|
Bornedal forsvarer Aalbæk
Crazy-apologi med svenskerkort og romerske økser

Bornedal: "Konsensus er politisk korrekthed, og politisk korrekthed er Pol Pot." Kilde/Scanpix.

I en kronik bragt af Weekendavisen tordner Ole Bornedal mod #metoo-kampagnen, der ifølge filminstruktøren mest af alt minder om en sociofascistisk inkvisition, der feeder på krænkekulturens uanfægtelige offerdyrkelse. Lektor i retorik, Hanne Roer, analyserer Bornedals vredesfrådende anklageskrift mod #metoo og apologi for fagfællen Peter Aalbæk.
Bornedal starter sit indlæg lige på og hårdt og lidt ironisk:
 
"Der er ingen grænser for, hvor chikanerende vores job er. Det er nemlig grænseoverskridende."
 
Og så går det ellers løs i et langt og vredesfrådende anklageskrift mod moralens vogtere, de kvindelige ”ofre” i filmverdenen, der i de seneste ugers #metoo-kampagne har anklaget filminstruktører, producenter og andet mande-godtfolk for systematisk sexchikane.
 

Bornedals Silencing Bingo-plade. Klik på billedet for at se det forstørret. Kilde: Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
 
Bornedals dogme – at dramakunst er grænseoverskridende og hinsides småborgerlig ”normalitet” – er kronikkens bærende påstand. Vi noterer os, at det indtil videre er en påstand uden belæg. Det er også en figur, en slags kiasme (krydsstilling).
 
Senere får vi en anden variation over kiasme-figuren:
 
"Konsensus er politisk korrekthed, og politisk korrekthed er Pol Pot."
 
Det er en kiasme med et overraskende, dramatisk twist: konsensus gentages ikke (som i en klassisk kiasme), men oversættes nu til Pol Pot. Kiasmerne er dog ikke de eneste gentagelsesfigurer. Det vrimler med lister med parallelle retoriske spørgsmål, analogier og anaforer. De er ofte kombineret, som her:
 
"At man ikke må smide plastik ud i naturen? At Trump er en nar? At alle hudfarver er smukke? At kvinder ikke skal forulempes – at ingen skal forulempes?"
 
Det skaber en insisterende, rytmisk fremdrift og et billede af en indigneret afsender: En vred mand, der endelig tager til orde efter i uger at have været genstand for grundløse anklager. Det er en apologi, et forsvarsskrift, men forsvaret består af et angreb på de selverklærede ofre.
 
Bornedals apologi er et j’accuse: En offentlig anklage mod alle de politisk korrekte eller, som det nu hedder, de Anstændige, sociopaterne, liktorerne, svenskerne, inkvisitorerne! Dette rædselskabinet udøver sin magt ikke bare med en passiv klynkeretorik, men også med en voldsom og voldelig fremfærd mod deres erklærede fjender, hævder Bornedal.
 

Filminstruktøren, dramatikeren, skuespilleren og produceren Ole Bornedal. Kilde: DR Arkiv.
 
#Hetoo
Det er en instruktør, der skriver, og det ikke bare handler om drama, det er drama! Oprømte retoriske spørgsmål, anklager mod ofrene for at være socio-fascister og – oh gys – svenskere blandes med eksempler fra Bornedals eget liv.
 
I fire fortællende passager beretter han om den sexchikane, som han selv har været udsat for, fra en homoseksuel dramachef i DR over en kvindelig producent til Ashley Judds forgæves forsøg på at forføre ham. Disse eksempler fra hans eget liv er skrevet i en mere lavmælt og ydmyg tone, der illustrerer hans bærende argument: Det er ikke så farligt endda, og man kan bare sige fra i tide. Sådan er livet, og shit happens.
 
De slemme fyre som Harvey Weinstein er idioter og psykopater, undtagelser fra reglen. De anklagende selvretfærdige ”ofre” er individer, der, som Bornedal, bare kunne have sagt fra, gået videre og fundet andre måder at pleje karrieren på end ved at underlægge sig sexchikanerende bæster.
 
I stedet er kvinderne gået med på ”legen”, ligesom Svinet (Peter Aalbæk) i årevis er blevet beundret på trods af hans programmatisk fremsatte tro på værdien af grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen Zentropa. Først nu stilles han for mediernes domstol, fordi kvindernes anklager har omdannet medierne til en inkvisition, der skiller kættere ved livet.
 

Producer Harvey Weinstein, her fotograferet med sin kone Georgina Chapman, spiller en uheldig hovedrolle i hele #metoo-bevægelsen. Kilde: Getty Images.
 
