Annegrethe Rasmussens forsvar
AG – mit svar

0
SHARES
Journalist Annegrethe Rasmussen er under heftig beskydning disse dage. Hun anklages for plagiering, og Altinget, Information og Journalisten afbrød i onsdags, på den baggrund, samarbejdet med hende. Weekendavisen bringer i dag en artikel om hendes arbejde under rubrikken "Genbrugspapir". Her svarer AG.
Torsdag i sidste uge afleverede jeg min klumme ”Skud Derudefra” til Altingets redaktion. Mit sigte med klummen var at lave en aktuel påpegning af, at 2016 kunne blive et grimt år, hvilket var overskriften på artiklen. Fordi populistiske bevægelser, især til højre, i stadig højere grad popper deres uskønne hoved op både i USA – med Donald Trump i spidsen – og i Europa med en række oplagte eksempler, Danmark, Sverige, Ungarn og især Frankrig, hvor Marine le Pen og hendes niece scorede 40 procent af stemmerne i første runde ved de franske regionalvalg.
 
Jeg følger dagligt et hav af magasiner, blogs, radioprogrammer og TV og alle disse havde naturligvis bemærket denne tendens. Det havde en leder i the Economist også, hvor jeg anvendte nogle formuleringer, som jeg glemte at kreditere magasinet for. Det er naturligvis ikke ok – og her taler jeg ikke om holdninger. Holdningen er min egen, og om den deles af Economist eller New York Times eller 10 venstreorienterede bloggere (det gør den) er efter min bedste overbevisning irrelevant.
 
Men den konkrete sprogbrug skal – hvis den er hentet eller inspireret af en anden tekst – citeres. Det fik jeg bare ikke gjort. Men lige så snart var min klumme udkommet, rådede jeg bod på den sag (mente jeg) ved skyndsomt at henvise til den hos mig selv og på diverse skeptiske debattørers Facebook-vægge.
 
Farvel Annegrethe
Jeg kom nemlig under heftig beskydning fra en række højrenationale meningsdannere, hvoraf nogle mente, at jeg elskede islamister og uhæmmet indvandring. Andre at jeg bare var blevet alt for amerikansk efter otte år i Washington og havde mistet blikket for Europa. Det nemmeste var her at henvise netop til Economist, hvor jeg skrev på en af kritikernes væg, at der jo var ”sammenfald af holdninger” mellem min tekst og magasinets. ”Og ingen vil vel påstå, at Economist – hvis hovedsæde er i London – er hverken specielt islam-elskende eller ikke ved noget om europæiske forhold,” som jeg bemærkede.
 
For at gøre en lang og uskøn historie kort kostede den manglende kreditering af lederen mig imidlertid jobbet på Altinget.  Og derefter på Journalisten, hvor jeg har blogget i årevis om amerikanske medieforhold, mens redaktøren undersøger kvaliteten og redeligheden af mine blogposts. Der er ikke noget at komme efter, og jeg ser frem til resultatet.
 
Herefter skete der imidlertid det usædvanlige, at chefen for min avis gennem de sidste 13 år, Dagbladet Information, Christian Jensen tog en usædvanlig beslutning. Han sagde mig op, ikke med henvisning til nogen brøde begået på avisen, men med henvisning til Altinget.
 
Chefredaktør for Information, Christian Jensen. Foto: Scanpix.
 
Det chokerede mig, og jeg har fortsat endog meget svært ved at forstå, at Informations ledelse ikke afventer en intern undersøgelse, som Christian Jensen nu har bebudet. Den imødeser jeg også med sindsro – ikke fordi jeg er fejlfri, og jeg har ingen problemer med at erkende eventuelle fejl, hvis avisen finder nogen. Jeg er heller ikke en person, der er bange for at indrømme fejl. Men fordi jeg er sikker på, at helhedsindtrykket vil være det, som mange læsere har takket mig for i min indbakke i går: En skribent, der gav alt, hvad hun havde både professionelt og personligt. Et ægte menneske, der forsøgte at bringe liv, humor, oplysning og personlighed til avisen med troværdighed og originalitet.
 
