Røre i Anne-dammen

I september sidste år blev daværende blogger og kommentator Anne Sophia Hermansen (ASH) debatredaktør på Berlingske. Stillingen var ”et drømmejob”, og hun proklamerede blandt andet, at målet var at bringe flere kvinder ind i samfundsdebatten, som desuden skulle være ”bredere”.

I juni i år blev ASH's portefølje så udvidet med kulturredaktørposten, og det betød blandt andet nybrud inden for avisens anmelderi: Nu skulle Berlingskes markante debattører til at anmelde kunst og kultur. Baggrunden herfor var ifølge ASH, at ”flere af dem har en universitetsbaggrund” samt ”markante holdninger til kunst og kultur”.

Uforudsigelighed og holdningsprægede anmeldelser var den nye stil, og eksemplet, som ASH gav i sit tiltrædelsesinterview i egen avis, fik mangen en læser til at få iskaffen galt i halsen:

”De (læserne, red.) vil gerne vide, hvad en debattør som for eksempel Eva Selsing mener og tænker om et givent kulturelt værk. Derudover vil vi gerne være mere uforudsigelige. Hvorfor skulle man ikke kunne få Eva Selsing til at anmelde en koncert med Nik & Jay og give sin helt personlige kommentar til den oplevelse, hun har haft?"

Eva Agnete Selsing er en dansk filosof, debattør og foredragsholder.

Klik-jagt på bekostning af faglighed

Uforudsigeligt, indeed. Knap var agurketiden indledt, før den var afblæst. Få dage senere, i Deadline på DR2, proklamerede Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl over for Berlingske-blogger Søren Hviid Pedersen og tv-seerne, at ”det er misforstået demokrati, at alle og enhvers mening er lige meget værd og interessant”.

En af de debattører – og kommende anmeldere – som var faldet Bukdahl for brystet, var den jurastuderende Majbritt Maria Nielsen, der under overskriften ’En lige højre’ ”blogger om frihed og personligt ansvar, et overstimuleret velfærdssamfund og forsøger at holde identitetsdebatten på et absolut minimum”.

Bukdahl refererede på sin personlige blog, der nu er lukket, indlægget ’Roskilde Førstival’, hvori Majbritt Maria Nielsen skriver om sit forhold til curlingforældre. Det fik efterfølgende litteraturanmelderen til at sukke:

”Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfyragtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!”

Majbritt Maria Nielsen

Tilbage i Deadline-studiet understregede han, at anmelderi skulle foretages af anmelderne, fordi det slet og ret er dem, ”der ved bedst og er bedst til det”.

Den kritik tilsluttede Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen sig. Under overskriften ”Højrøstede holdninger er ikke vejen frem for kritikken” betegnede hun i egen avis Berlingskes initiativ som et forsøg på at ”bidrage til klikøkonomien i et helt andet omfang, end kritikken gør i dag.” Kort sagt: fra anmelderi til ”synsninger” på bekostning af fagligheden.

Der var dog også ros til ASH’s disruption af anmelderiet – blandt andet fra Stephanie Caruana, der er journalist og forfatter. Hun frygtede ikke følgerne af at sende Asger Aamund på Louisiana, for ”sproget er en markør, og vi er nødt til at frisætte sproget om kunsten og gøre journalistikken om den bedre,” som hun skrev. I Berlingske.

Eva vs. Anne vs. AnneLise

Efter en ophidset uge troede de fleste nok, at der nu igen var plads til feel good-historier fra sommerlandet, et par politiske prøveballoner og en tur på Facebook uden at skulle frygte at rende ind i rødglødende kommentarspor.

Men mandag var freden så atter forbi. Her kom forfatter, debattør, venligboer og – ja, indtil da Berlingske-blogger – AnneLise Marstrand-Jørgensen for skade at kommentere ASH's nye linje. På Facebook skrev hun, i anledning af et indlæg fra netop Eva Selsing, følgende:

”På Berlingske har de jo fået den skøre idé, at nogle af deres knivskarpe debattører skal være anmeldere af den kunst, de ikke har den fjerneste forstand på. Uanset baggrund, (manglende) uddannelse og (manglende) indsigt i samtidskunst.”