Sund fornuft og gal konspirationsretorik
Bornedal skifter mellem lavmælt beretning og indignerede anklager ledsaget af voldsomme skældsord. Hans argumentation går på de samme to ben; det ene solidt plantet på jorden, det andet sparkende vildt til alle sider. På den ene side argumenterer Bornedal sagligt og fornuftigt, på den anden side fremmaler han et sort-hvidt verdensbillede, hvor den ny tids magthavere, de aggressive ofre, gør kort proces med sagesløse modstandere.
 
Hans bærende påstand er, at alle mennesker kan sige fra over for uønskede tilnærmelser, og han har flere belæg: Han har selv gjort det, ældre kulturradikale kvinder har gjort det, og yngre selvbevidste og ambitiøse kvinder omkring ham gør det.
 
Den hjemmel, der bærer argumentet, er, at mennesket er et væsen med en fri vilje og dermed ansvarlig for sine egne handlinger. Han nægter at acceptere præmissen for #metoo-kampagnen: At kvinder i film- og teaterverdenen er sagesløse ofre. Det er et stærkt argument at slå på menneskets fri vilje og i samme ombæring forkaste offerargumentet.
 
Bornedal er meget præcis i sin diagnose af offerrollens store magt i tidens store debatter. Det at være offer er blevet en magtfuld position, for ofret immuniserer sig mod kritik og vaccinerer sig mod modargumentation. Offerrollen er blevet en magtfuld position, en åndelig rustning, et sted, hvorfra de krænkede kan kræve deres rettigheder uden egentlig at argumentere for dem:
 
"Sociofascismen hævder, at individet ikke længere har noget ansvar for sig selv. Indvandrere har ikke noget ansvar for sig selv. Kvinder har ikke noget ansvar for sig selv, men en højere gud, en højere magt, en højere moral skal på svensk vis styre os igennem selve menneskelivets farer, og vi skal alle bøje os under den samme fornuftige renskurede konsensus af rigtighed. Fælles er kærligheden til offeret. For alle ofre har ret."
 
Bornedal har ret i, at sociale og andre medier har skabt en krænkelseskultur, hvor det er gratis at stå frem med ubegrundede anklager. For blot et par år siden anklagede litteraten Mette Høeg samtlige landets litteraturredaktører for at ligge i med unge forfatterinder uden overhovedet at begrunde denne uhyrlige påstand. Det er sørgeligt for litteratur- og kunstdebatten, at den er forfaldet til et så lavt niveau. Aviserne burde holde sig for gode til at trykke sådanne injurierende beskyldninger, men det skal vi nok ikke håbe på, for det giver klik.
 
Tirader af skældsord
Det er forståeligt, at Bornedals vrede over at skulle sættes i bås med sexchikanerende ”idioter” som Harvey Weinstein koger over i en tsunami af skældsord. Hvor hans hovedargument er stærkt og sagligt, tegner den massive ophobning af voldsomme skældsord (ofte skrevet med store bogstaver) et billede af en uligevægtig afsender på randen af et sammenbrud.
 
#Metoo-kampagnen er en inkvisition, de selverklærede ofre er socio-fascister (Bornedals neologisme, en erstatning for småborgerlighed, siger han), politisk korrekte (de svarer til det, Frederik Stjernfelt har kaldt de Anstændige), de er liktorer og håndlangere for en ny inkvisition.
 
Han har nok været omkring Wikipedia for at finde en afløser til venstrefløjens slidte skældsord, ”fascister”. Det er nu det samme, han mener, og liktorernes symbol, risknippet (fasces) med øksen, blev jo netop overtaget af Mussolini. Bornedal personificerer ovenikøbet sin hær af skældsords-adjudanter, som i eksemplet ovenfor ("Sociofascismen hævder") og som her:
 
 "Eller er liktorerne allerede rykket ud og har sat manden op på ladvognen sammen med de andre uden rettergang?"
 

Her ses det romerske symbol på magt, fasces; et sammenbundet risknippe med økse.
 
Det er en pudsig sammenblanding af metaforer, liktorerne fra romersk tid (og de handlede kun på ordre fra deres embedsmænd) og et billede, der alluderer til jødetransporter. Bornedal bruger nazikortet, om end i en mere opfindsom udgave og med mere sproglig variation end de fleste. Det at trække nazikortet er sådan set ikke meget bedre end at trække offerkortet, hvis det drejer sig om politisk debat.
 
Men det gør det ikke her, og Bornedal kan med sin kunstneretos tillade sig at være langt mere idiosynkratisk. Og underholdende er dette pudsige galleri af romerske betjente, svenskere, selvretfærdige småborgere og inkvisitorer (fra et senere kapitel af Roms historie), om end mere komisk end frygtindgydende. Bornedal er som Shakespeares Falstaff, der aldrig løber tør for skældsord (og nok er mere opfindsom til at lave nye end Bornedal).
 
