Anmeldelse af den norske tv-serie Skam
Forever young

Skrevet af
Hvorfor er det lige, at den norske netbaserede ungdomsserie "Skam" er på alles læber for tiden? Svaret er simpelt: Den er nyskabende og supergod, og den taler til en langt bredere målgruppe end den gruppe af teenagepiger, den er rettet mod.
Der er indtil videre kommet to sæsoner af norsk public service-udbyder NRK's skelsættende serie; tredje sæson kommer senere på efteråret. Hvis man ikke skulle have set Skam (den ligger på NRK.no) eller orienteret sig i noget af seriens megen medieomtale i Danmark (hør for eksempel Lucia Odooms podcast på Politikens Poptillæg), så følger den i al enkelhed en pigegruppe i det norske svar på 1. g på et gymnasium i Oslo og vennerne, kæresterne og veninderne omkring dem.
 
Pigegruppen. Fra venstre Chris, Eva, Sana, Vilde og Noora.
 
Den første sæson havde fokus på Eva og afslutningen på hendes kæresteforhold til skolekammeraten Jonas; anden sæson havde Noora i fokus og handlede i kontrast til første sæson om etableringen af et kæresteforhold. Den tredje sæson vil få en af drengene, Jonas' kammerat Isak, som den centrale figur.
 
Læs Er du en drittsekk? Ordbog over Skams kebabnorske jargon
 
En verden uden voksne
Ungdomsserie? Helt klart. I ordets dobbelte betydning – den handler om unge (piger især) og har unge piger som primær målgruppe. Men serien har en langt bredere appel.
 
Den store kærlighedshistorie mellem William og Noora er ikke til at slippe, når man først har taget plads foran skærmen.
 
Skam tilbyder et overbevisende, troværdigt indblik i samvær mellem teenagere. Jeg havde nær skrevet indblik i teenagerliv, men det ville ikke være helt rigtigt, idet serien skruer fortællingerne ned til dette basale – relationen mellem de unge – som den overvejende lægger frem i nærbilleder af personer – to eller flere – der forholder sig til hinanden og prøver at finde de rette ord til at fortælle hinanden, hvad de mener og tænker om sig selv og de andre – lige nu og lige her.
 
Vi hører en lille smule om forældre, men ser kun i et par scener i første sæson Evas mor. Ellers optræder forældre ikke. Vi ser ingen lærere eller scener fra undervisningen; vi hører kun få gange snak om lektier, om opgaver og om karakterer. Vi ser stort set ikke personerne flade ud foran tv – kun Noora og en af hendes roommates en enkelt gang.
 
Vi hører ikke noget om fremtidsprojekter og -planer; der luftes ingen fantasier om kommende karrierer – fremtidshorisonten er projekt ”russebussen” og ritualet omkring rustiden inden eksamen ved gymnasietidens slutning.
 
Man kunne da sige, at Skam ikke er realistisk. Ikke desto mindre giver den en særegen fornemmelse af et realistisk eller autentisk nutidsrum i sin portrættering af disse unge, ikke mindst igennem et greb, som kunne kaldes for en nærbilledeæstetik.
 
 
Tavshed som effekt
Det er først og fremmest i kraft af nærbillederne af talende og lyttende ansigter, som serien giver sig god tid til at dvæle ved, at den får skabt nærhed mellem seriens personer og seerne. Nærbillederne giver en fornemmelse at komme helt tæt på karaktererne, men også at være holdt på afstand, fordi et ansigt aldrig er helt aflæseligt.
 
I en scene på skolen i sæson to, hvor den muslimske pige Sana (den mest cool af dem alle med sit sorte tøj, sin sorte hijab og sin sorte læbestift) vil udfordre Nooras moralbegreber, skifter kameraet mellem de to piger. Noora tænker over det, Sana siger, og har svært ved både at lade sig overbevise og at formulere sine meninger, og kameraet bliver længe på hendes ansigt; det registrerer hendes besvær med at komme med modargumenter og hendes indre kamp med Sanas pointer, og der klippes først til Sana, da Noora har fået formuleret det, hun er kommet frem til at kunne sige.
 
Der er megen tavshed i scenen og ingen såkaldte reaktionsklip (som for eksempel reality-programmer excellerer i – klip til som oftest affektfyldte reaktioner hos tilhørerne på det, der er i færd med at blive sagt). Noora får sit rum og så megen tid, hun skal bruge, og så klippes til Sana, som får sin tid og sit rum. Samtidig med at alt andet rum forsvinder.
 
Scenen, hvor Sana og Noora snakker i skolens vindue, foregår i et roligt tempo med tid til omtanke og nærbilleder.
 
