|
|
Mette Høegs ublu kritik af Emma Holten
Mette Høegs Louisiana-fadæse

Mette Høeg kan i enhver saglig diskussion af et værk eller en litterær tendens tilsyneladende få flettet en tilsvining af navngivne forfattere ind. Men hvorfor? Hvad skal det til for? Og hvad fanden er en badeballon?

Litterat og evig gatekeeper ved litteraturens port, Mette Høeg, skrev i Berlingske i går, torsdag den 24. august 2017, en kritisk artikel om et arrangement, der finder sted på litteraturfestivalen Louisiana Literature i dag: Den danske feminist og debattør, soon to become cand. mag i litteraturvidenskab, Emma Holtens interview med den amerikanske forfatter Chris Kraus.
Kraus er i Danmark nok mest kendt for romanen ’I love Dick’ (1997) om en kvindes kamp med kunsten, omverdenens manglende anerkendelse, ægteskabet – og frem for alt sin besættelse af Dick, en temmelig arrogant kunstkritiker og ranchejer. Romanen blev i 2015 genudgivet og tidligere i år udgivet på dansk.
 
Artiklen bærer den pompøse rubrik ”Mette Høeg: >>Så megen skønhed og betydning forsvinder ud af verden, fordi systemerne favoriserer pseudopolitiske simpleminds<<". Med den overskrift viderefører Berlingske den debat om ”den rigtige litteratur”, som Høeg begyndte i 2015 i Weekendavisen. Blandt andet ved at hævde, at kvinder og kvindelige diskurser er blevet dominerende i dansk litteratur.
 
Litterat Mette Høeg.
 
I artiklen græmmer Mette Høeg sig over, at programlæggerne ”ikke finder den amerikanske forfatter Chris Kraus værdig til at blive interviewet af et vægtigt intellekt med kunst- og litteraturfaglig indsigt.”
 
Formuleringen finder værdig synes jeg er tendentiøs. Jeg tvivler på, at programlæggerne har valgt interviewer ud fra en holdning om, at Chris Kraus er uværdig eller på en eller anden måde ikke har fortjent at få en kvalificeret samtalepartner.  
 
Emma Holten ville måske heller ikke umiddelbart være mit førstevalg som interviewer, fordi jeg først og fremmest kender Holten som feminist, og Kraus’ værker selvfølgelig også skal behandles litterært, som samfundsbilleder og som kunstkritik. Men derfra til at kalde Holten en ”ung, fersk badeballonsfeminist”, som Høeg gør, er der altså et godt stykke.
 
Og hvem ved egentlig allerede, inden arrangementet er afholdt, hvordan cand. mag. i litteraturvidenskab Holten vil gribe det an? Jeg vil ved nærmere eftertanke hellere overraskes end at lytte til en af dem, der har interviewet på litteraturfestivalen syv gange før.
 
Hvad fanden er en badeballon?
Lad os kigge lidt på, hvad Mette Høeg egentlig skriver om Emma Holten.
 
Debattør Emma Holten.
 
Ung kan ingen gøre for, de er. Det, Høeg mener, er sandsynligvis, at Holten er uerfaren på området. Men så skriv da det. Fersk er et andet ord for svag, ubestemmelig eller kraftløs (hvis ikke usaltet), og jeg forstår ikke, hvordan hun kan forbinde disse betegnelser med Emma Holten. Uden at være den store Holten-fan vil jeg mene, at hun i mange sammenhænge har vist karaktertræk af stik modsat art.
 
Badeballonsfeminist ved jeg simpelthen ikke, hvad dækker over. Hvad er i det hele taget en badeballon? Vi må gå ud fra, at hun mener badebold, hvilket nok kan siges at være den danske ækvivalent til airhead. Men mage til useriøst ord skal man da lede længe efter. Og apropos useriøs, så er det præcis det, Høeg kalder Louisianas valg af interviewer.
 
Og for så lige at sætte trumf på til sidst, mener Høeg også, at valget af Holten ”ligner diskrimination – reduktion af Kraus til en Young Adult- og kvindeforfatter”.
 
Undskyld, men hvem er det, der reducerer her? Høeg virker forblændet af sit ærinde. Young Adult – er det igen, fordi Holten er ung? Er Mette Høeg ikke selv ung? Er det diskvalificerende? Og hvorfor er Young Adult ikke rigtig litteratur? Igen – fordi det er litteratur til unge?
 
Hvad ligger der i kvindeforfatter? Den label giver kun mening for Berlingskelæsere, hvis man medtager hele kataloget af diskussioner om kønnet litteratur, om kvindernes underrepræsentation på litteraturscenen, om mandlige anmelderes tendens til at anmelde mandlige forfattere, om kvindens ret til at lave kunst, der tager udgangspunkt i hendes køn – eller netop ikke gør. Hele den diskussion gemmer Høeg i det lille ord kvindeforfatter.
 
Og hvis man skal sætte det på spidsen (og det skal man), er det så ikke lige så diskriminerende, at Høeg på vegne af andre kan proppe Kraus ind i boksen ”kvindeforfatter”, fordi det er Holden, der interviewer hende. Kan Kraus kun glimre alvorligt nok i samspil med en mand?
 
