|
Big branding Mads Brügger
Tintin i grænselandet

Mads Brügger var i Congo, mens artiklens skribent talte med ham, og hun fik straks associationer til et Tintin-hæfte, hvori Brügger endnu engang kunne folde sig ud som den graverjournalist, provokatør og überboss, han er.

Skrevet af
I snart to årtier har Mads Brügger med ulastelig påklædning, trademark-stoneface og energi uden bremser bevæget sig gennem en behagelig regn af fornemme priser og rosende ord, blandet med stenhårde hagl fra kritikere og kolleger. Kort sammenfattet er han ifølge den ene fløj en selvfed, narcissistisk type, der som instruktør plagierer Borat, spiller Tintin og latterliggør forsvarsløse mennesker i sine mislykkede film, som absolut ikke bringer noget nyt frem og tilmed rummer grove, journalistiske og etiske brølere - mens han som radiochef er ansvarlig for pinlig og dårlig radio og i øvrigt er uvederhæftig og uetisk i flere anliggender. Hvad er det egentlig, Mads Brügger har gang i?
Mads Brüggers nyeste film, Sankt Bernhard Syndikatet, er allerede lagt for had af flere anmeldere, og Ekstra Bladets kritiker kan ligefrem ikke huske, hvornår han sidst har set så mislykket en dansk film, og mener, at ”den er blottet for humor, spænding, empati, indsigt, poesi, et skævt blik eller noget som helst andet, der berettiger, at nogen bruger tid og penge på den.”
 
Den anden fløj mener, at hans radiokanal er nyskabende og uundværlig; at han er en genial, fandenivoldsk journalist på højde med Günther Wallraff og Hunter S. Thompson, når han skriver – han er ”the shit” skriver anmelderen i fagbladet Journalisten om en af hans utallige bøger; at han matcher Poul Nesgaard, når han laver tv, og han dertil er en fremragende filminstruktør, der laver opfindsom dokumentarisme af fineste kaliber.
 
Mads Brüggers nye film Sankt Bernhard Syndikatet er mildest talt blevet modtaget forskelligt.
 
Sankt Bernhard Syndikatet har eksempelvis allerede vundet to priser på den prestigefyldte Tribeca Film Festival, blandt andet fordi den ifølge juryen er ”truly funny and inventive”, filmen Det røde kapel vandt hovedprisen for bedste dokumentarfilm på Sundance, og Ambassadøren fik en Robert i Danmark for bedste lange dokumentar.
 
”Brügger deler vandene.” Standardoverskriften fra medier, når Brügger jævnligt markerer sig med noget iøjnefaldende, kunne stå på hans gravsten. Muligvis er det netop denne bibelske operation, der er nøglen til hans stabile succes. Det virker sandsynligt, at den rødskæggede radiochef formår at prædike rigtigt for sin udvalgte menighed og lader resten sejle deres egen sø.
 
Ja, jeg beklager de oversvømmende vandmetaforer, men det løb af med mig, fordi jeg lige har pløjet mig igennem flere meter af en ph.d.-afhandling om gonzojournalistik af KU-lektor og retoriker Christine Isager, der analyserer Mads Brüggers tidlige reportager, hvor han poserer som henholdsvis klovn, våbenhandler og civil deltager i Burning Man. I afhandlingen, Skribenter, der skaber sig, anbringer hun ham i liga med selve gonzojournalistikkens fader, Hunter S. Thompson.
 
Den farlige roquefort
Vanddelingsfinten er ifølge Ida Borch nærmest en grundsten i Brüggers virke, som sikrer hans position.
 
Ida Borch, retoriker og ekstern lektor i kommunikation ved CBS.
 
”Han er et menneske, som lykkes i de kontekster, der forstår ham. Han er – ligesom roquefort – en acquired taste. Han er ikke mainstream og ikke for gennemsnittet. Han har et meget højt etos (troværdighed, red.), hvor man ikke er i tvivl om, at han brænder for folkeoplysning – men for folk med forudsætninger. Han vil oplyse og belære, men uden nogen leflen for middelmådighedens behov. Det er dejligt elitært, og det er usædvanligt,” siger Ida Borch.
 
