Furore i Singapore
Præsident Donald Trump har på opsigtsvækkende manér givet freden på den koreanske halvø en chance med sin tur til Singapore. Men mødet har nok engang efterladt et indtryk af en verdensleder, der spiller efter egne regler.
af Mark Herron
America First – America Alone
Det er snart en standardbemærkning at sige, at det har været en begivenhedsrig uge for Trump. Men den seneste uge synes vitterligt at tage kegler, ikke mindst fordi det hele er foregået på den internationale scene. Det problematiske G7-topmøde var langt fra den optakt, som Trump kunne have håbet på, før hans solomøde med Nordkoreas formand, Kim Jong-un. Kontrasten mellem de to møder udstiller da også flere af Trumps træk som USA's førstediplomat.
Trumps skiftende humør og holdninger er for alvor begyndt at tære på USA's internationale relationer, særligt i forholdet til de lande, der skal forestille at være USA's allierede, som f.eks. Canada og EU. Indenrigspolitisk har det fungeret for Trump at blive ved med at skabe skandaler og springe fra sine udtalelser, når de blev for kontroversielle, eller han har skudt skylden på republikanerne i kongressen, når projekter er kuldsejlet.
Der har ikke været nogen konsekvenser for ham, idet det republikanske parti generelt, og i særdeleshed Trumps vælgerbase, har elsket præsidentens uforudsigelighed og ukorrekte opførsel. Men på den internationale scene, hvor der har været behov for større kompromiser, har Trump haft sværere ved at sætte sine forhandlingspartnere på plads. Og særligt de europæiske statsledere har flere gange forgæves forsøgt at finde frem til, hvordan man får et normaliseret forhold til den amerikanske præsident.
Foto: Getty Images
Forhandling som armlægning
Trumps selvforståelse som præsident tilgodeser dog ikke det større netværk af internationale relationer, som USA har baseret deres indflydelse på siden 2. verdenskrig. Det er f.eks. svært ikke at bemærke forskellen på, hvordan Trump behandlede Kim Jong-un i forhold til rækken af europæiske ledere, hvor det fælles sprog snarere synes at have indfundet sig undervejs i mødet i Singapore frem for efter mødet i Canada.
Under valgkampen i 2016 udtalte Trump, at han godt kunne finde på at tale med Kim Jong-un, der kom til magten i Nordkorea i 2011. Den udtalelse virkede som en rød klud i forhold til Trumps modstandere inden for det republikanske primærvalg. Trump skiftede da også taktik som præsident i takt med, at Nordkorea fortsatte udviklingen af deres atomprogram.
I august 2017 sad Trump til et møde og udtalte frit fra leveren, at Nordkorea ville opleve: ”fire and fury like the world has never seen.” Og med en tale fra FN i september samme år bragte Trump for alvor sit Twitter-sprog og hang til øgenavne ind på den internationale scene ved at kalde Kim Jong-un for ”rocket man”, der var på selvmordsmission.
Endelig valgte Trump også at invitere den nordkoreanske afhopper Ji Seong-ho til sin State of the Union i slutningen af januar, hvor Trump benyttede Jis historie til at kritisere Nordkorea med ordene:”But no regime has oppressed its own citizens more totally or brutally than the cruel dictatorship in North Korea.”
Singapore mud-sling
Det lå derfor ikke i kortene, at de to ledere skulle mødes under venlige omstændigheder. Særligt ikke, da Kim heller ikke har holdt sig tilbage fra at beskrive Trump som blandt andet en ”mentally deranged U.S. dotard”. Men de to lederes skiftevis luftning af trusler og rosende beskrivelser matcher også hinanden i sprogbrug på en måde, som mange andre statsledere ikke har formået at (ville) finde frem til med Trump.
Samme vippetendens har der været i den offentlige samtale omkring topmødet mellem de to, hvor det først skabte en sensation, da det blev annonceret, at der overhovedet ville blive holdt topmøde imellem dem den 12. juni, hvorefter mødet blev aflyst, for til sidst at alligevel at blive afholdt.
Mødet med Kim Jong-un passer godt ind i Trumps verdensbillede, hvor han foretrækker at tale med en enkelt partner frem for et netværk af ledere som f.eks. EU. Over for en enkelt person kan Trump bedre trumfe sin position som USA's leder igennem, og derfor kommer han også tættere på at dominere forhandlingsøjeblikket, hvilket for Trump er afgørende. Det er også derfor, han har udtalt, at mavefornemmelse vægter mere end forberedelse i håndteringen af mødet.
