Bernie Sanders kommunikationsstrategi – amerikansk primærvalg 2015
Om 180 sekunder stemmer du på Bernie

Senator Bernie Sanders udgør p.t. den største trussel mod Hillary Clintons forventede kroning som demokraternes præsidentkandidat i 2016. Vi ser nærmere på den 74-årige selverklærede socialists politiske kommunikations- og kampagnestrategi.
13.000 deltagere og køer så langt øjet rakte. Sådan så det ud i staten Arizona i den weekend, der lige er overstået. Men det var ikke en storkamp i NFL eller en rockstjerne, der var på besøg i den normalt konservative stat. I hvert fald ikke i gangs forstand. Tværtimod. Hovedpersonen, ham de mange tusinde var mødt op for at lytte til, er nok så langt fra et klassisk idol i Guds eget kapitalistiske land, som man normalt ville kunne komme. Til gengæld er han genstand for en nærmest kultagtig beundring fra dele af det liberale (venstreorienterede) USA for tiden.
 
Vi taler naturligvis om staten Vermonts på papiret uafhængige, selverklæret socialistiske, senator, Bernie Sanders.
 
Bernie Sanders. Kilde: Getty Images.
 
En mand med over 40 års politisk arbejde på bagen, en 74 år gammel græsrodsaktivist fra beskedne kår, der har taget turen fra populær borgmester til populær senator for lige nu – i oktober 2015 – at være venstrefløjens flammende fakkelbærer i kampen om det demokratiske partis kandidat til præsidentvalget til næste år. Tilmed en noget brysk herre, der ikke desto mindre på under et år har gjort Skandinavien til mainstream og ordet ”demokratisk socialisme” til et hipt plus-ord blandt USA’s millenials.
 
 
Håbløs klaphat uden chance
Nuvel – hvordan kan det overhovedet ske? Godt nok var Sanders en populær tidligere borgmester i byen Burlington i sin progressive hjemstat, Vermont. Han blev valgt i 1980, også som uafhængig kandidat, under Ronald Reagans glansperiode, og i 1990 valgt som kongresmedlem til Repræsentanternes Hus, og genvalgt syv gange, inden han i 2006 blev kåret med en enorm vælgertilslutning som statens mand i USA’s senat.
 
Men der er meget langt fra liberale Vermont til Det Hvide Hus. Stillingen som præsident kræver normalt en appel til midten af amerikansk politik. Og det kræver enorme summer af penge. Sanders havde ingen af delene, da han den 26. maj erklærede sit kandidatur netop i Burlington.
 
Klapsalverne var pæne, men de politiske kommentatorer i USA’s nationale medier var nøjagtig lige så enige og lige så hånlige og afvisende, som dem, der i det danske kom Alternativets partistifter Uffe Elbæk til del: ”Ingen chancer,” ”håbløst kandidatur” og ”et bevis på, hvor nemt Hillary Clinton vil få det” var den entydige dom. Dommen burde i hvert fald lyde bekendt for alle, der så dokumentaren om Elbæks politiske karriere i sidste uge på DR2.
 
Kritikernes version af Bernie Sanders.
 
Populær og progressiv med penge
Men Sanders har overrasket. Han har på intet tidspunkt ændret sin tilgang til at føre kampagne. Han holder timelange brandtaler stort set uden at bruge sine sparsomme og ofte håndskrevne notater, og han afskyr brugen af teleprompter (det gør den anden populistiske kandidat, republikanske Donald Trump i øvrigt også). Hans hæse insisterende stemme, hans bryske facon og hans gentagne insisteren på at tale om ulighed og uretfærdighed, når det gælder fordelingen af USA’s goder, gik rent hjem – og ikke bare hos de unge. Også i en pæn del af den hvide, økonomisk pressede middelklasse. De er ligeglad med, at Sanders ikke smalltalker eller krammer babyer. Til gengæld synes de samme vælgere godt om, at han nægter at tage imod penge fra de kontroversielle SuperPacs, som alle andre kandidater bruger (igen, bortset fra Trump).
 
Sanders populære kampagnevideo 'In 180 Seconds You Will Be Voting For Bernie Sanders'. 
 
