Teknologikritik for hipstere

Charlie Brookers tv-serie Black Mirror, der lige nu kan ses på Netflix, er svær at blive klog på. Stephen King kalder den ”The Twilight Zone, bare for voksne” og serien trækker på både eksistentialisme a la Dostojevskij og science fiction, som Ray Bradbury kunne have skrevet det. Den er spændende og tankevækkende, men er den moraliserende eller kynisk?
Netflix-serien Black Mirror er Roald Dahls 'Skæbnefortællinger' iblandet Ray Bradburys 'The illustrated Man' - instrueret af Edgar Allen Poe, Dostojevskij og Brecht.
Netflix-serien Black Mirror er Roald Dahls 'Skæbnefortællinger' iblandet Ray Bradburys 'The illustrated Man' - instrueret af Edgar Allen Poe, Dostojevskij og Brecht.
af Bo Kampmann Walther
Charlie Brookers tv-serie Black Mirror er teknologikritik for hipstergenerationen og dens efterfølgere. Dens foretrukne publikum er en velinformeret, kreativ klasse, der moraliserer over sociale bobler og sekundet efter tweeter selvforelskede, digitale beskeder. Et publikum, med andre ord, der i ét og samme svæv evner kunsten at sige fuck og like til det, Aldous Huxley engang kaldte "den fagre nye verden".
 
På lignende vis oppebæres Black Mirror på én gang af tech-connaisseurens grumme fortælling om fremtiden og maskinstormerens selvretfærdige vision om det autentiske liv.
 
Er Black Mirror intelligent – eller alt for smart? Er den dadlelysten eller tværtimod unænsomt kynisk? Har vi at gøre med en allegori over samtidens teknologiske besættelse i bedste Ray Bradbury-stil (læs gerne The Illustrated Man), eller er det mere sandt at tolke Brookers opstød som en navlepillende hipsteralmanak leveret på alle medieplatforme?
 
Eller sagt på en anden måde, og det er det, jeg spørger mig selv om, mens jeg labber episoderne i mig med kærlig tanke til Netflix’ give it all away-recept: Er Black Mirror et anorektisk monstrum, hvor gadgets sultes ihjel og forvises til en plads i historiens rendesten? Eller er den en bulimisk teenager, der skamfuldt æder enhver teknologi for dernæst at kaste hele molevitten op igen?
Og hvorfor vinder idioterne altid?
 
Traileren til serien Black Mirror.
 
Devices, devices
Black Mirror blev vist første gang på engelske Channel 4 den 4. december 2011. Den er siden vokset til et internationalt hit med licenser i mere end 90 lande. I 2014 erhvervede giganten Netflix de amerikanske streamingrettigheder til de første to sæsoner. For en pris af angiveligt 40 millioner dollars skrev Brooker og hans livslange arbejdspartner Annabel Jones under på en kontrakt med Netflix. De skulle lave tolv nye episoder. De seks af dem kan ses herhjemme på Netflix som en del af Sæson 3.
 
Black Mirror er som en symfoni med konstante ledemotiver og myriader af variationer. Stephen King beskriver den som ”The Twilight Zone, bare for voksne”. Hver episode har nye skuespillere, nye miljøer, nye toner, stemninger og farver.
 
Selv om Brooker overtager George Orwells gamle trick med at radikalisere nutiden, så den ligner en fremtid – ”1984” var en omvending af ”1948” – snarere end at skue milevidt ud i en Jens Lyn-agtig futurisme, så er ”den fagre nye verden” tit svær at stadfæste eksakt. Er vi 10 år ude i fremtiden? Er det lige her og nu, bare vildere, sortere og ondere?
 
Men der er et stædigt fikspunkt: Elektroniske devices af enhver art.
 
Nogle episoder benytter nutidige teknologier som afsæt for mareridtsagtige skrækscenarier. Hvad nu hvis Anonymous-lignende hacktivister pludselig truer med at offentliggøre stumper af vores browser-historik? Hvad vil der ske, når en skuespiller bag en voldsomt populær tegneseriefigur beslutter sig for at gå ind i politik? Hvad med vores sociale liv, når vi får indopereret en mikrochip bag øret, der genoplever vores værste og bedste erindringer? Tænk, hvis der fandtes et stykke software, der gjorde mennesker i stand til at interagere levende og direkte med personer, som de havde mistet?
 
I Brookers univers er det typisk indvirkningen fra de håndholdte devices, der er i centrum. Dem, vi tager med os på farten, på jobbet, i hjemmet, til fest, i toget, i flyet. Dem, vi rater og liker os selv og de andre med. Dem, der kan overvåge os og fastholde os i et medialiseret jerngreb. Og ikke mindst dem, som udtrykker vores dybeste begær: At vi kommer tættere på hinanden, at vi bliver lykkeligere og rigere.
 
