Don’t be evil. Be creative

Det årligt tilbagevendende Creativity World Forum (CWF) samler verdens kreative profiler til en konference, der beskæftiger sig med spørgsmål som: Hvad er kreativitet i 2017?, Er verden kreativ nok? og Hvordan udnytter vi kreativitet til at bevæge verden frem?  
Adskillige af den kreative industris giganter er enige om, at kreativitet skal bruges i den gode sags tjeneste. Dette, og meget mere, kunne man høre på Creativity World Forum (CWF) i Aarhus. Foto Zuhal Kocan.
Adskillige af den kreative industris giganter er enige om, at kreativitet skal bruges i den gode sags tjeneste. Dette, og meget mere, kunne man høre på Creativity World Forum (CWF) i Aarhus. Foto Zuhal Kocan.
af Signe Zacher Carlsen, Christine Lind Ditlevsen

I 2017 blev konferencen, der er det globale netværk Districts of Creativitys årlige topmøde, for første gang afholdt på dansk grund. I Aarhus - med temaet ’Creative Resilience – How to Use Creativity to Develop Cities on the Rise’. Her havde man fokus på, hvordan man integrerer kreative greb, når man udvikler steder, hvor mennesker skal bo, arbejde og leve.

Ét ord gik igen hos mange af årets talere: empati. Kreative mennesker skal være empatiske; kreativiteten skal bruges empatisk – dvs. til at forstå og hjælpe mennesker, og empati bør være en kreativ og skabende drivkraft.


Kreative typer skal både udfordre sig selv og andre. Her er det Frederik Andersen fra Vice Denmark. Foto: Zuhal Kocan.

Start med empati
Konferencens første hovedtaler Tom Kelley fra det prisbelønnede Palo Alto-baserede globale designfirma IDEO lagde ud med at nævne empati som én af de tre væsentligste drivkræfter i innovation:
 
Begynd med empati. Det er fundamentet for at kunne skabe og være kreativ. Man skal forstå sine medmennesker for at føde gode idéer.

Kreative i store organisationer eller brancher, der betjener den brede offentlighed, har en tendens til at depersonalisere kunder og arbejde med stereotyper. De bliver til tal, transaktioner eller datapunkter i et diagram eller dele af et sammensat tegn bygget på markedssegmenteringsdata. Smart nok  bare ikke når der designes for rigtige mennesker. Begrebet empati og det at sætte mennesket i centrum er stadig ikke særlig udbredt.

Empati definerer Tom Kelley som evnen til at se en oplevelse gennem et andet menneskes øjne og genkende, hvorfor det menneske gør, som det gør. Det er, når vi går ud i marken og ser folk interagere med produkter og services i realtid, møder mennesker og taler med dem, at vi får mulighed for at handle empatisk. At opnå en empatisk tilgang kan tage tid og være ressourcekrævende, men der er næsten ikke noget så tilfredsstillende som at se den person, du skaber noget for, gnistre af ny indsigt. 
 
Tom Kelley har via sin empatiske tilgang fundet ud af, hvad andre mennesker rent faktisk har brug for, og den slags erfaringer kan føre til betydningsfuld innovation. Med andre ord er empati en gateway til bedre og nogle gange ret overraskende  indsigter, der kan hjælpe os med at sortere i vores idéer og tilgange. Den praktiske forskning i menneskers omgang med verden kan endda ændre vores forståelse af, hvem slutbrugeren er, hvilket det gjorde for IDEOs Embrace-team, da de ændrede deres tilgang fra at designe kuvøser til hospitaler og klinikker til at designe bærbare babyvarmere for mødre hjemme i deres landsbyer.

Mennesker har brug for skønhed
Stefan Sagmeister er designer i sit verdenskendte, kreative bureau Sagmeister og Walsh. Han leverede et perfekt orkestreret og formfuldendt forsvar for skønhed i arkitekturen. De modernistiske arkitekter, som Adolf Loos, Le Corbusier og Mies van der Rohe, har gjort menneskeheden en bjørnetjeneste ved at betragte skønhed som en forloren og unødvendig krummelure og i stedet ophæve den rene funktion til det sande skønne.
 
De har derved ikke alene handlet mod menneskets natur – men også mod deres egen intention. Det viser sig nemlig, at folk  opholder sig der, hvor der er skønt at være. Den rene funktion fungerer ikke uden skønhed. Mennesker søger væk fra rum og bygninger, der kun er skabt ud fra funktionelle kriterier, og hen mod de steder, hvor æstetikken har været en central del af formgivningen.
 
Mennesker søger mod skønheden, fortalte Stefan Sagmeister ved Creativity World Forum 2017 Foto: Zuhal Kocan.
 
Det er, ifølge Sagmeister, en stor løgn, at ”skønhed afhænger af øjet, der ser”. Vi er stort set alle sammen enige om, hvilke former og farver der er skønne, og hvilke byer der er smukke. Folk rejser fra grimme byer for at være turister i de samme 10 smukke byer i verden.
 