Det har i øvrigt heller ikke betydet noget. For pengene – der blev set af alle som en nærmest uoverstigelig forhindring for Sanders’ kandidatur – strømmer ind, hvilket gør, at al snak om ikke at tage ham alvorligt er brat forstummet i det ellers selvsikre korps af politiske kommentatorer. Det gælder naturligvis også hos Clinton-kampagnen, hvor man i tredje kvartal kun lige akkurat slog den aldrende senator med to millioner dollar.
 
Sanders indsamlede 26 millioner dollars (alle via smådonationer fra borgerne på samme måde som Obama gjorde det i 2008; gennemsnitsbeløbet for en donation til Sanders ligger på 25 dollars) mens Clinton kunne sætte 28 millioner til side. Hendes donationer kommer til gengæld mere fra store donorer.
 
De to kandidater har også begge omkring 35 millioner i pengekisten p.t., og begge kører en stort set fejlfri kampagne på de sociale medier, hvor en hær af fortrinsvis unge, og for Sanders’ vedkommende også en del frivillige, hjælper til på især Twitter, der er det politiske USA’s foretrukne kommunikationskanal. Især under primærvalget, hvor det langt dyrere ”ground game”, der hvor frivillige tropper op og ringer på døren hos vælgerne i de afgørende svingstater eller ringer dem op, ikke er på plads endnu.
 
Bernie Sanders Twitter-profil.
 
Vælgerne hader designerkommunikation
Og spørger man i fokusgrupper, er det præcis denne direkte og upolerede facon – kombineret med et stigende fokus på ulighed, der også kom frem ved den korte tilslutning til og interesse for græsrodsbevægelsen Occupy Wall Street for nogle år siden – der ligger bag Sanders’ popularitet. I alle målinger scorer han tårnhøjt på autenticitetsbarometeret. Denne evne til at udstråle ægthed er en enorm styrke i politik over hele verden.
 
I Danmark har den samme magiske kvalitet igennem tidens løb bragt succes til så forskellige skikkelser som Pia Kjærsgaard, Anker Jørgensen, Marianne Jelved, Johanne Schmidt-Nielsen og Søren Pind. Vælgerne kan lugte på lang afstand, når politikere siger, hvad de både tænker og mener. What you see is what you get. Simpelt men banalt.
 
Og denne søgen efter noget ægte og uspoleret er kommet endnu mere frem ved dette primærvalg. Borgerne er trætte helt ind til benet af professionelle, polerede politikere – der til gengæld ynder at kalde sig ”erfarne.” Kongressen, ”Børnehaven i Washington”, forbindes mestendels med politikere, der skændes og aldrig producerer nogen resultater. Og skulle man have overset politikerleden, kan man også se den i fuldt flor, når adspurgte vælgere konsekvent svarer, at de forbinder negative værdier som ”uærlig og utroværdig” med den demokratiske favorit, Hillary Clinton.
 
Man kan i øvrigt også se det på den modsatte politiske side, hos republikanerne, hvor de tre foreløbige frontrunners alle er ikke-politikere (forretningsmand Donald Trump, hjernekirurg Ben Carson og forretningskvinden Carly Fiorina). Vælgerne tørster altså efter noget nyt. Som en smart kampagnemager sagde til mig forleden på Capitol Hill: ”Don’t run like a pro”, hvilket også er et ironisk ordspil på en kendt amerikansk TV-reklame for billeje, der netop siger ”Go National. Go Like a Pro.”
 
Donald Trump, Ben Carson og Carly Fiorina. Trenden hedder 'Don't run like a pro'.
 
It’s the ideology, stupid
Dertil kan man lægge den ideologiske komponent i Bernie Sanders kampagne. Termen ”demokratisk socialist” har mistet sin slagkraft som skræmmebillede især blandt de yngste vælgere, der for manges vedkommende ikke lige ved, hvad Berlinmuren var (eller er ligeglade) og for hvem ord som Gulag, USSR eller Stalin ikke ræsonnerer negativt længere.
 
Det anerkendte forskningscenter Pew viste allerede i 2011 i en stor værdiundersøgelse, at amerikanere under 30 havde en mere positiv vurdering af ”socialisme” (49 procent) end af ”kapitalisme” (46 procent).
 
Socialisme bliver i stedet nu – især med Sanders tilføjelse ”demokratisk” – af flere unge forbundet med lande som Canada og Skandinavien, hvor staten spiller en større regulerende funktion, som den også gør i tildelingen af populære amerikanske offentlige ydelser som Medicare, Medicaid og Social Security.
 
