Lad os slagte Udkantsdanmark

På billedsiden ser vi kedelige veje og forfaldne, grå huse. Overalt er der tilsyneladende rullet ned for gardinerne, mens cementblanderen for længst er gået i stå bag den uklippede hæk. I det stigmatiserede Udkantsdanmark, som vi møder i medierne, er der antageligt gråt og trist, og de landsbyer, som stadig modstræbende trækker vejret, er tæt på det endelige kollaps, på vej ud over kanten.

Sådan fremstilles Udkantsdanmark ofte i medierne. Øde og forladt. Kilde: Polfoto/Magnus Fisker.

Journalister skal selvfølgelig skabe nyheder, og historier med konflikter fylder naturligvis godt i nyhedsstrømmen. Der er ikke meget Breaking News over hverdagslivet i en anonym landsby, som egentlig bare fungerer. Men lad os nu droppe Udkantsdanmark som begreb og kendsgerning i nyhederne om Danmarks regionale udvikling. Begrebet er ikke blot et symbolsk overgreb på de mange mennesker, som bor og lever i disse egne – og som beviseligt skaber arbejdspladser, gode liv og eksportindtægter. Udkantsdanmark er nemlig i bedste fald en upræcis og i værste fald en helt forkert diagnose af Danmark.

Den rådne banan

Lad os tage et par eksempler. Den massive affolkning, der nærmest bliver italesat som en flugt fra udkanten mod storbyen, er en sum baseret på både til- og fraflytninger, unge og gamle. Derfor kunne vi ligeså godt tale om en stagneret tilbageflytning som en massiv affolkning.

Politiken brugte den truende lukning af det bornholmske svineslagteri til at italesætte flugten fra udkanten. Men sådan var det også, da undertegnede var ung bornholmer, og også mine forældre flyttede i 1960’erne sammen med mange andre unge væk fra øen. Kilde: Politiken.

Flere yderområder oplevede lige omkring finanskrisens begyndelse faktisk en positiv befolkningsvækst. Den massive affolkning er blevet gjort til en fasttømret og evig kendsgerning. Men måske det er ved at vende igen. Jyllands-Posten måtte for nylig overraskende udmelde, at mens 20.000 flytter fra landdistrikterne, flytter 18.000 den anden vej. Det var blot en måned efter, at avisen havde skrevet med store bogstaver om et Danmark, der knækker over, og om, at udkanten havde flyttet sig fra Vestjylland til Vestsjælland. For at forstå Danmarks regionale udvikling er det måske vigtigere at se på, hvem der flytter og med hvilke drømme, end at lave grovkornede historier på summen af alle bevægelserne?

Hvem, hvad og hvor er udkanten? Udkantsgotikkens yndlingsvæsen ”udkanten” har ifølge JP flyttet sig og æder sig stille og roligt ind på resten af Provinsdanmark. Kilde: Jyllands-Posten.

Et andet eksempel er landsbydøden. Når journalister fungerer som mikrofonholdere for planlæggere eller forskere, der taler om at nedlægge 500 landsbyer, så er det vigtigt, hvordan en landsby defineres. Er en landsby den lille by på landet, der er udstyret med supermarked, skole og skakforening, som mange af os tænker på, eller er en landsby minimum to til tre huse, der ligger op ad hinanden? Hvis det er det sidste, så skulle vi måske finde et bedre dækkende ord – også i overskriften. I nyhedsstrømmens flow forsvinder præcisionen hurtigt, og forskellen mellem et par huse og landsbyer forsvinder.

Begreber som ”den rådne banan” og særligt ”Udkantsdanmark” rummer ærlig talt en fæl stank af storbycentrisme. Et lignende eksempel er arkitekterne Urlands ”kort over ubekvem sandhed”. Ifølge Urland er ”halvdelen af Danmarks areal ved at blive tømt for mennesker og vil efterlade store spøgelseslandskaber". I arkitekternes løsningsforslag er der i stedet strøet nogle spændende dyr ud over provinsen, og landbruget har fået tildelt nogle særlige områder, hvor driften kan intensiveres. Er det sådan, den kreative klasse ser på Sommerhusudkantsdanmark? Men hvem skal undervise landmandens børn, og hvor skal skolelæreren købe ind? Og i hvilken fodboldklub skal brugsbestyrerens børn spille fodbold?

Hvad definerer en landsby? Skal der være skole, skakforening og supermarked? Kilde: Polfoto/Magnus Fisker.

Udkantsbegreber
Et problem med begreber som ”Udkantsdanmark” og ”den rådne banan” er, at de på en voldsomt generaliserende og upræcis måde kæder en negativ udvikling sammen med en ret så stor geografisk del af Danmark. Forskningen kan godt finde sammenhænge mellem økonomisk udvikling og afstandene til landets urbane centre. Men den er ikke entydig, og bevæger man sig rundt i Danmark, så vil man opdage, at udvikling og afvikling ikke kun bestemmes af afstanden til København eller Aarhus. Den sociale og kulturelle kapital, som lige nu måske er den vigtigste ingrediens i landsbyernes indbyrdes konkurrence, bevæger og bosætter sig nemlig ikke kun ud fra bilturens længde. Havudsigt, netværk, velfungerende foreningsliv, mulighedsrum for entreprenører og adgangen til det gode grønne liv betyder ifølge unge tilflyttere ligeså meget. Mere korrekte figurer til at beskrive Danmarks geografiske balance lige nu er dermed måske "mosaikken" eller "netværket".