”Hans dobbeltbund minder om 90’er-humoren fra reklamebranchen, hvor alt var ironi. Er du en del af det åndsfællesskab, så er det sjovt. Hvis du ikke er, så synes du, det er irriterende og uforståeligt. Men også når man er blandt de indforståede, virker han farlig, fordi han er så dobbeltbundet, at man ikke ved, hvor man har ham. Normalt vil man forsøge at gestalte, at man vil sine seere og lyttere det godt, men det prøver han ikke.
 
Der er markant plads til det i samspillet med Mikael Bertelsen, hvor det blev tegnet tydeligt op i Den 11. time, at de er good cop/bad cop. Bertelsen er cute, og Brügger er hardball. I det hele taget er der en interessant farlighed over hans brand. Det er farligt at jage bloddiamanter i Centralafrika, og i hvert fald voveligt at trænge ind i EU-systemet for at opklare, om en kommissær blev smidt ud af vinduet.”
 
Tintin i Congo
I Ambassadøren tegner Brügger farligheden op ved at optræde med lange støvler og cigaretrør i en koloniherrerolle, som han selv karakteriserer som en Dr. Müller, den skruppelløse skurk fra Tintin. Kollegaen Jens Olaf Jersild så intet positivt ved denne persona og brugte tegneserieuniverset til at håne Brügger for at ”gå efter en kitschet Tintin-oplevelse” og have ”en Tintin-agtig indgang til Afrika,” som Jersild fandt belastende for missionen om at afdække korruption og magtmisbrug i Centralafrika.
 
Stillbillede fra Mads Brüggers film Ambassadøren.
 
Fuldstændig som om det var iscenesat, sker det, da jeg skal have fat i Mads Brügger til artiklen her, at han svarer på mailen, at han er i Congo. Det er næsten for godt til at være sandt, og jeg bliver meget oplivet over det og øjeblikkelig hensat til Tintin-universet, hvor jeg forestiller mig, at Brügger sniger sig rundt med tropehjelm på.
 

"Jeg er afsted for at opklare mordet på Dag Hammarskjöld"

 
Om det er tilfældet, vil åbenbare sig for den tålmodige og flittige læser. Jeg spørger ham, hvad han laver i Congo, og han svarer: ”Jeg er afsted for at opklare mordet på Dag Hammarskjöld.” Vi aftaler, at jeg sender ham nogle spørgsmål dagen efter, når jeg er nået længere med artiklen.

Brügger i Boston-matricen
Et klart eksempel på Mads Brüggers trang til hasarderede excesser med sin person er det Go-Card, hvor han optræder med skrårem, brun skjorte og lange støvler, siddende på en sort hest. Til det siger Ida Borch:
”Han ved, hvem han taler til, når han laver det Go-Card. Her veksler han det grundvilkår, naturen har givet ham, på en ironisk måde: Han ligner jo en, der kunne være Lebensborn-barn (nazisternes program for ariske børn, red.). I nazi-iscenesættelsen bruger han sig selv til fysisk at minde os om, at vi er flokdyr. Han kører det ad absurdum, og han kan gøre det, fordi vi ved, at han ikke er sådan.”
 
Ida Borch understreger, at hun ikke tror, Brügger har været i nærheden af at lægge en brandingstrategi for sig selv, men han i praksis brander sig via sin målgruppebevidsthed, hvilket hun konkluderer ud fra, hvad hun ser som hans ”meget høje ambitionsniveau om ikke at ramme mainstream.” Hun forklarer den positive brandingeffekt ved den brüggerske fremfærd ved hjælp af Boston-matricen:
 
 
"Hvor hans partner, Mikael Bertelsen, har fremstået uforandret og med en meget høj ennoia (likability/crowpleaser-kvalitet, som er en af de tre ingredienser i etos, red.) fra dag 1, har Brügger bevæget sig fra en Sascha B. Cohen-karakter med eksempelvis Danes for Bush over i det mere og mere intellektuelle og indforståede i takt med sin succes.
 
Men hvor nogle nok vil mene, at Cohen har solgt ud ved at blive folkelig, så har Brügger aldrig søgt at nærme sig den middelmådige diskurs om en persona. Derfor har han ikke fulgt et brands typiske livscyklus, hvor man først brager igennem og bliver stjerne, hvorefter man bliver cash-cow, og det er næsten umuligt ikke at ende som en hund – til sidst er man blevet udsalgssektionen i Bilka. (Hund: Boston-matricens triste produktendestation, hvor der hverken er vækst eller markedsandele, red.)
 
