Carrie Bradshaw, Claire Danes, Lexie Grey og Zoe Barnes
Sådan scorer du dig en Office Daddy

Glem din work-husband. Du skal have en Office Daddy.

Skrevet af
Tidens tv-serier viser os, at unge kvinder ikke kommer nogen vegne uden en ældre mand. Så kvinde: Få dig en office daddy.

Du er ung, du er kvinde - og du vil frem i verden. Du har allerede et veletableret forhold med din work-husband. Han giver dig en allieret på jobbet. Jeres seksuelt ladede relation fremmer din karriere og giver spænding i hverdagen. I minder om Jim og Pam fra 'The Office', eller måske er I ligefrem Scully og Mulder i 'X-Files'.


Classic work-husband relationship: Scully og Mulder fra 'X-files'.

Men nu er tiden kommet til at stile højere. Du skal have en mere frugtbar forbindelse på jobbet, for eksempel en ældre vidensperson, der bare elsker at dele ud af sin store erfaring. Det er tid til at finde dig en office daddy.
 
Konceptet er klassisk: Du er ung, smuk og ambitiøs. Han har grå stænk, er modtagelig for smiger og helt sikkert meget klogere end dig. Din office daddy giver dig råd om arbejde, livet og kærlighed. Og han kan sikkert også lære dig noget i sengen.

'All In: The Education of General David Petraeus' var titlen på elskerindens bog. Et office daddy-forhold på et farligt sidespor?

Hvem er din office daddy?
Din office daddy er din kilde til livserfaring og alt, han ønsker til gengæld, er at være i nærheden af din yndefulde ungdom og høre dig fortælle ham, hvor klog han er. Det er denne dynamik mellem ung kvinde og ældre mand, som adskillige romcoms og tv-serier flittigt gengiver. Han har pengene, han har magten, men er kørt sur i livets trummerum eller sin midtlivskrise. Enten føler han sig gammel, eller også føler han sig langt yngre end sin faktiske alder og påtager sig derfor gladeligt rollen som mentor for en talentfuld, men uerfaren, kvindelig yngling.

I din egen jagt på den perfekte office daddy kan der på baggrund af de mange præcise portrætteringer af office daddys i fiktionens verden opstilles følgende kriterier:
 
  • Han skal være placeret hierarkisk over dig. Det nytter ikke at tage imod gode råd fra den aldrende EDB-medarbejder, når du vil stige i graderne. Gå efter det grå guld. Led i direktionen, hos afdelingscheferne eller mellemlederne, men husk at han skal findes mindst et trin højere oppe end dig.
Følg eksemplet Lexie Grey fra 'Grey’s Anatomy'. Den unge medicinpraktikant bliver taget under vingerne af plastikkirurgisk guru Mark - McSteamy - Sloan, og han viser hende mere og andet end medicinske mirakler.
 

Sloan og Lexie (Mark Dane og Chyler Leigh) som ikonisk par i serien 'Grey's Anatomy'.
 
  • Han skal være væsentligt ældre end dig. Asymmetrien i jeres liv skal være til at tage og føle på. Måske har du lige fået børn. Hans er flyttet hjemmefra. Du har lige købt din første lejlighed. Han har friværdi.
Jeres relation skal gerne minde om 'Lolita' eller 'An Education', hvis de altså havde foregået på et kontor. Kvaliteten af jeres daddy-daughter-relation stiger med aldersforskellen og asymmetrien.
  • Han skal være attraktiv. Den seksuelle spænding mellem jer er en af de vigtigste drivkræfter, når du skal udfritte ham om, hvordan man får noget trumfet igennem i bestyrelsen. Han ved det hele, men giver det ikke væk gratis. Så med mindre du vil fake dig til en flirt, skal enten hans udseende, store vid eller charme tænde dig bare en lille smule.
Vi snakker Downey Jr, Pitt og andre modne godbidder.
 
 
'The Intern'. En film, som spiller på office daddy-rollen, blot med omvendt fortegn. Denne gang er det Niro, som er intern.
 
Han skal kunne lide dig. De fleste arbejdspladser har en vidensperson, alle andre medarbejdere ville elske at suge viden fra. Men han er klar over sin magtposition og agter ikke at give slip så let. Desuden er han bitter og desillusioneret. Men hvis du nu iklæder dig en nuttet top, en kort nederdel og et uvidende, men inciterende udtryk, kan det være, at du er den, der får lov at knække nødden.
 