Danske Jan Gehls tanker om arkitektur ligger i forlængelse af Sagmeisters. Som arkitekt skal man kunne lide mennesker. En af Gehls pointer er, at byplanlæggere og arkitekter siden 1960'erne ikke har kunnet lide mennesker – de har kunnet lide høje huse og brede boulevarder, der tager sig godt ud fra en helikopter.
 
Nye bydele i verden, som fx Ørestaden, er ikke skabt fra menneskeperspektiv – det vil sige mellem bygningerne, hvor livet leves. Byplanlæggere har på den måde handlet mod århundredes viden om menneskelig adfærd. Man kan nemlig lave en liste med de kriterier, der gør, at mennesker trives i et byrum – og samtlige kriterier kendte man fx, da man byggede piazzaen i Sienna, hvor de alle er repræsenteret.
 
Når moderne byggeprospekter er forsynet med små figurer eller tegninger af mennesker, der promenerer, og børn, der leger på en græsplæne, er det for, ifølge Gehl, "people washing". Der vil aldrig være mennesker på disse steder  og de ved det godt, arkitekterne. De vil ikke bo der selv. De bor sammen med deres arkitektkolleger i kartoffelrækkerne – som ser ud ad helvede til fra en helikopter  men som virker, når man bevæger sig mellem husene.
 
Jan Gehl krydrede arkitektviden med humor, bl.a. med udtrykket "people washing" om de figurer eller tegninger af mennesker i arkitekternes modeller og skitser. Foto: Zuhal Kocan.
 
Be Google
Steve Vranakis er Googles Executive Creative Director. Han er også formand for D&DA. Men det er ikke derfor, han har mulighed for at bruge sin kreativitet til at gøre noget godt for menneskeheden. Det har alle. Denne pointe fremhævede han igen og igen. We are all creative activists. Selv føler han desperation og medlidenhed med de mange bådflygtninge, der krydser Middelhavet for at nå til Europa.
 
Googles Executive Creative Director Steve Vranakis fortalte bl.a. om lynudviklingen af en app til flygtninge. Foto Zuhal Kocan.
 
Det gik op for Vranakis og nogle af hans kolleger, at mange af de tools, som Google har udviklet, kan være til stor hjælp for flygtninge, der ankommer til et fremmed land uden at kende sproget – og måske uden overhovedet at vide, hvor de er. Google har både kort, oversættelser og kommunikationsværktøjer, og for første gang i verdenshistorien har stort set alle mennesker på flugt et kommunikations-device på sig  en smartphone.
 
Han var derfor med til at udvikle appen refugee.info. Appen blev udviklet og kodet på 36 timer og giver præcis og nødvendig information på flere sprog. Den er meget enkel og lavet i sort/hvid for ikke at bruge unødigt batteri.
 
Vranakis græd, da han fortalte de 2.000 mennesker i salen om udviklingen af appen. Han genoplivede på den måde Googles forkastede slogan: Don’t be evil. Arbejdet med appen var tydeligvis sprunget ud af et genuint ønske om at gøre noget godt og hjælpe mennesker i nød.
 
Refugee.Info Hub blev lavet specifikt til flygtninge, så de kunne finde den nødvendige information i et nyt land.
 
Vi er alle skyldige
Frederik Andersen fra Vice Denmark leverede i sit indslag How not to lose your mind in the creative industry en slags svar på, hvorfor verden netop nu kalder på sammenhold og empati. Det skyldes vores tidsalder: antropocænen. Mennesket har endegyldigt indtaget planeten som den herskende art og sat varige spor, der påvirker os alle.
 
Den kreative branche stinker ifølge Frederik Andersen; den stjæler fra kulturen i stedet for reelt at gøre noget. Hver dag siger alle: "OMG, jeg vil ændre verden" – det sker bare meget sjældent. 
De, der skulle løse problemerne, gør det ikke. Vi har mistet troen på, at verdens regeringsledere leverer holdbare løsninger. Det gode er, at vi alle er skyldige. Der er ikke én gruppe personer eller ét land, vi kan pege på, når vi skal finde en synder. Der er meget, vi ikke kan gøre ved de problemer, vi har givet os selv – men der er også noget, vi kan gøre.
 
Vi kan ændre perspektiv og fokusere på det, som vi faktisk kan kontrollere. Fx kan vi åbne os mod det, vi ikke umiddelbart bryder os om og vise større forståelse for dem, vi er uenige med. Vi kan bevæge os ud af ekkokammeret.
 
På det grundlag har Vice skabt applikationen ”Like what you hate”, der analyserer, hvor nuanceret den enkeltes Facebook-feed er; altså i hvor høj grad man liker, deler fra og kommenterer på sider og personer, der minder om en selv.
 
Artiklens ene forfatter trængte tydeligvis til at få sit feed balanceret. Screen shot fra Like what you hate.
 
