Lykken er en prototype

Silicon Valley har altid haft en umættelig lyst til at løse verdens store og små problemer. Nu er tiden så kommet til med smittende californisk optimisme at give alle et godt liv. Opskriften er med et slogan fra Silicon Valley. Nothing is a mistake. There is no win. And no fail. There´s only make. Hokus pokus, du skal bare lige læse en bog skrevet af folkene fra Stanford, og så er alt godt. Ergo - sidder du fast i livet? Er ægteskabet kedeligt? Vennerne forsvundet? Er jobbet en joke? Folkene fra Stanfords berømte d.School kan måske redde dig med et nyt og anderledes selvhjælpskoncept.
Hvis designtænkning kan bruges til at opfinde nye produkter, kan det vel også bruges til at genopfinde dit liv? Ny bog gør forsøget. Resultatet er den ultimative Silicon Valley-selvhjælpsbog. Tried and testet in the Stanford Life Design Lab. Foto. Stanford d.School.
Hvis designtænkning kan bruges til at opfinde nye produkter, kan det vel også bruges til at genopfinde dit liv? Ny bog gør forsøget. Resultatet er den ultimative Silicon Valley-selvhjælpsbog. Tried and testet in the Stanford Life Design Lab. Foto. Stanford d.School.
Er livet kun et spørgsmål om design?
I bogen bruges designtænkningens lavpraktiske redskaber til at løse livets store spørgsmål og dilemmaer. Bogen er skrevet af to succesrige Silicon Valley-iværksættere og udspringer af et karrierekursus. Præmissen er, at hvis designtænkning kan bruges til at opfinde nye produkter, kan det vel også bruges til at genopfinde dig selv og dit liv?
 
Ja og nej er svaret efter endt læsning. Det er en inspirerende tanke, og bogen er fyldt af mange sjove, nye og gode designmetodiske redskaber. Livet er er et spørgsmål om design, men svaret har det desværre med at skabe nye spørgsmål og nye svar til gamle spørgsmål i en uendelig spiral. Det er livets ondskab og dets mystik. Svaret er aldrig kun et spørgsmål om design.
 

Designing Your Best Life from Chicago Ideas Week on Vimeo.

Her præsenterer bogens forfattere bogens simple designmetodiske redskaber. Hokus Pokus – design. Har du et bedre liv nu?
 
Tekno-eksistensialismen: Disrupt dig selv i din disruption af verden
Fra at være en outsider har designtænkning bredt sig til flere og flere dele af samfundet med en stadig større hastighed. Ingen problemer er for små eller store til at blive løst med en rask prototype og post-it note. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før livets vigtigste spørgsmål blev til et spørgsmål om design.
 
Silicon Valley er jo også et livssyn, hvor disruption både er lyst til at forandre industrier og skabe teknologier, men også lysten og kravet om at forandre og skabe sig selv på ny i processen. Denne tekno-eksistenstialisme har med denne bog fået sin første praktiske bibel helt i ånden fra Stanfords d.School.
 
 
Silicon Valley er et livssyn.
 
Livet er en ufærdig prototype på et produkt, som ikke findes
Bogens ambition og optimisme smitter. Man bliver klogere på sit liv og sine valg, når man læser bogen. Produktudvikling og produktdesign minder overraskende meget om livet i dets helhed. Begge er fuld af fejl, bøvl og overraskende konklusioner. Mulighederne er uendelige, målet altafgørende og midlerne begrænsede. Ja, forventningerne er skyhøje, og alle nederlag gør satans ondt. Man bliver heller aldrig færdig med at få skrevet de ideale kravspecifikationer.   
 
En af bogens forfattere i gang med at hjælpe de unge mennesker med et nyt liv. Kilde: Bogens hjemmeside.
 
Du er kedelig i dit kedelige ægteskab
Vi er tit fanget i dysfunktionelle mønstre og synsvinkler på vores eget liv og muligheder. Reframe alt og alting, lyder råbet og anbefalingen. Dit ægteskab er ikke kedeligt. Du har en kedelig indflydelse, fordi du ser det som kedeligt. Prøv nogle ting sammen, og genfind en modig bias for action.
 
Opgiv din livskamp
I vores liv kæmper vi ofte med umulige og uløselige problemer. Giv op, fordi de er uløselige, er bogens overraskende kontante no bullshit-konklusion. De er, som tyngdekraften, betingelser snarere end muligheder. Tyngdekraftproblemer er derfor bogens navn for de mange uløselige problemer, som vi alle kæmper med. Det er problemer, vi tror vi kan løse. Det kan vi bare ikke. De er tilstand og præmis og derfor slet ikke et problem.
 
Opgiv og reframe, lyder moralen. Dit problem er ikke, du er en fattig skønlitterær forfatter. Alle skønlitterære forfattere er fattige i Danmark med undtagelse af en lille bitte promille. Det er en markedsbetingelse og ikke et problem. Se det som en hobby, du IKKE skal leve af. Resultatet er, at du genvinder glæden ved at skrive og ikke længere føler dig fanget i et uløseligt problem.
 
Tænk prototypisk
Jo mere man læser af bogen, jo mere tror man på prototypens magt og muligheder. Alt for tit bygger vi gigantiske ”katedraler” i vores liv, uden at vi først prøver og føler efter om "et enkelt kirkebesøg juleaften” var nok. Resultatet er katastrofalt og oplevelsen smertefuld. Her ville en eksistentiel prototype havde gjort en positiv forskel. Før vi skifter job, får børn eller gifter os, var det måske en ide at prøve oplevelsen af i en lillebitte prototypisk situation.
 