Vi ser det i 'House', hvor den gnavne og utilpassede House hyrer den smukke, unge Allison Cameron, der får lov at lære af mesteren selv.
 
Cameron: "You hired me to get into my pants?" 
House: "I can't believe that that would shock you. It's also not what I said. No, I hired you because you look good; it's like having a nice piece of art in the lobby." 
 
Hospitals-daddy Dr. House og turnuslægen Allison Cameron (Hugh Laurie og Jennifer Morrison).
 
Pyt med, om dine professionelle kvalifikationer bliver overset. Hvis du er køn nok, skal du nok få skovlen under din potentielle office daddy. Og heldigvis er det jo dit udseende, karrieren afhænger af.
 
Hvad du kan bruge din office daddy til
Først og fremmest skal din office daddy give dig karrieremæssige fortrin. Det kan være gode råd om dine arbejdsopgaver, men så sandelig også om livet i dets helhed. Han er altid et erfaringsskridt foran, hvad angår sådan cirka alt, hvad du foretager dig. Han har set det hele og betragter sine livsvalg i bagklogskabens lys.
 
Han er selvsikker og har styr på det hele. Mens du har travlt med at anerkende ham for det, kan du passende aflure hans lifehacks.
 
Hvis du er i den mere eksotiske del af erhvervslivet, kan du også benytte ham som uvidende informator om tophemmelige sager. Det gør fx Allison i 'Homeland', der gladeligt krøller lagener med den væsentligt ældre Saul for at lægge et røgslør over sin dobbelttilværelse som russisk spion, lige indtil hun bliver opdaget, og Saul gennemhuller det bagagerum, hun gemmer sig i.
 
Saul er i øvrigt også office daddy for hovedpersonen Carrie, hvilket hun nyder godt af, når hun går rogue og egenhændigt bekæmper terror. Din office daddy kan lidt af det hele. Der er både omsorg og begær, og han er en loyal partner in crime, hvis du altså sørger for at holde dig gode venner med ham og arbejdspladsen.
 
Daddy Saul og Claire i 'Homeland' (Mandy Patinkin og Claire Danes).
 
Hvad office daddy kan bruge dig til
Hvor smigrende er det ikke at blive brainpicked af en ung, ivrig, men uvidende og, naturligvis, smældende hot medarbejder, der suger alle dine ord til sig som en badesvamp?
 
Din office daddy kan både se frem til at blive lyttet intenst til, blive mere magtfuld på jobbet – for selvfølgelig følger du hans råd og sætter dermed hans dagsorden – og til sex. Måske. De incestuøse undertoner sat til side, vi har vel alle læst 'My Fair Lady' og drømt om enten at være den modellerbare Elisa Doolittle, der får et liv i sus og dus, eller den kloge, men hidsige Henry Higgins, der i kraft af sin store viden får omdannet blomstersælgersken til at være en rigtig dame, som han oven i købet kan dele seng med?
 
Du er hans projekt. Du puster nyt liv i ham og giver ham noget at stå op til. Uden for kontoret illustrerer Helen Hunt og Jack Nicholson udmærket office daddy-dynamikken i filmen 'As Good As It gets'. Her finder den gamle gnavne mand med galoperende OCD meningen med livet, da den yngre servitrice med den syge dreng træder ind i hans verden. Hun har kroppen, han har pengene, og så er der ikke et øje tørt.
 
Hvornår skal du finde dig en office daddy?
Du skal finde dig en office daddy, når din karriere er lige på vej til at tage fart, og du er plukkemoden og fuld af potentiale. Dit indsmigrende videbegær og din underspillede lovning på sex får dig langt hos den rigtige kandidat, der straks vil vende dine daddy issues til både sin og din fordel.
 
For daddy issues er selvfølgelig din faste følgesvend, side om side med dine vægtkomplekser og den obligatoriske følelse af bare ikke at være god nok. Men bare rolig. Din office daddy iklæder sig gerne superheltedragten og agerer mægler, når der er problemer mellem dig og de voksne.
 
Det skete fx for Carrie Bradshaw i 'Sex and the City', da hun ikke kunne enes med den iskolde Enid fra Vogue og derfor fandt en trøstende skulder hos den faderlige Julian.  
 
Carrie Bradshaw (Sarah Jessica Parker) bliver drukket fuld af sin Vogue Daddy, Julian (Ron Rifkin).
 
