Dossier: Endelig et herremagasin, der tør tænke nyt

Der er en ny publikation i byen, og denne gang er den hverken digital eller på din mobil: Den er på noget så gammeldags som papir. Og i en verden, der går så stærkt, at den snart overhaler sig selv, er det måske netop analoge udgivelser, vi har brug for. 
Dossier er fyldt med god læsning og har som ny udgivelse demonstreret, at man skal tænke anderledes artikelformater, hvis man skal gøre tekster om velkendte danske navne interessante.
Dossier er fyldt med god læsning og har som ny udgivelse demonstreret, at man skal tænke anderledes artikelformater, hvis man skal gøre tekster om velkendte danske navne interessante.
Navnet er Dossier, og bag det raffinerede navn gemmer sig en tryksag fra Aller. Et længe ventet skud mod Egmont og Euroman, som ikke har haft nogen reel konkurrence på markedet for mænd fra de andre store bladhuse, siden Cover Man lukkede hos Malling Publications. Dossier er gratis, så den primære kamp står ikke om læsertal, men om annoncekroner. En kamp, Børsen Pleasure også er en del af. 
 
Dossier skal udkomme fire gange årligt og distribueres med modemagasinet Elle via Københavns Lufthavn og i herretøjsafdelingen i Magasin. En slags tillæg og noget ekstra, man får, når man alligevel har købt Elle eller et stykke tøj, eller er på vej ud af landet. 
 
Dossier er spækket med interviews med kendte danske mænd, heriblandt Michael Laudrup, Christopher Juul-Jensen og Tue Mantoni. 
 
Holdet bag Dossier er både kompetent og garvet. Det er ført an af chefredaktør Kasper Steenbach, der både har været redaktør på Politiken og senest chefredaktør på Euroman. Art director er Michael Nygaard, moderedaktør Mads Emil Grove Møller, og på bidragyderfronten har man allieret sig med både yngre, fremadstormende fotografer som Oliver Knauer og Tobias Selnæs Markussen og med rutinerede kendinge som Klaus Thymann og Steen Sundland. En stor del af Dossier er skrevet af Kasper Steenbach selv, men enkelte steder har han fået hjælp af andre skribenter, hvoraf den mest kuriøse må siges at være Daniel Dencik. 
 
Trioen bag Dossier: Michael Nygaard, Kasper Steenbach og Mads Emil Grove Møller. 
 
Kortere artikler
Dossier lægger fra land med en ambitiøs liste af navne: Michael Laudrup, Nicolaj Coster-Waldau og Bjarke Ingels ville alle hver især kunne trække forsiden (der dog er ejet af Lukas Forchhammer og Kadeau-drengene), mens personer som blandt andre Christopher Juul-Jensen, Marcus Knuth, Martin Werner, René Rechtman og Niels og Louis fra The Minds of 99 fylder resten af Dossier ud. 
 
Se med her, hvor skaberne bag magasinet fortæller hvad Dossier er. 
 
Artiklerne er af varierende længde og umådeligt veloplagte. De er hellere korte end lange, og i introen skriver Kasper Steenbach da også følgende om dem: 
 
“…læseren behøver ikke at bevæge sig igennem 12-14 sider om skolegang og skilsmisser for at lære en person at kende.”
 
En klar svada til de lange portrætartikler, Euroman gennem to årtier har mestret, men som også kan føles som pligtlæsning, hvis man ikke er i det humør. Eller måske har et horn i siden på sin tidligere arbejdsgiver? Jeg ved det ikke.  
 
 
Frit fra leveren
Man keder sig ikke som læser, og selvom man synes, man måske har læst nok om Lukas Forchhammer (Lukas Graham) de seneste par år, så præsenterer Dossier ham alligevel i et nyt lys: historien om ham som investor i Kadeau-restauranterne, der samtidig bliver del i et trippel-interview med Rasmus Kofoed og Nicolai Nørregaard fra netop Kadeau. Det fungerer. 
 
Lukas Forchhammer og drengene fra Kadeau.
 