Kan man lære maskiner empati?
Vivienne Ming er neuroscientist, technologiguru og entreprenør og arbejder bl.a. med AI og 'machine learning'. Hun er udnævnt til at være en af de 10 kvinder, man skal holde øje med i Tech af Inc Magazine. Ming optrådte både på konferencens hovedscene og i én af de break out sessions, som var en del af konferencens eftermiddagsprogram på anden dag.
 
Ifølge hende kan den ”bunke biologisk materiale”, som vi mennesker udgør, hurtigt vise sig at komme til kort over for de robotter, der som bekendt snart kommer stormende. Altså, på nær hvis vi bruger vores kreativitet. Kreativiteten er en af de få fordele vi mennesker har. Mange andre af menneskets øvrige funktioner vil meget snart kunne erstattes og udføres bedre af AI.
 
Men der er ingen grund til at være bange, for AI er ifølge Ming bare et værktøj på samme måde som mange af de andre stykker værktøj, mennesket har lært sig at bruge gennem historien. Og som værktøj kan AI bruges til at forbedre vores liv og evner.
 
Vivienne Ming anser AI som et værktøj, vi ikke skal være bange for at bruge. Foto: Zuhal Kocan.
 
Ming har gennem sin karriere udnyttet AI og 'machine learning' til at udvikle en lang række værktøjer, der kan hjælpe mennesker - bla. har hun udviklet en app, der kan aflæse menneskelige følelser ud fra deres ansigtsudtryk. Appen er udviklet til folk med autisme, der på den måde kan lære … empati!
 
Hun er også optaget af det, hun kalder ”at forbedre menneskets potentiale” ved fx at give børn og unge de bedste muligheder for at klare sig godt i verden. Nogle gange er det, der virker bedst, at forældrene taler opmærksomt med deres børn. Langt bedre end lektiehjælp eller ekstra undervisning. Ming har derfor skabt et teknologisk værktøj, der opsnapper, hvad børn taler om, filtrerer de vigtigste ord fra og derefter sender en sms til forældrene med beskeden: Peter er meget optaget af delfiner for tiden. Det ville være en stor hjælp, hvis du ville tale med ham om delfiner. Det hele foregår automatiseret ved hjælp af teknologi og algoritmer.
 
Alle gader kan trænge til en sofa
Når man kender sine naboer, føler man sig mere tryg og mindre ensom, og man er gladere. Hvis man ved, hvem man bor sammen med, bevæger man sig trygt rundt selv i verdens farligste kvarter. Omvendt, hvis man ikke ved, hvilke folk man er omgivet af, kan selv de sikreste kvarterer virke angstprovokerende. Men i mange lokalområder forsvinder butikker, barer, pladser og bænke – dvs. de rum, hvor vi kan møde hinanden og lære hinanden at kende.
 
I en af konferencens break out sessions kunne man møde Karin Bruers. I kamp mod ensomhed har hun startet Social Sofas, der opstiller sofaer i udsatte områder, så folk kan sætte sig på dem og tale sammen. Sofaerne designes og skabes i samarbejde med lokale fra kvarteret - ofte arbejdsløse, psykisk syge eller andre udsatte.
 
Eksempler på de farverige "Social Sofas", der skal skabe tryghed i udsatte områder.
 
Hver sofa er dekoreret med mosaikker i et helt unikt mønster. Den vejer flere tons og kan ikke flyttes, når den først er blevet placeret. Den kan heller ikke ødelægges. Hvis man slår på den med en hammer, vil man kun ødelægge én mosaiksten. Og der er, som Bruers nævner, 30.000 sten på hver sofa. ”Hvis der er nogen, som virkelig har brug for at slå 30.000 gange på en sofa med en hammer, så fortjener de at få lov”.
 
Hun møder ofte folk, der er kritiske over for hendes sofaer. ”Det kan jo være, at de hjemløse lægger sig der og sover? Netop!, svarer Bruers. Så kan vi jo opstille en sofa mere. I det hele taget mener hun, at flere sofaer er løsningen på mange problemer.
 
Hendes sofaer findes i en lang række byer fra Sydafrika til Irak. Nogle steder har sofaerne indbygget varme, hun har skabt en sofagruppe med et ildsted i midten, hvor lokale kan mødes og lave mad sammen, og i Afrika er der sofaer, hvor mosaikstenenes mønster viser, hvordan man tager aids-medicin.
 
Efter konferencen sad man tilbage med en fornemmelse af, at empati egentlig kunne være en global megatrend i den kreative verden – og vel at mærke i en inderlig, næsten næstekærlig udgave. Der var i mindre grad opråb til revolution og fælles front og i højere grad opfordringer til nabohjælp og sympati med vores medmennesker. Kreativitet skal i 2017 udspringe af en dyb forståelse af, hvad der driver os som art, og den skal bruges til at hjælpe mennesker i nød og til at styrke vores glæde og velbefindende i verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også