Dårligt politisk lederskab
De 7 dumme dødssynder

Skrevet af

Ulrik Kjær
Professor

1 artikler

0 indlæg

Hvad kan vi egentlig forvente af de folkevalgte politikere, og hvad er dårligt politisk lederskab? I en ny bog gennemgås syv politiske dødssynder, som de fleste politikere skal holde sig langt væk fra, hvis de ønsker folkelig opbakning.
Hver måned lægger vi alle gennem skattebetaling omtrent halvdelen af vores løn i fælleskassen (ofte omtalt statskassen). Og i fire år ad gangen er det så de valgte politikere i folketing og kommunalbestyrelser, som forvalter disse penge.
 
Der er en del, der ønsker at betale mindre i skat, men generelt er det et system, der ser ud til at virke (hvis vi ser bort fra enkeltborgeres skattesnyd og SKAT's problemer med at få inddrevet skattegæld). Men jo også et system, der indeholder et betydeligt element af tillid til vores politikere. Og også et system, der betyder, at vi vel ret beset godt kan tillade os at sætte ret høje krav til politikerne og have ret høje forventninger om, at de opfører sig ordentligt.
 
Vi har som vælgere stor tillid til, at de folkevalgte politikere opfører sig ordentligt. Alligevel er der altid et par stykker, der falder i én af de syv politiske dødssynder. Kilde: Polfoto.
 
Men hvordan holder vi egentlig politikerne på sporet og inde på den politiske dyds smalle sti? I en række danske kommuner har man i en årrække arbejdet med kodeks for god politisk opførsel. Her forsøger politikerne at opstille standarder for, hvordan man skal opføre sig korrekt som politiker, som kan bruges til, at politikerne kan holde sig selv og hinanden op på at stræbe efter at agere politisk ordentligt og redeligt.
 
Men måske er det slet ikke ved at forestille sig det gode politiske lederskab, at man efterfølgende opnår mest.
 
For lidt mere end ti år siden foreslog den amerikanske ledelsesguru og professor på Harvard Barbara Kellerman, at man i stedet i sit forsøg på at være ”god” skulle fokusere på "dårligt" politisk lederskab og forsøge at lære ikke af de gode eksempler, men af skrækeksemplerne.
 
Kellerman opstiller i den forbindelse, inspireret af de bibelske dødssynder, syv ledelsesmæssige dødssynder.
 
I en bog om danske kommunalpolitikere med titlen ”De sidste sande amatører” forholder vi os også til "godt" politisk lederskab i kommunerne, men i stedet for udelukkende at pointere over for politikerne, at nu må de huske at opføre sig ordentligt, lader vi os inspirere af Kellerman og gør politikerne opmærksom på de syv politiske dødssynder.
 
I kristendommen har det typisk været sløvhed, vrede, overmod, misundelse, nydelsessyge, fråseri og grådighed, der er blevet advaret imod – vi vil advare kommunalpolitikere og folketingspolitikere mod inkompetence, rigiditet, umådeholdenhed, hjerteløshed, korruption, snæversyn og ondskab.
 

De syv politiske dødssynder. Kilde: Carsten Lê Madsen & Ulrik Kjær (2015): ”De sidste sande amatører – Kommunalpolitikerne og deres rolle i det lokale demokrati”. Gyldendal Public.
 
1. Inkompetence
Den første politiske dødssynd, som identificeres af Kellerman, er inkompetence. Generelt er det vanskeligt at påstå, at politikere kan være inkompetente, idet der jo netop ikke eksisterer en ”rigtig” måde at være politiker på. Eller der er i hvert fald rum for at udfordre måden, hvorpå alle de andre driver politik.
 
Partiet Alternativet havde nok ikke klaret sig så godt ved det seneste folketingsvalg, hvis der ikke netop havde været plads til/brug for, at selve måden at drive politik på kunne udfordres. Men der vil være nogle af de opstillede rammer, som man bliver nødt til at have lyttet lidt til for ikke at risikere prædikatet inkompetent.
 
Alternativet fik stor succes ved folketingsvalget. De udfordrede den gængse måde at drive politik på. Kilde: Polfoto/Mathias Svold.
 
