Manglende Format

JP/Politikens hus har lanceret et nyt medie. Målgruppen er de 20-30-årige, chefredaktør er Benjamin Kürstein (tidligere chefredaktør på Vice Denmark, Asien-korrespondent på TV 2 og USA-korrespondent på Ekstra Bladet), og med sig har han et team af primært yngre kræfter.

JP/Politiken har teaset for det nye medie i længere tid. Topchef Stig Ørskov har været aktiv på Twitter, og med en nogenlunde fast kontinuitet det seneste halve års tid er holdet bag Format blevet sat, og kommunikationen er taget til.

Kom til gratis intromøde i nyt K-netværk for kommunikatører. Netværket er for dig, der har 2-5 års erfaring.

Jeg er 31 år, og selvom jeg er i yderkanten af målgruppen, er grænser jo flydende – og jeg har stadig en ret god idé om, hvad folk på min alder og 5-10 år yngre er interesserede i at se og læse. Så det er med spænding, jeg første gang besøger formatformat.dk (og i øvrigt bemærker, at Ørskov ikke har været villig til at punge ud for det kortere og mere oplagte domæne format.dk – et spørgsmål om nedprioritering i huset?).

Jeg finder “Om Format”-teksten og ser hurtigt, at der ikke bliver lagt fingre imellem. De indleder:

“Vi har aldrig haft flere muligheder, end vi har i dag. Med penge mellem hænderne og nye teknologier har vi aldrig haft nemmere ved at tale sammen og have indflydelse på det samfund, vi lever i. Og hvis vi griber de muligheder, kan vi nyde mere, grine mere, græde mere og gøre livet mere meningsfyldt.”

Så er scenen ligesom sat til et slags manifest, hvor det ikke skorter på de højstemte ord:

“Du bliver oplyst, underholdt og udfordret. Du bliver inspireret – af mennesker, som har andre passioner, visioner og lyster end dig, fordi livet sjældent leves fuldt ud alene.” Jo jo. Jeg opfordres til at sætte mig “godt fast i sofaen, på togsædet, i flyet – hvor du end er lige nu. Forandring er på vej.”

Der er skruet helt op for forventningerne.

Gå selv ind på format og se mere.

Ret enkelt, ret ungt design
Som det sig hør og bør, debuterer jeg på Format på en smartphone. Alle ved, at Formats målgruppe foretrækker den lille skærm frem for den store, så ingen medievirksomhed med respekt for sig selv vil turde søsætte en ny satsning uden at tænke mobile first-first-first.

Og det fungerer udmærket på smartphone. Designet af Format er ret enkelt, ret luftigt, ret ungt. De kommer ikke til at vinde priser, dertil er konkurrenterne for overlegne og solide, men det er heller ikke målet.

Turkis er den dominerende farve, mens resten er sort på hvidt eller hvidt på sort. Forsiden er domineret af store billeder med overlay af ofte meget lange rubrikker. Så er der et par links til Facebook, YouTube og Instagram – “vi findes naturligvis ikke på Twitter,” skriver redaktionschef Pelle Dam på Twitter, mens både han og chefredaktøren flittigt deler links til Format på selvsamme sociale medie. Tja, tjo, damned if you don’t, damned if you do.

Men tilbage til designet. Det er faktisk det, ikke så meget pjat. Ret forfriskende er der ingen menustruktur, ingen gammeldags emne- eller sektionsinddeling, ingen vejrudsigter, Lotto-tal, Ritzau-telegrammer eller tegneserier, som vi kender det fra de gamle medier. Det er lige på og lige ind til benet. Respekt for det.

Min eneste anke i designet er den tilfældige kursivering, der findes ved enkelte bogstaver. Det er svært at gennemskue, om kursiveringen er en del af et større designsystem, men det ligner det ikke umiddelbart. Der er ingen logik, og fred være med det, men er der en mening med galskaben?

Nej. Det er beskæmmende for læsbarheden. Om det er et bevidst valgt element for at skræmme ældre, konforme læsere væk, kan jeg kun gisne om. Det lykkes i hvert fald her. Man føler sig unødigt gammel.

Masser af tekst, absolut ingen video
Personligt håber jeg, at Format vil være fri af faste fortælleformater og i stedet undersøge nye måder at formidle viden. Udnytte, at man er fri af rutiner og “sådan plejer vi at gøre” og i stedet lade kreativiteten og fortællelysten få frit spil. Både hvad angår vinkling, men også i forhold til nyere formater som video, animationer og lyd.

