Masserne skal mobiliseres

Et par dage efter er det faktisk allerede old news: Han vandt sgu. Få havde set det komme. Trumps valgkamp strider nemlig imod meget af det, vi andre kender som god politisk kommunikation. Hans sejr er ikke historien om, at ”masserne” fortalte ”eliten”, hvor skabet skal stå. Flertallet stemte på Clinton. Det er historien om, at han skabte et politisk projekt, som engagerede og motiverede politisk fremmede vælgere i en overraskende høj grad.
Occupy Wall Street formåede at mobilisere masserne via de sociale medier. Det samme gjorde Trump, og derfor vandt han.
Occupy Wall Street formåede at mobilisere masserne via de sociale medier. Det samme gjorde Trump, og derfor vandt han.
Mange af de bagvedliggende tendenser og værktøjer, som han udnyttede, vil også være til stede ved fremtidige valg i USA og herhjemme. Derfor er det vigtigt, at vi lærer dem at kende, hvis ikke vi skal blive overraskede igen. Så selvom vi allerede er møgtrætte af at høre om det, bør alle politiske kommunikatører grundigt overveje: Hvad kan vi lære af Trump?
 
Polls viser, hvad samplet synes – men ikke hvad populationen stemmer
Trump overgik forventningerne i alle typer polls og i de statistiske modeller, som for eksempel guruen Nate Silver har designet. Det er Trump ikke den første til, som andre også har gjort opmærksom på med Brexit og DF’s seneste folketingsvalg som klare eksempler.
 
Meningsmålingerne fortæller, hvem respondenterne har som favorit. Det er dog en helt anden sag at forudsige, hvem der faktisk stemmer hvad på valgdagen.
 
På den ene eller den anden måde viste Trump sig smartere end Clinton. Kilde/GettyImages.
 
Et typisk problem er social desirablity bias hos respondenterne – også kaldet Bradley-effekten. Man vil ikke indrømme over for intervieweren eller bare computeren, at man stemmer Brexit eller stemmer på Trump. Først når man står i stemmeboksen ’afslører’ man sin reelle holdning.
 
En anden fejl kan være, at højrefløjspopulismen aktiverer en ny gruppe vælgere, som analyserne derfor undervurderer betydningen af: politisk uinteresserede, som for eksempel de lavtuddannede hvide vælgere. De stemmer normalt sjældent og vil derfor ikke fylde frygteligt meget i meningsmålingerne. Og netop meningsmålingerne havde især undervurderet Trump i Midtvesten – stater, hvor denne gruppe er størst.
 
En meningsmåling vil kort sagt aldrig være 100 % valid, og i øjeblikket fordrejer validitetsproblemerne meningsmålingerne i samme retning. Resultatet er, at vi undervurderer nye politiske partier og bevægelser på højrefløjen. Vi skal ikke konkludere, om det skyldes det ene eller det andet, men (stadig) blot huske, at meningsmålinger ikke bliver mere valide af, at der er mange af dem.
 
Organisering er ikke den eneste mobilisering
Republikanerne fik styr på deres ground game, som Demokraterne ganske berømt var meget bedre til i 2012. Med en lav stemmeprocent i USA er mobilisering på valgdagen ekstra vigtig. Men udover den klassiske aktivering af likely voters har Trump som nævnt også aktiveret en ny gruppe, typisk politisk uinteresserede vælgere. Han er derfor et lysende klart eksempel på, at mobilisering ikke længere kun er lig med kollektiv handling i organisationer.
 
Den konventionelle visdom tænker mobilisering af masserne som kollektiv handling. Men sociale medier og folks vilje til at engagere sig frivilligt i en enkelt, uforpligtende sag har gjort det muligt for eksempelvis Occupy Wall Street at mobilisere millioner af mennesker – helt uden penge eller en stor kampagnemaskine.
 
Det er ikke kun i Trumps tilfælde, at brugen af de sociale medier har vist sig effektiv; det skete også under bevægelsen Occupy Wall Street. Kilde/GettyImages.
 
Denne form for bevægelse uden centralorganisation ændrer verden – og politisk kommunikation. Den kommer sammen med og som en del af nedbrydelsen af den tid, hvor dit partiforhold eller din fagbevægelse afgjorde, hvad du stemte. Forskerne Bennet og Segerberg kalder denne nye måde at engagere sig på for connective action.
 
Connective action er den videnskabelige forklaring på, hvorfor vi ikke skal lade os begrænse af kontinuummet ”individuel” handling på den ene side og ”kollektiv” handling på den anden. For vi kan godt handle individuelt i sammenhæng uden at blive en del af et fællesskab – vi connecter og handler bare.
 
Venligboerne er for eksempel næppe en organisation i traditionel forstand – men gennem individuelle aktioner er de samlet set en effektiv kraft. Hver dag hjælper de flygtninge med at skrive ansøgninger til det offentlige, at hente ting, som folk giver væk, at lave lektier og meget mere. Men de er ikke medlemmer af andet end en Facebook-gruppe.
 
Og connective action har formentlig været en del af Trumps sejr – ligesom det var en del af Obamas i 2008. Mange af Trumps vælgere er fremmede ansigter i politiske kredse, men de er i den grad engageret – og som valget viste: mobiliseret. De tager ikke hen til valgstedet, fordi de elsker organisationen Det Republikanske Parti, eller fordi de skal til at være en del af et politisk fællesskab. Faktisk snarere tværtimod. De tager derhen, fordi Trumps politiske projekt giver mening for dem på et individuelt plan og for deres personlige identitet.
 
Trumps ægthed skabte engagement på sociale medier
Engagementet blandt Trumps støtter skinnede også igennem på de sociale medier. Faktisk havde han igennem valgkampen mere end dobbelt så stort engagement på Facebook som Clinton. Det er på trods af, at Clinton målt i $$ har kommunikeret mest. Ser man på de ti største politiske reklamer under valget, kommer syv af dem fra Clinton selv eller støtter af Clinton. De handler dog oftest om Trump. Kun to af de syv største reklamer handler om hende selv – og kun en enkelt handler om hendes politik for fremtiden.
 
Samtidig har Trump udbasuneret sin politik råt for usødet på især de sociale medier. Trump siger sin ægte mening gennem let forståelige, og til tider endda morsomme, budskaber. Hans reklamer var også fjendtlige, men han formår også at udtale sine om end simple politiske budskaber. Som den ene video slutter: ”A vote for Hillary is a vote for more of the same. A vote for Trump is a vote for change that makes America great again.
 
På den måde formåede han at kommunikere sin politik og skabe et politisk projekt, som masserne bag skærmene kunne identificere sig med. De fleste af hans udmeldinger blev heglet ned af New York Times og andre senere, men det er ligegyldigt for de fleste.
 
Inden eksperterne har analyseret tweetet, er det ude af vores feed, og vennerne har allerede fortalt, hvad vi bør synes. Clintons projekt var omvendt vagt og svært at huske.
 
Det er Trumps politiske projekt, som han har fremlagt det på Facebook og Twitter, der skabte største engagement – og det er hans politiske projekt, der vandt valget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også