Hvilket bureau er WinWin?

Brancheglidningen i bureauverdenen medfører et større behov for at kunne det hele. Alt fra on- og offline til kreative og strategiske kompetencer er efterhånden en nødvendighed for det moderne bureau. Denne udvikling påvirker bureauernes størrelse, og hvor ender de så i Bureaubiz' Bureauanalyse 2016, som win-win-bureauer eller slavepiskere?
Kan dit bureau score Don Draperen af alle medarbejdere? Så er det måske et WinWin-bureau.
Kan dit bureau score Don Draperen af alle medarbejdere? Så er det måske et WinWin-bureau.
af Finn Graversen
Mange kommunikationsfolk har haft en selvforståelse af, at man er hævet over den rent kommercielle verden, man finder hos for eksempel reklamebureauerne. Man arbejder med en mere idealistisk kommunikation, der ikke blot handler om at sælge varer. Ligeledes har selvforståelsen hos mange PR-bureauer også været, at man er placeret et helt andet sted i værdikæden. PR-bureauer arbejder nemlig med topledelserne om virksomhedernes overordnede kommunikation, mens andre bureauer må tage til takke med marketingafdelingerne, som typisk er noget længere nede i hierarkiet.
 
Det er blot en selvforståelse, som får det sværere og sværere. Brancheglidningen rammer ikke kun reklamebureauer - den digitale udvikling indebærer lige så store udfordringer for PR-bureauer. Og spørgsmålet er, om de først nu er ved at tune sig ind på at tilpasse sig den virkelighed?
 
I 2014 så det ellers ud til at gå rigtig godt for branchen i den årlige bureauanalyse fra Bureaubiz. De 39 PR-bureauer voksede med næsten 9 procent, hvilket var klart mere end det samlede tal for de 248 bureauer i analysen. Men det var primært reklamebureauerne, der trak ned. Af de seks bureautyper i analysen var PR-bureauerne kun fjerdebedst.
 
Og i 2015 kom PR-bureauerne så ned på jorden igen. Her faldt den samlede bruttoavance med 3 procent - det samme som reklamebureauerne faldt med. Gruppen er vokset til 42 bureauer, og det var ikke de nye bureauer, der trak ned.
 
Kigger man nogle år længere tilbage, så har udviklingen været mindre prangende. Tendensen har været til en faldende andel af markedet, mens digital-, media- og dialog-bureauer vinder andele, og det understreger, at PR-bureauerne lige som alle andre bureautyper skal tilpasse sig den digitale virkelighed.
 
Public Relations eller Press Relations
PR står for Public Relations og i mange år har det kunnet oversættes til Press Relations, fordi pressen var gatekeeperen ud til offentligheden. Derfor var folk, der kunne hjælpe virksomhedernes ledelser med at håndtere den genstridige presse, i høj kurs.
 
Med den digitale virkelighed kan man vende tilbage til Public Relations, for pressen er ikke mere den uundgåelige gatekeeper. Nu kan man bedre end nogensinde kommunikere direkte med forbrugerne, og nogle af tidens mest succesrige bureauer har netop stærke dialog-kompetencer. Den digitale verden bevæger sig i stigende grad mod en eller anden grad af 1:1 kommunikation.
 
Dialogen og interaktionen på de sociale medier er dog også et felt, som rummer muligheder for PR-bureauerne. Shitstorms er blot et eksempel, hvor deres DNA kan få en ny rolle. Men samtidig kommer man tættere på markedsføringen. Strategisk kommunikation er ikke noget, der kan køres med topledelserne adskilt fra marketingafdelingen. Og så vil digitale kompetencer lige som hos andre bureauer udfordre bureauerne på størrelse. Hvis man som bureau skal kunne levere troværdigt på både on- og offline samt på strategiske og kreative kompetencer, så kræver det en kritisk masse.
 
Fusionerende bureauer
Det lægger op til en konsolidering i en branche, der ellers har været kendetegnet af relativt små bureauer - og der er da også tegn på, at noget er ved at ske.
 
Geelmuyden Kiese fusionerede med House of Communication, LEAD Agency fusionerede med Kasters, og Primetime har købt flere mindre bureauer. Da fusionen med Lead blev præsenteret fremhævede Søren Kaster netop størrelse i forhold til at gribe mulighederne i markedet.
 
LEAD og Kaster fusionerede i starten af 2016, blandt andet for at kunne gå efter de større opgaver. 
 
