Tilbage til propagandatågen

Kommunikationsforum bragte 13. juni et indlæg skrevet af Jesper Larsen om min bog, “Tilbage til virkeligheden”. Indlægget er fyldt med forkerte oplysninger om, hvad der står i min bog, og dets kritik sender derfor debatten ud på et uvirkeligt plan, hvor vi ikke burde befinde os.

Jesper Larsen indleder sin tirade af frit opfundne citater med at skrive: “Der står i bogen, at jeg lyver.” Så er vi i gang, men der er et problem. Det passer ikke, at der i min bog skulle stå, at Jesper Larsen lyver. Han er rigtig nok omtalt, ganske kort, men passagen indeholder ingen påstande om løgn. Jeg beskriver i bogen, hvordan Larsen har udbredt oplysninger om en finsk journalists narkodom af ældre dato, og mit budskab er ikke, at oplysningerne skulle være forkerte. Men at de er irrelevante i forhold til journalistens nuværende arbejde.

Screendump fra Jesper Larsens blogindlæg. Indlægget kan læses her.

Over ni punkter forsøger Jesper Larsen i sit indlæg at få tegnet et billede af min bog som et stykke anti-russisk propaganda. Det kan kun lade sig gøre ved at fremsætte falske påstande om, hvad jeg har skrevet – og ved at udelade mine gentagne opfordringer til at betragte truslen om russisk misinformation med en sund skepsis. Jeg mener ironisk nok, at der i debatten ofte er en tendens til at overvurdere den russiske trussel om misinformation, men Jesper Larsens indlæg er et eklatant eksempel på pro-russisk amokløb på fakta.

Lad mig kort gennemgå Larsens ni punkter:

1. Om den russiske påvirkningsoperation under det amerikanske præsidentvalg i 2016

Jesper Larsen forsøger utrætteligt at tilbagevise enhver anklage om, at Rusland stod bag hackingen af Det Demokratiske Parti i USA og de efterfølgende læk i 2016. Han skriver:

“Fakta er, at der hverken findes dokumentation eller nogen amerikanske myndigheder, der påstår der findes beviser for, at DNC blev hacket. Collignon påstår at kende bagmanden til en forbrydelse, som ingen kan dokumentere nogensinde fandt sted.”

Vedrørende “amerikanske myndigheder” vil jeg i denne omgang nøjes med at henvise til den udtalelse fra 7. oktober 2016, hvor de amerikanske efterretningstjenester og Department of Homeland Security officielt anklagede Rusland for at stå bag hackingen og den efterfølgende spredning af e-mails fra Det Demokratiske Parti. Selv Donald Trumps vicepræsident, Mike Pence, har medgivet, at bevismaterialet bliver ved med at pege på Rusland som ansvarlig for hackingen af Det Demokratiske Parti.

Har jeg så selv påstået at “kende bagmanden”? Nej, sådan en påstand vil man ikke kunne finde i min bog.

2. Om MacronLeaks

Jesper Larsen skriver om min beskrivelse af det franske præsidentvalg i 2017:

“Den fortælling, som ‘Tilbage til Virkeligheden’ vil binde læserne på ærmet er, at Rusland hackede Macron-kampagnen, for at lække dokumenterne dagen før valget, i et forsøg på at få millioner af vælgere til at skifte deres stemme fra Emmanuel Macron til Marie Le Pen på selve valgdagen.”

Det er forkert. Min bog slår tydeligt fast, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at Rusland står bag hackingen af Macrons partiorganisation.

Jeg skriver i bogen: “I skrivende stund vides det ikke, hvem der stod bag MacronLeaks-hacket. Fransk politi efterforsker stadig, og der er ikke fremlagt oplysninger, som med sikkerhed peger i retning af Rusland.”

3. Om russisk indblanding i den skotske afstemning om uafhængighed

Her forsøger Jesper Larsen at tilbagevise en påstand fra min side om, at den russiske statskanal RT bragte “opskruede” historier om valgsvindel i forbindelse med den skotske folkeafstemning i 2014. Det er jo smag og behag. Jeg hæftede mig blandt andet ved, at en af RT’s studieværter sammenlignede valgdeltagelsen med nordkoreanske tilstande og mente, at de høje tal måtte vække mistanke om svindel.

4. Om russisk indblanding i den hollandske afstemning om EU’s associeringsaftale med Ukraine i april 2016

Her får Jesper Larsen det til at lyde som om, jeg påstår, at den russiske indflydelse var afgørende for resultatet. Det har jeg ikke påstået. Jeg har blot fremført den almene forståelse i Holland – fremført af medier, politikere og efterretningstjenesten – af russiske eller pro-russiske aktiviteter under debatten op til folkeafstemningen om EU’s aftale med Ukraine.