Voldelig grænseoverskridelse eller nye kontrakter?
Bornedal deler altså folk op i de hysteriske anstændige og de almindelige snusfornuftige mennesker og derudover de enkelte bæster, der falder uden for kategori. Det er en appel til borgerlig snusfornuft, og det er nok derfor, han gør sig umage med ikke at bruge gamle venstrefløjsklicheer som ”småborgerlig” og ”fascister”. Samtidig gør han også klart, at han ikke er ”den vrede hvide mand på højrefløjen”, for han anser Trump for en idiot, alle hudfarver for lige gode og nationalisme for et onde.
 
Selvom han kritiserer krænkelseskulturen, der bygger videre på 1970’ernes ”det er samfundets skyld”, er Bornedal ikke den traditionelle vrede hvide mand, der forsvarer patriarkatet. Det ville også undre. Bornedal er jo manden bag den omdiskuterede dramaserie 1864, der på en 70’er-feministisk vis gjorde krigen til et ynkeligt maskulint forehavende, i skarp kontrast til de livgivende kvindefigurer. Patriarkatet blev systematisk dekonstrueret i 1864, hvor mænd knepper køer, laver mislykkede voldtægtsforsøg, onanerer på høloftet – under alle omstændigheder spildes sæden.
 

Stillbillede fra Bornedals serie '1864', hvor kvinderne er stærke og mændene ofte korrupte eller ynkelige. Kilde: DR Arkiv.
 
Det er netop patriarkatets grundlæggelsesmyte: At den mandlige sæd alene er livskabende (livmoderen en passiv beholder), hvorfor al magt må tilfalde mænd. Det erklærer Athene i en af de tidligste græske tragedier, Eumeniderne af Aiskhylos fra 458 f.v.t. Hun er dommer i en stor retssag, der skal afslutte en langvarig slægtsfejde og erstatte blodhævn med et retssamfund.
 
Bornedal gjorde i 1864 op med lige præcis denne patriarkatets selvforståelse og magtkrav og lagde afstand til maskulin konfliktudøvelse. Det undrer mig derfor, at han så skråsikkert definerer (film)kunstens område som konflikt og voldelig grænseoverskridelse:
 
"Arbejder man med dramatik, arbejder man med både grænser, overløb og pigtråd."
 
Han sammenligner arbejdet i filmverdenen med soldatens og kirurgens og advarer svage ”svensker-sjæle” mod at arbejde med dramatik. Spørgsmålet er, om kunstens grænseoverskridende karakter legitimerer en grænseoverskridende adfærd på en arbejdsplads for kunstnere. Kan kunstnere ikke adskille de to sfærer? Ikke hvis man forstår kunstneren som det romantiske geni, der ofrer alt på sin kunst, naturligvis, og det gør Bornedal.
 
Borndals voldsomme metaforer understreger, at drama er konflikter hinsides småborgerlig normalitet. Men drama handler vel også om at bilægge konflikter, som i Eumeniderne, og skabe nye kontrakter, der gør det muligt for mennesker at leve sammen på civiliseret vis? Og kunne man ikke forestille sig en kontrakt mellem kønnene, der gør det muligt at omgås hinanden, ikke bekrige (og kastrere) hinanden som hos Strindberg eller i Lars von Triers Antikrist?
 
Både Bornedals 1864 og #metoo-kampagnen (hvor urimelig den måtte forekomme) er tegn på, at vi bevæger os mod nye tider og nye kontrakter mellem kønnene.
 

Relaterede artikler

#metoo for synlighed eller forandring? - #metoo, #metoo, #metoo. Sådan ser manges social feed ud i disse dage. Det er over den sidste uge blevet til over 1.7 mil...
No money, no honey - Gina Jaqueline er sugarbaby, men hendes liv er langt fra sukkersødt. Hun søger ægte kærlighed, anerkendelse og omsorg, o...
Kald mig bare luder - Ludermanifestet er en højæstetisk billedbog. Forfatternes gode intentioner fortaber sig i venstrehåndarbejde og uinteres...
Når Ålen taler med kroppen - Zentropa er ikke kun værd at studere med henblik på at ændre arbejdsforholdene i det filmselskab, som Peter Aalbæk og La...
Penis-storm vælter næppe valgresultat - Mens timingen kan blive afgørende for tvivlernes kryds, vil partiloyalitet og 'højt til loftet' skærme Å mod de værste d...
Grønlænderstiv grammatik, tak - Den Danske Ordbog har her i 2017 optaget ordet "grønlænderstiv", og det har fået en del sprogmennesker op af stolene. Me...
Vreden, Gudinde! besyng - Siden antikken har kvinder fået frataget deres stemme, så de ikke kunne vidne om forbrydelser, voldtægter og overgreb. P...
Når sjofle sjufter renser deres sjæl - Har du også kigget for dybt i nogens kavalergang under julefrokosten? Her er opskriften på den perfekte undskyldning, me...

Giv din stemme

33 stemmer
3,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Kommunikationskonsulent

Frist: 7. januar

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 8. januar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.