Tante B's taskekrise

Berlingskes leder 'Kvind jer op' fortæller mere om Berlingske som medie end om danske kvinder. David Trads kommenterer.
Ifølge Berlingskes leder, som debatredaktør Jesper Beinov er ansvarlig for, bør kvinder undlade at bruge penge på dyre tasker og i stedet tage på Harvard-kursus.
Ifølge Berlingskes leder, som debatredaktør Jesper Beinov er ansvarlig for, bør kvinder undlade at bruge penge på dyre tasker og i stedet tage på Harvard-kursus.
Der er noget levende museum over Berlingske i disse dage – for med en overskrift som ’Kvind dig op’ befinder avisen sig åndeligt i 1950erne:
 
”Hvis kvinderne ønsker ligestilling, må de gemme opdragelsen til pæn pige af vejen,” skriver den – og anbefaler, at kvinder lader være med at bruge 25.000 kroner på designertasker, i stedet investerer i et Harvard-kursus, og i øvrigt bruger deres au-pair pige noget mere.
 
Synspunktet er så dumt, at det næsten er pinligt at debattere det, så tillad mig i stedet at skifte til en kommerciel vurdering af avisens mærkværdige synspunkter: Hvorfor vælger Berlingske pludselig at lægge sig ud med kvinder?
 
Reaktionen på Berlingskes leder kom prompte fra det taskekøbende køn.
 
Lad mig minde om, at Berlingske har danmarksrekord i tilbagegang: I løbet af de forløbne godt 15 år har avisen tabt tæt ved to ud af tre læsere – fra over en halv million daglige læsere i 2000 til omkring 170.000 i dag.
 
Er målet – og undskyld min polemiske tone – at skubbe endnu flere læsere fra sig? 
Det kan det jo næppe være – selv om det udefra ser ud som om, avisen gør sit bedste for at skubbe de sidste læsere bort. Mon ikke nærmere der er tale om, at Berlingske forsøger at re-brande sig som en viewspaper, hvis holdninger igen skal indtage en rolle i samfundsdebatten?
 
Avisens debatredaktør Jesper Beinov, som er gammel VU’er, tidligere gift med Inger Støjberg og engang spindoktor for Helge Sander, prøver i hvert fald. Mest med folk som Henrik Day Poulsen, Eva Selsing og Asger Aamund – alle med synspunkter til højre for Djengis Khan.
 
Jesper Beinow med sin ekskone Inger Støjberg.
 
Problemet er, at disse ekstreme synspunkter, som er så langt fra de fleste af avisens læsere, farver hele avisens brand. Kvinde-lederen, som brandingmæssigt er en katastrofe, overrasker pludselig ikke, fordi avisens holdningsunivers er så gammel-konservativt. Ikke liberalt.
 
Avisen skal passe på, at dens gamle bånd til de konservative ikke dømmer den til samme skæbne – nemlig stadig mindre relevans. Liberalisme er den -isme, som flest abonnerer på – og det betyder forståelse for forskellighed og tro på fremtiden. Ikke sortsyn og dommedag.
 
Tanken om, at der findes en særlig blå feminisme, er forkert. Moderne feminisme handler om lige muligheder, hvis man gør samme indsats. Ingen særlige fordele. Bare en ens bane at spille på. Yngre kvinder og mænd er for længst kommet videre – uagtet deres politiske ståsted.
 
Berlingske er med sin altmodische argumentation om kvinder blevet til grin. Hverken mere eller mindre. Avisens holdinger er out-of-date. Stort set ingen kvinder kan genkende det billede af ligestillingskampen, som avisen forsøger at tegne.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også