Anklager i Weekendavisen
Jeg ønsker kun Information alt det bedste. Men jeg havde håbet på, at dom uden rettergang ville være utænkeligt på Modstandsbevægelsens gamle avis. Heri tog jeg fejl. Muligvis fordi Christian Jensen til min skuffelse har ligget inde med usaglige, overdrevne anklager i ugevis, som han ikke har vist mig. Men heller ikke har handlet på. Jeg er skuffet over, at min daværende øverste chef ikke stillede sig op og tog ansvar og fortalte mig om beskyldninger, som jeg efterfølgende kunne reagere på. Som sagen blev kørt, fik jeg ingen chance for at foretage mig noget, for jeg anede ikke, at der var noget at reagere på.
 
Etik og redelig er ekstremt vigtigt i journalistik. Det er det også i personalepolitik, og selv om vi freelancere er vant til de usleste arbejdsvilkår - jeg vil ikke komme ind på, hvor mange timer jeg har trællet for den avis til tidligt om morgenen til en sulteløn i de seneste otte år – så må man dog forlange en vis form for anstændighed og ikke blot blive smidt for hundekobbelet uden varsel.
 
Men fordi Information intet foretog sig med disse anklager, gik den freelancer, der i hemmelighed havde sendt dem til ledelsen af min avis, videre til Weekendavisen, hvor påstandene nu bliver trykt i dag. En efter min mening usaglig og grundløs artikel med anklager i samme skuffe. Jeg har stillet mit modsvar til rådighed for alle medier i går uden betingelser. Og lagt det hele ud på Facebook. Åbenhed er den bedste kur mod råddenskab. Og jeg har intet at skjule.
 
Seks timers research om natten
Men jeg vil gerne fortælle Kforums læsere om den arbejdsetik, som Weekendavisens freelancer har lagt for dagen. Han er studerende, så jeg skal ikke oute ham her. For unge mennesker har brug for flere chancer.
 
Da jeg modtager et tip om, at der findes en artikel og at Weekendavisen muligvis vil bringe den, aner jeg ikke, hvem der står bag. Jeg lægger en efterlysning ud på min væg på Facebook. Jeg spørger to journalister, som jeg kender på avisen, om de ved noget. Den ene reagerer, og siger – en kende fornærmet – at det naturligvis ikke er ham, fordi jeg ikke har hørt fra nogen. Sådan er jeg ikke, siger han. ”Det ville jo ryge lige i pressenævnet.”
 
Hans kollega, Søren K. Villemoes derimod, som jeg også spørger, tier. Først næste dag skriver han pludselig og fortæller, at han er redaktøren bag artiklen. Men efter en times debat, melder journalisten sig så på min væg. Og efter en times tid mere sender han mig så materialet. Det er sent om aftenen, og jeg modtager over 20 sider med gamle artikler skrevet af mig og fyldt med røde, gule, blå og grønne markeringer. Det ser voldsomt og overvældende ud.
 
Søren K. Villemoes, journalist på Weekendavisen.
 
Jeg går ikke i seng. Det tager seks timer at finde alt frem, tjekke bøger, referencer, kilder og gamle artikler. Da jeg senere spørger Søren Villemoes, om vi ikke kan blive enige om, at man ikke sender mange siders inkriminerende materiale til en person aftenen før, der er deadline midt på dagen næste dag, svarer han nej. Det er rigeligt med tid. På mit modspørgsmål om, hvorfor han ikke bare sendte det to-tre dage før, så jeg kunne forholde mig til det om dagen f.eks., får jeg intet svar. Det er ikke i orden, og ikke en avis som Weekendavisen værdigt.
 
