Briternes blodigste fredag

I den seneste måned har jeg, måske for første gang i mit liv, forstået en lille smule af, hvad det vil sige at være fodboldfan. Hvordan man kan bruge endeløse timer på at diskutere dagsform, potentielle holdopstillinger og fremtidige dispositioner målt i forhold til tidligere kampe. Analyser, der for udenforstående har samme almene publikumsappel som en undervands-rugbykamp (kun sjovt, hvis man selv er i vandet).

Det britiske valg bar præg af skrappere og mere personlige smædekampagner, end vi normalt ser i Danmark. Her er det Labour mod Cameron, men de forskellige partier var vist nogenlunde lige gode om det...Måske er tendensen på vej til os?

Kvalificeret gætværk tilsat intuition, research og en ikke ubetydelig portion matematiske beregninger, der alt sammen som en hovedregel ender med at blive revet væk på få sekunder i det brutale møde med virkeligheden. Alle mine omhyggeligt udregnede scenarier, mine analyser af britisk politik - for det var Cameron og Miliband, snarere end Messi og Lampard, der var genstand for min interesse - forsvandt hurtigere, end man kunne nå at sige ”exitpolls” klokken 22.10 torsdag aften.

Den store overraskelse: Cameron bliver i Downing Street. Kilde: GettyImages.

Den store, blå sekskant på Sky Television midt i det store rum på London School of Economics, hvor jeg befandt mig sammen med en række andre journalister og politiske eksperter, forkyndte, at David Cameron havde vundet valget. Efterhånden som natten skred frem, stod det klart, at den sidste måneds meningsmålinger, der viste dødt løb mellem Labour og de konservative, havde taget grueligt fejl. Stort set dem alle sammen.

Alle disse samtaler med professorer i politik, Tony Blairs tidligere spindoktor Alastair Campbell, Liberaldemokraternes tidligere leder Paddy Ashdown og den konservative meningsmålingsguru Lord Ashcroft. For ikke at nævne de mange timer på Londons pubber i selskab med kolleger optaget af de samme særinteresser. Alle var de baseret på et falsk grundlag. David Cameron var i virkeligheden foran hele tiden.

Stem på UKIP, og slip skotterne løs

Det i en valgkamp, der handlede meget lidt om politiske udspil og næsten kun om den perverse byttehandel, det britiske valgsystem kan synes at være for en udenforstående: UKIP (nationalkonservativt og euroskeptisk parti, red.) har hele tiden advokeret for at få en folkeafstemning om EU, men det var ifølge den konservative kampagne det sidste parti, man skulle stemme på, hvis man ville have en folkeafstemning.

UKIP-leder Nigel Farage foran et af sine kampagneboards.

For en stemme på UKIP ville svække det konservative mandat, og ville derfor i virkeligheden være en stemme på Labour. Og en stemme på Labour var i virkeligheden en stemme på Scottish National Party med Nicola Sturgeon og hendes dagsorden om at skrue ned for de offentlige besparelser. Fordi skotterne ville få så mange stemmer, at de ville kontrollere Labour, og så ville Storbritannien snart være på bankerottens rand. Igen.

Oveni at være invaderet af de skotske horder, som David Cameron for bare få måneder siden havde tigget om at blive i Storbritannien, da de stemte om løsrivelse. En ting er at have dem i unionen, en anden ligefrem at give dem magt i det britiske parlament. Ingen midler blev skyet for at advare om denne overhængende fare, der truede Storbritannien. Og selveste John Major blev støvet af og sendt ud i verden med en besked om, at selve Storbritanniens eksistens var truet, og at skotsk indflydelse ville være ”katastrofalt”.

De rebelske konservative syntes, at Nigel Farages UKIP (hvis usvigelige evne til at kæde alle Storbritanniens problemer sammen med immigration ville få selv Mogens Camre til at blegne af misundelse) lød som et godt sted at smide sin stemme. Men de blev alligevel forskrækkede ved tanken om at lade en anden slags fremmede, nemlig skotterne, komme til London i for stort tal.

De vendte hjem, som de fleste politiske kommentatorer udtrykte det, da de havde slugt deres forbavselse. Skræmmekampagnen blev mesterligt ført af den australske Lynton Crosby, der har udmærket sig ved at vinde flere valg for den australske premierminister John Howard, inden han slog sig ned som rådgiver. Hans firma har været med til at vinde 250 valg i 57 lande, så han ved, hvad han har med at gøre.

Lynton Crosby, den store politiske kampagnetroldmand.

007 Sturgeon

I Skotland virkede det ikke. Her har de konservative været hadet siden Margaret Thatchers tid, og partiet ses af den almene skotske vælger nærmest som en slags radioaktivt materiale, der bliver ved med at være giftigt selv efter 30 års dvale. Edinburgh og omegn er en slags konservativt Tjernobyl. Bedst at lade det være og i ny og næ lade en fotodrone flyve over i erkendelse af, at området er tabt.

Måske må Labour komme til samme konklusion. Efter partiet slog sig sammen med de konservative og Liberaldemokraterne om at overbevise skotterne til at stemme nej til uafhængighed, har Scottish National Party (SNP) haft knusende let ved at male Labourpolitikerne op som den del af Londoneliten, der alligevel altid holder sammen over for Skotland. Læg dertil, at SNP's leder, Nicola Sturgeon, simpelthen var den bedst klædte, den mest veltalende og sammenhængende politiker i hele valgkampen. Og at hun i modsætning til de fleste andre havde et klart politisk program, som hun var i stand til at formulere i sammenhængende sætninger.

