Helt fair: Her er Bjarnes fem fejl

Bjarne Corydon har udgivet sit første egentlige manifest som en fri mand: en leder i Dagbladet Børsen. Får vi at se, hvem han egentlig er? Måske for første gang? Christopher Arzrouni anmelder den længe ventede leder fra Socialdemokratiets tidligere stabschef.
Christopher Arzrouni: Corydon vil være erhvervslivets stemme, men taler i tunger. Kilde/Scanpix.
Christopher Arzrouni: Corydon vil være erhvervslivets stemme, men taler i tunger. Kilde/Scanpix.
af Christopher Arzrouni
Corydon er langt om længe fri af sin første identitet som apparatchik i Socialdemokratiet, hvor han deltog i udformningen af de to kuldsejlede S-SF-planer “Fair Løsning” og “Fair Forandring” – forslag om millionærskat og andre tosserier. 
 
Hertil er Corydon fri af sin anden identitet som Blå Bjarne, der flyttede ind i Finansministeriet med det klare diktat fra Margrethe Vestager om at videreføre “VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. 
 
Her er fem ting, vi nu ved – og fem ting, vi fortsat ikke ved om Corydon.
 
 
1. Corydon er bange for ikke at være liberal. Men vil han være det?
“Siden mit jobskifte blev annonceret, er jeg særligt blevet mødt med to venlige råd”, forklarer Corydon. Men han nævner ingen af rådene. Blot at nogen har fortalt ham, at hans baggrund vil skabe særlig opmærksomhed om Børsens lederplads, og udviklingen af kvalitetsjournalistik er oppe mod hårde odds. 
 
Det er konstateringer, ikke råd.
 
Et venligt råd ville have været: Fortsæt Børsens linje på lederpladsen (og et dårligt råd havde været det modsatte). 
 
Et andet venligt råd ville have været: Husk, at journalister plejer deres egne små Hassaner og nogle gange springer over, hvor gærdet er lavest (selv på Børsen).
 
Jeg gætter på, at Corydon har fået rigeligt med gode råd.
 
Men hvis Corydon havde refereret til den slags råd, risikerede han jo at skulle forholde sig til dem. Og det er han tydeligvis ikke meget for. Tænk, hvis han skulle erklære sig som liberal i overensstemmelse med Børsens historiske udgangspunkt. Her lider han tydeligvis af frygt for at blive latterliggjort af sine gamle venner i Socialdemokratiet.
 
Corydon føler sig trods alt nødsaget til at nævne CEPOS som sandhedsvidne på reformers gavnlige virkninger. “Som Cepos dokumenterede”, skriver han. Jamen dog. Så kom der et lille skålpund kød til de borgerlige læsere. Børsen er vel en messe værd. Men Corydons udsagn er mere udtryk for en lille taktisk beroligelse af kritiske læsere end for noget egentligt knæfald for borgerligheden.
 
2. Corydon kalder sig “publicist” og vil levere “værktøjer”, men vi ved ikke, om det er en hammer eller en damptromle
Ved at erklære sig som publicist påtager Corydon sig et højere formål. Og læserne må lade sig nøje med, at det er noget, der “gavner hele Danmark”. Altså noget, der lyder som et socialdemokratisk/dansk folkepartistisk/venstre-/konservativt partimanifest.
 
Til de kommercielt interesserede forklarer den nye chefredaktør, at Børsen skal “levere et relevant værktøj til investorer og beslutningstagere.” Spændende. Læserne får dog aldrig at vide, hvad værktøjet skal bestå i. Skal det være en hammer eller en damptromle?
 
Skal vi have mere stof om de finansielle markeder? Skal vi have flere dybdeborende analyser af virksomheders regnskaber? Eller skal Børsen være erhvervslivets Billed-Bladet med reportager fra generalforsamlinger og årsmøder, hvor vi opdager, hvem der er hvem?
 
Mon ikke Børsens journalister selv finder ud af det?
 
 
3. Corydon er stadig en slags politiker – bare dén slags, der ikke har nogen politik
Omdrejningspunktet i Corydons leder er bekendelsen til et tvivlsomt begreb: “Jeg tror derfor – stadigvæk – på konkurrencestaten,” messer Børsens nye chefredaktør. Og det er langt mindre konkret at tro på end Helligånden – eller på de frie markedskræfter.
 
Stater konkurrerer kun, når de fører krig. Virksomheder og borgere konkurrerer. Stater har monopol. Men nogle staters politikere er heldigvis kløgtige nok til at regne ud, at virksomheder og borgere vil forlade deres territorium, hvis de ikke får gode nok vilkår. Og det har ganske rigtig været drivkraften bag mange (liberale) reformer. For den ulykkelige sandhed er, at de stater, der ikke ønsker konkurrence, sagtens har kunnet slippe udenom det. På bekostning af deres borgere.
 
I Corydons manifest er det tydeligt, at “konkurrencestaten” er den samfundsmodel, der hersker i Danmark i dag, tilsat “job- og vækstfremmende reformer”. 
 
Vi får dog aldrig at vide, hvad de nye reformer skal være, end ikke i grove træk. Skal Børsen (fortsat) argumentere for en afskaffelse af topskatten? Skal Børsen (fortsat) argumentere for et betydelig ændring af Statens Uddannelsesstøtte og for lettelse af kapitalbeskatning? Vi aner det ikke.
 