Michael Laudrup er sat i stævne til en Q&A på Christianshavn, og her fortæller han om livet som træner, mentaliteten som topspiller og erfaringen som kommentator. På opslaget efter spiser vi ceviche på stranden i Costa Rica med iværksætter Jakob Nordenhof Jønck (medstifter af Endomondo), og på det følgende opslag fortæller Tue Mantoni så åbenmundet om sin karriere, at det er en fryd i forhold til de utallige gennemsnitlige udtalelser pakket ind i corporate lingo fra tiden som head honcho i Bang & Olufsen. 
 
Nicolaj Coster-Waldau har man læst meget om og med, og vinklen i Dossier er på casting. Dossier har fulgt ham i lufthavnen på vej til endnu en. Fortællingen kigger både tilbage og frem, og er desuden flankeret af små sidenoter om hans forhold til flytid og Grønland samt modetips til den type jakke, han har på – en gennemgående ting, der er sjov og giver det lille ekstra, der løfter det fra fladt interview til nuanceret feature.  
 
Igennem tiderne er der blevet skrevet meget om den danske skuespillerstjerne Nicolaj Coster-Waldau, som mange af os måske bedst kender fra tv-serien Game of Thrones. 
 
Sublim historiefortælling
Marcus Knuth fortæller om at gå i krig, og man er som læser helt med på frontlinjen. Det er dybt, og det rører. Der er tyngde i Marcus Knuth, og som både greve, økonom, storvildtjæger og også udlændinge- og integrationsordfører i Venstre er han måske det renæssancemenneske, der bedst gør det ud for en arketype på Dossiers læser. 
 
Det absolut sjoveste interview står cykelrytter Christopher Juul-Jensen for. Uden hæmninger og med munden på gled fortæller han selvironisk om sin nærmest Sisyfos-agtigt håbløse tilværelse som hjælperytter. Det er fortalt til en velskrivende Daniel Dencik, som demonstrerer overlegent blik for detaljerne, og hen mod slutningen bliver det nærmest Kurt Thyboesk (ment på den bedste måde) i sin engelsk-danske højhastigheds-gengivelse af to episoder på landevejen. Sublimt. 
 
Manden, der gjorde Tour de France anno 2016 en lille smule sjovere at følge med i, optræder også i Dossier. Christopher Juul-Jensen, Danmarks nye cykeldarling, har altid et smil på læben; det gælder også, når han bliver interviwet til Dossier. 
 
Mellem Børsen Pleasure og Euroman
Det fysiske format på Dossier er stort. Papiret er mat og tykkere end klassisk tyndt avispapir, og det signalerer, at man gerne lige må holde lidt mere fast i Dossier, end man gør i dagens avis. Men måske heller ikke meget mere: Efter et par gennemlæsninger og lidt transport i rygsækken er min udgave af Dossier så nusset, at den ikke vil gøre sig pænt på et sofabord. Der er en flygtighed over størrelsen og kvaliteten, der gør, at Dossier placerer sig et sted mellem Børsen Pleasure, der læsemæssigt kan holde en weekend, og Euroman, der kan holde et par uger. 
 
Dossier er ikke et magasin. Dossier er ikke et nyt Euroman. Og det er klogt, for enhver udgivelse, der blot ligner et månedsmagasin en smule, vil blive holdt op mod Egmonts flagskib og knust over tid. Det viser de seneste 20 år i så tydelig grad, at Euroman i dag er det eneste danske månedsmagasin, mænd kan hive ned fra hylderne. Alle andre er ganske enkelt elimineret.
 
Dossier er snarere et Børsen Pleasure skrevet til folk, der ikke læser Børsen. I øjenhøjde og med en ubesværet og ekstremt uimponeret tilgang til de emner, man skriver om. Der er lidt mere København, lidt mindre Nordsjælland, lidt mere Kødbyen og lidt mindre Café Victor. Dossier hylder ikke sine emner. Dossier videreformidler gode historier i øjenhøjde. Det er ikke en lukket klub, som kræver årsindtægt nord for en million at få adgang til. Man er velkommen, de er in-the-know, og det kan man ikke fake. Det er rigtig behageligt. 
 
