Forelsket i vinklen

”Det var et kæmpe chok. Her føler man, at man virkelig har gjort sit bedste for at hjælpe den her mand. Og så klager han over det store stykke arbejde, man har gjort.” Kristian Kornø er en af hovedjournalisterne i Ekstra Bladets kampagne for at få de to danske gidsler i Somalia sat fri, og nu har han lige fået besked om, at den ene af dem har indklaget Ekstra Bladet for Pressenævnet.

Scenen fra dokumentarfilmen Ekstra Bladet – uden for citat er faktisk ret rørende. Den er nemlig en fin illustration af, at vi journalister meget tit begår fejl helt uden at være klar over det. Kristian Kornø troede tydeligvis på, at bladet gjorde et godt stykke journalistisk arbejde, der hjalp gidslerne, hvor ingen andre gjorde noget.

Læs om bogen 'Konstruktiv journalistik'.

Vinklen bag hele kampagnen (”Resten af Danmark svigter sømændene, men ikke Ekstra Bladet”) var så attraktiv for avisen, at journalisterne så bort fra en masse oplagte problemer. Kan man stole på, hvad folk siger, når deres fangevogtere lytter med? Trækker man sagen i langdrag i stedet for at speede den op, når man bringer artikler om den rige skibsreder, der lever i luksus, men ikke vil købe gidslerne fri? Skal man lytte til sømændenes familie, når de beder om at få stoppet dækningen? De overhørte indvendinger, affejede dem som irrelevante og koncentrerede sig i stedet om de gode grunde til at gøre noget. Gidslerne har nu siddet der i 515 dage, sagde journalisterne til hinanden. Nogen må jo gøre noget. Det bliver en skide god historie.

Der var højt humør på Ekstra Bladet, da gidslerne fra Somalia blev sat fri. Det gik over, da det ene af gidslerne klagede over avisens indsats til Pressenævnet. Foto: Polfoto/Lars Just.

Vi giver os selv ret
Fænomenet hedder fikseringsfejl, og du kender det også selv. Du skal købe en ny bil. Skal det være en lille rap benzinøkonomisk sag, der er let at parkere? Eller en stor, luksuøs flyder, der kan give dig kvalitet og hverdagslykke? Der er gode argumenter for begge dele, og det kan du sandsynligvis også se – lige indtil du beslutter dig for den ene af bilerne. I samme sekund virker valget helt oplagt: Hvis du har købt den lille bil, tænker du måske: Man ser faktisk lidt åndssvag ud i sådan en stor bil, og har Audi-ejere egentlig ikke også nogle helt forkerte værdier? Og hvis du endte med den store, siger du eksempelvis sådan her til dig selv: Det gælder om at slå til de rigtige steder; jeg fortjener noget luksus, og man bliver et lille nærigt menneske af at køre i en lille nærig bil.

De gode argumenter imod dit valg er nu pist forsvundet i bevidstheden.

Sådan fungerer vi nemlig: Når vi først har taget en beslutning, sætter vi alt ind på at give os selv ret. Vores opfattelse af virkeligheden fordrejes en lille smule, så virkeligheden passer til beslutningen. Det interessante er, at det foregår fuldstændig bag om ryggen på os selv. Det ved de godt i andre brancher, og både læger, politiefterforskere og socialarbejdere har indarbejdet denne viden i deres procedurer. Lægerne skal eksempelvis ikke risikere at overse et blodprøvesvar, som ikke passer ind i diagnosen, og efterforskerne må ikke afvise et spor som irrelevant, bare fordi det peger på en anden end den mistænkte, som de har i kikkerten.

En undersøgelse fra Center for Nyhedsforskning på RUC har netop dokumenteret, at journalister generelt har høje ambitioner om at levere en saglig og fair journalistik. Hvis vi er kloge, skynder vi os derfor at sætte nogle snubletråde op for os selv. For vores arbejdsmetoder inviterer i høj grad til fikseringsfejl. Den arbejdsvinkel, vi går ud for at få bekræftet, kan meget nemt ende som en beslutning, og når vi først har besluttet os, kan vi ikke længere stole på vores egne iagttagelser og vores dømmekraft. Arbejdsvinklen risikerer at påvise sig selv, hvis den bliver for attraktiv for os. Og det kan den blive af flere forskellige grunde – måske fordi den passer til din egen eller mediets selvopfattelse, fordi det er en god og markant historie, eller måske bare fordi du har travlt op til deadline og ikke kan nå at ændre den alt for meget.

