Har du altid krav på at kende vinklen?
Er det okay at kilderne blot får rå citater tilsendt, og skal godkende i blinde? Det virker som et tegn på, at tilliden er væk mellem journalist og kommunikationsafdeling. Måske har den aldrig været der. Men det burde den være. Vi får jo begge noget ud af det. Vi er afhængige af hinanden. Lad os få det bedste ud af det - det kommer der også bedre journalistik og budskaber ud af.
af Maria Noel
Citat-notatet og blanko-checken
Jeg er uddannet journalist og arbejder som kommunikationsmedarbejder i en større dansk virksomhed. Citatgodkendelser er en del af hverdagen, og plejer egentligt ikke at volde mig de store problemer.
I sidste uge interviewede en journalist en fra min virksomhed. Min kollega havde aftalt med journalisten af sende citaterne til mig, så jeg kunne godkende dem.
Dem fik jeg så i dag
Næsten en hel A4 side fyldt med 10-12 citat-noter. De var ikke sat i en kontekst, eller renskrevet og så fik jeg halvanden time til at godkende dem.
Min første tanke var, at det måtte være en journalistpraktikant, der uden at vide det var i gang med at spilde begge vores tid med en masse citater, som hun alligevel ikke ville ende op med at bruge i artiklen. Samtidig med at hun jo egentlig bad mig skrive under på en blankocheck ved at bede mig godkende citater blottet for kontekst.
Jeg besluttede mig for høfligt at spørge, om jeg måtte se citaterne i en sammenhæng.
Svaret bekræftede min naive praktikant-teori.
I sidste uge interviewede en journalist en fra min virksomhed. Min kollega havde aftalt med journalisten af sende citaterne til mig, så jeg kunne godkende dem.
Dem fik jeg så i dag
Næsten en hel A4 side fyldt med 10-12 citat-noter. De var ikke sat i en kontekst, eller renskrevet og så fik jeg halvanden time til at godkende dem.
Min første tanke var, at det måtte være en journalistpraktikant, der uden at vide det var i gang med at spilde begge vores tid med en masse citater, som hun alligevel ikke ville ende op med at bruge i artiklen. Samtidig med at hun jo egentlig bad mig skrive under på en blankocheck ved at bede mig godkende citater blottet for kontekst.
Jeg besluttede mig for høfligt at spørge, om jeg måtte se citaterne i en sammenhæng.
Svaret bekræftede min naive praktikant-teori.
“Lige som mange andre medier sender vi kun citater til tjek”.
Uha da. “Mange andre medier”. Skulle det få mig til at skifte mening omkring noget, som, jeg mener, er et grundlæggende journalistisk værktøj, der er til begge parters fordel?
Ingen af citaterne var “farlige”, og jeg havde svært ved at se, at sammenhængen ville kunne maltraktere dem, så jeg besluttede mig for at gå i gang med citat-notatet.
Det skrev jeg til hende. Men væbnet med min praktikantteori ville jeg lige slå et lille slag for den journalistiske faglighed, der kommer os begge til gode. På en ordentlig måde, naturligvis. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Redaktøren blev kørt i stilling
En smøre, der var næsten lige så lang som citat-notatet, ramte min naive mailboks.
Beskeden var klar. De sender af princip kun citater til gennemsyn for faktuelle fejl og mangler, og hørte de ikke noget fra mig inden deadline, betragtede de citat-notatet som godkendt.
Det tog mig længere tid at læse smøren, end det ville have taget mig at godkende citat-notatet. Størstedelen af mine halvanden time var gået, og den stakkels måske-praktikant endte med at have en halv time til at sortere i sit citat-notat og få det til at give mening i sin hemmelige kontekst. Det kommer der næppe noget journalistisk mesterværk ud af.
Er det virkelig sådan journalister arbejder i dag?
Jeg har også arbejdet som journalist, og ser citat- og faktatjek som en gave til kvaliteten af mit arbejde. Og ja, jeg har også haft min del fluekneppere, der pludselig mener noget helt andet eller synes, de er blevet totalt fejlciterede, fordi citatet ikke får dem til at lyde som en ph.d. afhandling.
Men langt de fleste kilder strammer citaterne lidt op, samtidig med at de faktatjekker konteksten. Som journalist er det jo en foræring.
Tillid giver bedre artikler
Samarbejdet mellem en kommunikationsafdeling og en journalist vil altid være baseret på tillid. Kilden skal have tillid til, at journalisten forvalter historien forsvarligt og har etik med i sin journalistiske værktøjskasse. Og journalisten skal have tillid til, at kilden respekterer håndværket.
Hvis man af princip ikke vil sende konteksten til sine kilder, kan man så forvente, at kilden viser en tillid igen en anden gang? Bliver ens invitationer så ikke bare væk i posten?
Citatgodkendelser med kontekst er et journalistisk værktøj, der gavner begge parter. Journalistens artikel bliver faktatjekket, citaterne strammet og kildens budskab bliver serveret på en lækker måde.
