Når soldaterne skyder med narrativer

Professionel kommunikation kan sagtens være spild af penge. Men hvis du nogensinde har været i tvivl om værdien af god kommunikation, så læs disse cases, hvor alle discipliner inden for kommunikation og formidling tages i brug – under ekstremt besværlige forhold.

Vi besøger danske NATO-soldater i det bjergrige, nordlige Kosovo, som Serbien gør krav på, mens områdets muslimske kosovoalbanere kæmper for at få anerkendt områdets selvstændighed. Men i denne artikel er selve konflikten ikke hovedhistorien.

Det er derimod de kommunikationsstrategier og metoder, som soldaterne anvender i en lang række kampagner på sociale medier og i oplysende reklameindslag. Her er kommunikation selve broen, der skal skabe forsoning og tillid mellem tidligere dødsfjender.

En dansk teamleder, Christoffer (efternavnet må ikke oplyses, red.), taler med unge kosovoalbanere på hovedgaden i Pristina. De lokale har netop fået forevist et KFOR-tv-indslag, og Christoffer indsamler nu reaktionerne, før det besluttes, om indslaget skal redigeres eller sendes, som det er. Til venstre for Christoffer står en albansk tolk, Hetim Bajram. Foto: TV KFOR.

MISSIONEN, METODERNE OG MIDLERNE

Tillid og forsoning er nøgleord for Kim Kristiansen og hans kolleger, som vi møder i Film City i den nordlige del af Kosovos hovedstad, Pristina. Området rummede tidligere filmstudier og er nu omdannet til et hovedsæde for de 5.000 tilbageværende NATO-styrker i Kosovo, KFOR. Her i hovedstaden er den seneste krig i 1998 efterhånden ved at forsvinde i folks bevidsthed, men blot et par timers kørsel mod nord lever befolkningsgrupperne helt adskilt fra hinanden.

Denne bro over floden Ibar i Mitrovica er genopbygget efter alle kunstens regler med EU-støtte, men det er svært at få befolkningen til at benytte broen, fordi der stadig er dybe skel mellem de to befolkningsgrupper. Mod nord bor de ortodoks-kristne serbere, mod syd de muslimske kosovoalbanere. Foto: Esben Ørberg

Da vi senere når nordlandets største by, Mitrovica, oplever vi en by, der er fuldstændig delt i to. Og det skyldes ikke, at floden Ibar deler byen. Der er flere broer mellem bydelene, men stort set ingen benytter broerne. Man holder sig til sin egen gruppe. Serbere lever nord for floden. Kosovoalbanere mod syd.

Det er her danskerne på tyvende år arbejder på at få parterne til at samarbejde.

I den nordlige del af Mitrovica er den russiske præsident Putin umådelig populær. Han pryder plakater overalt. Foto: Esben Ørberg.

Tilbage i Pristina i en af de gamle barakker i filmbyen, hvor danskerne har administrativ base, fortæller major Kim Kristiansen om missionen. Han lyder som en strømlinet, toplønnet strategisk kommunikationsrådgiver i et stort internationalt pr-bureau. Som en mand, der kender alle lærebøgerne i kommunikation og public relations til fingerspidserne.

Men han kender ikke en eneste. Alligevel har den militære uddannelse på Hærens Efterretningscenter i Varde givet ham en knivskarp sans for, hvor langt man kan nå med kommunikation som våben.

Kim Kristiansen var kaptajn hjemme i Danmark, men da hans niveau i KFOR er højere, er Kristiansen forfremmet til major – indtil videre. Foto: TV KFOR.

Succeshistorierne tæller – ikke fejlene

Langsomt, men sikkert er Kim Kristiansen sammen med en lille flok NATO-soldaterkolleger ved at overbevise befolkningen om, at der ikke er nogen fremtid i at blive ved med at hade og chikanere hinanden. Strategien er bevidst brug af kommunikation for at få ændret befolkningens adfærd. Metoden er kampagner. Midlerne er utallige, og der ruttes ikke med sandheden.