Fikseringsfejl foregår helt ubevidst. Der er altså ikke tale om, at journalisten snyder eller manipulerer med sandheden. Han opdager det faktisk ikke selv. Derfor er der jo en principiel vanskelighed i at påpege andres fikseringsfejl, for vi aner jo reelt ikke, hvad der foregår i andres hovedet, og om de gør noget bevidst eller ubevidst.

”Vi må jo konkludere fuldstændig entydigt …”

Men i dokumentarfilmen om Ekstra Bladet kan vi følge diskussionen mellem redaktører og journalister og høre, hvordan de kort nævner nogle af bekymringerne og umiddelbart derefter afviser dem. De har lige hørt en båndoptagelse af en telefonsamtale, hvor Søren Lyngbjørn, det ene af gidslerne, siger, at han er syg og bare vil dø, fordi der ikke er nogen, der vil hjælpe ham.

”Der skal vi jo være djævelens advokat og sige til os selv: Det kan være, det er piraterne, der siger, han skal sige det. Vi er nødt til at tage det forbehold; piraterne står lige bag ved ham,” siger chefredaktør Karen Bro, men journalisten Thomas Gösta Svensson afviser det: ”Vores kilde siger, at det er 100 procent sikkert, at de taler sandt,” og kort efter konkluderer chef Poul Madsen: ”Vi må jo konstatere fuldstændig entydigt, at det er lige op over.” Og derefter bringer avisen forsiden ”Alvorligt syge Søren fra Somalia: Jeg dør her – jeg kan ikke mere.”

Læs en anmeldelse af Mikala Kroghs dokumentar: Ekstra Bladet Uden For Citat.

Ekstra Bladets artikel om Søren. Læs den her.

Eksemplet fra Ekstra Bladet er godt, fordi det er dokumenteret i filmen, men der er ikke nogen grund til at tro, at fikseringsfejl er et fænomen, der begrænser sig til tabloidaviser. I vores bog Forelsket i vinklen – Om fikseringsfejl hos journalister fortæller anerkendte journalister, herunder Cavlingprismodtagere, om deres fikseringfejl, og vi har også selv begået adskillige. Sandsynligvis gør vi det alle sammen hele tiden, men fikseringsfejlenes natur – at de får os til at se verden på en måde, så vi får bekræftet, at vi har ret – gør det svært at opdage dem.

Så hvad gør vi for at undgå dem? Karen Bros forgæves forsøg på at spille djævelens advokat illustrerer en anden pointe: Selvom vi får at vide, at vi er på vildspor, kan vi sagtens holde fast i vores fiksering. Det hjælper selvfølgelig at få friske øjne på historien og få andre til at udfordre vinklen, men det er ikke nok. Grundlæggende må vi være på udkig efter fikseringer hos os selv.

Sådan undgår du forelskelsen: 4 gode tips

Led efter grunde til, at en bestemt vinkel kan forekomme dig særligt attraktiv. Måske har du længe gerne villet overbevise andre om at et bestemt politisk tiltag er udemokratisk. Så vil det være ekstra nemt at overse argumenterne imod.
Led efter tegn på, at du er blevet fikseret. Forekommer det dig, at folk, der taler for det modsatte, egentlig er ret dårligt begavede? Eller opdager du, at du overdriver, når du argumenterer for vinklen?
Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel i stedet for kun at finde de gode argumenter for den.
Find dit bedste og mest åbne journalist-jeg frem. Det er fx der, hvor du virkelig er nysgerrig efter at forstå den kilde, der har et måske umiddelbart besynderligt synspunkt, men hvor du husker, at folk som regel har gode grunde til at mene det, de gør. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at de har ret – men det finder du bedst ud af, hvis du går åbent til dem.