Desværre bliver jeg slemt skuffet.

Format er næsten 100 procent tekst. Altså klassisk formidling, som vi kender det fra stort set alle eksisterende danske medier, hvor det redaktionelle budget er skåret ind til benet, og den billigste fortælleform per automatik med eller uden god vilje bliver den mest anvendte. De få gange, der er anvendt video, er den embedded fra Facebook eller YouTube.

Format skriver selv i sit ambitiøse manifest, at de vil hjælpe læseren med at “finde, forholde dig til og gribe de muligheder, som ligger for dine fødder.” Format vil vise vej. De vil gøre mig “oplyst, underholdt og udfordret.”

Og hvor ville man dog gerne kunne overgive sig og erklære, at Format er det, der gør os unge mennesker klogere, og perspektiverer, ja endda bare sorterer det, vi skal se eller læse. Men jeg har endnu til gode at se indhold fra Format med format. Man savner at se den artikel eller den video, som man har lyst til at dele med sine venner.

Hvor er forsøget på explainer-formaterne, som for eksempel Vox excellerer i? Hvor er de enkle, men ekstremt virkningsfulde video-portrætter, der går rent hjem? Eller bare en helt enkel forklaring af blockchain, der er tænkt en lille smule ud af boksen og derfor er så meget mere effektiv?

Ovenstående eksempler er kun video, ja, men man skal enten have entreret medievirkeligheden med firetoget eller holdt samtlige undersøgelser om medievaner fra døren: Folk vil se video. Så lad dem dog se video.

Show me the money, Ørskov
Men Format skal vel også lige i gang? Tjo, tja, hvis man var et nystartet medie med stifternes egen børneopsparing som indsats, ville tålmodigheden og tvivlen måske komme dem til gode.

Men realiteten er, at Format er født ud af en af Mediedanmarks største likvide pengetanke og derfor bør gå på gaden med et festfyrværkeri af indholdsformater, fortælleiver og journalistprofiler. Ikke blot for at tiltrække læsere, men i den grad også for at tiltrække annoncører og kreative kommercielle samarbejdspartnere.

Sidstnævnte har Format endda en dedikeret medarbejder til at udvikle, men der er, så vidt jeg kan se, endnu ikke andre annoncer end de klassiske bannerannoncer i rotation. Well. Der skal selvfølgelig også være varer på hylderne, før man kan tænde for kasseapparatet.

Banalt og uden perspektivering
Generationen, Format henvender sig til, får ofte skyld for at være for egocentreret. Det synes også at være virkeligheden for Formats skribenter, der mestendels tager udgangspunkt i egne, relativt banale erfaringer, når de skriver tekster.

Et eksempel er rubrikken “Jeg tog på krydstogt for at få testet mine fordomme: Er alle gæsterne gamle, uoplyste, overvægtige og kedelige?”

Den leder ind til en forventelig fortælling om den unge skribent, der tager på krydstogt og selvfølgelig må ændre sit livsbillede og sine forestillinger om krydstogtpassagerer, fordi hun møder nogle mennesker ombord, der både er drikfældige, snakkesalige og har humor. Sproget er jævnt og har i både tidens og mediets ånd fortælleren selv i centrum (der står “jeg” 25 gange i artiklen, “mig” syv gange).

Andre artikler tæller pinlige førstehåndsberetninger fra en håndfuld introforløb på videregående uddannelser (læs: drukhistorier). En redegørelse for, hvad unge frygter allermest (klimaforandringer). Et halvhjertet forsøg på et interview med en fyr, der engang har boet i en ghetto, men nu ikke gør mere, og som aldrig har været en del af en bande eller kendt et bandemedlem, men alligevel gerne vil udtale sig om bandekonflikten (på bagkant af et debatindlæg bragt i Information).

Tja. Der er ikke rigtig noget, der svinger ud på nogen skala, og hvor man som læser virkelig sidder tilbage med en wauw-oplevelse.

En positiv oplevelse i Køge
En anden artikel går mere analytisk til værks og prøver at redegøre for forholdet mellem Nordkorea og USA. Men selvom man både har ringet til en adjunkt fra KU og en kilde fra Dansk Institut for Internationale Studier, hæver analysen sig aldrig over noget, en gymnasieelev vil kunne bedrive. Det bliver simpelthen for banalt.

