Journalisternes tre fordummende fejltrin

Jeg vil høre dagens overskrifter i radioen, mens jeg børster tænder. Morgenmaden glider ned, mens jeg ser politiske reaktioner på dagens historier i fjernsynet, og når jeg i løbet af dagen skal undgå akavet kontakt med mine medborgere, så skal der gerne ligge en analyse af dagens begivenheder klar på telefonen. Jeg er masseforbruger af nyhedsmedier og en del af årsagen til, at de danske redaktioner er mere pressede end nogensinde før. Og når efterspørgslen på nyhedsmateriale stiger, så må journalisterne prioritere.

Det bliver normen at tjekke Twitter og Facebook for politiske reaktioner på et udspil frem for at tjekke historiens kilder efter og kigge efter andre vinkler på sagen. Kort sagt: Når efterspørgslen stiger, og ressourcerne er uændrede, så falder kvaliteten. Ikke kvaliteten i min gamle dansklærers forstand, for læseoplevelsen er sjældent ubehagelig.

Med kvalitet mener jeg nærmere det indhold og de (manglende) overvejelser, der ligger bag artiklen. Og hvorfor er dette underskud i indholdsmæssig kvalitet og journalistiske overvejelser så et problem? Fordi det, pressen producerer, påvirker de danskere, der skal lægge sanser til. De danske journalister kan enten gøre danskerne klogere eller dummere.

I 2016 kan Den Korte Avis lægge 149.000 kroners offentlig støtte i deres produktion af tvivlsomt journalistisk indhold, der massedeles på de sociale medier. Uden at stå til ansvar for Pressenævnet naturligvis.

Journalistik uden ansvar er bare business
Lad mig gøre én ting klart: Jeg er en blåøjet presseidealist. Jeg tror på, at medier, der modtager offentlig støtte, har en forpligtelse til at oplyse borgerne. Derfor klappede jeg ikke i hænderne, da TV 2 indkapslede tidens brugerorienterede fiksering med sloganet: ”Dit liv - vores verden”. Min kæbe nåede kun akkurat lige at ramme bordpladen før min pande, da jeg læste, at Den Korte Avis igen i 2016 vil modtage mediestøtte, til trods for at ”avisen” ikke er tilmeldt Pressenævnet.

1234 Redaktionen: "Det der er vigtigt for dig, er vigtigt for os", er den sætning, der har afsluttet de spots for 1234, som vi har sendt de seneste par måneder. Og Nyhedernes nye tagline siger det samme: Dit Liv - Vores Verden.

Jeg er af den normative opfattelse, at medierne har muligheden for at bidrage til oplysningen af samfundets borgere, og det er derfor, jeg bliver lidt livstræt, når jeg falder over artikler og tv-indslag, der helt tydeligt bærer præg af, at journalisten bag ikke er bevidst om, at den historie, som de fortæller, påvirker deres modtagere.

Ret skal være ret: De danske journalister besidder en meget høj grad af professionalisme og er loyale over for nyhedskriterierne. Det betyder, at vi har en objektiv presse. Men hvis vi også vil have en demokratisk ansvarlig presse, så er vi nødt til at supplere de journalistiske nyhedskriterier med viden om, hvilken effekt medierne har på de læsere og seere, der sidder i den anden ende.

Medieeffekter er et komplekst emne med mange faktorer i spil. Nedenfor bringer jeg imidlertid tre simple overvejelser, som nemt kan integreres i den journalistiske arbejdsproces, og som kan bidrage til mere journalistisk ansvarlighed og mindre demokratisk livstræthed.

Kimberly "Sweet Brown" Wilkins fik rigelig airtime for sin optræden i Oklahoma City NBC, da hun undslap en brand i en lejlighedsbygning. Men måske skal journalister være mere opmærksomme på ikke kun at interviewe kvinder, fordi der tilfældigvis ikke er en mand til stede.