"Vi holder os til succeshistorierne. Når folk udtrykker det, som vi ønsker, de skal udtrykke, så redigerer vi og bruger det aktivt. Vi udvælger altså historier, som støtter vores mission. Men vi holder os også til sandheden," siger major Kim Kristiansen.

"Vi har grundlæggende tre opgaver, der gennemsyrer vores psykologiske operationer. Vi skal vise, at vi er her. Vores blotte tilstedeværelse skal være synlig. Vi skal for det andet forsikre folk om, at vi er stærke. Og for det tredje skal vi gøre det klart, at vi bekymrer os om lokalbefolkningen. Folk ønsker sig en normal dagligdag, og den kan vi hjælpe dem med at opnå igen, hvis alle parter accepterer at arbejde sammen side om side."

Missionens barrierer

Når det alligevel går forholdsvis langsomt med at normalisere tilstanden i det nordlige Kosovo, skyldes det ikke mindst, at serbere – støttet af russere – er dygtige til at underminere det tillidsforhold, som KFOR får skabt til Kosovos politi og administration. Russerne støtter serberne i den opfattelse, at Kosovo i virkeligheden er en del af Serbien.

"Russerne og serbere, der ser NATO og KFOR som modstandere, er lige så professionelle i deres kampagner, som vi er. De køber sig også ind på tv-stationerne med reklameindslag, som skal overbevise folk om, at politiet i virkeligheden vil besætte områderne i nord og fordrive serberne, når KFOR trækker sig ud. Intet kunne være mere forkert, men det er altså den propaganda og misinformation, vi er oppe imod. Ofte er russerne faktisk dygtigere end os til at hverve de bedste 'Key Influencers', for eksempel populære unge musikere eller kendte og respekterede kulturpersonligheder," fortæller Kim Kristiansen og fortsætter:

"De russiske budskaber handler om, at 'KFOR er ligeglade med serberne', at 'Vestens økonomiske spekulationer i Balkan er årsagen til den manglende vækst', at 'albanerne er uduelige' og så videre. Russerne udnytter desuden de gamle sår ved at sprede budskabet om, at vesterlændinge generelt vil skade serbernes interesser. Disse fortællinger forplanter sig også i skolernes historiebøger, og desværre har russerne held med at få folk til at tro på løgnene."

Kan man stole på dem, der bombede os?

"Serberne er desuden skruppelløse om at sætte sig i en offerrolle. Ikke blot er de ofre for vestlig udbytning, men det var jo NATO, som bombede i 1999 og velsagtens kan gøre det igen. Dette narrativ ligger underliggende i mange af de serbisk-russiske kampagner," siger Kim Kristiansen. Han sammenligner situationen med et skakspil, hvor vinderen er den, der er bedst til at forudse modstanderens næste træk.

"Hvad er russernes narrativ, og hvordan kan vi bedst imødegå det? Her er Facebook og Instagram de helt store medieplatforme, som vi i en kommende kampagne (som er afviklet, når disse linjer læses, red.) bruger til at lokke russerne og serberne frem på banen.

Vi konstruerer og iscenesætter en række udtalelser, som vi med sikkerhed ved, vil afføde en bølge af vrede og negative kommentarer hos vores serbiske og russiske modstandere. Det er ikke nødvendigvis tydeligt, at vi i virkeligheden ønsker at fremprovokere reaktioner. Derefter indsamler og kategoriserer vi de ophidsede kommentarer og bruger dem til at strikke vores egen kampagne sammen. En kampagne, som tager højde for russernes retorik og derfor vil være svær at imødegå og spolere."

Denne artikel om de psykologiske operationer i Kosovo er blevet til på baggrund af en uddannelsesrejse for danske journalister i Kosovo. Her besøger journalisterne Kosovos premierminister, Ramush Haradinaj, som til lejligheden har fundet det danske flag frem. Foto: Esben Ørberg.