Resten af Mette Høegs artikel handler om Kraus' nye bog 'After Kathy Acker', som Høeg skriver meget begejstret om. Dog kan hun lige få flettet en afsluttende ondskabsfuldhed ind sidst i artiklen. Den vender vi tilbage til.
 
Chris Kraus nye bog, som Mette Høeg anmelder side om side med Emma Holtens egnethed til at optræde på Louisiana Literature.
 
Den lange kø til arrangementet bevidner, at litteraturpublikummet er ligeglad med, hvem Chris Kraus interviewes af – måske tænker de, at hendes stemme er vægtig nok til, at hun kan tale for sig selv.
 
I dag handler det om I love Dick
Lad os skifte til realtid, for om nu begynder arrangementet med Chris Kraus, der omtales sådan her i programmet:
 
Den selvbiografiske ’I love Dick’ udkom i 1997, men er de senere år blevet en feministisk kultroman, som The Guardian udråbte til at være ”den bedste roman, der er skrevet om kvinder og mænd i det 20. århundrede”.
 
Alt hvad der kan kravle og gå fra det litterære miljø (sic!) er her i dag: forfatterskoleelever, forfattere, forlagsredaktører, litteraturjournalister, anmeldere. Jeg sidder og spejder efter Mette Høeg, men finder hende ikke. Til gengæld sidder jeg ved siden af redaktøren af den danske udgave af ’I love Dick’, Julie Paludan-Müller, som fortæller mig lidt om oversættelsen og Emma Holtens (glimrende. Red.) efterord til denne.
 
Rummet fyldes af det litterære miljø.
 
Og nu et passende hop tilbage til Høegs afsluttende ondskabsfuldheder:
 
"I hvor vid udstrækning bogens (After Kathy Acker. Red.) implicitte kultur- og feminismekritik vil blive anerkendt, er imidlertid usikkert. Det er i hvert fald givet, at Emma Holten ikke kommer ind på emnet til Louisiana Literature, hendes litterært inhabile og konceptuelt tonedøve efterord til den danske udgave af »I Love Dick« taget i betragtning.
 
Det kan fremkalde dyb frustration, at så megen skønhed og betydning forsvinder ud af verden, fordi systemet favoriserer pseudopolitiske simpleminds, der kun kan forstå den i henhold til grove binære oppositioner – som et spørgsmål om dicks vs. cunts, som Emma Holten slapt og forfladigende skriver i sit efterord."
 
Javel, ja.
 
Chris Kraus begynder med at læse op fra kapitlet ’Monsters’ i ’I love Dick’. Jeg har læst romanen på amerikansk, og Chris Kraus fine, lidt nasale og kultiverede stemme lyder meget som den, der lød i mit hoved under læsningen.
 
Så går en tydelig nervøs Emma Holten i gang med interviewet.
 
"How do you define a case study?" lyder første spørgsmål på formfuldendt amerikansk.
 
Det er en fornøjelse at høre Holten tale, vist er hun nervøs, men samforståelsen og hjerteligheden mellem hende og Kraus stråler ud i rummet. De taler fra to forskellige lande, aldre og positioner, men de taler fra en fællesplatform af seriøs nysgerrighed over for kunst og politik og mennesket som sådan.
 
Kraus fortæller om 'I love Dick' som et case study i stalker-kærlighed. ”Hvis jeg skal have denne her oplevelse som 39-årig, som folk plejer at have som 14-årige, må jeg hellere studere det som en voksen og bruge det som et case study. Hvad er en succes, hvad er en fiasko i det her forløb? Jeg ville trække det op på bordet fra kærlighedslivet, vi plejer at gemme væk under.”
 
Holten: "Dick er en mand, vi alle har mødt på et eller andet plan. Men Chris er ”the rise of the female failure” ifølge Guardian. Kan du være fan af Chris? Og hvordan skal vi bruge dette case study?"
 
”Vi skal reflektere vores egne oplevelser i dem. Er det ikke det, fiktionen kan?”
 
”Det var svært for kvinder at gøre sit liv synligt i 1997. Nu kan kvinder offentliggøre deres liv for et globalt publikum på et sekund. Har det fået de konsekvenser, du forestillede dig, for kvinder og feminisme?” Godt spørgsmål.
 
Kraus: ”Der er en overflod af tale og selvfremstilling. At vælte sig selv ud i sociale medier fører sjældent nogen steder hen. Folk finder altid måder at blive ved med at plapre om sig selv på. Kunstværket er en gestus, hvor man rækker ud på en anden måde.”
 
Kraus taler om Rolling Jubilee, som er en bevægelse stiftet af kunstnere, der mødtes under Occupy Wall Street. Bevægelsen arbejder på projektet 'Strike Debt' og arbejder konkret med at afskaffe den almindelige amerikaners gæld. ”Kapitalisme er ikke andet end et koncept,” afslutter Kraus.
 
