Sniksnak, superreformist!
David Trads synes, Corydon handler klogt i sin forvandling af Børsen fra liberalistisk klubblad til erhvervslivets mainstream tænketank. Christopher Arzrouni er ikke enig i hverken præmissen eller konklusionen.
af Christopher Arzrouni
Bjarne Corydon er i gang med en ond gammeldags udrensning på Børsen. Ud ryger Thomas Bernt Henriksen, Ole P. Kristensen og Amalie Lyhne. Den røde polemiker David Trads jubler over opgøret med den ”infantile superliberalisme”.
Nødvendighedens politik skal sættes igennem i Børsens ledere. Det betyder i praksis, at Børsens profil skal være økonomisk teknokratisk og ikke økonomisk liberal. Og det er naturligvis chefredaktørens ret. Om det vil give flere læsere og flere penge i kassen, må vi se.
Corydon påstår, at hans udgangspunkt er fakta. Javel, javel. Alle – bortset fra Alternativet – interesserer sig for fakta. Spørgsmålet er snarere, hvad man stiller op med fakta.
Af fakta udspringer der ikke nødvendigvis nogen politik. Især ikke, når det er uklart, hvad nødvendigheden egentlig er. Er det lavere selskabsskat? Her taler Corydon i tunger. Er det lavere topskat? Her er Corydon tavs. Er det reformer af den offentlige sektor, som kan øge produktiviteten? Her er Corydon positiv, men som sædvanlig ukonkret. Først og fremmest har hans hidtidige Børsen-ledere handlet om at retfærdiggøre og fremhæve sin tid som finansminister. Tak for det. Men markedet for taknemmelighed er begrænset.
Det må man i første omgang sande blandt de øvrige – snart tidligere – Børsen-lederskribenter.
Ud ryger den venlige Thomas Bernt Henriksen; en mand, der har tjent Børsen vel i mange år som debatredaktør, lederskribent og førhen som økonomisk redaktør. Har David Trads ret i, at Thomas Bernt er en ”infantil superliberalist”? Pjat og vrøvl. Bernt er klassisk ordentlig konservativ med en fornemmelse for gode institutioners betydning for et velfungerende marked. Han har i årevis været fast gæst i Davos, hos World Economic Forum, som bestemt ikke er noget yndet rejsemål for ”ekstreme liberalister”.
Debatredaktør Thomas Bernt Henriksen.
Ud ryger også Ole P. Kristensen, som er tidligere professor, dr.scient.pol., tidligere direktør i Falck og tidligere topembedsmand i Fødevareministeriet. En alvidende og alsidig mand, som David Trads for nogle år siden – på Facebook – polemisk spurgte, hvem egentlig var. Hvilket siger mere om Trads end om Ole P. Kristensen. Men sidstnævnte er åbenbart også ”infantil ultraliberalist”.
Endelig er der farvel til Amalie Lyhne, som var David Trads' kollega i tiden på den hedengangne nyhedsavis. Her skiftedes de til at skrive ledere. Så noget kunne Lyhne åbenbart, inden David Trads fik brug for at skrive en nedgørende klumme, hvor han tog hendes navn forfængeligt som ”infantil ultraliberalist”.
Nu er det efterhånden sjældent, jeg læser Trads’ klummer uden at blive betalt for det. Men hans seneste klumme på Kforum er da morsom nok – i al sin infantilitet, al den stund Trads både gør sig til den store strateg på avismarkedet (hvem husker Nyhedsavisen?) samtidig med, at han hylder fakta (hvem husker Trads’ ynkelige karaktermord på kirkeministerens særlige rådgiver, Henrik Gade Jensen?).
Trads tager udgangspunkt i, at erhvervsfolk er ”pragmatikere”. Jovist. Når det handler om at tjene penge. Bortset fra det er de fleste af dem temmelig borgerlige. Erhvervsfolk svarer konsistent ”lavere skatter”, ”lavere byrder på erhvervslivet”, ”mere for pengene i den offentlige sektor” osv., når man spørger dem om deres politiske dagsordener. Derudover er mange erhvervsledere nysgerrige på både historie og idehistorie. Og det har Børsens hidtidige linje netop været bygget på.
Trads går meget op i, at Børsens tidligere chefredaktør, Anders Krab-Johansen, var ”ideologisk”. Måske skulle Trads i stedet have noteret sig, at Krab kunne tjene penge til avisen. Masser af penge. Godt klaret af en ”ideolog”, ikke sandt? Lad os se, om Bjarne Corydon kan gøre kunststykket efter.
Tidligere chefredaktør Anders Krab-Johansen.
Et helt konkret problem bliver at være relevant for læserne. Det kan man sagtens være uden flammende ledere. Men lederne er trods alt med til at skabe en loyalitetsforbindelse mellem avisen og dens publikum.
Børsens nye lederskribenter – hvoraf en del er journalister på avisen – får en række praktiske problemer. Og jeg tror godt, at Bjarne Corydon er klar over dem, for han er kløgtigere end David Trads.
For det første: Hvad skal Børsens nye lederskribenter stille op? Hvad er egentlig linjen? Hvad kan man tillade sig at mene om skat, arbejdsmarkedsregulering osv.? Skal man skrive af efter Corydons Politiken-kronik fra 20. august 2012? Her messede Corydon f.eks., at tiden er kommet til at ”styrke den socialdemokratiske velfærdsstat”, at ”den finansielle sektors grådighed var den primære drivkraft bag den finansielle krise”, og gode pasningsforhold for børn er ”mere værd end en sænkning af selskabsskatten”. Er det linjen? Selvfølgelig kan man slå op i Folketingstidende og se, hvad Corydon i sin tid lagde stemme til. Men verden udvikler sig.
For det andet: Hvad skal journalisten stille op, når han/hun det ene øjeblik skal have en redaktionel artikel på plads efter et solidt interview med en politiker, og så – det andet øjeblik – måske skal hudflette vedkommendes politik? Det bliver sjovt at se politiske journalister som Morten Crone og Helle Ib bekende politisk kulør i Børsens ledere. Jeg glæder mig da.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS og jeg har en aftale om at drikke champagne, hver gang Børsens ledere anbefaler lavere selskabsskat eller lavere topskat. Og husk nu: Champagne er en mousserende vin og dermed pålagt en ekstraafgift (så vi er faktisk med til at spytte i statskassen).
Lidt sjov skal vi jo have, al den stund Børsens ledere nok i praksis fortsat vil være borgerlige, men bare lidt sværere at forstå.