Kampagnen handler om overgangen fra Kosovos sikkerhedsstyrker til en egentlig hærstyrke. Kim Kristiansen fortæller, at netop retorikken er helt afgørende. KFOR-styrken er derfor meget opmærksom på valg af ord.

"Det er ikke op til os at kalde Kosovo for et selvstændigt land, og vi kalder da også grænsen til Serbien for en 'administrativ skillelinje'. For os handler det alene om, at både serbere og muslimer skal acceptere, at de nu engang befinder sig, hvor de gør, og de ikke længere hverken skal slå hinanden ihjel eller være uvenner. Det skal nok lykkes for os, selvom det tager tid at få taktikken til at vise skelsættende resultater," siger Kim Kristiansen.

Uden for premierministerens kontor finder vi disse plakater af samme Ramush Haradinaj, hvorpå han beskyldes for krigsforbrydelser. Foto: Esben Ørberg.

Flag eller ikke flag

På enkelte strategipunkter er den danske major dog uenig med den officielle KFOR-holdning.

"Den internationale KFOR-ledelse vil ikke anskue situationen fra serbernes synspunkt. I nogle situationer er det jo nødvendigt for at komme videre. Det gælder eksempelvis anvendelsen af Kosovos flag. Hvis vi bruger flaget i vores film, slår serberne bak, fordi vi dermed legitimerer tanken om Kosovo som selvstændig nation. Men den konflikt skal vi slet ikke blande os i, og derfor mener jeg, at vi helt skal udelade den unødige provokation, det er at lade flaget blafre i vores indslag."

Kosovos flag symboliserer de seks store etniske grupper, hvoraf albanere og serbere er de største. Kosovo er anerkendt som suveræn stat af 111 af FN's 193 medlemslande, 23 af EU's 28 medlemslande, 25 af 29 NATO-medlemslande og 36 af 57 medlemmer af Organisation for Islamisk Samarbejde. Foto: Pixabay.

Kristiansen medgiver, at uenigheden for ham at se bunder i, om man åbent og aktivt arbejder for Kosovos selvstændighed som nation, som den primære opgave, eller om man først og fremmest har opbygningen af et velfungerende samfund for øje. Kristiansen mener åbenlyst, at det sidste bør være tilfældet. Men ikke alle i den internationale ledelse er enige i dette.

SITIOATIONEN - I GEOPOLITISK PERSPEKTIV

I vores nordiske hjørne af Europa er det ubegribeligt, at naboer kan blive så hævntørstige, at de brænder hinandens huse ned og myrder løs i nabolaget. Men alene i Bosnien blev 100.000 mennesker dræbt i den krig, der fulgte i kølvandet på det kollapsede Jugoslavien i begyndelsen af 90'erne.

Selvom blodrusen for længst har lagt sig, og volden er aftaget i de fleste af de syv nye lande, der tidligere udgjorde Jugoslavien, er det nordlige Kosovo stadig et ingenmandsland uden sammenhængskraft, fyldt af mistro og gammelt nag. Heroppe bruger de tilbageværende NATO-styrker, hvoraf 35 er danske, hverken begreber som 'land' eller 'grænse'. Det ville være selvmord. Det er heroppe i bjergområdet uden grænser, at danskerne ruller den ene psykologiske operation ud efter den anden for at få parterne til at forsone sig. Vi kalder i denne artikel operationerne for kommunikationskampagner.

For at begribe situationen i dette ingenmandsland skal vi tilbage til 1300-tallet. Her er historien om et lands sammenbrud, borgerkrige og det nuværende kludetæppe af ludfattige stater og regioner, som kun langsomt løfter sig efter mishandlingen.

Spor efter slaget på Solsortesletten

Da Jugoslavien faldt fra hinanden i begyndelsen af 90'erne, eksploderede det vestlige Balkan i etnisk had, som havde rødder i det store slag på Solsortesletten i 1389.

