
 
Men her kommer så tricket: Hvis antikulturen kan påstå at være prokultur, kan prokulturen også påstå at være antikultur. Kan antikulturen ved at påstå, den er prokultur, få lov at trænge ind og erstatte prokulturen, kan prokulturen ved at påstå at være antikultur også trænge ind og erstatte antikulturen.
 
Gennem forklædning kan man snyde såvel stat som borger. Staten afvæbner sig selv overfor prokulturen, den sænker paraderne, idet den tror, der er tale om uskadelig antikultur, og borgeren springer gladeligt i med begge ben og forventer den sukkerbombe, han/hun gennem antikulturen er blevet gjort afhængig af.
 
En vitaminpille forklædt som slik
Vi må altså pakke prokulturen ind i slikpapir, for mod Candy Crush kæmper selv guderne forgæves. Vi må ikke holde prokulturen tilbage og gøre den uindbydende for et folk, der er afhængigt af fanfarer og amerikansk reklamesprog. Vi må i hemmelighed liste prokulturen ind i dem. Ikke for os, de udøvendes skyld, men for forbrugernes. For børnenes skyld. For naturen og verden. Det må være en del af kulturskaberens pligt at kæmpe for, at kulturen kan opfylde sit formål, at kæmpe for at dens formål ikke opfyldes af antikulturen.
 
Lad os tage politikerne som eksempel på mennesket i det danske samfund i dag. De er jo dog alles ejendom. Vore folkevalgte er for de flestes vedkommende rene produkter af antikultur, de er selv antikultur. Skænd ikke på dem, for de er kun produkter af det kulturelt lammede samfund, og dermed, på lige fod med den almindelige borger, et offer for det. Tog en folkevalgt sig tiden til at sætte sig det mindste ind i mennesket, ville det være umuligt for dem at opføre sig, som de gør. Så uetisk. Så ladt.
 
Men som det hed sig, da debatten om Den hemmelige socialdemokrat kørte i 2014: Vi beskæftiger os ikke med skønlitteratur. Selfies med Obama til Mandelas begravelse, det kan vi, og statusopdateringer på Facebook tilsået med grinende smileys, når der er problemer i baglandet, jo tak. Det er tiden, der er sådan, den hjernelamme antikulturs regeringstid. Men lad os hjælpe dem ud af døsen.
 
Sjaw! Tre politiske topledere til begravelse.
 
Derfor er vejen frem at pakke den gode kunst ind i slikpapir. At snyde forbrugerne til at tro, de i de næste to timer skal ligge og stirre ind i en væg med en sukkerkugle på tungen. Da vil forbrugeren få et chok. En åbenbaring. Forbrugeren vil indse, hvor lidt dens elskede sukkerkugle egentlig smager af. At der faktisk findes nuancer af smag. At den selv har smag.
 
Den vil se på sin skinkepizza med dressing og græmmes: Hvorfor har jeg spildt mit liv indtil nu? Aldrig mere! Nu vil jeg søge udfordring! Ikke flere minutnudler, ikke flere parisertoast! Never will I infect my body with that sheit!

Relaterede artikler

Vi Hygge® os til bedre brands - Vi danskere har patent på hygge. Tror vi. Det startede med et kig på indtjeningsmulighederne på fyrfadslys og plaider – ...
En sofistikeret fuckfinger til magthaverne - Politikerne, reklamebranchen og de multinationale selskaber stod for skud, da organisationen Brandalism kuppede scenen f...
Årets mest læste på Kforum - Vi lærte at spotte Støjbergs retorik, råbe Cityboiske sætninger som 'du er møn Greta, din pel', og at der ikke er nogen,...
Når sjælen er en rotte - Hvad kan vi lære om mennesket, når vi ser 'Op', 'Toystory', 'Ratatouille' og alle de andre bedste tegnefilm? Lilian Munk...
Hvor dumme har vi lov at være? - Gang på gang falder vi kommunikationsfolk i gryden. Vi, som skulle sikre vores kunder en solid indtjening, ejerskab af d...
De prætentiøse er bedre, klogere og mere kreative - Det er helt i orden at være prætentiøs, hævder ny bog. Men hvad nu? Har vi taget eklatant fejl, når vi stemplede alle de...
Konkurrence: Skriv Den Perfekte Artikel - Kan du skrive? Selvfølgelig kan du det! Men kan du skrive Den Perfekte Artikel? Kforum udskriver en stor artikelkonkurre...
På ferie med Pokémon Go - Pokémania har ramt Danmark og resten af verden. Mikkel Freltoft Krogsholm anmelder spillet fra sin ferie i Sydtyskland. ...
Er du lykkelig nok til dit job? - Den britiske sociolog William Davies fremlægger i 'The Happiness Industry: How the Government and Big Business Sold Us W...
Uwe Max MAX MAX - Han udtrykker sig med urin, fæces, sit kønsorgan - og det fører til hyppige anholdelser. Forbilledet Jens Jørgen Thorsen...
Dit begreb om identitet giver mig åndenød - Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhe...

Giv din stemme

22 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: 30. november

Praktikant

Frist: 1. december

Praktikant

Frist: 10. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Content marketing bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.