Nærbilledets adgang til sjælens dyb
Den ungarske filmteoretiker Bela Balázs skrev så langt tilbage som i 1920’erne en tekst om nærbilledet – og især om nærbilledet af ansigtet. Han forstod ansigtsnærbilledet som en helhed af enkeltdele, der hver for sig er spor efter de hændelser, livet har tildelt et menneske, og han sagde, at nærbilledet etablerede en dyb sandhed.
 
Igennem nærbilledets mikrofysiognomi bliver vi givet adgang til sjælens dyb, mente han – omend på afstand, i al abstrakthed. Nærbilledet af ansigtet de-kontekstualiserer; det løsrives fra et narrativt rum for i stedet at blive placeret lige over for tilskueren uden anden mellemkomst end medieringen.
 
Karakteren og skuespilleren, men også tilskueren, frigøres fra forankringen i et fiktivt rum for at træde i umiddelbar og privilegeret relation til hinanden. Nærbilledet kan sige mere end ord, sagde Balázs, som talte om fysiognomiens stumme enetaler; nærbilledet kan således give os en indsigt i det menneskeliges særegenhed, som vi ellers ikke har adgang til.
 
Nærbilledet siger mere end ord.
 
Det er præcis dette, Skam gør. I kraft af de lange og nære indstillinger på ansigter, de unge skuespilleres på en gang udtryksfulde og tilbageholdte mimik og en sparsom dialog får vi adgang til en form for indre sandhed i de unge mennesker, vi følger, der ligger hinsides dialogen, og som vi heller ikke kan gribe til fulde. Fordi vi kigger på deres ansigtsudtryk og må gætte os til, hvad de tænker og hvorfor, forbliver der altid en rest af gådefuldhed tilbage i dem; så i nærbilledeæstetikken udtrykkes også seriens respekt for de unge menneskers liv og integritet.
 
Beverly Hills og Girls
Hvis vi kort sammenligner med 1990’ernes ungdomsserie par excellence, Beverly Hills 90210, så lå dens gennemgående moraliserende og didaktiske modus i høj grad i dialogen.
 
Hvis vi tænker på 2010’ernes debatterede serie, Girls, om fire veninder i første halvdel af 20’erne, som befinder sig i et limbo, hvor de ikke er i færd med at uddanne sig, men heller ikke har arbejde, så diskuterer veninderne venskab, krop, familie, seksualitet, og hvad de skal med deres liv.
 
Men først og fremmest er Girls opsat på at være provokerende og overskridende i sin bevidste udfordring af normative kropsidealer igennem karakteren Hannah (spillet af seriens skaber Lena Dunham), der konstant befinder sig på kanten af det pinlige, og hvis mildt sagt uperfekte krop Hannah selv og serien som sådan insisterer på at sætte i centrum.
 
Hannah (Lena Dunham) fra serien Girls, som man både elsker og krummer tær over.
 
Girls på en gang fascinerer og vækker ubehag i sin beskrivelse af de fire mere eller mindre forvirrede, mere eller mindre selvcentrerede New York-piger, hvis solidaritet nogle gange kan ligge på et meget lille sted; den skaber på en gang eller skiftevis nærhed og distance til sine personer.
 
Skam derimod er helt uden moraliseren, og den er heller ikke ude på at gøre et statement ud af personernes teenage-bumsede hud. Uren hud eller ej: Skam skaber med sine nærbilleder og sine tilsyneladende ufiltrerede fremlæggelse af samvær mellem disse unge en særegen intimitet og en sjælden oplevelse af umiddelbarhed og autenticitet. Hvordan kan dette lade sig gøre – udover i kraft af et utroligt heldigt valg af skuespillere og en – må man regne med – dygtig personinstruktion? 
 
Er Skam cool?
Mit bud på en forklaring vil være, at det skyldes seriens netbaserede format. Fordi episoderne (korte afsnit i løbet af ugen (på skam.p3.no) samlet til én episode og uploaded fredag til tv.nrk.no) kan have en hvilken som helst længde (de varer fra omkring et kvarter til tre kvarter), skal man ikke skynde sig. Men omvendt afstår et kort afsnit på 20 minutter ikke fra at bruge tid på lange intense nærbilleder.
 
Fordi serien ikke har et flow, den skal passe ind i, og fordi den ikke har et bestemt tidsslot, den skal tænke sig i forhold til, kan den lave scener, der står der i deres egen ret og med deres egen intensitet. Dét er det egentlig cool ved Skam – at den er sig sit medie og dets muligheder helt bevidst og formår at gøre det til en del af seriens æstetiske udtryk.
 
 
Traileren til seien Skam - pas på, du ikke bliver afhængig!
 
Jeg opfatter ikke seriens personer som cool – i modsætning til, hvordan de ofte er blevet karakteriseret i avisomtalerne. Heller ikke Noora med de røde læber, som unge piger gerne vil ligne.
 