Savner vi egentlig kvinderne?
Dossier er ultramaskulint uden på noget tidspunkt at blive plat eller ekskluderende. Det handler om mænd, men kvinderne er på ingen måde forment adgang til læsningen. I mine øjne har en af Euromans store styrker gennem årene været, at de har holdt sig helt og holdent ude af kønsdiskussionen og kun fokuseret på at fortælle gode historier til et publikum, de kender rigtig godt. Det samme gør Dossier. Ingen slinger i valsen, kun gode fortællinger, der alle har det tilfælles, at de er fortalt om eller af mænd. 
 
Bortset fra et par bidragydere, to annoncer og en enkelt illustration er det ikke en eneste kvinde at spotte i Dossier. Det kunne være rigtig interessant, om Dossier over tid turde invitere kvinder ind, uden at de skal klædes af eller spørges om, hvordan det er at være karrierekvinde og mor-til-tre på samme tid. Jeg tror fint, Dossier kan og tør rumme det. 
 
Kommercielt med et twist
På annoncefronten lægger Dossier sig som klar konkurrent til netop Euroman og Børsen Pleasure med mange dobbeltsider med high-end produkter. Det er spækket med annoncer, og nogle vil mene, at det tager overhånd. Dior, Mercedes-Benz, Audi, Matinique, Belvedere Vodka, IWC, Porsche, Bang & Olufsen, Mads Nørgaard, Peugeot, Seiko, Hästens, Breitling. Ure, biler, rejser. Publikum er klart defineret: internationale, købestærke og vidende, og man vil hjertens gerne have adgang til deres kreditkort. 
 
Der vil blive tydelig kamp om budgetterne fra de vigtige annoncører, der må se det som en klar fordel, at der nu er kommet endnu en spiller i markedet og dermed endnu en grund til at forhandle priser på indrykning. 
 
Skal man anfægte noget, er det, at nogle annoncer ligger så tæt op ad det redaktionelle design, at den uopmærksomme læser ikke vil genkende den reelle afsender. Det er med til at kommercialisere det ellers fine design på Dossier mere, end hvad godt er, og jeg ville klart foretrække et mere adskilt visuelt sprog fremover.  
 
I forlængelse heraf: Stort set alle Dossiers billeder er stylet, så mændene på billederne er iklædt modetøj. Billederne rummer også credits, så man kan se mærke og pris på tøjet. De enkelte historier får derfor også en snert af modeserier. En fin service og et sjovt værktøj, men også en kommercialisering af portrætfotografiet, der uomtvisteligt vil stille krav til moderedaktøren: Så længe der er annoncører, vil moderedaktionen være fristet til at være i lommen på dem. Det bliver interessant at se, om Dossier kan holde skidt adskilt fra kanel. 
 
Konklusion
Dossier kommer med et nyt format, en ny udgivelsesfrekvens og en ny distributionsform. Det er klogt, for hvis man blot lavede endnu et magasin, vi havde set ti gange før, ville det miste pusten allerede ved tredje-fjerde nummer. 
 
Dossier er fyldt med god læsning og har som ny udgivelse demonstreret, at man skal tænke anderledes artikelformater, hvis man skal gøre tekster om velkendte danske navne interessante. Dossier har på en fin måde formået at tage det flygtige ved vores hurtige hverdag og koge det ned til en papirudgivelse, hvor selv den mest distræte læser bør kunne fastholdes i hvert fald i ti minutter.  
 
Vil jeg gemme Dossier og have det liggende på mit sofabord? Næppe, men der er ingen tvivl om, at de gode historier vil blive hos mig. Vil jeg tage et kvarter tidligere i lufthavnen eller slå et smut omkring Magasin for at sikre mig et eksemplar? Absolut. Dossier bliver en fremragende rejsemakker. 
 
Dossier, udgives af Aller, fås i Københavns Lufthavn, Magasin og som tillæg til ELLE. Gratis. Digitalt eksitsterer Dossier kun på @dossierdanmark på Instagram og på facebook.com/dossierdenmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job