At det ender med en ret så pinlig situation i en garderobe - hvor Julian har klædt sig af og tager faderrollen to the next level, mens Carrie ikke lige er med på den galej - er kun en bagatel. Nogle mennesker tager bare ikke en chance, når den præsenterer sig i form af midaldrende mand klar til videndeling.
 
Sex er dit arbejdsredskab … ikk?
Ladies! Det er jo ikke givet, at din office daddy og du skal involvere jer seksuelt med hinanden. I 'Homeland' er forholdet reelt faderligt og kammeratligt. Det faktum, at Carrie Mathison er en noget nær genial (og gal) agent, kompenserer rigeligt for den manglende sex. Men let’s face it: Vi kan jo ikke alle sammen være den bedste. Derfor må du afveje, hvor vigtig din karriere er for dig, og om lidt lagengymnastik med den rigtige ikke er et fint redskab til at komme lidt frem i verden.
 
I 'House of Cards' er det fx rigeligt umagen værd for den unge journalist Zoe Barnes at dele lidt ud af sin smækre unge krop til Frank Underwood for at få politisk insiderviden, hun kan bruge på jobbet. Selvfølgelig lige indtil han skubber hende ud foran et tog.
 
Francis Underwood: A great man once said, everything is about sex. Except sex. Sex is about power.
Zoe Barnes (Kate Mara) scorer alfahannen over dem alle, Francis Underwood, i serien 'House of Cards'.
 
Og det er værd at have med i baghovedet. For selvom office daddys sjældent er så vilde som hr. Underwood, kan dynamikken mellem jer gå galt, især når der er sex involveret. Sørg derfor for at have nogle værdifulde informationer om ham, gerne i flere kopier, så du sikrer dit liv og din karriere, hvis relationen går shitways.
 
Lær af de andres erfaringer
Selvom vi bruger eksempler fra fiktionens verden her, skal det ikke afholde dig fra at tage imod lidt gode råd, når du skal finde den helt rigtige office daddy:
  • Det handler om at være pæn (du kan godt droppe at finde en brugbar office daddy, hvis ikke du ligner en million).
     
  • Du skal være ung (alt over 30 er et no-go. Uanset hans alder. Du er bare ikke interessant nok for ham).
     
  • Du må ikke være for klog (for at få ham til at føle sig rigtig godt tilpas, skal du ikke vide mere end ham. Han skal altid have overhånden. Hvis du tilfældigvis er klog: Spil dum).
     
  • Hvis du har faglig integritet, skal du helst gemme den væk (for selvom du måske gerne vil anerkendes for din faglighed, er den ikke interessant for din office daddy).
     
  • Når forbindelsen er oprettet, er det kun ham, der må bryde den (uanset om I går i seng med hinanden eller ej, skal det være ham, der slutter relationen. Ellers kan du lynhurtigt finde dig selv kørt ned af et lyntog. Eller værre endnu: venneløs og på bunden af hierarkiet på arbejdspladsen. Og hvem gider være der?).
 

Relaterede artikler

Hvil i din bamseform - Dadbod – farkrop – er noget af det mest hotte, mænd kan have lige nu. Trenden rammer høj og lav – men hvorfor er det sex...
Alt om medier og kultur - I hvilke artikler kan du finde viden om kultur og medier? Kforum giver dig overblikket her. Fx: Hvad sker der, når små b...
Magtmand med erotisk kapital - Ligestilling. Dobbeltmoral. Sexchikane. Canadas nye premierminister, Justin Trudeau, trækker overskrifter (og mange bill...
Free-seating: Hvem har nappet den gode plads? - Free-seating nedbryder siloer og skaber nye kreative arbejdsmiljøer. Men hvad med redebyggerne; den fodboldtossede Marti...
Danmarks mest misforståede og diskriminerede mænd - I dag er det Kvindernes Kampdag, og Danmark er fuld af debatarrangementer om hverdagssexisme, undertrykkelse og amning. ...
Underwood 4.0 - House of Cards er tilbage og Frank Underwood for President er vanen tro ikke uden blodsudgydelser på vejen. Valgkampen e...
Med øjenvipper så sorte som sjælen - Mediebranchen er gået i selvsving over DR3's nye dokumentarserie om en gruppe unge kvinder med kunstige øjenvipper og sp...
Sådan skriver du en god praktikrapport - Din praktikperiode nærmer sig sin afslutning. Du har nydt det, har fået spændende udfordringer, kun lavet kaffe og hente...

Giv din stemme

34 stemmer
3,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.