Så de venstreorienterede unge, der også er varme tilhængere af højere mindsteløn, elsker Sanders (der vil sætte denne op til 15 dollar i timen), uanset om der er en følelse af corny idoldyrkelse på linje med den beundring, de samme unge nærer for Rolling Stones eller Leonard Cohen. Bernie er simpelt hen dømt cool i de amerikanske gymnasie- og  universitetsmiljøer, og ved hans vælgermøder står de unge på nakken af hinanden for at snuppe en Selfie med den ældre senator.
 
”Feel the Bern” er den hippe catchphrase, som unge i de amerikanske venstreorienterede enklaver (læs: storbyerne og i de liberale stater i New England) render rundt med på T-shirts og badges. 
 
"Bernin' down the house". Unge demokratiske socialister vejrer morgenluft.
 
Hvad angår indholdet vil Sanders’ mærkesager være velkendte for enhver dansker, uanset partifarve: universel sundhedspleje, en model for børnepasning, der er kopieret fra det skandinaviske daginstitutions-system sa,t barsels- og familieorlov for alle – noget der ikke findes i USA. Han går ind for, at al undervisning på offentlige universiteter skal være gratis, og at de sociale ydelser sættes op (de fleste andre ønsker at trimme disse udgifter).
 
En del amerikanere har svært ved at tage Sanders velfærdsmodel alvorligt. 
 
Og naturligvis ønsker han også at hæve skatterne for dem, ”der har råd til at betale” – USA’s rigeste med andre ord. Hertil kommer en tilbageholdende sikkerheds- og udenrigspolitik og en miljøpolitik, der vil glæde enhver grøn græsrodsorganisations hjerte. Han er også skeptisk overfor frihandel og, efter lidt vaklen i geledderne, opmærksom på problemer i USA med racisme og et vaklende fængselssystem.
 
Det er en slet skjult hemmelighed, at hans kampagne er meget ”hvid”, og det er da også en af de udfordringer han slås med i konkurrencen med Hillary Clinton. En af de eneste gange Bernie Sanders er blevet buhet af ved et møde var ved et møde med græsrodsbevægelsen ”Black Lives Matter,” der forhindrede ham i at tale og overtog et vælgermøde, han holdt i Seattle.
 
Demokratisk primærvalgsdebat tirsdag aften
Men uanset Sanders’ aktuelle popularitet så er det imidlertid tirsdag aften i denne uge, at USA’s brede befolkning vil se ham og hans kommunikative evner i fri dressur for første gang.  
 
For tirsdag aften (02:30 onsdag morgen dansk tid) er CNN vært for den første demokratiske primærvalgsdebat i Las Vegas, Nevada. Og selvom der vil være andre deltagere end Clinton og Sanders (ex-guvernør Martin O’Malley, tidligere senator Jim Webb samt Lincoln Chafee, også tidligere guvernør), så er der ingen tvivl om, at det er konfrontationen mellem de to sværvægtere, alle ser frem til. Bortset naturligvis fra hvis vicepræsident Joe Biden springer ind i kapløbet i allersidste øjeblik. Så ændres alle odds, men det er ikke sket i skrivende sund. P.t. fører Sanders over Clinton i New Hampshire; den første stat, der skal stemme og kan muligvis også vinde i den næste, Iowa. Herefter vil han få det svært – især i sydstaterne.
 
Det er Bernie og Hillary, der er hovedpersonerne. Billede fra CNN-film.
 
Og det er netop derfor, at Sanders har meget at vinde. For lige så ukendt han er i de amerikanske sydstater, lige så kendt kan han være onsdag, når debatten er slut. De tv-transmitterede debatter følges af et kæmpe antal mennesker; de to republikanske debatter blev set af mellem 20-25 millioner fordelt over hele landet.
 
Utraditionel kommunikationstræning
Men uanset at debatterne har potentialet til at løfte eller sænke en kampagne, så er det tvivlsomt om Clinton og Sanders vil angribe hinanden på samme måde, som de langt mere pressede 15 republikanske kandidater har gjort det. For det første har Sanders igen og igen sagt, at han nægter at angribe den tidligere udenrigsminister. ”Vore politiske uenigheder er velkendte. Jeg foretrækker at tale om, hvad jeg går ind for,” siger han.
 