Alligevel – og det er næsten for forudsigeligt – ender elektronikken og det digitale mikrokosmos med at fremmedgøre os og gøre os til slaver. ”Black Mirror”, sorte spejle, er således seriens betegnelse for ”skærme”. De er transparente brugerflader, som dog er alt andet end gennemsigtige, hyperreelle objekter, som Jean Baudrillard ville have sagt, men tværtimod rabaldrende og hårrejsende artefakter. 
 
Urban Dictionary forklarer begrebet "Black Mirror" som det der sker, når en computer lukker ned ved et uheld eller af sig selv, og man konfronteres med sit eget matsorte spejlbillede og begynder at reflektere over sig selv og sin måde at leve på.
 
I et serviceøkonomisk perspektiv frigør de os fra snavs og hårdt arbejde, som når en social rating-app i episoden ”Nosedive” bipper ”4,2” om en person, vi dermed slipper for at snakke med. Set kulturkritisk er skærmene blanke, dehumaniserende maskiner, der ødelægger vores vilje og begær. En sort skærm er for eksempel en bippende prik på den mobile GPS, der som en anden dukkefører tyranniserer den unge, masturberende og paranoide hovedperson i ”Shut up and Dance” fra én location til den næste.
 
Når de sorte skærme på den måde er seriens dobbelte vejviser – på én gang behageligt frigørende og sataniske trusler – afslører Brooker også sine idehistoriske kilder: Bertolt Brecht, Fjodor Dostojevskij og Marshall McLuhan.
 
Brecht revisited
Lige fra første sæsons rørende realisme til sæson 3’s grafiske overdådighed er Black Mirror skåret over en Brecht’sk kynisme. Det fremmedgørende greb slider og vrider i seriens figurer og temaer, men når vi indser, hvor Brooker vil styre os hen, bliver vi ikke honoreret i form af et åbenbarende plot-tvist, men snarere bekræftet i selvopfyldende profeti.
 
Sidder du og venter på, at der sker noget skidt? Jeps. Den er god nok. Bang! Så sker det. Er der et monster for enden af trappen, som musikken urovækkende bygger op til? You’re damn right!
 
Bare tag seriens åbningsepisode, ”The National Anthem”, hvor den engelske premierminister bliver blackmailet til at dyrke sex for åben skærm med en gris. Den arme minister er slet ikke forberedt. ”Hvad vil I have?” spørger han, da afpresserne ringer ham op efter at have frigivet billeder af en tilfangetaget kendis. ”Penge? Jihad?” ”Nej, usimuleret, seksuelt samkvem med en gris”.
 
National Anthem.
 
Selvfølgelig er det et lumpent vrængbillede af Facebook- og Twitter-generationens ekkokamre. Så snart historien er sat på skinner, depraveret, ubehagelig og urealistisk, er den dømt til at opfylde sin egen virale skæbne. Selv fake news er nyheder. Man kan næsten regne slutningen ud, og selv om den er djævelsk rent grafisk (se den selv), så er det snarere den sociale selvforstærkelse undervejs i både de fysiske og virtuelle bobler, der er allermest ondsindet.
 
Idioten, der ikke må være idiot
Der er en lille uforløst Fjodor Dostojevskij i Brooker. En ”idiot”. Bag de perverterede installationer af global fremmedgørelse pibler en skrøbelig omsorg for det afklædte, eksistentielle menneske frem. Brooker beretter igen og igen om, hvordan altruisme groft skævvrides i profittens tjeneste. Der er historier om, hvordan magtens mænd bag reality-tv har indset, at ”autenticitet” er det nye guld, og der er en nær fremtid, hvor sociale ratings kan give dig et lån i Afrika, og hvor grænsen mellem politisk terror og performanceteater er totalt udvisket.
 
Black Mirror viser, hvorledes vores bøn om social anerkendelse – som i sæson 3’s geniale ”Nosedive” – militariseres til en uniform, allestedsnærværende asocialitet. Brookers letfordøjelige slogan kan omskrives til, at jo mere vi rækker ud efter hinanden, jo mere fjerner vi os fra hinanden. Jo mere vi råber på gennemsigtighed, jo flere vægge bygger vi.
 
Nosedive.
 
 
Men der er ikke en idiot nedenunder Brookers intense skærmjagt. Der er ikke en forløsende "deus ex machina", hvor konspirationens centrum kortlægges og forklares. Der er ikke et autentisk selv bag lagene af sociale noder og likes. Brooker leder ikke efter mening og varme, men er styret af benhård skæbne. Det gør ham særdeles ”britisk”. Tænk på Roald Dahls ”Skæbnefortællinger” og Monthy Pythons absurde mannerismer (kunstretning mellem højrenæssancen og barokken. Red.)
 