Nicola Sturgeon, SNP's leder, veltalende og velklædt. Kilde: GettyImages.

Da hun rejste rundt i Skotland, ville begejstringen ingen ende tage. Skotterne havde fået den måske første virkelige nationale helt med helikopter og figursyede jakkesæt, siden Sean Connery gav den som 007 i Dr. No. Nede i England forsøgte Liberaldemokraternes leder, Nick Clegg, også at imponere vælgerne med rejser. Han rejste – bogstaveligt talt – fra den ene ende af landet til den anden på den mest smertefulde måde, der er tilgængelig for briter: i bus.

Undervejs gav han interviews til journalister, hvor han håbefuldt fortalte, at han var sikker på, at ”Liberaldemokraterne bliver den helt store overraskelse ved det her valg”. Det fik han på en måde ret i. Ingen havde troet, at nederlaget ville blive så grusomt. Fra 57 mandater til otte.

Den politiske Elvis-sandwich

Men den helt store historie var selvfølgelig Labours nederlag. Hvornår gik det virkelig galt for Ed Miliband? Var det, da han i et ubevogtet øjeblik lod sig fotografere midt i at have, hvad der kan beskrives som en beskidt affære med en baconsandwich? Fotoet var så stærkt i sit udtryk, at det blev bragt på forsiden af den Rupert Murdoch-kontrollerede The Sun som en vægtig grund til, at man ganske enkelt ikke kunne stemme på Labour. Under overskriften: Save Our Bacon.

Ed Miliband med sin sandwich.

Det beviste om noget, at Ed ganske enkelt ikke har ønsket at lytte til sin storebror David Milibands erfaringer. Havde han gjort det (hvis de ellers er på talefod, ikke meget tyder på det), ville han vide, at David Miliband formentlig mest af alt tabte valget om Labours nye formand til sin lillebror, fordi han lod sig fotografere med en banan. Ingen ser værdig ud med en banan.

David Miliband, Eds bror, med den famøse banan.

Hvis nu bare David Cameron havde ladet sig fotografere med en peanutbutter-sandwich, så kunne de tre tilsammen have lavet verdens tristeste politiske Elvis-sandwich. Men David Cameron, der havde en kort periode med et rigtigt arbejde i PR-branchen, inden han gik ind i politik, var alt for klog til at lade sig fange i den slags penible situationer. Han blev i stedet fotograferet med en hotdog i en have. Afslappet sammen med såkaldt Almindelige Vælgere, der forsøgte at lade, som om det var helt normalt at grille med premierministeren under overvågning af tv-kameraer og fotografer. Og at spise hotdog med kniv og gaffel.

Cameron spiser hotdog med sin familie og Almindelige Vælgere.

Da stemmerne var talt op torsdag nat og fredag formiddag, havde vælgerne overvejende stemt for hotdog frem for baconsandwich med en skotsk haggis on the side.

De dårlige tabere

Efter alle de ugers hurlumhej endte det med, at valgkampen faktisk ikke rykkede specielt mange vælgere. På hvad der formentlig vil gå over i historiebøgerne som den blodigste fredag i britisk politik, gik tre partiledere af på en time. Først Nick Clegg fra Liberaldemokraterne, så Nigel Farage fra UKIP og endelig Ed Miliband, der holdt en dybfølt undskyldtale, inden han sagde op og tog til Ibiza på ferie.

Nigel Farage nåede så lige mandag at lave boomerang-finten. Han meddelte, at ”partiet ikke accepterede min opsigelse”. Så alle de taktiske stemmer i South Thanet-valgkredsen, alle de mennesker, der havde bidt hovedet af al skam og stemt konservativt netop for at holde Nigel Farage ude, stemte på en måde forgæves. Men det er der cirka 65 procent af alle britiske vælgere, der gør i forvejen.

David Cameron, som alle eksperterne havde spået til at være i farezonen, rykkede i mellemtiden i triumf ind i Downing Street med en flertalsregering. Det betyder i praksis, at den konservative regering nu nærmest kan gøre det, der falder den ind, uden utidig indblanding fra koalitionspartnere, skotter eller andre mennesker med en anden dagsorden om EU, menneskerettigheder, offentlige besparelser og andre ting, der trænger til en grundig konservativ reform.

At der er kommet andre boller på suppen, kan man se i det faktum, at to ministre i den nye regering (justits- og undervisningsministeren) begge offentligt er gået ind for genindførelse af dødsstraf. Justitsminister Michael Gove har endvidere præciseret, at han foretrækker hængning. Og de, der ikke bryder sig om den konservative måde at gøre tingene på, de kan bare tage sig sammen. Den nye konservative regering gider nemlig ikke klynk.

Parlamentsmedlem Rob Wilson blev spurgt på Twitter, hvad han mente, de planlagte konservative besparelser ville gøre ved den stigende hjemløshed. Hjemløsheden var steget med 700% i valgkredsen, tilføjede hun. Rob Wilson havde svar på rede hånd: "Hold op med at være sådan en dårlig taber". Så var den sag lukket.