Det sker ikke for ham, og han rokker ikke ved sit brand. Han holder derimod en stabil etos, som sikrer ham frirum til at eksperimentere. Der er altid en risiko for, at f.eks. etablerede komikere laver en ’Op på fars hat’, og det er der også for ham. Den risiko kan man kun tillade sig at løbe, hvis man har sat tilstrækkeligt med etos i banken, som man kan trække på, hvis man rammer ved siden af.”

Jeg glæder mig til at spørge Mads Brügger, om han frygter at lave en ’Op på fars hat’, og konstaterer interessant nok, at også en anden Brügger-kender og brandingekspert, som jeg har spurgt, nævner denne beklædningsgenstand, om end i en mere attraktiv kontekst: ”Han er mand for sin hat, når han laver noget. Han er eksponent for den ægte gonzojournalistik med et godt twist,” siger John de Summer-Brason, kommunikationsrådgiver og merkonom.
 
Jeg ville ikke ønske at lave en kæmpe fadæse
Dagen efter er Mads Brügger i Zambia, og da jeg får ham i telefonen, kommenterer han bl.a. på Ida Borchs karakterisering, at han ikke er så glad for at være en roquefort, men hellere vil være en oliven. Han er desuden træt af, at 90’er-ironi så ofte bliver nævnt, når man taler om ham.
 

"Jeg har også skrevet bøger, som er alvorlige, f.eks. om Tøndersagen, og den seneste, 11.11.11, er et nærmest inderligt projekt"
 

 ”Især Den 11. time var baseret på tvetydighed og ironi, og det har jeg da også lavet andet, der er, men i de seneste syv år har jeg tegnet en programafdeling med en masse programmer, som er lige ud ad landevejen og ikke ironiske. Jeg har også skrevet bøger, som er alvorlige, f.eks. om Tøndersagen, og den seneste, 11.11.11, er et nærmest inderligt projekt. Så jeg står også for andet! Når det er sagt, så synes jeg, at ironi er en enormt sofistikeret kunstform, som er det fineste, det menneskelige sind kan udkomme med, når det lykkes, og dermed siger jeg ikke, at det mestrer jeg.”

 

Mads Bruggers seneste bog, der ligesom hans film er blevet meget forskelligt modtaget. 

Han medgiver dog, at det er den ironiske kontekst, de fleste kender ham i. For en god ordens skyld tilføjer han, at han godt kan lide opmærksomheden, uanset om den er god eller dårlig. ”Grundlæggende er jeg enormt selvoptaget. Men det vejes op af en betragtelig mængde selvhad,” siger han.

Til spørgsmålet om han frygter at lave en 'Op på fars hat', svarer han:
”Den var faktisk en kæmpesucces.”
 
Jeg lufter teorien om, at mange blandt hans faste publikum sikkert ville rynke på næsen af et lignende projekt, og det kan han godt se.
”Nej, jeg ville bestemt ikke ønske at lave en kæmpe fadæse. Meget af det, jeg laver, er meget hasarderet og kan let ende i at være en gigantisk skævert. Jeg har lavet ting, som jeg ikke er glad for, og som heldigvis er glemt,” siger han.
 
Balladen og kritikken
Men nu skal vi tilbage til brandet. Ekspert i personlig branding John de Summer-Brason fremhæver konsistensen i det som en key factor:
"Han knytter an til en tradition, som minder mig om Klaus Rifbjerg, fordi han kan svine folk til på en dannet måde. Han kan levere provokerende indsigelser, som er tilpas høflige til, at de langt hen ad vejen bliver accepteret. Desuden er han konsekvent: Han prikker til magtstrukturerne i de lande, hvor hans film foregår, og hans virkemidler fungerer som indirekte kommentarer til dem.
 
Og han arbejder altid med elefanten i rummet. Han adresserer ting, der er tabuiserede, f.eks. i udlændingedebatten, hvor der er ting, som vi taler om, og andet, som vi ikke taler så meget om. Når han kritiseres for det, som eksempelvis i Dan Park-sagen, står han fast på sin position og er tydelig hele vejen igennem. På den måde opretholder han også en skikkelse, som ikke bare virker autentisk, men som er autentisk.”
 
