DSB og Mandrilaftalen

Jeg tilbringer hver dag lidt over to timer i toget mellem mit hjem i hovedstadsområdet og min arbejdsplads i Odense. For den fornøjelse betaler jeg cirka 15 procent af min månedlige bruttoløn til DSB. Dertil kommer, at mine forældre bor i det sydvestjyske, og når jeg besøger dem, koster det – såfremt jeg har gyldigt pendlerkort til Odense – lidt over 500 kroner t/r. Uden pendlerkortet koster det 720 kroner; 780 kr., hvis jeg også vil have en siddeplads.

Tekst på Facebookopslaget: "Simpelthen et røverkøb, mit pendlerkort til 4500 kr. om måneden. Uforlignelig service. Næsten på niveau med den komfort, der ydes pallerne på et godstog." Forfatterens egen video.

Jeg bor ved Hedehusene Station og skal efter planen tage regionaltoget 7.53 for at nå mit sædvanlige lyntog 8.05 fra Høje Taastrup, så jeg er på kontoret 9.15. Det ville passe perfekt, hvis ikke regionaltoget flere gange om ugen var lige de 5 minutter forsinket, som gør det umuligt at nå lyntoget. Der er perioder, hvor det er værre end ellers. Men der er ikke perioder uden en frekvens af forsinkelser, aflysninger og – i allerhøjeste grad – dårlig, misvisende eller selvmodsigende information fra DSB, der ugentligt som absolut minimum koster mig ½-1 time af mit liv. Foruden umådelig frustration.

Ekstrabladet d. 12. april. Some things never change.

Kommunikationen er det værste

Som mangeårig storkunde hos statsbanerne har jeg brugt meget tid på at tænke over, hvorfor lige netop DSB’s brand af klamphuggeri er noget af det, der kan gøre mig allermest ude af mig selv af arrigskab. Jeg synes generelt, jeg bestræber mig på at være rimelig og uemsig i rollen som kunde. At være overbærende når, der sker fejl.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg reelt ikke har noget alternativ til DSB. Jeg kan ikke vælge en anden jernbaneoperatør. Jeg kan ikke vælge at køre i bil, fordi det ville koste mig 1-2 arbejdstimer om dagen. Og fordi jeg ikke er i en position til at rejse de penge, det ville koste at anskaffe den. Og det hænger sammen med kombinationen af upålidelig service og skyhøje priser.

Du kan KØRE med os, sagde vi, ikke tale med os. Mvh. DSB. Screendump fra artikelforfatterens Facebookside den 28. februar.

Alligevel er jeg nået frem til, at det, der virkelig antænder mit nogle gange overvældende raseri, er det med kommunikationen. For nogle uger siden stod jeg på Høje Taastrup Station med min telefon i hånden og kunne konstatere, at informationen om mit forsinkede tog på Rejseplanen ikke var i overensstemmelse med informationen på skærmen på perronen. Der stod et andet klokkeslæt.

Jeg gik hen for at se på oversigtstavlen, og her fremgik toget slet ikke. Som om det var afgået planmæssigt. Da toget faktisk kom, var jeg først overbevist om, at det måtte være toget til Kalundborg, der skulle være afgået på dét tidspunkt, og som fremgik af skærmen. Kun et vink fra en medpassager, som jeg havde udvekslet frustrationer med, gjorde mig i sidste sekund opmærksom på, at jeg skulle skynde mig at stige ombord.

DSB kan lære noget af Socialdemokratiet - men Socialdemokratiet har tilsyneladende også selv lært noget. Undskyldningskaffe er en hamrende god idé.

Du kan holde stille med os i to timer

Én ting er, at man kan have problemer med driften, det kan der være mange årsager til – men, hvorfor kan man ikke have én, sammenhængende informationsstrøm, der går ud til kunderne? Jeg føler mig overbevist om, at teknologien er inden for vores rækkevidde.

Og så er der kampagnerne. Det er skidt, når landets primære togoperatør må ty til sloganet ”Du kan køre med os” for ikke at komme til at love for meget. Endnu værre er det, når ikke engang dét løfte er noget, man på pålidelig måde kan leve op til. Det er også skidt, når affaldsposerne i toget opfordrer de dyrt betalende passagerer til at påtage sig virksomhedens renovationsarbejde og tage affaldet med sig ud af toget.

Hvorfor skal hjertet smides i skraldespanden, DSB? Er det et Freudian slip? Privatfoto.

Og når jeg på en varm sommerdag har siddet indespærret i to timer i et tog med dysfunktionelt klimaanlæg på strækningen mellem Hedehusene og København, hvilket burde tage cirka 20 minutter at tilbagelægge, med udsigt til en funktionel Albertslund S-togsstation, og i den tid kun har modtaget drypvis ikke-information over højtaleranlægget hver 20.-30. minut, så er det skidt, at virksomheden synes, det kalder på andet end en uforbeholden undskyldning og kompensation.