Hvorfor skal kvinder altid virke rene og uskyldige?
Det er sandt, at Holten til at begynde med ikke virker som en dreven interviewer. Hun har ikke den ro, der kræves, for at man kan gribe situationen, når den interviewede bliver grebet af et emne, og blive i det, spørge videre til det, så samtalen bliver dybere.
 
Men heldigvis tør Kraus selv blive i sine digressioner og gøre dem færdige nok. Og endnu mere heldigt for både os, Kraus og Holten, taler Holten sig varm og stiller begavede og belæste spørgsmål, som passer godt til Kraus’ måde at ville tale om politik, sex, kunst, køn og litteratur på én gang.
 
Emma Holten og Chris Kraus under interviewet.
 
Mine hænder er ikke hurtige nok til at få alt det liv og værk med, som Kraus og Holten taler om. Kraus er meget engageret, meget omverdensbevidst, meget politisk. I den time, vi sidder og lytter, kommer Holten og Kraus omkring emnerne: vilkårene for den politiske kunstner, den unge pige som brand officer, det offentlige liv, livet som forbrug, livet levet, som om det handler om at blive accepteret af offentligheden.
 
De taler også om normcore som en reaktion på det konstante pres på individet. ”Du gider ikke længere at være klædt i fashion. Du vil være klædt som dig selv, så du kan få lov til at forsvinde i mængden,” siger Kraus.
 
”Chris finder sig selv. Mange læser bogen sådan. Jeg indser nu, at bogen handler om en midaldrende pige, der finder sig selv. Men det var ikke sådan, den blev skrevet.”
 
At finde sig selv er et tema, der til dels clasher med det, alle taler om at opnå for tiden: at være uafhængig af andre.
 
Holten citerer filosoffen Simone Weil: “Two prisoners whose cells adjoin communicate with each other by knocking on the wall. The wall is the thing which separates them but it is also their means of communication.... Every separation is a link.”
 
Muren mellem to fanger er deres kommunikationsmiddel. Som kommunikationen mellem Chris og Dick er størst, når de er længst fra hinanden.
 
”Ja, det er rigtigt. Jeg kunne ikke være blevet forfatter, hvis jeg ikke havde skrevet brevene til Dick. Den største gave, du har som forfatter, er at have en at skrive til. Ingen er fuldstændig selvforsynende.”
 
Et andet emne: Kraus' stil er blevet til fan fiction. Unge piger skriver lange tekster til kendte forfattere og skuespillere. Det lyder både naivt og genialt, siger Kraus. "Det er vel en slags kannibalisme; jeg har selv kannibaliseret på Kathy Acker. I den grad. Alle prøver at blive større, at blive mere end sit ego. "
 
Interviewet er allerede ved at være slut. Vi er langt fra mætte, og Holten og Kraus lader også til at have lyst til at blive ved. Efter klapsalverne – og en særlig en for Emma Holten – signerer Kraus bøger.
 
Post-Louisianaoptræden: Chris Kraus (som også kunne opleves med åbne øjne).
 
Holten gjorde det godt. Nogle fra den gamle garde kunne måske have gjort det bedre. Jeg tvivler egentlig. Det var en ubetinget fordel, at hun kunne tale uprætentiøst og nysgerrigt med Chris Kraus. Det gjorde interviewet levende og autentisk.
Håber, du var her, Høeg.
 

Relaterede artikler

Ordspanking, punktumfobi og kunstvolapyk - De danske kunstkataloger bugner med uforståelige fremmedord og abstrakte begreber – kun punktum spares der på. Det er or...
Win-win for Weiwei - Den kinesiske kunstner og provokatør Ai Weiwei er kommunikator i en klasse for sig. Det er ikke kun gennem kunsten, at h...
Bluffers guide til Louisiana Literature - Alle de spektakulære medlemmer af kultureliten er der, alle wannabe-medlemmer af kultureliten er der, og læserne er der....
Vejen til de gamle kultursnobbers lommer - De gamle hippier og slumstormere er blevet – ja, gamle. Indeni er de imidlertid unge som vårharer, og de er lige så imma...
Er Bogforum egentlig Louisiana Literatures onde stedmor? - Er Bogforum Louisiana Literatures onde stedmor? Forfatterne slider for at leve op til hendes krav om publikums- og press...
Se nu stiger Mette - Litteraturkritiker Mette Høeg har de sidste to år har været i mediernes søgelys. Hun bragede igennem i 2015 med sin kron...
Femi-finder-matrix - Hvem er egentlig feminister, når det kommer til stykket? Og hvordan er de det så? Hvem er med i de forskellige bølger, o...
No money, no honey - Gina Jaqueline er sugarbaby, men hendes liv er langt fra sukkersødt. Hun søger ægte kærlighed, anerkendelse og omsorg, o...
Kald mig bare luder - Ludermanifestet er en højæstetisk billedbog. Forfatternes gode intentioner fortaber sig i venstrehåndarbejde og uinteres...

Giv din stemme

1737 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsstudent

Frist: 26. november

Student/Praktikant

Frist: 27. november kl. 9.00

Praktikant

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.