På G7-topmødet udtalte Trump f.eks. om udfaldet af mødet med Kim Jong-un, at: ”I will know within the first minute. Just my touch, my feel. That’s what I do.” Efter mødet med Kim blev denne vurderingsproces til først fem sekunder og så ét sekund for Donald Trump, hvor Trump på vanlig vis ikke kunne lade være med at overgå sine egne tidligere udtalelser.
Hvem får mest ud af mødet?
Billederne fra dagen har uden tvivl spillet en vigtig rolle for Trump. Det kunne man også se i den orkestrerede modtagelse af de tre frigjorte amerikanere fra Nordkorea tidligere på året, hvor Trump tog imod dem med et kæmpe amerikansk flag i baggrunden. Kim er heller ikke bleg for at bruge den visuelle symbolværdi, som det blev set med hans gåtur rundt i Singapore kun 12 timer, før han skulle mødes med Trump.
Mødedagen har da også primært bestået af billeder, hvor håndtrykket de to statsledere imellem foran deres respektive flag har givet Kim Jong-un en unik legitimering, mens Trump kan hævde, at han går sine egne uforudsigelige veje på verdensscenen. Men den umiddelbare gevinst, Kim Jong-un opnår ved blot at mødes med USA's præsident, er, at fremover vil ingen andre verdensledere behøve overveje, om det er forkert at mødes med Kim, nu hvor Trump har åbnet for muligheden.
De korte udtalelser undervejs i mødet fra de to ledere udstillede dog også de to verdenskulturer, de kommer fra, hvor Trumps kortfattede sætninger fokuserede på fremdrift og succes med ord som ”tremendous”, ”great”, ”terrific” i hver eneste sætning, talte Kim om processen i et asiatisk billedsprog med udtalelser som "Fortiden fungerede som lænker på vores lemmer.”
En præsident i hopla
I den efterfølgende pressekonference, som Trump holdt for pressen, udtalte han sig primært om det positive ved mødet og hans samtalepartner Kim Jong-un. Præsidenten var i det hele taget i hopla og i stand til at joke med pressen om både hårpragt og svære og nemme spørgsmål. Det fremgik dog også, i takt med at mødet skred frem, at Trump havde et meget snævert fokus i sin forhandling med Kim, hvor det handlede om atomvåben frem for menneskerettigheder for de mange nordkoreanere.
Trump bøjede mere af, når spørgsmålene faldt på forholdene internt i Nordkorea. På den måde var han også med til at legitimere Kim ved ikke at kritisere, og ligefrem lejlighedsvis rose Kim for, hvad Nordkoreas formand havde formået at udrette som leder på trods af en ung alder.
Det er enten-eller med Trump, enten roses man til skyerne, eller også bliver man anset som hans fjende, og Trump selv forventer samme klare behandling. Det efterlader også spørgsmålet, om Trump vil kunne håndtere kritikken undervejs i den proces, der venter forude.
Foto: Getty Images
Da Trump af en af de få kritiske journalister blev stillet spørgsmålet om, hvorfor han i modsætning til tidligere amerikanske præsidenter havde givet Kim den ’ultimative gave’ ved at mødes med ham, var det som om Trump stadig ikke ville anerkende værdien for Kim i at mødes med USA's præsident, i forhold til hvad han mente, USA havde fået ud af mødet. Trump talte endda frit omkring det, som USA's allierede muligvis vil se som en stor afvigelse fra USA's politik i verdensdelen.
F.eks. skal de militære øvelser med Sydkorea muligvis indstilles indtil videre, idet de bl.a. kan forekomme truende i forhold til Nordkorea, ifølge Trump. Han udtalte også på pressemødet, at han gerne så USA's tropper trukket tilbage fra halvøen på sigt. Begge elementer ser Trump mere som dyre udgifter end vigtige brikker i det større spil om Sydøstasien, og her synes præsidentens store fokus på at lande en aftale i forhandlingsøjeblikket at kunne koste USA på sigt i den kommende proces.
Trump kan vende på et tweet
Der er efterhånden flere eksempler på, at Trump ikke ser problemer i at trække sig fra indgåede aftaler, hvis aftalepartneren skaber bølger i det personlige forhold til Trump. Aftaler indgås lige så meget på en basis af personlighed som på internationale spilleregler, og kritiseres USA, Trump-regeringen eller Trump selv, anses dette som et argument for at se aftalen som ugyldig. Det kan derfor godt være, at Trump for alvor er trådt ind i det internationale spil omkring USA's diplomati, men spørgsmålet er, hvilke regler han og verdenssamfundet kan blive enige om at spille efter.