"Vi mener begge, at vi driver vores bureauer på en måde, der berettiger til at indtage en placering blandt de største kommunikationshuse. PR-branchen er meget fragmenteret, og flere muskler styrker os i forhold til både rekruttering af talenter, digital udvikling samt muligheden for at gå efter de store opgaver," sagde Søren Kaster.
 
Hvis man ser bort fra Advice, så er det dog Operate, der har taget førertrøjen blandt PR-bureauer. Advice udspringer godt nok af PR-verdenen og rummer stadig betydelige kompetencer inden for dette område - men har udviklet sig i en retning, hvor bureauet nu står blandt reklamebureauerne. Her er bureauet landets fjerdestørste reklamebureau.
 
Advice er landets fjerdestørste reklamebureau, men udspringer egentlig af PR-verdenen.
 
Operate havde en markant vækst på 30 procent til næsten 39 mio. kr. og er således klart størst i PR-branchen. Hertil kommer, at gruppen faktisk også rummer et digitalt bureau, Operate Technology, der optræder sammen med de digitale bureauer. Lægger man det til, så har Operate en bruttoavance på over 44 mio. kr. og er second to none i branchen. Det skal også nævnes, at Operate har oprettet et nyt selskab, Operate Experience, i samarbejde med tidligere Bysted-direktør, Bo Søby Kristensen, og set udefra er Operate dem, der er nået klart længst i forhold til at udvikle en bredere funderet organisation. Adm. dir. John Pedersen nøjes dog med afdæmpet at konstatere, at der er en bevægelse i gang i markedet.
 
"Det er først i de senere år, at vi for alvor har udviklet vores kompetencer, og det bliver spændende at se i de kommende år, hvor mange af os, der vil være dygtige nok til at bygge den brede portefølje af kompetencer, og hvem der vil fastholde specialistvejen," siger John Pedersen. Den sidste bemærkning sigter til, at det hos PR-bureauerne lige som andre bureautyper først og fremmest vil være bureauer i midten, der kommer under pres for at søge den ene eller anden vej.
 
Operate er klart PR-branchens største bureau og rummer blandt andet også et digitalt bureau og det nyere selskab Operate Experience, som fokuserer på oplevelsesindutrien.
 
"Der vil altid være plads til specialistbureauer, som enten dyrker en nichekompetence, eller hvor nogle nøglepersoner har tætte relationer til en række kunder," siger John Pedersen og fortsætter: "Men brancheglidningen indebærer, at kommunikations-kompetencer smelter mere og mere sammen, og det vil udfordre PR-bureauerne. Det er ikke kun et spørgsmål om at være relevant for både topledelser og marketingafdelinger - andre faglige verdener i virksomhederne kommunikerer mere, og hvis vi fortsat skal være relevante, så skal vi kunne håndtere en stadigt bredere portefølje af kompetencer. Det kan man ikke gøre troværdigt uden en vis størrelse."
 
Bureaubiz bureauanalyse 2016
Den årlige bureauanalyse fra Bureaubiz rummer nøgletal for mere end 257 bureauer fordelt på 6 typer: Reklame, Digital, PR, Media, Design og Dialog. Nøgletallene omfatter: Bruttoavance, Bruttoavance pr. medarbejder, Lønandel, Resultat af primær drift, Primær drift pr. medarbejder, Overskudsgrad og Gennemsnitsløn.
 
På baggrund af den gennemsnitlige personaleomkostning og lønandel inddeles bureauerne i fire forskellige grupper: WinWin, Slavepiskere, Socialkontorer og LoseLose.
 
Lønandelen viser hvor god en forretning bureauet er - jo lavere des bedre.
 
 
Den gennemsnitlige personaleomkostning fortæller, hvor god bureauet er til at tiltrække de bedste medarbejdere - jo højere des bedre.
 
Operate er et af de syv PR-bureauer, der ligger i WinWin-gruppen ifølge bureauanalysen. Det skyldes, at de har en lønandel UNDER branchens gennemsnit og en gennemsnitsløn OVER branchens gennemsnit. I matrixen herunder ses, hvor de forskellige bureauer befinder sig. Krydset i koordinatsystemet er gennemsnittet.
 
 
 
 
Rapporten udkommer i trykt form og koster 1995 kr. ekskl. moms.
Den kan bestilles ved at maile til Finn Graversen på finn@bureaubiz.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job