En anden artikel handler om unges digitale selvfremstilling og deraf afledte ensomhed. Artiklen er baseret på en artikel fra The Atlantic, og det er desværre med til at understrege styrkeforholdet: Hvor The Atlantic-historien er en kraftpræstation udi amerikansk magasinjournalistik, svinger Format-artiklen sig ikke op til andet end en kort Q&A med en psykolog og lader det derfra glide ud i sandet: Ingen perspektivering eller refleksioner, bare et punktum og så er der vist kage i kantinen.

Som læser føler jeg mig underligt efterladt i selskab med psykologen i stedet for at blive taget i hånden af skribenten og ført sikkert i mål.

Ret skal være ret: Format bringer også artiklen “Da provinsen blev cool: Er Køge virkelig det nye Vesterbro?” Det ved vi jo alle, at Køge ikke er og aldrig vil være, men artiklen er alligevel velfortalt: En ejendomsmægler er på banen, et par, der for nylig er flyttet til Køge, kommer til orde, og hele artiklen bliver undervejs krydret med relevante fakta, som det har taget mere end 10 minutter at slå op på Wikipedia.

Og så en god detalje: Journalisten har simpelthen rejst sig fra sit skrivebord og besøgt Køge, hvorfra han med egne øjne kan berette om begivenhedernes gang. Mindre skærm, mere virkelighed. Jeg tror, resten af Format kunne lære af det.

Enten eller, både og, eller slet ingen af delene

Hævet over kvaliteten i de enkelte artikler ligger en redaktionel vægtning af balancen mellem historier baseret på aktualitet (lige nu: Raket-Madsen, regeringens erhvervs- og iværksætterudspil, Trump vs. Nordkorea osv.) og så historier stampet op af jorden, skrevet primært ud fra de redaktionelle medlemmers egne betragtninger og oplevelser.

Førstnævnte er svære at skrive, fordi det som nyt medie er stort set umuligt at hamle op med det nyhedsfarvand, de etablerede medier allerede navigerer nogenlunde sikkert rundt i. Hastighed, omfang, rutine, kildenetværk og vedholdenhed er i hvert fald noget, man skal stå overordentligt tidligt op for at slå.

Hvis man skal vinde på noget, skal det være vinkling, men jeg har endnu til gode at se en vinkel på en nyhedshistorie, der er skabt hos Format selv.

Den anden genre, Op-Ed-/klummegenren, er ligeledes svær er at mestre. Her ligger udfordringen ikke i at være hurtigst, men mest nuanceret og perspektiverende. De store amerikanske medier er 100-metermestre i genren, men det kan tælles på en hånd, hvor mange danske skribenter der har skarpe nok penne, levede liv og tilstrækkelig dyb indsigt til at perspektivere tekster, der er værd at læse.

Nuancering kan også sagtens ske fra en ung pen, se blot på fremadstormende formidlere som Lucia Odoom og Victor Boy Lindholm. Det lader dog ikke til at være en kompetence, man efterspørger på Format.

Velkommen i klubben. Find din plads

Der mangler ikke nye medier i Danmark i disse år. De klassiske darlings Føljeton og Zetland eksperimenterer derudad og finder efterhånden det, de er bedst til, mens de forhåbentlig får skabt tilstrækkeligt med pengestrømme i kassen.

Føljeton har deres suveræne daglige nyhedsbrev, der, fornemmer jeg, er ved at opnå kultstatus i visse journalistiske kredse, mens Zetland har et efterhånden bredt udbud af ukulele-spillende deltager-involverende “I kan ikke slå os ihjel”-arrangementer, der går rent hjem hos deres Alternativet-stemmende læsere.

Og sådan kan man også karikere de etablerede medier: Berlingske dækker slipsedrengene, Børsen kører i Uber, mens de hylder afguden Martin Thorborg, Weekendavisen er for alle dem med tid til det hele, Information passer på samfundets svageste, mens Politiken kører i tomgang på de korrekte meningers holdeplads.

Og hvad er Format? Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg nærer stor tiltro til den kommende generation mellem 18-30, til deres vid og nysgerrighed, til deres evne til at navigere både digitalt og socialt og ikke mindst til at skille skidt fra kanel. Og jeg er ganske enkelt bange for, at de kommer til at kede sig bravt i selskab med Format.

Skal Format lykkes, skal snittet mellem aktualitet og relevans skæres skarpere end en hjernekirurg. Der er meget metervare-indhold derude på internettet, som det er nemt at komme i bås med, men som der ikke er fremtid i. Den store udfordring er, at der også er ekstremt meget godt indhold derude, som det er sværere at differentiere sig fra. Ud fra det, Format hidtil har publiceret, kan jeg simpelthen ikke gennemskue dets eksistensberettigelse.