Lad os nu for pokker lade være med at sidde på hver vores side af det åndssvage bord og samarbejde i stedet for. Jeg citattjekker ikke, fordi jeg er bange for at blive citatmishandlet. Hvis jeg var det, var interviewdøren aldrig blevet åbnet. Så… kære journalist. Kvittér min tillid med tillid. Det gør os begge bedre. Og hurtigere.
Citatgodkendelsens fremtid
Uha da. “Mange andre medier”. Skulle det få mig til at skifte mening omkring noget, som, jeg mener, er et grundlæggende journalistisk værktøj, der er til begge parters fordel?
Ingen af citaterne var “farlige”, og jeg havde svært ved at se, at sammenhængen ville kunne maltraktere dem, så jeg besluttede mig for at gå i gang med citat-notatet.
Det skrev jeg til hende. Men væbnet med min praktikantteori ville jeg lige slå et lille slag for den journalistiske faglighed, der kommer os begge til gode. På en ordentlig måde, naturligvis. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Redaktøren blev kørt i stilling
En smøre, der var næsten lige så lang som citat-notatet, ramte min naive mailboks.
Beskeden var klar. De sender af princip kun citater til gennemsyn for faktuelle fejl og mangler, og hørte de ikke noget fra mig inden deadline, betragtede de citat-notatet som godkendt.
Det tog mig længere tid at læse smøren, end det ville have taget mig at godkende citat-notatet. Størstedelen af mine halvanden time var gået, og den stakkels måske-praktikant endte med at have en halv time til at sortere i sit citat-notat og få det til at give mening i sin hemmelige kontekst. Det kommer der næppe noget journalistisk mesterværk ud af.
Er det virkelig sådan journalister arbejder i dag?
Jeg har også arbejdet som journalist, og ser citat- og faktatjek som en gave til kvaliteten af mit arbejde. Og ja, jeg har også haft min del fluekneppere, der pludselig mener noget helt andet eller synes, de er blevet totalt fejlciterede, fordi citatet ikke får dem til at lyde som en ph.d. afhandling.
Men langt de fleste kilder strammer citaterne lidt op, samtidig med at de faktatjekker konteksten. Som journalist er det jo en foræring.
Tillid giver bedre artikler
Samarbejdet mellem en kommunikationsafdeling og en journalist vil altid være baseret på tillid. Kilden skal have tillid til, at journalisten forvalter historien forsvarligt og har etik med i sin journalistiske værktøjskasse. Og journalisten skal have tillid til, at kilden respekterer håndværket.
Hvis man af princip ikke vil sende konteksten til sine kilder, kan man så forvente, at kilden viser en tillid igen en anden gang? Bliver ens invitationer så ikke bare væk i posten?
Citatgodkendelser med kontekst er et journalistisk værktøj, der gavner begge parter. Journalistens artikel bliver faktatjekket, citaterne strammet og kildens budskab bliver serveret på en lækker måde.
Lad os nu for pokker lade være med at sidde på hver vores side af det åndssvage bord og samarbejde i stedet for. Jeg citattjekker ikke, fordi jeg er bange for at blive citatmishandlet. Hvis jeg var det, var interviewdøren aldrig blevet åbnet. Så… kære journalist. Kvittér min tillid med tillid. Det gør os begge bedre. Og hurtigere.
Citatgodkendelsens fremtid
Der arbejder en del journalister i kommunikationsbranchen. Vi kan skrive, vi kan lave tv og vi kan lave radio. Og så har vi opdaget, at det er nemmere og mere attraktivt at smutte vores budskaber direkte ind i danskernes lommer via de sociale medier. Vores målgruppe bliver mindre og mindre kritiske over for afsenderen og kvaliteten af et budskab, og det er et rent ta-selv bord for kommunikationsfolkene. Medierne skyder sig selv i foden ved at blive mere reklame-agtige. I fremtiden behøver jeg måske ikke kæmpe med journalisters måde at håndtere citatgodkendelse på. For jeg har sprunget journalist-ledet over, og har direkte fat i min målgruppe.
Det, tror jeg ikke, er godt for hverken kommunikationsbranchen, danskerne eller journalistikken. Men det ville klart spare mig en masse bøvl og en masse tid, jeg ikke har.
Kære med-journalist. Jeg prøver ikke at stå i vejen for dit arbejde. Jeg prøver ikke, at være et nødvendigt onde, du skal overkomme for at kunne gøre dit arbejde.
Jeg ser fordelene i et tæt og konstruktivt samarbejde, hvor vi begge har mulighed for at få vores budskaber ud. Og er det i virkeligheden ikke det, det hele handler om?
Det, tror jeg ikke, er godt for hverken kommunikationsbranchen, danskerne eller journalistikken. Men det ville klart spare mig en masse bøvl og en masse tid, jeg ikke har.
Kære med-journalist. Jeg prøver ikke at stå i vejen for dit arbejde. Jeg prøver ikke, at være et nødvendigt onde, du skal overkomme for at kunne gøre dit arbejde.
Jeg ser fordelene i et tæt og konstruktivt samarbejde, hvor vi begge har mulighed for at få vores budskaber ud. Og er det i virkeligheden ikke det, det hele handler om?