En politiker må søge at engagere sig så meget, at vedkommende i det mindste kan beherske nogle af de redskaber, der knytter sig til politik. Er man sløset, uforsigtig og sløv, eller har man svært ved at afkode, hvad der sker omkring én, ja, så er man inkompetent. Jacob Haugaard var et sjovt og festligt indslag i Folketinget, men var han politisk kompetent?
 
2. Rigiditet
Den næste politiske dødssynd er rigiditet. Altså at man som politiker står stejlt på politiske holdninger og ikke er i stand til at tilpasse sig skiftende politiske vinde, ny viden eller den generelle samfundsudvikling.
 
Politikerne skal have politiske holdninger, og politikere skal bringe disse politiske holdninger ind i de politiske forhandlinger og kæmpe for disse. Altså stå fast på, hvad de mener, og ikke lade sig ryste af bedrevidende teknokrater eller flygtige folkestemninger. Vi skal heller ikke skole eksempelvis kommunalpolitikere og gøre dem klogere på substansen. Men selvfølgelig må man gerne blive politisk klogere.
 
Man må hjertens gerne som politiker – efter at have lyttet til de andres argumenter – tilpasse sine egne holdninger efter det gode argument. Man må sågar gerne fortryde tidligere standpunkter og skifte holdning. Og man må gerne blive oplyst af fakta – det modsatte, at benægte fakta, er uønskeligt i enhver politisk debat.
 
Rigiditet er, når den politiske stædighed tager overhånd, og man ikke vil erkende, at ens politik ikke virkede efter hensigten, eller at verden har ændret sig. Kunne man forestille sig politikere, som fortsat forsvarer beslutningen om at sende danske soldater i krig i Irak, ikke fordi de nødvendigvis ville have truffet den samme beslutning i dag, men fordi de har for vane at holde stædigt fast i allerede indtagne positioner? Man kan af gode grunde ikke sætte navne på her – vi kender først deres eventuelle identitet, når de ikke længere er rigide.
 
3. Umådeholdenhed
Den tredje politiske dødssynd er umådeholdenhed – når man som politiker har forstået, at man i en periode har fået magten, og så går over stregen og søger at opfylde sine egne behov. Når politikeren lader sig beruse af mulighederne og har svært ved at holde igen. Når selvkontrollen og selverkendelsen mangler som politisk bremse på nogle af de vildeste og mest dristige projekter.
 
Umådeholden bliver blandt andet den politiker, som er blind for begrænsningerne i sin politiske vision og sit politiske projekt, og som ikke kan få nok. Selvom nogle politikere synes, at de til tider kan gå på vandet, så indhentes de ofte af realiteterne. En politiker, som mener at være i gang med noget stort, og at det kun kan gå for langsomt, vil i mange tilfælde også have svært ved at se, hvorfor vedkommende i løbet af denne proces ikke kan gøre, som det behager på skatteborgernes regning.
 
Denne politiker vil sandsynligvis opfatte det som lidt småligt, hvis kritiske røster i medierne, i administrationen eller i oppositionen sætter spørgsmålstegn ved politikerens eget forbrug i den periode, hvor der kæmpes hårdt med at få det politiske projekt i hus. Når Lars Løkke i den grad blev kritiseret i den såkaldte GGGI-sag, så var det jo umådeholdenhed, han blev beskyldt for.
 
Lars Løkke blev beskyldt for den tredje politiske dødssynd, umådeholdenhed, under den såkaldte GGGI-sag. Kilde: Polfoto/Joachim Adrian.
 
4. Hjerteløshed
Den fjerde politiske dødssynd er hjerteløshed. Politik er til tider et kompliceret spil med mange brikker på den politiske spilleplade. Politik er i høj grad et taktisk spil, hvor det netop handler om at flytte rundt på disse brikker, således at det er ens eget politiske projekt, der bliver realiseret, og en selv, der står som vinderen af den politiske kamp.
 