Erfaringerne fra 2016 var året efter med til at indgyde frygt for gentagelser i forbindelse med det hollandske parlamentsvalg, og min pointe er i bogen, at den frygt viste sig at være ubegrundet. I hvert fald har jeg til dato ikke set dokumentation for omfattende russiske forsøg på påvirkning af det hollandske parlamentsvalg.

5. Om russiske fake news om Danmark

Jeg omtaler i min bog to historier om Danmark bragt i russiske medier, som er blevet grundigt tilbagevist. Disse falske historier forsøger Larsen enten at bortforklare eller bagatellisere.

Om den første vil jeg blot opfordre til, at man genlæser TjekDets afbalancerede og lødige faktatjek, som ifølge Jesper Larsen skulle være “falsk”. Bundlinjen er, at russisk stats-TV forsøgte at give et billede af fødevaremangel i Danmark, som ikke holdt for en nærmere prøvelse.

Så er der historien om et dyrebordel i København, som ifølge Larsen “aldrig har været bragt i noget russisk medie”.

Jo, det har den. Et marginalt medie godt nok, men ikke desto mindre et medie, som siden 11. februar 2015 har været registreret som medie hos den russiske medieovervågningsmyndighed Roskomnadzor.

Jeg skal medgive, at de to historier er i småtingsafdelingen, og det var netop min pointe i bogen: At truslen om en alvorlig russisk påvirkningskampagne rettet mod Danmark endnu ikke har materialiseret sig.

6. Om magasinet Konspiration

Jesper Larsen kalder det “falsk”, når jeg skriver, at det danske magasin Konspiration skulle have påstået, at Danmarks Nationalbank skulle være “ejet eller kontrolleret” af Rothschild-familien.

Her er citatet i det mindste korrekt. Jeg refererede til en faktaboks i magasinet, som angav Danmarks Nationalbank som en af 164 nationalbanker verden over, som var enten “ejet”, “delvis ejet” eller under “mere eller mindre indflydelse” af Rothschild-familien. Jeg kunne med fordel have citeret direkte fra Konspiration her, men det ville ikke have gjort bladets påstand mindre vidtløftig. Jeg har endnu ikke set Konspiration dokumentere sin påstand om de 164 nationalbanker.

7. Om “Operation Mockingbird”

Jesper Larsen skriver: “Pierre Collignon forsøger at bilde sine læsere ind, at det er en udokumenteret konspirationsteori, at efterretningstjenester infiltrerer medier. Det er omvendt et veldokumenteret historisk faktum, endnu et falskneri i ‘Tilbage til Virkeligheden’.”

Jeg forsøger ikke at bilde nogen noget ind. Jeg forlanger blot, at de mennesker, som I DAG påstår, at avisredaktioner verden over er befolket med CIA-agenter, skal fremlægge dokumentation for det. Så ja, “Operation Mockingbird”, der blev afsløret ved grundig undersøgende journalistik i 1975, er et historisk faktum. Men den udgør altså ikke dokumentation for, hvad der foregår i dag.

8. Om en finsk journalists dom

Det punkt behandlede jeg i indledningen.

9. Om andre eksempler på fake news

Jesper Larsen vil gerne have mig til at forholde mig til en historie bragt i Jyllands-Posten i 2016. Den tog jeg ikke med i min bog, fordi jeg ikke kunne nå at researche den i bund. Til gengæld nævnte jeg et andet eksempel på det samme – at danske medier kan falde for en anti-russisk bias. Eksemplet var en forkert historie fra TV 2, om at russiske kampfly skulle være blevet observeret over estisk luftrum.

Jeg har her undladt at kommentere de mange løsere spekulationer i Jesper Larsens indlæg, men blot holdt mig til de mest konkrete påstande.

Jeg ville ønske, at vores offentlige debat kunne foregå på et anderledes kvalificeret grundlag. Det er urimeligt, når en debat om en bog skal føres på basis af påstande om bogens indhold, som ikke passer. Man lader misinformation sætte dagsordenen for diskussionen, og man risikerer at forvirre og spilde alles tid, fordi en forfatter skal forsvare sig mod ting, vedkommende aldrig har påstået.

Med så useriøse angreb er det eneste rigtige derfor nogle gange at ignorere misinformationen. Man kan lade den dø i stilhed.

Ved at reagere får man dog forhåbentlig afmonteret nogle af de direkte usandheder og udstillet de klassiske vildledningsmanøvrer, som propagandister ynder at benytte sig af.

Pierre Collignon er debatredaktør på Berlingske og forfatter til bogen “Tilbage til virkeligheden - kampen mod fake news, løgne og manipulationer”.