Og han har igen og igen angrebet, hvad han i årevis med slet skjult foragt har kaldt ”the corporate media” for at puste uenigheder og personlige fejder op på bekostning af den politiske substans. Clinton har på den anden side slet ikke råd til at lægge sig ud med de liberale kernetropper, så hun vil formentlig heller ikke gå efter Sanders som person. Hun har brug for deres entusiasme senere hen, og angrebene mod hende vil formentlig kommer fra de tre andre kandidater, der har intet at tabe, eftersom de ligger under to procent i de nationale målinger.
 
Men uanset at debatten måske af denne grund hverken bliver personfikseret eller lige så underholdende som de republikanske, siger forberedelsen af debatten alligevel en del om kandidaternes taktik.
 
Her er kontrasten glasklar: Hvor Hillary Clinton har haft et toptrænet (og dyrt) debat-team linet op i månedsvis, har Bernie Sanders, ifølge hans egen kampagne, ikke startet forberedelserne før i slutningen af sidste uge. Hos Team Clinton har kampagnen hyret en dyr advokat fra Washington til at spille Sanders, mens Martin O’Malley ifølge flere medier spilles af en af Clintons seniorrådgivere.
 
Det er den slags, der giver enhver undersøgende journalist i hovedstaden akut trang til at spille flue på væggen – og ofte kommer der senere forbløffende akkurate referater ud fra disse seancer, når de store biografier skrives efterfølgende. Således røg stort set alt fra John McCains og Sarah Palins debat-seancer ud i kiss-and-tell udgivelser efter valget i 2008.
 
”I just don’t do that”
Men man kan godt spare sig ethvert forsøg på at hyre spioner eller sladrehanke fra Sanders’ kampagne, for hans kampagne meddelt, at han hader den slags ”politisk skuespil”. Ifølge en artikel fra sidste uge som netmediet Politico udgav, begyndte Sanders kun at forberede sig, fordi hans ”to toprådgivere tvang ham til at sætte sig ned i Burlington i fredags og bad ham om at fortælle dem, hvad hans plan var.”
 
Sanders’ strategi er ifølge artiklen enkel: ”at introducere en niche-kandidat til et nationalt publikum.” Eller sagt med et slogan ”Let Sanders be Sanders,” hvilket vil sige, at den aldrende senator agter at holde sig strikt til policy og konkrete planer – ikke noget, der normalt hitter hos seerne, der f.eks. har elsket Donald Trumps personangreb.
 
Det har Sanders kommenteret direkte. I onsdags sagde han: ”I ser en kandidat, som har stillet op ved talrige valg, og jeg har aldrig nogen sinde i mit liv stået bag et negativt personangreb – en annonce eller en video – og det håber jeg heller aldrig, jeg kommer til. I just don’t do that.”
 
Tad Devine, der er Sanders’ chefstrateg siger tilsvarende til Politico, at ”en ting, Bernie aldrig kommer til, er at ende som en politiker, der leverer beskeder på dåse. Det ville være en katastrofe. Og en af grundene til at vi ikke er gået ind i en formel debat-lejr, er at disse trænings-sessioner altid ender med få kandidaten til at lyde som om han taler i indstuderede sætninger.”
 
Det er dyrt at være socialdemokrat
Og så er det jo virkelig heldigt for Sanders, at det netop er et af Hillary Clintons kommunikationsproblemer: at hun ofte lyder en smule mekanisk med hvad der på dårlige dage minder om en indøvet, robotagtig stil. Kontrasten spiller med andre ord til hans fordel.
 
Bernie Sanders autentiske kommunikation slår igennem de mest forbavsende steder. Bl.a. hos rapperen Lil B.
 
Men har han så ingen åbenlyse svagheder? Svaret er jo. Ikke på kommunikationsfronten men nok på substansen. Han synes at vide forbløffende lidt om udenrigs- og sikkerhedspolitik; han er ikke meget for våbenstramninger (hans hjemstat elsker at gå på jagt) og endelig er og bliver hans planer om dramatiske skatteforhøjelser – noget enhver dansker ved, man har brug for, hvis man skal få en dyr velfærdsstats af skandinavisk tilsnit til at løbe rundt – upopulære i brede dele af den mere midtsøgende, demokratiske vælgerbase.
 