Slagmarken Solsortesletten, som fortsat har enorm betydning for mange serbere. De ser slaget i 1389 som selve symbolet på evig ærekrænkelse. Slagets vindere, de muslimske osmannere, er aldrig blevet tilgivet, at de tvang serberne til at leve i 500 år under fremmed herredømme. Foto: Esben Ørberg.

Slaget blev vundet af indtrængende tyrkiske muslimer, osmannerne, som derefter dominerede regionen i de næste 500 år. Taberne var regionens fastboende serbere, som først i 1918 besejrede Det Osmanniske Rige, men aldrig glemte århundreders undertrykkelse midt i deres egen kulturelle og nationale arne. Den permanente offerrolle blev etableret.

Efter 2. verdenskrig oprettede general Tito det socialistiske Jugoslavien og formåede at holde religiøse og etniske konflikter i ave. Men efter Titos død i 1980 brød et utal af små og større konflikter og krige ud i lys lue, og helt galt gik det, da Slobodan Milosevic blev præsident i 1989. Han forstod om nogen at udnytte mange serberes antipati imod især det muslimsk dominerede selvstyre i den nordlige provins Kosovo.

Med store demagogiske evner lykkedes det Milosevic at samle serberne om at straffe de kosovoalbanske muslimer for deres forfædres forbrydelser. Da han samtidig i praksis afskaffede Kosovos selvstyre ved at opløse provinsens parlament, lukke de albansksprogede medier og stoppe undervisningen, lagde han kimen til en borgerkrig, der kulminerede med et tre måneder langt NATO-bombardement af serbiske militære mål i 1999.

Da Milosevic – i det mindste på papiret – accepterede næsten alle NATOs krav, efterlod hans styrker sig et blodbad af myrdede, mishandlede og fordrevne kosovoalbanere. NATO indsatte 50.000 soldater fra 39 lande for at få ro på, og gennem årene har 10.000 danskere gjort tjeneste i det nordlige Kosovo i bestræbelserne på at forlige parterne. I dag er der knap 5.000 tropper tilbage, heraf 35 danske.

Det foreløbigt sidste kapitel i det konfliktfyldte område foregik i 2008, hvor Kosovo udråbte sig som selvstændig nation. Denne selvstændighed har Serbien aldrig anerkendt og har derfor – med russisk støtte - gjort, hvad der var muligt for at underminere Kosovos frihed. Rusland, Kina og fem europæiske lande har – ligesom FN – heller ikke har anerkendt Kosovo. Optagelse i FN har lange udsigter, idet to af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, Kina og Rusland, vil nedlægge veto.

Splittet, fattigt og misrøgtet – men dog fred

I dag er der fred i den sydlige del af Kosovo, hvor flertallet af serberne bor, fordi serberne her lader sig integrere i den nye samfundsstruktur og endda har fået valgt en række serbiske borgmestre.

Men i det nordlige Kosovo er situationen en helt anden. Selvom det gamle had sjældent fører til drab, er der stadig mange voldsepisoder, som ikke alene skyldes, at serberne nægter at anerkende Kosovos institutioner og derfor har bibeholdt en paralleladministration med kommunekontor, postkontor og skoler.

Kosovo er i forvejen Europas fattigste land, og i det nordlige Kosovo er arbejdsløsheden over 50 procent. Dertil kommer omfattende økonomisk kriminalitet, enorme mængder af våben blandt befolkningen og fortsat stor uenighed om ejendomsret til jord.

Det er i dette betændte klima, at de 35 danske soldater opererer for at forhindre fjendtligheder i at genopstå, sikre fri bevægelighed og hjælpe flygtninge til at vende hjem.

Hovedansvaret for sikkerheden overdrages gradvist til Kosovo Police, men NATOs soldater er stadig backup i lyset af 90’ernes krige.

Kim Kristiansen med to kolleger under en øvelse i det nordlige Kosovo i juli 2018. Foto: TV KFOR.

Seks cases fra Kosovo

1. Indsamling af skrald – også i romalandsbyerne

Problem

Indbyrdes mistro i befolkningen. Stort affaldsproblem. Alt flyder.

