Game of Politics

Serien Game of Thrones er et kæmpe hit - også blandt folk, der ikke normalt tænder på drager, riddere og is-zombier. Måske fordi den i virkeligheden slet ikke handler om drager og magi, men om magt, og hvad den gør ved mennesker. Altså lidt ligesom i dansk politik.
Margrethe Vestager er Petyr ”Littlefinger” Baelish.
 
Margrethe har trukket i trådene og styret finanserne gennem mange år uden at have den formelle magt. Hun er nu stukket af til et fjernt rige for at skabe en ny magtbase der. 
 
Anders Samuelsen er Roose Bolton.
 
Ingen betvivler hans politiske evner eller hans visioner - men ingen abonnerer på hans metoder. Ikke officielt i hvert fald. 
 
Anders Fogh er Tywin.
 
Alle mener, han er et kæmpe politisk talent, men hans største bedrift er at rode riget ud i en dyr krig, primært for at gavne sig selv og sin egen familie. 
 
Joachim B. Olsen er Gregor Clegane.
 
Hans primære opgave er at hærge og sprede rædsel, så de mennesker, han tjener, ser mere fornuftige ud i sammenligning med ham. Og så har Joachim også engang hugget hovedet af en hest i vrede (Okay, det har han ikke – eller det er jeg i hvert fald ret sikker på, han ikke har).
 
Helle Thorning er Sansa Stark.
 
Helle bliver undervurderet igen og igen, og mange fans hader hende, fordi hun tilsyneladende ikke gør noget. Men alligevel viser hun flere og flere facetter og kommer  –  måske  –  til at overraske alle. 
 
Lars Løkke er Tyrion.
 
Nej, det er ikke forkærligheden for våde varer eller for den sags skyld størrelsen. Men begge er politiske håndværkere, der ikke går af vejen for ufine tricks, hvis det kan give dem magten. Og så er Tyrion også typen, der helst rejser på første klasse.
 
Naser Khader er Walder Frey.
 
Khader skifter alliancer hele tiden og mener - uanset hvad - at han er helt vildt vigtig, fordi han kan bygge bro. Han ender med at satse på den fraktion, som engang var stærk, men nu hastigt styrter mod afgrunden. 
 
Yahya Hassan er Oberyn Martell.
 
Man kan ikke helt finde ud af, om han er sej eller bare alt, alt for meget. Og selvom han bestemt har nogle vilde moves, ved man også, at det nok bliver en kort fornøjelse, før det går galt. 
 
Johanne Schmidt-Nielsen er Mance Rayder.
 
Hun har samlet de stridende klaner (læs: fraktioner på venstrefløjen), men selvom mange respekterer hende, er der reelt ingen andre, som vil give hende og hendes følgere indflydelse.  
 
Søren Pape er Mace Tyrell.
 
Pape er overhoved for et hus, som officielt er vigtigt og hæderkronet, men som vi alle godt ved ikke kommer til at betyde noget i det store spil om magten. 
 
Henrik Qvortrup er Varys 'The Spider'.
 
Qvortrup var master of whispers i mange år, men er nu blevet tvunget fra posten grundet urent spil. Men de spøger stadig i udkanten, så mon ikke fraværet bliver kortvarigt?
 
Grafik af Mark Quinn Rosenvold Jacobsen.
 
Tak til Klaus Meier Olsen og Jeppe Bergmann Hammin.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job