For nylig har iværksætteren og madgiganten Claus Meyer blandt andet allieret sig med komikeren Mick Øgendahl og investeret et millionbeløb i fodboldklubben Nykøbing FC. Målet er at skabe bedre omtale til landsdelen og samle lokalbefolkningen, der med TV 2-dokumentaren "På Røven i Nakskov" tegnede et billede af et såkaldt Udkantsdanmark i forfald, som mange kritiserede og var uenige i. Kan kendisomtale eller en god portion penge rebrande en landsdel og få folk til at flytte fra byerne?

Den store brug af ”Udkantsdanmark” de senere år stammer fra et DR-tema fra 2010, som oprindeligt hed ”Danmark Knækker”. Ældre er det ikke, men med udbredelsen af ”Udkantsdanmark” som sandhed er Danmark tilsyneladende allerede knækket. Sagen er, at sammenlignet med næsten alle andre lande i Europa så hænger Danmark ret godt sammen.

Efter DR-temaet i 2010 strøg begrebet ”Udkantsdanmark” til tops i de landsdækkende danske avisers artikler om yderområder. Kilde: Infomedia.

Vi bliver selvfølgelig nødt til at have begreber om by og land, hovedstad og provins for at kunne tale sammen. Men i de senere år har Udkantsdanmark sneget sig ind som en ukritisk kendsgerning og ikke blot en sproglig afveksling i synonymkassen sammen med andre ord som yderområder og landdistrikter. Før i tiden hed det arbejdsløshedsøer og senere de forsømte landsdele. Alt sammen sproglige billeder på en ulige geografisk udvikling og en samfundsmæssig udfordring. Men Udkantsdanmark er ikke længere et frækt synonym. Det er blevet gjort til en kendsgerning, og det lille ryk har åbnet for en række ukritiske koblinger til saftige begreber som butiksdød, skoledød, landsbydød, massiv affolkning og flugt. Disse dramatiske billeder bidrager til at skabe zoner, hvor kreditforeningerne ikke vil give unge mennesker lån af frygt for omsætteligheden på fremtidens boligmarked. Eller hvor banken ikke tror på, der kan drives erhverv.

Begrebet "Udkantsdanmark" vandt indpas efter DR-temaet "Danmark Knækker" fra 2010. Kilde: Polfoto/Søren Skarby.

Danmarks udfordringer
Ingen vil benægte, at der er områder i Danmark med sociale og økonomiske udfordringer, men der er ingen kant, man falder ud over, hvis man forlader København. Der er ingen udkant, hvor ambulancen ikke kommer, hvor asfalten permanent bliver til grusveje, hvor bussen ikke kører, eller hvor analfabetismen tager over. Der er ingen af de mystiske væsner og monstre, som gotikken ynder at dyrke. Udkantsgotikken har sin moddiskurs i den positive tale om Vand- og Strandkantsdanmark. Her dyrkes positive modbilleder til den mediedrevne tristesse, der bliver lagt ud over provinsen, drevet af strukturreformer og en økonomisk krise.

For nylig så vi, som antydet tidligere, en veldirigeret lovestorm fra Lolland-Falster mod TV 2. I 1950’erne var Cheminova-direktør Gunnar Andreasen foregangsmand i at industrialisere Vestjylland (på godt og ondt), og måske kan branding, hashtags og enkeltpersoner stadig være med til at ændre dagsordenen. Men det kræver, at journalisterne overvejer deres rolle i skabelsen af Udkantsdanmark. Rundt omkring bliver der i hvert fald lagt kommunale midler i professionelle brandingkampagner, der skal vende offentlighedens billede af udkanten. Men i stedet for at kæmpe en diskursiv kamp skulle vi måske til at diskutere, hvordan vi gerne vil have by og land, global storby, natur, landbrug og landsbyer til at hænge sammen i fremtidens Danmark. Kunne der ikke laves gode nyheder om det?

Det medieskabte billede af Danmarks geografi er ikke uskyldigt. Det hænger sammen med vores kulturelle opfattelse af Danmarks sammenhæng og dermed med negative kreditvurderinger, uddeling af forskningsmidler, fondsdonationer og med den politik, der føres fra kommunalråd og folketing. I slutningen af 1980'erne stod et postindustrielt København på randen af fallit og blev hjulpet op af store investeringer i metro, kulturinstitutioner, havnefront, kulturby, Ørestaden og så videre. Nu er tiden måske kommet til, at vi skal investere i nogle af landets andre egne og trække dem ind i en ny tidsalder og økonomi. Hvordan det skal foregå, hvor mange der skal bo hid og did, og hvad de kommer til at lave, er spændende spørgsmål, som forhåbentlig kommer til at give materiale til mange gode nyheder fremover.

For måske er Danmark i virkeligheden ikke større end et par millionbyer med oplande? Og måske eksisterer de store afstande til dels kun inde i vores hoveder? Så opfordringen til journalisterne kunne i første omgang være at droppe Udkantsdanmark som perspektiv.