Det kræver ofte også en vis portion kynisme at gebærde sig i disse politiske processer og gå sejrrigt ud af de politiske kampe. Men brikkerne i spillet er jo levende mennesker af kød og blod. Det, man forhandler med, er enkeltpersoner og deres skæbne, hvad enten det nu er forældre til skolebørn på lukkede skoler, husejere med eksproprierede grunde, tvangsfjernede børn, ældre medborgere på reduceret personlig pleje, hjemløse uden væresteder og så videre.
 
Når man som politiker får mange konkrete menneskeskæbner på sit bord, er det naturligt at blive mere hærdet end almindelige borgere. Men der eksisterer også en risiko for, at man bliver for hård og glemmer menneskene bag, når ens egne, isolerede politiske mål skal forfølges i det politiske spil. Når Inger Støjberg i øjeblikket af Venstre og regeringen har fået den lidet misundelsesværdige rolle at skulle være hende, der hele tiden er ”tough” over for flygtninge, vil der måske være borgere, der opfatter hende som hjerteløs.
 
Nogle danskere opfatter integrationsminister Inger Støjberg som hjerteløs i flygtningedebatten. Kilde: Polfoto/Peter Hove Olesen.
 
5. Korruption
Den femte dødssynd blandt politiske ledere er korruption. Politikere har i nogle tilfælde magten til og mulighederne for ikke kun at forfølge deres politiske mål til borgernes bedste, men også at forfølge deres egne mål, selvom der gennem lovgivningen er sat nogle forhindringer op for en sådan sammenblanding.
 
Krydses disse linjer, er der tale om, at politikerne opfører sig korrupt, og selvom der naturligvis findes grader heraf – enten fordi der er lovgivningsmæssige gråzoner, eller fordi udbyttet anses for at ligge under bagatelgrænsen – så er korruption en politisk dødssynd. Politikere kan til tider opleve, at de skal være ”hvidere end hvid” for ikke at få korruptionsanklager imod sig. Men i en sammenhæng, hvor grænserne mellem, hvad der er legitim politisk hjælp, og hvad der er illegitime vennetjenester, til tider kan være vanskelige at se, kan det være nødvendigt med sådanne højere standarder for politikerne. Peter Brixtofte var en meget sammensat person som borgmester i Farum, men det var jo ikke i alle tilfælde, at han formåede at holde sine egne behov og kommunens økonomi helt adskilt.
 
Den tidligere borgmester i Farum Peter Brixtofte formåede ikke at holde sine egne og kommunens udgifter adskilt. Polfoto/Steen Wrem.
 
6. Snæversyn
Den sjette politiske dødssynd er snæversyn. Hvis man i den politiske proces og i den politiske diskussion kun har øje for en mindre gruppe blandt borgerne og negligerer resten, kan man beskyldes for politisk snæversyn. I relation til denne synd kan der imidlertid være tale om en særdeles delikat balancegang for mange politikere.
 
Politikere er jo netop valgt af nogle borgere til at varetage netop disse borgeres interesser i den interessekonflikt, som politik jo også ofte er, så det ligger på mange måder i det repræsentative demokrati, at man skal promovere nogle grupper mere end andre – at man skal tilgodese sine egne kernevælgere i den legitime kamp om udfaldet af de politiske processer.
 
Som folkevalgt vil der ofte også være forventninger til, at man tager hensyn til fællesskabet og almenvældet, men i princippet er man i sin gode ret til at repræsentere snævre interesser. Problemet opstår imidlertid, hvis man ikke bare har et godt blik for én gruppe, men slet ikke har noget blik for resten. Da Kellerman i sin bog brugte Bill Clinton som eksempel på en politiker, der havde udvist snæversyn, blev hun særdeles upopulær i den liberale del af den amerikanske presse. Men hendes argument var, at Clinton i relation til USA's (uvilje mod) indblanding i Rwanda under folkemordet dér, havde været for optaget af snævre amerikanske interesser og vinkler på situationen. 
 
Kellerman har beskyldt Bill Clinton for at være snæversynet i forbindelse med USA's uvilje mod at blande sig i folkemordet i Rwanda. Kilde: Jpupdates.com.
 