Da jeg næste morgen sender materialet til Weekendavisens ledelse – jeg ønsker at give dem en chance til at se materialet med alle mine svar og eventuelt tage en beslutning om ikke at gå i trykken alligevel – modtager jeg ikke andet svar end en kort meddelelse fra journalisten om, at avisen ikke vil bruge to af de artikler, de har fremsendt med anklager – nemlig de åbenlyst pinlige for dem, men det er min research, der gør udslaget, ikke deres. Så er vi nede på seks artikler, men jeg bliver ikke kontaktet igen, så jeg aner ikke, hvad de skriver eller bruger af materialet.
 
Igen vil jeg mene, at ethvert seriøst medie med etikken i orden vil melde tilbage til den anklagede og sige: "Nu skal du se - det er det her, vi vil skrive. Hvad siger du til det?".
 
Dagens artikel om Annegrethe Rasmussen i Weekendavisen.
 
Revolverjournalistik
Men det vælger Weekendavisen ikke at gøre. De stopper dialogen der. Så jeg ikke kan svare, ikke kan reagere og ikke kan vide, hvad de skriver. Er det hæderlig journalistik. Nej, det er det ikke. Og det har ikke noget at gøre med indholdet - men med den måde, sagen er blevet grebet an på. Ren og skær revolverjournalistik. Trist at skulle se på. Men endnu mere trist at være udsat for.
 
Nuvel det var metoden – hvad så med indholdet? Jeg kender kun til et emne, som med sikkerhed vil indgå. Det er en artikel til modemagasinet ELLE som jeg skrev for nogle måneder siden, hvor påstanden er, at den er skrevet af efter to artikler i hhv. the Atlantic og New York Times.
 
Jeg finder anklagen urimelig. I artiklen er der mange henvisninger både til New York Times, the New Yorker, Spiked, The Guardian og den pågældende artikel i The Atlantic.
 
Artiklen er med andre ord en "skræller" fra en lang række medier og prætenderer ikke at være noget andet. Alle eksemplerne i artiklen, er velkendte i amerikanske medier. Flere af dem optræder i the Atlantic men også i et hav af andre amerikanske medier. Med andre ord er der nok sammenfald med artiklen i The Atlantic, men man kunne også have fundet dem i andre artikler. Det er nemlig de samme eksempler, som medierne har brugt - de er blevet meget berømte.
 
Det argument har WA ikke accepteret, og I vil kunne se i artiklen, at om end den redaktør for ELLE der fik artiklen og var glad for den - også nu efter hun har kendt til anklagerne - så er WA gået videre til chefredaktøren, der er venlig men mere kritisk. Hun vil ikke stoppe med at bruge mig, men hun ville gerne have flere henvisninger. Desværre har hun ikke bedt mig om min forklaring, så hun har blot fået skribentens - vildledende - oversigt. Jeg erkender her, at det nok er bedre med tre henvisninger – altså hver gang man citerer f.eks. end en. Men artiklen er nævnt. Den er ikke forsøgt skjult.
 
En skrællet bog
I de andre tilfælde er der andre mærkværdigheder på spil. Journalisten mener i ramme alvor, at bunker af fakta, tal, statistik, biografisk materiale, hvor folk har gået i skole, på universitetet eller hvem der venner med hvem af kendte mennesker f.eks. bør kildeangives. Det er jeg simpelt hen uenig i. Når noget indgår i den offentlige mening, må man kunne skrive om det uden kreditering. Hvis man fortæller at Dronningen afslutter sin nytårstale med ”Gud bevare Danmark” eller hvad et børsnoteret selskab er værd eller hvad BNP ligger på, så skal der ikke noter til. Vi taler om journalistik – ikke afhandlinger.
 
Et sidste eksempel jeg vil nævne er en ”skræller” af en bog, som jeg har lavet for Information. I fuld enighed med den daværende kulturredaktør gengav jeg lange afsnit – bundet sammen af mig – af en fænomenal bog om at leve med angst, skrevet af Scott Stossel – chefredaktør på det respekterede ugemagasin The Atlantic. Bogen – en 416 moppedreng med titlen My Age of Anxiety: Fear, Hope, Dread and the Search for Peace of Mind handler om den lammende, altoverskyggende angst, som Stossel har kæmpet med hele sit liv. Og som har styret ham lige så længe han kan huske. De første fire afsnit er citater fra bogen. Og sådan fortsætter artiklen. Ikke noget særligt. Blot en læserservice til Informations abonnenter, der ikke kender denne bog.
 