Så toner informationschef Tony Bispeskov frem på skærmen og forklarer alt det, man kunne have forklaret de indespærrede passagerer i real time, hvis man havde haft omtanke for sine kunder frem for sit image, samtidig med at han tager en masse forbehold for alt det, som offentligheden også må have forståelse for. Der er noget ved kombinationen af navnet Tony Bispeskov og kommunikationsformen med sludrende udenomssnak, der giver mig associationer til Frank Hvams figurer i 90’er-satireprogrammet "Casper og Mandrilaftalen".

Ja, undskyld, det er ikke så sagligt, men min forsvarsmekanisme er galgenhumor. Jeg er afmægtig. Jeg kan ikke leve med DSB, og jeg kan heller ikke leve uden dem.

"Konkurrencestaten er kommet for at blive"

Derfor tager jeg en lørdag til et debatmøde hos den lokale socialdemokratiske partiforening om DSB’s betjening af Høje Taastrup kommunes stationer, der ifølge den nye trafikplan nedprioriteres yderligere i de kommende år.

Jeg træder ind i Pejsestuen i Tåstrup Kulturcenter, tager en kop kaffe og sætter mig. Lokalet er ikke så stort, det er en intim forestilling. Stemningen er uformel og jovial, man kender hinanden godt i partiforeningen, man taler stille og roligt om stort og småt inden forestillingen går i gang. Debattørerne præsenterer sig. Der er Poul Lindor, der er tidligere borgmester i Roskilde, Hugo Hammel, som er med i teknikudvalget i Høje Taastrup byråd, og så Tony Bispeskov. ”Debatten” går mest ud på, at Tony Bispeskov skal forklare sig.

"Jernbanens betjening af..." Man får lidt Matador-fornemmelse. Findes Tony Bispeskov i virkeligheden? Ja, han gør. Artiklens forfatter har selv mødt ham.

DSB har få frihedsgrader når det kommer til at øge betjeningen af små stationer, forklarer Tony Bispeskov. De skal kunne argumentere for, at det er økonomisk rentabelt, hvis de skal øge frekvensen af tog til en station. De skal prioritere mellem kravene om øget hastighed mellem de store byer og ønsket om bedre betjening af de små stationer. De har for mange forskellige togtyper, forklarer han også. De er ikke kompatible med de samme signaltyper. Det er, som hvis man havde otte forskellige bilmodeller i garagen, siger han. Sporene skal elektrificeres og vi skal have nyt signalsystem. Det betyder omfattende sporarbejder i mange år frem.

Mit galgenhumoristiske bolværk slår revner. Det er ikke fordi jeg ikke har vist, at problemerne var reelle og mangfoldige, men her serveres de ligesom som én stor og fuldstændig uoverskuelig masse.

Tony mener dog også, der er lyse sider af sagen. En eller anden statistik, han har set, siger at dansk jernbanedrift er på 2. pladsen i Europa ud fra et eller andet parameter. Han regner med at DSB kan være subsidiefri i 2030. Man har købt ellokomotiver fra Siemens. Det er Fremtidens Tog. Jeg bider mig i tungen.

Men så er der også EU, der kræver harmonisering af jernbanedriften i Europa, så togene kan ”flyde frit over grænserne”, forklarer Tony. DSB er bare en operatør, minder Tony om flere gange. I fremtiden skal der være flere operatører. Det var selve meningen med at opsplitte DSB og BaneDanmark i to forskellige virksomheder.

Hugo Hammel siger, konkurrencestaten er kommet for at blive. Jeg kan mærke en kraftig sitren i min venstre kind, mens der siges et par afsluttende bemærkninger. Alt mit indestængte DSB-raseri skifter pludselig retning og låser sig fast på Socialdemokraterne og deres ufattelige uformåen.

For det er selvfølgelig politikerne, der opstiller rammerne for DSB som togoperatør og for BaneDanmark som forvalter af infrastrukturen. Selvfølgelig er det det. Og Tony Bispeskov er bare formidler af dét her enkle budskab, som politikerne sender med deres prioriteringer, nemlig at den kollektive transport er uvigtig, fordi markedet. Markedet kan ikke reguleres, globaliseringen kommer, vi kan ikke kæmpe imod, vi skal disrupte os ind i fremtiden, vi skal hellere selv brænde samfundet ned til grunden inden markedet kommer og gør det for os.

Jernbanedrift, som engang blev regnet for det mest indlysende eksempel på et fælles gode og i øvrigt et naturligt monopol i et lillebitte land som Danmark, kan sagtens opsplittes og udbydes i ”fri konkurrence” på det europæiske marked. Ikke konkurrence tænkt som, at kunderne får forskellige serviceudbydere at vælge mellem. Men konkurrence som i at staten vælger det billigste tilbud og giver fanden i, om det virker.

Det er ikke underligt, at Bispeskovs TV-optrædener i mine øjne ligner satire. Hvordan skulle noget menneske kunne kommunikere dette usammenhængende vås uden at fremstå ufrivilligt komisk?