#1 Dit kildevalg er magt
Det vil næppe glæde Liberal Alliance, men tager man udgangspunkt i medieforskningen, så er det ikke blot virksomhedsbestyrelser, der kunne have gavn af en kvotepolitik. Et internationalt studie fra 2014 afslørede nemlig, at kvinder gennemsnitligt kun blev citeret i omkring 30 procent af nyhedshistorierne på tv i de undersøgte lande.

Andre undersøgelser viser, at mandlig dominans i politik svækker kvinders interesse for den politiske diskussion, og kombineres denne viden med det forhold, at indvandrere og efterkommere af indvandrere har været markant underrepræsenteret i det danske mediebillede, så er der ikke meget at tage fejl af: Hvis man vil styrke ligestillingen og inddragelsen af minoriteter i samfundsdebatten, så er første skridt at kaste et blik på kønsfordelingen og den etniske diversitet blandt kilderne til ens historie.

En mand, der ikke behøver en lektion i framingens betydning for offentlighedens holdningsdannelse, er George Bush, der startede en krig ved hjælp af en effektiv PR-indsats.

#2 Din vinkel, min holdning
”Dansk Industri vil øge uddannelsers kvalitet med nyt SU-system.” Sådan lød overskriften i en pressemeddelelse fra DI i april. Et par måneder tidligere skrev Politiken og flere andre medier om tænketanken DEA, der havde spurgt de studerende, om de ville prioritere uddannelsesinstitutionernes budgetter eller deres egen SU højest. Det er heller ikke længe siden, at man kunne læse TV 2’s artikel om, at et flertal af danskerne mente, at afværgelsen af et terrorangreb vejede tungere end privatlivets fred.

Mens præmisserne bliver vildere og vildere, bliver man mere og mere træt. For uanset om det er medierne selv, der får Megafon til at lave spekulative rundspørger, eller om det er pengestærke interesseorganisationer, der er på spil, så er det journalisterne, som står med ansvaret. Man behøver nemlig ikke at grave dybt i framing-litteraturen for at vide, at de muligheder, der præsenteres i en historie, er de muligheder, som modtageren orienterer sig efter.

Historier som de netop nævnte skriger derfor på en ansvarlig journalist, der om ikke dropper at skrive en historie på så bizar en præmis, så i det mindste stiller et stort spørgsmålstegn ved antagelsen bag.

I april kunne man læse, at ”Alternativet stormer frem”, mens en Megafon-måling tidligere på året skabte stor opsigt, da Socialdemokraterne blev spået en voldsom tilbagegang. Et nyt studie viser imidlertid, at de fleste af den slags historier ikke bygger på andet end statistisk støj.

#3 ”Alternativet stormer frem. Måske.”
For nogle måneder siden kunne man læse en artikel her på Kforum, der plæderede for nedlæggelsen af journalistuddannelserne. Argumentet var her, at den journalistiske basisviden ikke længere kunne stå alene, når journalister skulle lægge arm med eksperter, lobbyister og andre interessenter.

Kigger man en undersøgelse fra sidste år om mediernes dækning af meningsmålinger igennem, så står dette argument styrket. Her fandt man nemlig, at i to tredjedele af alle undersøgte nyhedshistorier, hvor journalister sammenlignede meningsmålinger, var de sammenlignede tal ikke signifikant forskellige. To tredjedele af historierne baseret på meningsmålinger byggede med andre ord på statistisk støj.

Som en af forskerne bag undersøgelsen har formuleret det, så svarer det til at udtale sig om klimaforandringer på baggrund af en vejrudsigt. Hvis ikke det kan give anledning til en gentænkning af journalistuddannelserne, så ved jeg ikke, hvad der skal til. I mellemtiden er en metodisk konsultation hos en faglært aldrig spildt.

Befolkningens tillid til politikernes gøren og laden har siden 2011 været for nedadgående. Troværdighedsanalyse, Radius Kommunikation.

Det er ikke nyt, at ord har magt. Det er heller ikke nyt, at nyhedsmedierne af samme grund har stor indflydelse på borgernes holdninger og deres deltagelse i den offentlige debat. Derfor ville det også være på sin plads, hvis journalisterne i højere grad gjorde overvejelserne om deres historiers effekt til en del af deres arbejdsproces.