Det sidste hentyder til den høje bølgegang, Brügger i 2014 var i under debatten om den svenske kunstner Dan Park, som bl.a. lavede billeder af kendte sorte svenskere i galger. Da det var svært for Park at udstille sine værker i København, indledte Mads Brügger en kamp for, at Radio24syv skulle hjælpe med at få det til at ske. I den ophedede debat gav hans modstandere ham prædikatet "ytringsfrihedsfundamentalist", og forløbet var mindre morsomt for ham, forstod man på det, han sagde til Berlingske:
”I forbindelse med Dan Park-sagen kunne jeg næsten høre, hvordan dørene lukkede sig omkring mig. (…) Jeg hører fra folk, at jeg nu pludselig bliver grupperet som højreorienteret og endda racist. Pludselig er man på det forkerte hold, fordi man forsvarer ytringsfriheden.”
 
Ved samme lejlighed blev han spurgt, hvornår han besluttede sig til at ophøre med at være et pænt menneske, og han svarede, at det var under Dan Park-sagen, med tilføjelsen: ”Den gode smag er en voldsom kraft, der river og flår i én. De fleste ønsker ikke at stå udenfor det pæne selskab.”

I 2016 var den gal med det pæne selskab igen, da Radio24syv havde hyret debattøren Michael Jalving til at lave programrækken Je Suis Jalving. Den fik voldsom kritik for at have for mange islamkritiske medvirkende og vinkler, og Mads Brügger blev bl.a. grillet af Kurt Strand i P1’s Mennesker og medier, men både her og i den øvrige debat stod Brügger fast og forsvarede sine dispositioner. Og han holdt som bekendt skruen i vandet – ja, vi er stadig til søs her. Det samme har han gjort, når han har fået hug, der hvor det virkelig kan gøre ondt på en journalist: Når hans egne projekter er blevet skældt ud for faglig uforsvarlighed.

Det skete, da en lektor ved Journalisthøjskolen udtalte, at Brügger havde begået en journalistisk brøler med Ambassadøren, fordi han i filmen fremstiller det som om, han bestikker en liberisk advokat. Advokaten hævdede bagefter, at han blev hyret som lobbyist og i øvrigt betalte pengene tilbage, hvilket Politiken mente at have dokumentation for i en mailudveksling mellem advokaten og Brügger. Lektoren vurderede, at sagen ikke ville holde i Pressenævnet, hvis advokaten klagede til dem. Mads Brügger tilbageviste kritikken og sagde bl.a., at mailkorrespondancen var blevet redigeret, og han undrer sig stadig over, at Politiken stolede på advokaten som troværdig kilde.
 
Der var også ballade om Det røde kapel, som kritikere mente var groft uetisk, fordi Mads Brügger udsatte sine kilder i Nordkorea for fare ved at lokke dem til at medvirke under dække af at lave kulturudveksling. En velanset nordkoreaekspert skrev i et debatindlæg, at DR havde udsat de mennesker, der hjalp holdet on location for alvorlig fare for at blive straffet af regimet. Mads Brügger sagde om kritikken: ”Jeg kan ikke afvise, at det får konsekvenser for de mennesker, der hjalp os. Det er en ubehagelig tanke.”
 
Stillbillede fra Mads Brüggers film Det røde kapel.
 
Mads Brügger siger i telefonen fra Zambia, at han mener, at det er et stadigt dilemma i forhold til at lave noget i Nordkorea, uanset om det er fjollet eller seriøst: ”Det som man kan anholde ved Det røde kapel, er gældende for alle, der drager til Nordkorea og laver noget kritisk. De løber samme risiko for, at deres hjælpere får problemer.”
 
Han har flere gange før sagt, at det plagede ham, at han ikke vidste, om der var sket noget med de mennesker, der hjalp filmholdet i Nordkorea. Det gentager han i dag efter at have skitseret de etiske udfordringer ved nordkoreansk rapportering. ”Jeg forsøger at fremstille de medvirkende som partitro soldater, som ikke var med på det, vi lavede, for at beskytte dem ... Men jeg er stadig påvirket af det.”
 