Her blev ikke lagt fingre imellem, og det gjorde der heller ikke i kommentarsporene på hovedpersonernes respektive Facebook-sider, hvor der efterfølgende udfoldede sig jævnt ophidsede debatter, hvor både Eva Selsing og mand, AnneLise Marstrand-Jørgensen, kunstnere, mediefolk og lejrenes respektive rygklappere jonglerede rundt med nedladenheder, passivt-aggressive fornærmelser og skældsord en masse. Hvis man kunne fnyse nedladende på skrift, så det sådan ud.

Så langt, så godt – om ikke andet var ambitionen om kvinder i debatten så afgjort indfriet, i hvert fald i disse dage. Men sagen var langt fra forbi.

Fyret uden at vide det

Tirsdag formiddag finder AnneLise Marstrand-Jørgensen nemlig ud af, at hun ikke længere kan logge på sin blogger-profil på Berlingske. Hun er også slettet fra listen over bloggere på B.dk, skriver hun i en opdatering på Facebook. Opdateringen går viralt, alverdens meningsmennesker går bananas, og pludselig tikker der en besked ind fra Anne Sophia Hermansen.

”Jeg har just modtaget svar fra Berlingskes debatredaktrice. Det er simpelthen en fyring. De mangler bredde i mine indlæg. Den finder de åbenbart bedre hos Andersson, Sørine og Støvring. Dem om det. Pudsigt sammenfald med min kritik af kulturredaktionens nye linje og Fru Selsing. Mærkelig fremgangsmåde i hvert fald,” skriver Marstrand-Jørgensen dernæst på sin Facebook.

”Berufsverbot,” ”kujonagtig,” ”trussel” mod ytringsfriheden og demokratiet. Reaktionerne på ASH’s fyring af AnneLise Marstrand-Jørgensen var mange, men ikke delte. Den radikale europaparlamentariker Jens Rohde betegnede ASH som ”ukvalificeret til sit job.”

Digteren Thomas Boberg fulgte trop og proklamerede, ligeledes på Facebook, at nu ”er det mørkedamerne og mørkemændenes tid.” Senere samme dag kom kultur- og debatredaktøren så selv på banen med sin forklaring af forløbet:

”Det sker jævnligt, at debattører og medier går hver til sit, og Berlingske har i dag indstillet samarbejdet med blogger Anne Lise Marstrand-Jørgensen af årsager, som avisen ikke ønsker at uddybe yderligere. En intern fejl betød desværre, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen ikke fik personlig besked først, og det tager jeg ansvaret for og beklager på avisens vegne,” hed det og dernæst:

”Jeg forstår, at det giver anledning til konspirationsteorier og motivforskning, men af og til handler det bare om at sætte det bedste hold for læserne.”

Motivforskning eller ej, fyringen fik til sammenligning Det Hvide Hus’ håndtering af sagerne omkring James Comey, Anthony Scaramucci og Reince Priebus’ afskedigelser til at fremstå forbilledlige.

Reaktionær ondhedsindustri

Skribent på netmediet POV International, Lars Luplau, var da heller ikke sen til at reagere på forløbet, og han postede kort tid efter en satirisk åben ansøgning til ASH om at afløse Marstrand-Jørgensen som blogger.

”Kigger man ned over de tilbageværende navne blandt jeres bloggere, er I rigt repræsenteret af folk, der tilhører ondhedsindustrien. Men I mangler altså sådan en naiv og blåøjet idiot som mig. (…) Og med fyringen af Anne Lise har jeg fattet, at jeg selvfølgelig ikke må bruge platformen til at kritisere Berlingske eller de kolleger, der er i sync med avisens reaktionære syn på verden.”

Hvorvidt balladen om Anne og AnneLise, Eva og anmelderiet er udtryk for et reaktionært verdenssyn, må være op til den enkelte at bedømme. Noget kunne dog tyde på, at opfattelsen af sommerens ophedede debat ikke nødvendigvis er negativ i Pilestræde. Da Kforum tidligere i år spurgte netop Anne Sophia Hermansen til hendes ambitioner for Berlingskes debatspalter, lød det nemlig sådan her:

”I Berlingskes spalter får du ikke succes som fiasko, og hvis du ikke ved, hvad personligt ansvar er, må du søge læge. Og ja, Berlingskes debat er i sig selv til debat, og vi modtager derfor en del klager, hvilket jeg har det fint med. Hvis det en dag holder op, må det være tegn på, at vi gør vores arbejde dårligt.”