Mål

At få lokale til at arbejde sammen på tværs af etnicitet og religion – om noget der umiddelbart giver resultat og er til fælles bedste.

Metode

KFOR motiverer til samarbejde mellem miljøministeriet, kommunerne og befolkningen, eksempelvis om miljø og renhold i romalandsbyerne. KFOR køber spots på radiostationen og kommunikerer desuden via sociale medier og ungdomsbladet 4You (se dette). KFOR interviewer lokale, og når de udtrykker noget, som er befordrende for kampagnen, anvendes disse udsagn i det redigerede reklamespot. Når selve skraldindsamlingen foregår, primært udført af frivillige, dækkes begivenheden af en KFOR-journalistuddannet og de tre platforme, som KFOR selv kontrollerer (Ungdomsbladet, Facebook og Instagram).

Resultat

Et hidtil uset sammenhold og samarbejde på tværs af befolkningsgrupperne, fordi man sammen har gjort omgivelserne smukkere og mere behagelige at befinde sig i.

2. Riot Control

Problem

En af KFORs vigtigste opgaver er at støtte det lokale politi, som ikke nyder stor tillid i befolkningen. Det er slet ikke attraktivt at være i korpset. Det skyldes især lave lønninger, den risikobetonede politiopgave og alt for få politibiler. Derfor er det svært at rekruttere til styrken. Desuden føler navnligt serberne ikke, at de tages alvorligt, når de kontakter politiet.

Mål

At det bliver anset for attraktivt at gøre tjeneste i politikorpset. At borgerne oplever tryghed, fordi politiet er neutralt og effektivt. At flere og flere opgaver flyttes fra KFOR til politiet – med parternes accept.

Metode

Voldeligt sammenstød mellem to grupper, som kaster molotovcocktails. Ikke i virkeligheden, men som et stor øvelse med publikum. Meget realistisk med brækkede arme og brandsår. Da situationen eskalerer afbryder politiet kampene og håndterer situationen professionelt. Håndfast, men med stor tolerance. KFOR ses i baggrunden. Denne politiindsats filmes og testes for udvalgte målgrupper, før filmen vises på tv-stationerne. I den aktuelle case forstod godt 70 procent af test-seerne både, at der var tale om en konstruktion, og de accepterede budskabet om politiets neutrale indsats. Både i filmens start og slutning var der tydelig varedeklaration om øvelsen.

Resultat

Der er ikke målt på filmens effekt, men meget tyder på, at filmen og andre tiltag er med til at øge respekten og interessen for politiet.

3. Skolejubilæum

Problem

Der er stadig mange sår at hele i forholdet mellem kosovoalbanere og serbere, men selv når denne konflikt dæmpes, er der utryghed blandt serberne, om hvorvidt samfundet overhovedet fungerer og om KFORs reelle neutralitet.

Mål

Det er formentlig nødvendigt, at KFOR befinder sig i det nordlige Kosovo i endnu en årrække for at leve op til den overordnede mission om ikke at forlade landet, før der er fred og bæredygtige samfundsinstitutioner. Derfor skal serberne opleve tryghed ved KFOR, og tillidsopbygning skal foretages systematisk og vedvarende.

Metode

I denne case står en skole i en serbisk domineret by foran sit 100-års jubilæum. Lærere og forældre vil gerne markere det med festligheder og udgivelse af såvel en bog som et magasin. KFOR hører om dette behov og tilbyder at trykke bog og blad og bidrager dermed til at fejre skolen og skabe en god relation til skolen. Under festlighederne netværker KFOR så meget som muligt og får demonstreret, at der kan være god mening i et civilt-militært samarbejde

Resultat

Umiddelbar og synlig forøgelse af tilliden til KFOR.

4. Forurenende industri

Problem

Ældre industrikomplekser forurener luft og drikkevand og skader medarbejdernes helbred.