Aldrig truet på brødet
"Jo bedre han har positioneret sig, jo mere har han kunnet tillade sig, og også gjort det," vurderer John de Summer-Brason. "Han tester grænserne, og han når ikke i mål med alt det, han laver, men han opretholder frirummet til at gøre, hvad han vil, fordi han laver tilstrækkeligt mange gode ting. Igen som Rifbjerg, der skrev nogle lidt for jappede bøger, men det var der plads til, fordi han også skrev nogle fremragende ting. Han har opretholdt et frirum samtidig med, at han aldrig har været truet på brødet."
 
John de Summer-Brason anskuer Brüggers støt ekspanderende positionering ud fra en merkonomsynsvinkel og siger: ”Da han popper op i DR, udfylder han et markedsbehov: De mangler en nytænkende skikkelse, der i modsætning til DR’s hidtidige overvægt på det venstreorienterede står på den borgerlige fløj og trækker i den anden retning. Han passer ikke ind i Politiken og venstrefløjstraditionen, han er fræk, begavet og høflig: Lige det, de har brug for på det tidspunkt. Havde DR ikke haft ham, måtte de opfinde ham for at dække et behov i borgerligheden, som var udækket. Han er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Der etablerer han sin position.”

Ida Borch udlægger den korte opskrift på Brüggers overlevelsesevne således: ”Hans vedvarende stjerneposition skyldes, at han har forfulgt en agenda fra start uden at skride i den. Hans brand består af ubestikkelighed, finurlighed, høj mærkværdighedsværdi og det konstante filter af ironi. Vil man derop, så skal man lære at blive lærd. Læs og bliv klog. Sæt dig ind i tingene, sørg for at få en meget bred horisont, og vær en stor humanist. Så er det slet ikke nødvendigt at arbejde med at være et brand.” Dette bekræfter Mads Brügger, at han ikke har gjort.
 
Til en overordnet vurdering af Brüggers karriere ville jeg gerne have haft to af landets bedst etablerede journalistiske kapaciteter til at udtale sig til denne artikel. Den ene er Lasse Jensen, den anden er Kurt Strand, der udover sine møder i radioen med Brügger også har forholdt sig til ham, da han kritiserede Cavling-komiteens prioriteringer, mens Strand sad som formand. Ingen af dem ville medvirke. Men lad os tage en sprint gennem Mads Brüggers karriereforløb, hvor en del er udeladt ud fra et almindeligt udmattelseskodeks.
 
Fra sexcensur til Zambia
Han er altid gået efter at få opmærksomhed, og den startede, som man tit ser, under bæltestedet. Først da han som 19-årig skrev en artikel om ubeskyttet sex, der var så eksplicit, at Berlingeren censurerede den, og siden da han i en praktikperiode på Kanal 2 lod en gæst i tv-studiet optræde med påspændingsdildo. Herefter har han bevæget sig gennem et mere lødigt forløb, til han fik positioneret sig som idérig og velperformende journalist, og siden da har han gradvist fået mere plads og tid til at bryde grænser.

Den unge Mads Brügger kunne ikke komme ind på Journalisthøjskolen, men begyndte så at arbejde som journalist på Ekstra Bladet, mens han tog en bachelor i filmvidenskab. I 1996 kom han ind i DR’s talentrugekasse, en toårig uddannelse, og arbejdede på en række lækre P1-programmer og på Ungdomsredaktionen. Sideløbende skrev og redigerede han utrætteligt forskellige magasiner blandt andet VIRUS - Magasin for moderne hjem. Da han havde trådt sine 100 mil i gonzosko og tilmed fået en eksklusiv DR-uddannelse, kunne han igen tillade sig at eksperimentere.
 
I 2002 modtog han og Mikael Bertelsen Krygerprisen for P1-serien Skjoldhøj Arkivet, hvor de dokumenterer livet i en rolig forstad langt fra Brüggers vanlige reportagemiljøers snuff-filmproducenter, motorvejsprostituerede og andre atypiske borgere. Han nåede også at blive ansat på det hypede blad Dagen, der lukkede igen efter to sekunder, og sammen med en kollega skrev han en bog om det, som de vandt de en pris for.
 
Umiddelbart efter drog han til USA og lavede dokumentarserien Danes for Bush til DR2, skrev bogen Grænselandet. Tøndersagen efterforsket og nåede lige at få ideen til julekalenderen Yallahrup Færgeby, inden han igen sprang på et fly for at lave en tv-dokumentarserie, denne gang Det røde kapel, som senere blev til en film. Vi er kun nået til 2006. Sidder du stadig fast på hesten, læser?
 