For en mand, der ønsker, at Børsen skal være et “værktøj for beslutningstagere”, er han forbavsende ukonkret. 
 
4. Corydon vil være “pragmatisk”, men alligevel følge et princip, som vi ikke hører nærmere om
“Jeg er utallige gange blevet bedt om at forklare udenlandske beslutningstagere hemmeligheden bag vores succes,” forklarer Corydon – med henvisning til Danmarks succes som samfund. 
 
Og forklaringen er lige så forunderlig, som den er kryptisk: “Det gør altid indtryk at fortælle om, hvordan mange danske erhvervsfolk – ofte fra små og mellemstore virksomheder – med stolthed betegner sig som "pragmatikere".
 
Årsagssammenhængen er noget mærkværdig. Men som sagt skyldes Danmarks succes, ifølge Corydon, at danske erhvervsfolk er “pragmatikere”. Det må vel forstås sådan, at de er ligeglade med principper, bare tingene virker. Og det er vel ikke helt forkert, at erhvervsfolk tænker sådan.
 
Men hvad har det at gøre med den succes, som “den danske model” består i? Er det så ikke længere de politiske reformer, der er årsag til Danmarks succes, sådan som Corydon ellers lige mente? Uklarhed følger uklarhed i Corydons manifest.
 
Erhvervsfolk er ganske rigtigt hverdagens helte. Men det skyldes, at de skaber velstand, ikke at de har fundet på “konkurrencestaten”. Heldigvis.
 
Corydon lader til at mene, at erhvervsfolk er “ambassadører for princippet om, at der ikke behøver være nogen modsætning mellem erhvervslivets, lønmodtagernes og samfundets interesser.” Princippet? Hvilket princip? Den slags principper hører til i ideologiens verden. Når f.eks. liberale mener, at samfundet vil være præget af harmoni, ligevægt og spontan orden, hvis man lader mennesker udfolde sig med udgangspunkt i ejendomsret og retsstat. I modsætning til marxister m.fl., der lader klassekampen være omdrejningspunktet.
 
Nogle erhvervsfolk tænker muligvis i samfundets indretning. Men de fleste er optaget af noget mere simpelt: At skabe spændende produkter de kan markedsføre. De færreste erhvervsfolk gør sig større sammenhængende forestillinger om politiske institutioner. 
 
Og i den udstrækning, erhvervsledere beskæftiger sig med konkret politik, gør resten af samfundet klogt i at være på vagt: Det handler ofte om at sikre sig privilegier på tværs af samfundets intereser – særlige støtteordninger, særlige standarder osv., som konkurrenterne vil være kede af.
 
Når Corydon nævner “erhvervslivet”, taler han i virkeligheden om sig selv. Han ser sig som den, der “har ladet idéer fylde mere end ideologi. Sikret ambitiøse, men holdbare kompromisser.”
 
Eller som han konkluderer: “Alt det, der af populister typisk nedgøres under betegnelsen: "nødvendighedens politik".”
 
Det er en ærlig sag at være stolt af sin tid som finansminister. Men det er nu engang lidt underligt at skubbe andre foran sig. 
 
 
5. Corydon vil være erhvervslivets stemme, men taler i tunger
Corydons manifest munder ud i en erklæring om, at der er “brug for erhvervslivets stemme”. Ikke stemmER. Det er en morsom tanke, at erhvervslivet kun skulle have én holdning og én stemme. Hvad med DI's? Dansk Erhvervs? Finansdanmarks? 
 
Men ok, der er jo kun én øverste leder på Børsen, og han har smag for de store ord. Corydon vil “sætte fokus på ambitiøse, men realistiske muligheder for at gøre samfundskagen større. Forandringer, der gavner hele Danmark – og som ikke bare kan affærdiges som ideologiske partsindlæg.”
 
Når en politiker – undskyld, en skribent – vil “sætte fokus på”, så ved man, at den er helt gal.
 
“Det må fortsat handle om klassiske rammevilkår som skat og adgang til kvalificeret arbejdskraft,” fastslår Corydon i sin leders eneste rigtig konkrete budskab. Men hvad betyder det? Betyder det lavere skat? Betyder det lettere adgang til kvalificeret arbejdskraft? Det burde ligge lige for at skrive det. Men det har Corydon enten ikke ønsket eller evnet.
 
Man kunne frygte, at han ikke selv er helt klar over det. 
 
For i den afsluttende bemærkning hører man et ekko af Corydons ringeste resultat som finansminister. Han vil videre med “den næste generation af produktivitetsfremmende reformer, som økonomerne kun lige er begyndt at sætte uspecifikt på dagsordenen.”
 
Pjat og vrøvl. Økonomerne ved udmærket, hvordan man fremmer produktivitet: ved hjælp af øget konkurrence, lavere skat og bedre uddannelse. Det er teknokraterne, som ikke tør sige det ligeud til deres politiske chefer.
 
Hvor er det sørgeligt, at Børsen risikerer at ende som et mumlende talerør for offentlige embedsmænd.
 
Måske skulle Børsens bestyrelse have overvejet at gøre Margrethe Vestager til Børsens sideordnede chefredaktør. Så kunne hun have insisteret på, at avisens linje skulle være en fortsættelse af Anders Krab-Johansens linje i bredeste forstand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også