Mål

Gennem miljøkampagne at få befolkningen til at tænke og udtrykke, at KFOR gør et godt job, og det giver god mening og større effektivitet, at befolkningsgrupperne arbejder sammen. Bred folkelig opbakning er selve målet.

Metode

KFOR tager centrale og lokale miljøfolk med på helikopterture, hvor de forurenende fabrikker filmes. Filmen har to formål: dels at dokumentere behovet for, at EU afsætter penge til miljøprojekter, og dels at befolkningen bemærker, at de nationale miljømyndigheder – centrale og lokale – gør noget for at stoppe de ødelæggelser af miljøet, som filmen har synliggjort.

Resultat

Tilliden til Kosovos administration øges – både blandt kosovoalbanere og serbere.

5. Trafiksikkerhed

Problem

Dårlig trafiksikkerhed.

Mål

Mange skader kan undgås og liv reddes, hvis trafiksikkerhed og -kultur forbedres.

Ulykkestallet nedsættes betragteligt. Måltallene er forskellige fra område til område.

Metode

Forskellige fortællinger, bl.a. følges en kvindelig færdselsbetjent på arbejde i Kosovo Police, som især serbere opfatter som forfølgere og ikke beskyttere. Det særlige med denne betjent er, at hun er serber. Filmen præ-testes i øjeblikket. Vil serberne acceptere budskabet og acceptere, at deres egne nu indgår i politistyrken?

Resultat

I sagens natur kendes effekten endnu ikke.

6. 4You

Problem

De unge, som ikke selv har oplevet krigen for 20 år siden, er en særlig vigtig målgruppe for KFOR. Mange unge serbere anser kosovoalbanere for at være fjender. De serbiske unge påvirkes af deres forældre, som igen påvirkes af nationalistister, som forsynes med russisk skræmmeargumentation om vestlig økonomisk spekulation.

Mål

KFOR har derfor et ønske om at få de kommende generationer til at bo, leve og arbejde sammen på tværs af etnicitet og religion. Mange budskaber rettes mod unge, som oftest har færre mentale barrierer at nedbryde end deres forældre, som har svært ved at glemme krigene.

Metode

En af metoderne er ungdomsbladet 4You, som er en blanding af harmløse historier om for eksempel popidoler og artikler med strategisk sigte på forbrødring og forsoning. Allerbedst er den journalistik, som indeholder begge dele. Eksempelvis da en ung pige, Artina Hasani, en kendt basketballspiller på topniveau, gik forrest i kampagnen 'I make a difference for the Future of Kosovo'. Hun inviterede andre piger til at spille med på en basketball-skole i Pristina. Desuden spillede nogle af KFORs bedste basketballspillere med. Og det hele blev naturligvis bragt som reportager i 4You.

Se nogle af bladets videoer, hvoraf KFOR har produceret de fleste: http://www.magazineforyou.com/1/videos.php

Ikke alle kampagner lykkes

En ny vejstrækning og en ny bro er under konstruktion, og KFOR ønskede at vise udviklingen af projektet og samtidig vise, at ministeriet for infrastruktur er effektivt og nyttigt. Kampagnen skulle køre under sloganet 'Bridging the Gaps' og skulle imødegå en stigende lokal opfattelse af, at projektet aldrig vil blive færdigt.

Men kort før launch blev ministeren anklaget for både korruption og krigsforbrydelser, og den fuldt færdige kampagne faldt til jorden, før den blev eksekveret.

REDAKTIONELT PS:
Disse artikler er forelagt KFOR, som har haft mulighed for at rette fejl. Dette er sket i enkelte tilfælde.
Artiklernes mundtlige kilder er udelukkende danske soldater i KFOR-styrken. Derfor afspejler udlægningen ikke hele virkeligheden, som den ville have set ud, hvis bl.a. serbiske stemmer havde været hørt. Men konflikterne er søgt beskrevet så objektivt som muligt, bl.a. ved at danskere med særligt kendskab til Balkan har kommenteret manuskripterne.