I 2007 og 2008 lavede han og Mikael Bertelsen Den 11. time på DR2, og knap havde de forladt det brændende studie i en brandbil i sidste udsendelse, før de tog til Bruxelles for at opklare mysteriet om en embedsmand, der muligvis var myrdet. Det blev i 2009 til serien Quatraro Mysteriet, som nærmest var en slags forløber for navnlig de amerikanske, meget lange krimipodcastserier – bare på tv og præget af værternes form, til forvirring for nogle af seerne.
 
De kreative tvillinger Brügger og Bertelsen. Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix.
 
Tilsyneladende kan Brügger være mange steder på en gang, for i 2011, da Ambassadøren fik premiere, havde han også nået at være vært på flere tv-programmer, bl.a. Deadline. Så blev han og Bertelsen programchefer på Radio24syv, hvilket ikke forhindrede Brügger i fortsat at skrive bøger og lave film med arme og ben.
 
I 2017 kom bogen 11.11.11., hvor han undersøger en sag om en dansk playboy, der er mistænkt for at ville smugle Gadaffis sønner til Mexico, og her i maj måned udkom altså den nye film, Sankt Bernhard Syndikatet.

Da jeg startede på artiklen, havde jeg tænkt på, om afslutningen ville blive en konklusion om, at Mads Brügger er en gåde som Quatraro Mysteriet, men jeg tror, vi skal tilbage til Tintin-universet. Nu startede jeg med prisregnen og de delte vande, så jeg vil gå til det album, der kommer mest i dybden: Rackham den Rødes skat, hvor de leder efter skatten i det sunkne skib. Først da de til sidst er hjemme på slottet og trykker på en opmagasineret globus, finder de skatten.
 
Sådan er det også her. Svaret, på hvad Mads Brügger har gang i, findes i det, han selv siger om anmeldelserne af den nye film: At han er glad for de ét-stjernede og de femstjernede. ”Jeg vil ikke have tre stjerner,” udtaler han fra Zambia, hvor han altså opklarer mord. Iført tropehjelm. Da jeg talte med ham, mente han, at han havde opklaret det, og egentlig er det på tide, da han har været i gang med det i seks år. Det bliver til filmen Cold Case Dag Hammarskjöld, som kommer i 2019.

Relaterede artikler

Den evige jøde - Der er stor forskel på, hvordan Lars von Trier har fremstillet sig selv og sine film gennem karrieren, men provokationen...
DR i den mediepolitiske Bermuda-trekant - Aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om at beskære DR med 20 pct. er kulminationen på et længere forløb...
Putins danske babusjkadukke - Peter Schmeichel er blevet vært for den statskontrollerede, russiske tv-station RT. Her guider han seerne rundt på stadi...
Fra København K til Radio24jysk - Der er for meget København K og for lidt Radio Bonderøv i Radio24syv. Derfor mener DF, at dansk taleradio skal på genopd...
DSB og Mandrilaftalen - Der er meget at være utilfreds med, når man pendler med DSB. Forsinkelser og aflysninger, skyhøje priser, slidt materiel...
Weekendavisens digitale triumf - Efter et meget, meget, meget langt tilløb er Weekendavisen nu endelig kommet på nettet. I en verden af larm er det en be...
Tag din dårlige anmeldelse som en mand - Er det en god idé at hænge anmeldere ud på Facebook eller true dem med tæsk, fordi de ikke kan lide ens bog? Næppe. I st...
Hævnens ekko - Dette er fortællingen om et filmmagasin, der i sidste uge blev afstraffet for vild og voldsom adfærd. "Ekko har fortjent...
Fake news, medieøkonomi og offentlighed - I sin bog Tilbage til virkeligheden giver Pierre Collignon en tiltrængt og kritisk analyse af den nutidige nyhedsjournal...
Med det opsvulmede øje mod verden - Kvaliteter som vanskæbne, skrivegeni og personligt mod er helt fremme ved relanceringen af Knud Romer med ”Kort over Par...
Det hedenske farvel til 24syv - Jim Lyngvild har valgt at forlade Radio24syv-programmet 'Det, vi taler om'. "Jeg står på mål for at være misundelig, ski...

Giv din stemme

21 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

30 JOB

Kommunikations- og pressemedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.