Har du downloadet en ny app? Forvent det værste!
 
Forstørrede, usynlige verden
Brooker overtager Marshall McLuhans klassiske pointe, at medieteknologier på et tidspunkt vil vokse nærmest organisk ud af vores tøj, selv vores kroppe, og blive prostatiske forbedringer i vores sociale økosystemer. Google-briller, Apple-ure, selvmonitorerende fitnessdimser, augmented og enhanced reality er uundværlige produkter og faste bestanddele af Brookers narrative ensemble.
      
I bund grund er det sådan, at jo mere vi efterspørger teknologier, der ultimativt skal fjerne væggen mellem os og den repræsenterede – filmede, simulerede, medierede – virkelighed, jo mere vil præcis de samme teknologier larme og gøre opmærksom på sig selv.
 
Herfra er der ikke langt til Brookers andet, gennemgående tema: Jo mere vi indlader os på de sociale medier, jo mere forstærker vi vores egen latente asocialitet. Læs titlen igen: Sorte skærme. Sorte som i uigennemtrængelige. Og sorte som i onde.
 
Kynismens blomstring
På den måde går mediepastiche og moraliserende kynisme hånd i hånd hos Brooker. I Sæson 3’s ”Playtest” undersøger Black Mirror en nær fremtid, hvor computerspil plantes direkte i vores nervesystem. Wyatt Russell spiller Cooper, en ung, skægget backpacker, som forsøger at undslippe sin fars traumatiske død og en mor, der konstant ringer til ham på hans smartphone. Da hans bankkonto bliver tømt for penge i London, tyr han endnu engang til sin elskede app, der lister diverse odd jobs i området for ham.
   
Cooper svarer på en annonce fra et computerspilfirma. De søger frivillige, der skal betateste et kommende spil. Cooper er den personificerede Americano, en dude, hvis bemærkninger mest handler om, hvor højt noget er, om det er ”awesome”, eller, endnu bedre, om man kan have sex med det.
 
Ude hos spilfirmaet, der naturligvis bestyres mytologisk af en cool japaner, der dyrkes som en gud i gamer-kredse, får Cooper implanteret en lille dims i nakken, som sætter ham i stand til kognitivt – og meget livagtigt – at se og høre uhyggelige objekter, der oven i købet kommer direkte fra hans egen underbevidsthed. Han placeres i firmaets eget Haunted House, komplet med støvet pejs og en kopi af Edgar Allan Poes The Raven – og med medietekstuelle referencer til spil som Amnesia og Resident Evil. Snart udspiller det ene mareridt efter det andet sig for øjnene af ham.
               
Men i virkeligheden har Cooper allerede fuldført sin mission. For hele setuppet er fiksfakseri, et ondt, behavioristisk forsøg, som handler om, hvorvidt Cooper kan modstå fristelsen til at tage billeder på sin smartphone af det tophemmelige computerspil. Det kan han selvfølgelig ikke. Han skynder sig at tage billeder og glemmer at slukke telefonen igen. Moren ringer. Hendes opkald skaber ”interferens” i Coopers nervebaner, som gør, at han bogstaveligt talt kortslutter og ender som en fried chicken. Mission failed.Twi
 
The Playtest. NB! Spoiler-alert.
               
Eller hvad? Hvor moralen måske er, at selv unge backpackere gør klogt i at tage telefonen, når mor ringer, så er kynismen snarere, at hverken konspiratorisk indsigt (fotos af det hotte, futuristiske videospil) eller en dyb, social relation til mødre og kærester, især når man er allermest ude at skide, redder en fra Black Mirrors beske nemesis. Yep, det går virkelig så ilde, hele tiden, i Black Mirror.
 
Og så er vi tilbage ved Roald Dahls Tales of the Unexpected fra firserne. Skal jeg fortælle dig en god, ond historie?, spurgte Dahl fra sin plads i den dybe lænestol. Okay. Fra dén lille mediesprække strømmer Charlie Brookers fetish: Medier er onde, mennesker er onde, vi bliver absorberet af sorte skærme, hvad enten vi kæmper for eller imod.
 
Og imens kan dudes som Cooper og hipstere i form af Black Mirror-seere surfe autentiske oplevelser og smovse elektroniske devices fra hele kloden, uge efter uge, time efter time, kaste det hele op igen og se en ny episode, hvor Brooker fucker videre med os, selv om vi liker ham helt vildt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job