Men cool er også et ”slippery concept”, som forfatterne til bogen Cool Rules (2000) siger. Cool er en sensibilitet og en attitude – essensen af cool har altid været først og fremmest at se cool ud, siger de to kulturforskere Dick Pountain og David Robbins. Cool definerer sig i opposition til mainstream, men er ikke avantgarde.
 
Som kropsholdning er cool distanceret og lettere overlegen; cool er ikke udenfor følelsesregistret, men afstår fra det sentimentale, og en cool person er i besiddelse af en udviklet fingerspidsfornemmelse for det nye edgy i forbrugskulturen.
 
Alle vil ligne Noora med de røde læber.
 
Klart nok bliver slow motion-sekvenserne af de unge i gruppeformationer brugt som cool-strategi; men den eneste egentligt cool person er Sana (det skulle da lige være bortset fra hendes muslimske svigerinde og dennes veninder, når de i deres sorte stramme tøj og sorte hijabs skrider over skolegården med et hovent udtryk i ansigterne).
 
Men det virkeligt cool – edgy, ikke-mainstream – er Skams netbaserede sensibilitet: de store farvede blokbogstaver med tidsangivelse, der fylder hele billedfeltet som indledning til hvert af en uges korte afsnit; sms-æstetikken i selve serien – sms’er der popper op på billedfladen, når de skrives, og når de afsendes og modtages; brugen af sociale medier omkring serien (det diegetiske univers udvides med karakterernes instagramprofiler); ekstra sms-tråde mellem karaktererne på skam.p3.no, ligesom man her også kan høre den musik, der bliver brugt i serien.
 
Edge, sødme og tidløshed
Alt sammen er dette med til at understrege fornemmelsen af en lige nu og her-nærhed til seriens univers og karakterer. Hvilket selvfølgelig accentueres yderligere af, at dette er en norsk, en nordisk serie. Skam foregår lige her, og den er produceret under den medieinstitutionelle model, som kaldes den nordiske mediemodel. Lad mig derfor sige det således: Længe leve public service-tv og de muligheder for at producere nyskabende og vedkommende fiktion, public service kan åbne for.
 
Sidste afsnit af sæson to toner ud til Jay Z og Mr. Hudsons opdaterede udgave af den tyske popgruppe Alphavilles 1980’erhit Forever Young. Jeg oplever lige præcis Skam sådan: en cool fornyelse af en på mange måder klichefyldt genre; edgy, mediebevidst, totalt på forkant, men også sødmefyldt og i sæson to en smule klichefyldt. Skam etablerer et tidløst her og nu, som ekkoer Forever Young, men Jay Z’s ironiske omformning af omkvædet til en medie- og konsumtionslogik eksponerer seriens cool kant.
 
Anne Jerslev er professor i film- og medievidenskab ved Afdeling for Film, Medier og Kommunikation, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.  

Relaterede artikler

Westworld – den uvirkelige virkelighed - Er vores liv en illusion? Er vi en del af et slags spil? Og hvis det er tilfældet, hvem kigger så på? Kan vi stole på vo...
SKAM III – en verden af følelser - Anmeldelse af SKAM III: Det særegne ved serien er stadig, at den etablerer dvælende øjeblikke, som man kan flyde ind i, ...
10 ting SKAM har lært os om Norge - Vi elsker SKAM. Vi elsker at bruge tid sammen med Noora og William, Eva, Chris, Vilde og Isak. Vi æder serien, og vi har...
Med øjenvipper så sorte som sjælen - Mediebranchen er gået i selvsving over DR3's nye dokumentarserie om en gruppe unge kvinder med kunstige øjenvipper og sp...
Min far er transkønnet - Det er ikke kun det amerikanske valg, der demonstrerer, at USA er et splittet samfund. Det gør medierne også, og det er ...
Når kvartlivskrisen rammer - Var det mon dumt at læse tibetologi? Skal du drikke Breezers og tage på Night Fever, eller skal du til at notere tidspun...
Mediedirektøren: Vi skal fra views til news - DR skal fortsat kunne samle både nationen og familien, selvom det er sværere i en tid med skiftende medievaner og mange ...
Farvel til skyr! Spis rømme - Er syrnet mælk blevet den nye identitetsmarkør? Åbenbart. For ti år siden skulle du være smart med skyr, så blev det Arl...
Serien din trenger sociale medier - SKAM har både mestret at bryde med formen på årtiers klassiske opbygning af TV-serier og udfordret kommercielle såvel so...
Sanas kamp - Så er SKAM gået ind i sin 4. og sidste sæson. Det norske netdrama SKAM har gået sin sejrsgang over hele verden. SKAM er ...
Syv nøgler til at forstå SKAMs succes - SKAMs tværmediale succes og dedikerede fanskare har fået den skandinaviske mediebranche til at diskutere, hvad man kan l...

Giv din stemme

43 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: 15. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.