My Age of Anxiety: Fear, Hope, Dread and the Search for Peace of Mind.
 
Imidlertid mødes jeg med anklagen om at have skrevet ikke bare dele, men hele artiklen af netop fra The Atlantic. Hvilket ingen mening giver. For godt nok har bogen også været bragt i uddrag der. Men det er jo den samme bog, og man angiver ikke sekundærkilden  - magasinet – når man rent faktisk har gjort sig den umage at læse bogen.
Og sådan fortsætter det over stok og sten. jeg skal ikke kede Kforums læsere yderligere, men blot sige, at alt materialet findes på min åbne Facebook-væg. Jeg har lagt et emne ud ad gangen, så det bliver mere overskueligt. Med andre ord, hvis nogen skulle tænke - efter at have læst WA - "det der lyder godt nok skummelt' ja så kan I gå derind og se mit svar ved at gå ind på det rette link.
 
13 år gamle anklager?
Så langt, så skidt – det har været rent ud sagt forbløffende at blive ramt af denne storm. Jeg har været meget ked af det, og kan ikke gøre mig fri fra en tanke om, at min fortid – min 13 år gamle afskedigelse fra Berlingske – fortsat hænger over mig for det første. Som en uretfærdig livstidsstraf. Og at jeg derudover er blevet udsat for en behandling, som jeg ikke ville ønske for min værste fjende.
 
 
 
Annegrethe Rasmussens leder Israels ambassadør fra 2001. Den første til hendes afskedigelse fra Berlingske. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.
 
 
Tøger Seidenfadens kommentar til Annegrethe Rasmussens leder i 2001 (til venstre i billedet). Klik på billedet for at se det i stort. 
 
Uddrag af Tøger Seidenfadens kommentar til Annegrethe Rasmussens leder.
 
 
Jeg gad nok se den skribent, der ville kunne tåle at se sit arbejde blive pillet fra hinanden og gennemanalyseret på denne måde. For mig er det fuldkommen normalt og også gavnligt, at man lader sig inspirere og bruger al det udenlandske materiale, man kan finde. Man er læsernes guide til alt det spændende, som danskere ikke selv har tid til at finde. Plus at man selvfølgelig skal være sober og citere. Det giver sig selv.
 
Uddrag af leder fra Politiken, skrevet af Annegrethe Rasmussen, der blev beskyldt for plagiering.
 
Uddrag af leder fra Politiken, skrevet af Annegrethe Rasmussen, der blev beskyldt for plagiering.
 
Jeg bestræber mig derudover på at give noget af mig selv, når jeg skriver. At være et menneske. En personlighed med humor og overskud. Der ikke er bange for at gå i dialog med læserne, som jeg bruger megen tid på. I denne uge har jeg mest været i dialog med mig selv. Jeg håber, at jeg fremover vil kunne arbejde videre frem mod det amerikanske præsidentvalg. Tak for ordet.
 
- - -
Annegrethe Rasmussen har sendt Kforum de artikler, der ligger til grund for Weekavisens artikel samt den mail, hun skrev til Weekendavisens ledelse. 
 
Velkommen i min boble
 
 
 

Gymnasielærer fyret for homo-digt
 
 

Relaterede artikler

Gode grunde til at smide din papiravis ud nu - 2016 bliver det første år uden avis i min postkasse. Jeg har i mange år abonneret på Weekendavisen, og ofte har vi også ...
Kan Christian Jensen grave guld på Politiken? - Når Informations chefredaktør Christian Jensen sætter sig i det navnkundige hjørneværelse på Rådhuspladsen, begynder han...
0
SHARES

Giv din stemme

109 stemmer
3,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 15. august

Praktikant

Frist: 15. august

Copywriter

Frist: 5. august
Se alle job Indryk job
Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.