En sofistikeret fuckfinger til magthaverne

Politikerne, reklamebranchen og de multinationale selskaber stod for skud, da organisationen Brandalism kuppede scenen for COP21 i Paris. Med 600 satiriske og syrlige falske annoncer udstillede aktionen klimahykleriet hos magthaverne. Brandalism fik brandværdi for alle pengene ved at raffinere et allerede kendt aktivistisk udtryk.
Med aktionen i Paris gik Brandalism fra at være en forholdsvis ukendt organisation til at være et verdenskendt fænomen. Organisationen har gennem en årrække forsøgt at imitere multinationale selskabers reklameæstetik ned til mindste detalje, men forvrænger budskaberne i dem.
 
Lad os lige dvæle lidt ved ordet Brandalism, der er en sammentrækning af ordene ’brand’ og ’vandalism’. Dette synes i sig selv at være et oxymoron, hvor det kapitalistiske kernebegreb ’brand’ bliver koblet med vandalisme, altså et oprør mod det etablerede. Brandalism lægger sig op ad begrebet om subvertisment (sammentrækning af subvert og advertisement), hvor man sætter et overraskende og politisk budskab ind i en ren og troværdig reklameæstetik.
 
Et eksempel på subvertisment med Sun Maid-rosiner.
 
Veludført vandalisme
På vores tids mærkedag Black Friday vågner et terrorramt Paris op til et højst overraskende budskab fra nogle af de store firmaer, som normalt fylder gadebilledet og det offentlige rum med smarte slogans, købsopfordringer og hellige CSR-budskaber. 600 dyre mediepladser i byen indeholder budskaber, der får beskueren til at tro, at de respektive afsendere er blevet grebet af samvittighedskvaler og fremlægger deres sande profitorienterede agenda.

Et af de mest veludførte eksempler er en falsk reklame fra Volkswagen, der parodierer den allerede berømte undskyldning fra VW og går skridtet videre. I den originale reklame undskylder Volkswagen, at de har svigtet forbrugernes tillid. I den falske reklame beklager firmaet blot, at de er blevet taget. Når man systematisk har snydt gennem længere tid, er der ikke længere tale om en lille fejl, men et gigantisk bedrag. Denne kapitalistiske kynisme udstiller Brandalism og udtrykker humoristisk menigmands opfattelse: "We’re sorry we got caught”.
 
Et af de mest veludførte eksempler fra Brandalisms aktion i Paris var en falsk reklame fra Volkswagen, der parodierer den allerede berømte undskyldning fra VW.
 
Antikapitalistiske Robin Hood-manøvrer
Med den omfattende aktion, hvor Brandalism bogstaveligt går ind og stjæler betalt medieplads, forsøger de at erobre retten til at udtrykke sig i det offentlige rum. En ret, der i deres optik ellers kun er forbeholdt dem, der kan betale for det. Alt efter verdensopfattelse repræsenterer aktionen sig enten som en antikapitalistisk Robin Hood-manøvre, hvor civilsamfundet får taletid, eller som et ulovligt overgreb mod den private ejendomsret og de store firmaers legitime ret til at kommunikere.
 
Aktionen sætter dermed spørgsmålstegn ved spillereglerne for kommunikation i det offentlige rum – for hvornår er noget Robin Hood, og hvornår er noget bare rendyrket vandalisme?
 
På en anden opsigtsvækkende plakat går Brandalism lige i struben på COP21's officielle sponsor, AirFrance. Det virkningsfulde i dette eksempel er ikke, at Brandalism bare antyder, at AirFrance laver greenwashing, men derimod udlægger det som en sandhed, at AirFrance sætter økonomisk vækst over klimaets velbefindende. Der er som sådan ikke noget nyt i budskaber om, at store virksomheder sætter profit over klima og miljø. Men plakaten hævder utvetydigt, at AirFrance bestikker sig fra at kunne forurene hæmningsløst. Payoff’et på plakaten siger det lige ud: AirFrance – part of the problem.
 
Brandalism stod bag denne reklame, der hævder, at AirFrance sætter økonomisk vækst over klimaets velbefindende.
 
Det kan næsten ikke blive mere sort og fordækt, når det kommer til store oliefirmaer. Her får olieselskabet Mobil det råt for usødet, når Brandalism hævder, at virksomheden har hemmeligholdt viden om de menneskeskabte klimaforandringer. Det er næsten en vedtaget sandhed, at magthavere, der holder essentiel information tilbage fra offentligheden, både er amoralske og udemokratiske. Derfor taler mange af Brandalisms plakater til nogle grundlæggende menneskelige værdier. Værdier, som store virksomheder har givet køb på.
 
Olieselskabet Mobil har også fået en over nallerne af Brandalism.
 
Intelligent provokation og til helvede med ophavsretten
Ser vi tilbage på de foregående COP-møder eller for den sags skyld andre klimaforhandlinger, har der altid fulgt demonstrationer og aktivistiske happenings med, der med både kreative og antagonistiske paroler forsøger at råbe den klimadøve forsamling af magthavere op med fx ’Climate justice NOW!’, ’system change not climate change’, ’act now or swim later’ osv.
 