Altså gennemfør det, bogen kalder livsinterviews eller små deltagerobservationer, før den store beslutning. Ergo, besøg og snak med en, der har dit drømmejob, pas din lille fætter en weekend, eller tag på vandretur i Lapland, før I flytter sammen. Ja, bogen har flere konkrete øvelser til at beskrive og visualisere, hvad men oplever som det gode liv og arbejdsliv. Det kan man altid blive klog af. Basalt og banalt, men desto mindre vigtigt og virkningsfuldt.
 
Follow your dreams and all your nightmares will come true
Vi drømmer meget om fremtiden, men vi drømmer ikke grundigt nok. Alt for overfladisk og unuanceret ser vi både muligheder såvel som forhindringer i fremtiden. Vi tænker i absolutte sort-hvide løsninger og processer. Vi reducerer vores projektion af fremtiden til en alt for enkel historie med en alt for enkel pointe a la: "Jeg drømmer om at starte min egen virksomhed."
 
Hvor det i virkeligheden er og bliver så meget mere kompliceret som en konstellation af lyst og ulyst. Her er inspiration at hente i designtænkningens kunderejse-tilgang.
 
Hvordan vil du udfylde din log om hverdagen i en vinbar, hvis du startede i morgen som ejer og eneste ansat?
 
 
At være ejer af en vinbar er også at slæbe tunge vinkasser ind i kælderen og at stå mange timer i en halvtom bar med tømmermænd. Kilde: Getty Images. 
 
Ved du, hvordan det er at starte en vinbar i virkeligheden?
Lad os tage et eksempel. Mange i k-branchen drømmer om at starte deres egen vinbar. De drømmer om at stå og tale om deres yndlingsvin med gode venner i stearinlysets skær. Det er bare en lille del af sandheden, virkeligheden og oplevelsen som vinbar-ejer.
 
Her ville en detaljeret emotionel mapping af iværksætterens oplevelse af dagens gang og arbejde i vinbaren med alle painpoints og lovemarks give et meget mere realistisk billede af drømmen i alle dens afskygninger. For at være ejer af en vinbar er også at slæbe tunge vinkasser ind i kælderen og at stå mange timer i en halvtom bar med tømmermænd.
 
Generelt kan den slags mikroanalyser af vores energi i forskellige situationer afdække, hvad vi elsker og hader i vores arbejdsliv. Dermed kan vi komme tættere på hele oplevelsen. Det kan sikre, at vi drømmer bedre og forstår, hvor vores energi kommer fra sekund for sekund.
 
Et bud på en livsplan blandt mange fra bogens eksempler.
 
Design your live(s)
Design dine liv, ikke dit liv, lyder opfordringen. Du har nemlig mange mulige livsbaner i dig. En kæmpe eksistentiel fejlslutning er nemlig. at vi ser os blinde på en eneste skæbne og retning. En god øvelse i bogen er derfor at tvinge læseren til at opstille forskellige livsplaner på samme tid. Altså en slags parallel prototypeudvikling af din fremtid. Meget lærerigt, fordi de forskellige livsplaner befrugter og perspektiver hinanden. Bogens opfordring til at sætte fokus på processen snarere end resultatet, såvel som at se fejl som en kilde til inspiration, er indlysende banal, men ikke desto mindre også et godt råd.
 
Fejldagbogen: Hvad med en løbende analyse af dine fejl med fokus på, hvad du kan lære af det?
 
Nothing is a mistake. There's no win and no fail. There're only problems
den væsentligste anke mod bogen er er derfor blot dens lidt naive optimisme. Hvad der nok er selvhjælpsbogens generelle svaghed mere end bogens i sig selv. Problemer er nu engang onde og umulige. Livets store spørgsmål løses ikke med et par streger på et whiteboard. At kunne reframe livets problemer kræver privilegier og resurser. Bogens to forfattere har været heldige og tilhører en privilegeret global overklasse.
 
Livet er fuldt af udspekulerede problemer, hvor problem og løsning dialektisk framer og reframer hinanden i en potentielt uendelig proces, hvor problemet ikke kan afgrænses til et niveau, men springer mellem disse. Hvert svar på problemet er et nyt spørgsmål på et andet eller højere niveau. Dilemmaet er, at man må søge at løse problemet på et niveau, men at hver løsning skaber et nyt problem på et andet niveau.
 
Vinbaren eller ægteskabet? Et prototypisk dilemma
Du gør for eksempel drømmen om vinbaren til virkelighed, men mister samværet med din familie og ægtefælle, på grund af at du aldrig er hjemme. Hvor satset på samvær med familien gør dig bitter over de urealiserede drømme. Det er livets smerte, som ingen kan designe sig ud af. Desværre.
 
Når livet gør ondt, kan det være svært blot at sige, som man siger på d.school: ” Nothing is a mistake. There´s is no win. And no fail. There´s only make." For der er fejl. Der er nogle, som vinder, og nogle skaber noget, som er bedre end andet. Og du har kun et eneste liv, som forsvinder hurtigere og hurtigere, som tiden går. Livet har opportunity costs. Du må og skal vælge.
 
 
 
Go make
Tilbage er så at vælge sig som den, der kan vælge og hvile i processen og valget. Forfatterne ser det som en mulighed og en livsbetingelse. Mange har desværre også oplevet det som et sort mørke, som spiser sjælen og alternativerne. Man sidder så at sige fast med stort F. Håbet er, at passionen for det mulige kan ændre dette. Det er denne passion, der lyser ud af bogen. Silicon Valley har ændret mange menneskers liv. Måske også dit, hvis du kan tro nok på, at lykken er en uafsluttet prototype. Go Make.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job