Efter DR kommer Gud

Med jobskifte til Folkekirkens Nødhjælp har Charlotte Harder sagt farvel til journalistik i DR-byen og goddag til kommunikation i Nørregade. Selv mener hun ikke, at forskellen nødvendigvis er så stor.
Charlotte Harder flytter efter mere end tyve år som journalist og redaktør i DR til Folkekirkens Nødhjælp og en stilling som mediechef.
Charlotte Harder flytter efter mere end tyve år som journalist og redaktør i DR til Folkekirkens Nødhjælp og en stilling som mediechef.
Der skulle noget særligt til, hvis 47-årige Charlotte Harder skulle forlade sit job som ledende redaktør på Deadline i DR-byen. Det særlige blev et tilbud om at blive mediechef i Folkekirkens Nødhjælp.
 
”Det er et job, der passer perfekt til min faglige profil på et område, der interesserer mig dybt, og som jeg helt grundlæggende kan se mig selv i. Jeg føler mig virkelig heldig og glæder mig til at begynde hos Folkekirkens Nødhjælp,” siger hun om jobskiftet.
 
Det bliver første gang i sin karriere, at Charlotte Harder hopper ud af nyhedshjulet. Hun har arbejdet med udlandsstof i lange perioder, blandt andet som EU-korrespondent i Bruxelles og som redaktør og reporter i USA. Alligevel mener hun ikke, at der kommer til at være en stor forskel fra hendes nuværende til det nye job:
 
”For mig er det ikke et brancheskift, for jeg skal bruge alle mine journalistiske værktøjer, og så skal jeg lægge noget oveni: Nemlig at sige, at her må produktet gerne engagere folk så meget, at de får lyst til at gøre et stykke arbejde for Folkekirkens Nødhjælp eller donere til Folkekirkens Nødhjælp. Det synes jeg er en spændende faglig udfordring”  
 
Fra kritisk journalistik til dagsordenssætter i hjælpeorganisation. Forskellen er ikke så stor, som man skulle tro. Foto fra Deadline-udsendelse med Kaare Dybvad Bek og vært Sigge Winther Nielsen.
 
 
Men du bliver vel også afsender på nogle politiske budskaber?
 
”Ja, på den måde er det selvfølgelig anderledes. Som journalist har jeg altid sat en ære i ikke at engagere mig i alle mulige foreninger, fordi jeg mener, at det er vigtigt som journalist at holde sin sti ren, så man ikke forbindes med det ene eller det andet. Men nu skal jeg arbejde for at fremme en bestemt dagsorden, og det bliver noget nyt - det glæder jeg mig til at prøve” siger Charlotte Harder, der tiltræder sin nye stilling i marts.   
 
Nye gamle opgaver
Grundlæggende bliver arbejdsopgaverne hos Folkekirkens Nødhjælp altså de samme som redaktørarbejdet i DR-byen ifølge Charlotte Harder selv, der mener, at begge dele handler om én ting, og det er så simpelt og så svært som historiefortælling.
 
”Jeg er blevet ansat, fordi jeg er en dygtig journalist. Jeg er rigtig god til at fortælle historier. Jeg er god til at skære ind til det budskab, man gerne vil have frem. Så har jeg en stor viden om internationale forhold og en stor interesse for det,” siger hun.
 
Charlotte Harder bliver en del af en organisation, der er i vækst, og som ifølge en kortlægning fra Altinget sidste år var den hurtigst voksende NGO i perioden 2009-2014. Det er også en organisation, som allerede har fat i den lange ende, hvad angår kommunikation og markedsføring. Folkekirkens Nødhjælp lykkedes eksempelvis i 2016 med at tiltrække sig positive overskrifter fra hele verden, da de lancerede supermarkedskæden Wefood, der kun forhandler overskudsvarer fra andre supermarkeder, så man forhåbentlig reducerer madspild.   
 
Hos Folkekirkens Nødhjælp skal Charlotte Harder arbejde med implementering af strategiske mål. Det er en disciplin, hun tidligere har prøvet i DR, hvor hun blandt andet har arbejdet med at profilere det kritiske interview på Deadline.
 
”Som redaktør og redaktionschef har jeg arbejdet med strategiske mål, og det vil jeg også gøre hos Folkekirkens Nødhjælp.”
 
Orden i værdierne
Selvom kernen i arbejdet måske bliver den samme, er der også forskelle. Folkekirkens Nødhjælp har politiske holdninger. Danmarks Radio skal forestille ikke at have det. Derfor har det haft stor betydning for Charlotte Harder, at værdierne hos Folkekirkens Nødhjælp afspejler hendes egne. De værdier, kan man læse på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside, udspringer af et kristent tankesæt, så næstekærlighed er det første centrale ord. Derefter følger respekt, ansvarlighed og handlekraft.
 
Fremover skal Charlotte Harder kommunikere håb og styrke interessenternes viden om, hvad donerede penge bliver brugt til. Foto fra COP22.
 
”Folkekirkens Nødhjælp gør et godt og professionelt stykke arbejde i forhold til nødhjælp og udvikling, og det er en organisation, som står på medmenneskelighed, og som kommunikerer på håb og på humor,” forklarer hun.
 
Når værdierne således er på plads, er der flere ting som tæller på plussiden ved det nye job. For eksempel glæder Charlotte Harder sig til at prøve at være mere fri fra nyhedskriterierne. Hun skal efter mere end tyve år i nyhedsmøllen ikke længere kun halse efter en dagsorden. Og det passer hende fint.
 
”Det betyder meget for mig i det her jobskifte, at jeg kan arbejde med udlandsstoffet og arbejde i dybden med det på en anden måde end som journalist, hvor man er i en skiftende dagsorden. Her kan jeg faktisk dykke ned i fagområdet omkring nødhjælp og udvikling i udvalgte lande,” siger hun.
 
Tættere på brugerne
En del af arbejdet i Folkekirkens Nødhjælp baserer sig på frivillighed. Det gælder, både når frivillige driver de førnævnte Wefood-butikker, når frivillige betjener kunder i genbrugsbutikker, og når frivillige samler ind en gang om året, i år den 11. marts. Bare for at nævne nogle eksempler. Frivillighed stiller nogle krav til kommunikationen.   
 
”Jeg glæder mig til at være med i de tanker om, hvordan kan vi sørge for, at de, der hver måned eller i forbindelse med en indsamling giver et bidrag, får en viden om, hvad deres penge går til,” fortæller Charlotte Harder.  
 
Hvordan er det anderledes end i DR?
 
”I mit nye job bliver det meget tydeligt og målbart, om kommunikation og budskaber gør indtryk. Der bliver en tættere dialog med mange forskellige grupper, og det glæder jeg mig til. For det brænder jeg også for som journalist - at skabe dialog og engagement,” siger hun.
 
Charlotte Harder understreger samtidig, at et større fokus på seere, lyttere og læsere er en af grundene til, at kommunikation og journalistik i hendes øjne har nærmet sig hinanden de seneste år.  
 
”Da jeg blev uddannet i 1995 var det økonomisk gode tider i branchen. Der var selvfølgelig fokus på at lave god journalistik, men ikke så meget på målgrupper. Nu er der hård konkurrence om især de yngre gruppers opmærksomhed og om pengene, så jeg oplever, at vi som journalister arbejder med et mere professionelt fokus på brugerne,” afslutter hun.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job