Det, der gør Brandalism interessant, er, at de både imiterer virksomhedernes reklameæstetik ned til mindste detalje, men også benytter sig af mere rene kunstneriske greb. Brandalism giver deres bud på, hvordan fremtiden ser ud for menneskeheden, hvis politikerne ved COP21 ikke nosser sig sammen og tager ansvar for klodens klimaudfordringer. Nedenstående plakat illustrerer den dystopiske fremtid ved at lade den rene og uskyldige Askepot sidde og indånde giftig luft.
 
Brandalism giver deres bud på, hvordan fremtiden ser ud for menneskeheden, hvis politikerne ved COP21 ikke tager ansvar for klodens klimaudfordringer.

Et interessant aspekt ved Brandalism er, at kunstnerne bag plakaterne blæser på ophavsretten. De bruger ikoniske figurer og logoer mod firmaerne selv. Men Brandalism påberåber sig kunstnerisk frihed til at rette deres sønderlemmende kritik mod systemet. Den aktivistiske og professionelle metode gør det nemlig svært for de store virksomheder at sagsøge og hive Brandalism i retten, som de formodentlig lynhurtigt ville gøre, hvis der var tale om et brud på ophavsretten eller kritik fra en anden interessent, fx en virksomhed eller et medie.
 
Brandalisms aktion stopper derved ikke ved at udstille klimasyndere, men retter en bred kritik mod vores hyperkonsumerende og overfladiske globale samfund, som sagtens kan adressere andre udfordringer som internationale finanskriser, migration, fattigdom, forvrængede skønhedsidealer osv.

Kunst for reklame og reklame for kunst
At sætte spørgsmålstegn ved retten til at kommunikere i det offentlige rum er ikke en ny ting. Det nye er internettet. Internettet betyder, at budskaberne fra Paris' gader når kloden rundt. Men det betyder også, at sandheden, ifølge Brandalism, bag de kommercielle budskaber kommer frem i lyset.
 
Kunstnere har kritiseret den brandede kommunikation i årevis. I slutningen af 1970'erne taggede Jean-Michel Basquiat, som en del af graffiti-kollektivet SAMO©, poetiske sætninger i New Yorks reklametilplastrede gader med netop copyrightsymbolet anført til sidst.
 
Graffiti-kollektivet SAMO© skrev i 1970'erne sætninger på mure i New Yorks reklametilplastrede gader. Kilde: Viggosbackstage.com.
 
Han stillede dermed samme spørgsmål, som Brandalism gør i dag: Kan man købe og sælge kommunikation på gaden, og hvem er den ret forbeholdt og hvorfor?
 
Et andet eksempel er den franske gadekunstner ZEVS, der manipulerer med kendte logoer. Om det er en kritik må være op til beskueren at bedømme:
 
Den franske gadekunstner ZEVS bruger ofte kendte kommercielle logoer i sin kunst. Kilde: ZEVS.
 
I 2013 tog kunstneren Karina Nurdinova Banksys reklamekritiske opråb ind i omridset af en Coca-Cola-flaske. I teksten opfordrer Banksy alle til at generobre kommunikationsretten ved at omskrive og overskrive kommercielle budskaber:
 
Kunstneren Karina Nurdinova skabte dette værk ved at bruge Banksys reklamekritiske opråb og putte det ind i en silhuet af en Cola-flaske. Kilde: Upworthy.
 
Men hvor skal reklameindustrien stille sig nu, hvor dens ret til at stå der midt i byen bliver afkrævet? At gå juraens vej vil uden tvivl kun udvikle sig til yderligere shitstorm.
 
Måske er det tid til lidt selvransagelse. Spillereglerne er ændret. Man har ikke længere monopol på publikum, og publikum er ikke længere modtagelig for alle budskaber. Nogle brands har de seneste år formået at bruge det kunstneriske samarbejde aktivt i deres markedsføring. På den måde er det lykkedes dem at tiltrække opmærksomhed fremfor at kræve den.
 
Et af de mest ikoniske samarbejder er Absolut Vodkas mangeårige samarbejde med kunstnere som Damien Hirst, Spike Jonze og selvfølgelig, kunstneren, der selv kom fra reklamebranchen, Andy Warhol:
 
Absolut Vodkas kreative samarbejde med Andy Warhol. Kilde: Absolut. 
 
Andy Warhol var selv interesseret i at samarbejde med den kommercielle kultur og så ikke noget specifikt modsætningsforhold mellem brands og kunst. Og herhjemme har kunstnerduoen Elmgreen og Dragset samarbejdet med Prada om at opføre en 1:1 kopi af en Prada-butik, opstillet midt i ørkenen i Texas.
 
lmgreen og Dragsets kunstneriske samarbejde med Prada. En butik i 1:1 midt i ørkenen i Texas. Kilde: Silverblond.com.

Desuden er Red Bull's mangeårige commitment til at skabe kunst og kultur et levende bevis på en tendens, der muligvis kan være svaret på den kritik, Brandalism har rejst.
 
Uanset hvad må industrien tage stilling til den fuckfinger, der kommer til at hænge i luften nogle år endnu.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job