Talrige medier har regnet på Sanders’ mange lokkende liberale valgløfter om en udvidelse af såvel folkepensionen (Social Security) som Medicare (sygesikring til de fattigste) plus alle de i amerikansk optik helt nye tilbud om barselsorlov, vuggestuer, børnehaver og gratis universitetsstudier. Vi taler om billioner af dollars i en stat, der i forvejen har en betydelig offentlig gæld. Populært i den snævre venstreorienterede del af partiet og basen. Ikke så meget andre steder.
 
Ydermere kan man ikke vinde et præsidentvalg – eller et demokratisk primærvalg – hvis man kun taler til den hvide, progressive flok. Og det er Sanders’ velvillige publikum lige nu (hvilket i øvrigt med en ond parentes også giver lidt af forklaringen på, at så mange New York-elskende danske politiske kommunikationsdyr er faldet hårdt for den gamle socialdemokrat – noget som kan iagttages på de sociale medier p.t.).
 
Clintons kampagne har været langt bedre, når det gælder dialogen med de afgørende sorte og spansktalende vælgere. Blot er hendes problem det samme som Sanders: hun skal kunne favne dem alle til slut for at vinde. Onsdag morgen ved vi lidt mere om, hvem der slap bedst fra den første præsidentielle ansættelsessamtale i medierne frem mod november 2016.
 

Relaterede artikler

Obamas retoriske hammer - Han blev verdenskendt for at love forandring og politisk forsoning, men måtte sande, at amerikansk politik kun er blevet...
Let's do it - Ved årets State of the Union-tale fortsatte Obama en mere trodsig og udfordrende talestil, som han har genopdaget siden ...
H for Hillary - Hospital-skilt eller en omvendt sømandstrøje? FedEx rip-off eller skjult republikansk højredrejning? Twitter-folket var ...
Post hoc! - En valgkamp er et ground zero for logiske fejlslutninger. Nogle går efter manden i stedet for bolden, og andre bruger fr...
Tal ikke som en politiker! - Kan den store politiske tale være modsvaret til politikerleden? Det mente flere af talerne - Rufus Gifford, Adam Price, ...
Trump: Tossernes kandidat - Donald Trump er den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget i 2016. Han...
Trump, tåbelighedernes triumfator - Finansmanden Donald Trumps sprogbrug burde udelukke ham fra en seriøs position i den præsidentielle valgkamp i USA, men ...
Twitter-tossen Trump - Ondskabsfuld, narcissistisk og underholdende. Sådan lyder de mest anvendte ingredienser i den p.t. mest succesfulde opsk...
Få dit fedeste valgfix 2016 her - 1. januar markerer ikke kun starten på dine nytårstømmermænd, men også på et spektakulært valgår, hvor USA skal have ny ...
Kan hun overhovedet holde en tale? - Hun er ikke en genial taler, men hun er god til noget. Hillary Clinton har altid været kvinden, som talte om kvinders re...
De strategiske sekunders mester - Less is more. Forberedelse ses som uautentisk. Og dagligt bombarderes vi med informationer. I sådan en verden bliver pau...
Anthony Weiners Twittersex på film - Ny dokumentarfilm fortæller den usædvanligt medrivende og skandaløse historie om det demokratiske medlem af USA’s kongre...
Sådan vinder du den amerikanske valgkamp - Det amerikanske primærvalg blev afgjort i går. Demokraterne og Republikanerne har nu fundet deres endelige kandidater, d...
Kan de vinde på følelser eller fakta? - Hvad kan vi forvente af de kommende præsidentielle debatter i USA? Med Donald Trump og Hillary Clinton som de to valgte ...
Sådan valgte Trump sin vicepræsident Pence - De seneste uger har medierne været fyldt med historier fra de republikanske og demokratiske konventer, hvor de to kandid...
Trump er ren Hollywood og omvendt - Som regel er det fiktionen, der afspejler virkeligheden, men under det igangværende amerikanske præsidentvalg synes det ...
Undskyld hr. præsident - Hillarys Clintons nederlag var en overraskelse for alle. De to kandidater inklusive. På valgnatten var Trump glad, men f...

Giv din stemme

13 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Allround Communicator

Frist: 5. november

Kommunikatør

Frist: 6. november kl. 16.00

Kommunikations- og programchef

Frist: 10. november kl. 22.00
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.