7. Ondskab
Kellerman skruer i sin typologi op for blusset til sidst og identificerer ondskab som den syvende politiske dødssynd. Dette sker jo ikke mindst for at kunne rumme virkelig dårligt politisk lederskab som eksempelvis det, der udøves i forbindelse med krigsforbrydelser. Men ondskaben kan jo også vise sig i mindre skala. Hvis man gør noget udelukkende med det formål at skade andre, så nærmer man sig vel – om end i det små – denne dødssynd.
 
Nu er politikere som oftest ret hårdhudede og gode til at komme videre. Men hvis der til tider skulle være nogen, som opbygger nag til politiske fjender (fordi de snød ved sidste konstituering eller i sidste forhandling) og i andre situationer hævner sig og betaler tilbage ved at skade en politikerkollega politisk, så er det jo i hvert fald ikke nogen god handling.
 
De syv dødssynder knytter sig alle til politikeren som menneske og ikke blot til rollen som politiker. Det kan være, at det er det politiske liv, der kalder dødssynderne (eller noget, der ligner) frem, men det kan også være en levevis, som udspringer mere af personen bag politikeren end af de politiske strukturer og situationer.
 
De syv dødssynder kan derfor være et godt spejl for politikeren, når vedkommende skal følge op på sine gerninger og påtage sig ansvaret for sit hverv.

Ikke mindst i kommunalpolitik vil der være mange kommunalpolitikere, der nok vil hævde, at politikerens syv dødssynder alligevel ligger dem så fjernt, at de ikke lader sig påvirke af dem. Men der vil jo sikkert også være kommunalpolitikere, der opfatter de omtalte kodekser som for generelle og måske også for tandløse. Vi mener derfor, at også kommunalpolitikere skal forsøge at lære både af opfordringen til den gode og advarslen mod den dårlige måde at være politiker på.

Bogen ”De sidste sande amatører – Kommunalpolitikerne og deres rolle i det lokale demokrati” er skrevet af Carsten Lê Madsen & Ulrik Kjær og er udkommet på Gyldendal Public.
 

Relaterede artikler

Derfor vinder Helle...eller Løkke! - Knald eller fald eller vind eller forsvind for Løkke eller Helle. Det kan ikke blive anderledes. Punktum. Den politiske ...
Alt om politik og samfund - Du kender Lars og Helle ud og ind, men du kan også både navn og politisk ståsted på europæiske og amerikanske politikere...
Tal ikke som en politiker! - Kan den store politiske tale være modsvaret til politikerleden? Det mente flere af talerne - Rufus Gifford, Adam Price, ...
Jeg støtter Støjberg, fordi… - Der har været rettet en hård kritik mod Venstres plan om at lave en oplysningskampagne målrettet menneskesmuglerne og fo...
Støj viralt, Støjberg - Her forholder vi os ikke til, om det er en god eller dårlig ide at indrykke annoncer til flygtninge - kun om man ud fra ...
Haves: Regering. Søges: K-chef - Træder man ind i en stor dansk virksomhed og smutter forbi kommunikationsafdelingen, møder man et hav af folk, der håndt...
Blød magt er hård magt - Ifølge The Good Country Index ryger lande som Sverige, der har erklæret sig ‘humanitär stormakt’, helt til tops i en ran...
Ein Volk, ein Reich, ein Führer - Storbritanniens UKIP vinder frem med hurtige slagord og retorik fra 2. verdenskrig. Kommunikativt formår de at pakke sem...
En lunken fis i en hornlygte? - Lex Apple-sagen er et kongeeksempel på ringe kommunikation, hvor megalomani går hånd i hånd med storbydrømme, lokumsafta...
Spot Støjbergs støj - Inger Støjberg er placeret på en af de mest profilerede poster i Løkkes regering. Spørger du hende om fortiden, taler hu...
Det kører for Løkke - Ridder Løkke har fået en forrygende start anden gang som landets politiske chef. Her følger seks k-punkter for, hvorfor ...
Nostalgi-propaganda for fuld EU-blæsning - Venstre har i denne uge lanceret deres plakat for et ja til EU-afstemningen om retsforbeholdet den 3. december. Den rung...

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Taleskriver/Presserådgiver

Frist: 15. december kl. 12.00

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Pressechef

Frist: 2. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.