Anmeldelse af Netflix-serien The Crown
God save the Queen

Hvilken Elizabeth? Pligten, kærligheden eller kvinden

Skrevet af
Hvis man tænder på historisk britisk tv-drama, har der måske været et tomrum efter Downton Abbey. Netflix-serien The Crown (2016), der sætter fokus på den unge Elizabeth II, er et godt bud på en ny historisk serie med samme slags appel. Den har de samme grundlæggende kvaliteter som Downton Abbey – og mange andre forgængere i genren. The Crown er fejende flot i sin gengivelse ikke kun af historiske begivenheder og kostumer, men også tidstypiske temaer og dilemmaer.
The Crown er produceret i et samarbejde mellem England og USA. England har de helt store traditioner for prestigiøst historisk drama, og USA har den kapital, der kan puste traditionerne op og give dem ekstra produktionsværdi.
 
The Guardians anmelder fortæller, at produktionen har kostet 100 millioner britiske præ-Brexit pund. Manuskriptforfatter er Peter Morgan, kendt fra The Queen (2006) og skuespillet The Audience (2013) – en iscenesættelse af Elizabeth II’s ugentlige konsultationer med sine forskellige statsministre. Steven Daldry, der havde iscenesat The Audience, er såkaldt konceptuerende instruktør.
 
 
Serien har kun ét problem. Dens hovedperson Elizabeth II er dejlig i Claire Foys udgave, men også ualmindelig kedelig. Hvad det betyder for historiens dramaturgi og budskab, kommer jeg tilbage til.
 
Begivenhedshistorie
Serien lægger ud med brylluppet mellem Elizabeth og Philip Mountbatten (Matt Smith). Et royalt bryllup er en historisk begivenhed, der egner sig fremragende til visuel iscenesættelse. Tilsvarende formidles begravelsen af Georg VI udmærket. Denne begivenhed viser, hvordan livet som kongelig i særlig grad er rammet ind af begravelser, for det betyder tronskifte.
 
Kronen på værket er dog kroningsceremonien i juni 1953, der rent faktisk kom til at betyde et gennembrud for tv-transmitterede begivenheder. Ifølge serien var det Philip, der i egenskab af formand for kroningskomitéen satte en moderne dagsorden, hvor hele nationen bogstaveligt talt kunne være med – under protest fra komitéens konservative kræfter.
 
Philip mente angiveligt, det var på tide at modernisere kongehusets forhold til sine undersåtter, hvis det skulle bevares. Som resten af serien viser, var det ikke en opfattelse, der vandt gehør.
 
Ceremonien kan stadig væk ses på Youtube: 
 
 
I tv-serien følger vi dels den dokumentariske version, dels en genopførelse, hvor der ikke er sparet på udstyret (her et klip):
 
 
Temaer og dilemmaer
Et gennemgående tema er den samtidige politiske udvikling i perioden 1947-1955, som første sæson dækker. Den belyses primært gennem de ugentlige konsultationer mellem dronning og premierminister. Udenrigspolitisk er det en periode, hvor det britiske imperium krakelerer.
 
Indien er blevet selvstændigt ved seriens begyndelse i 1947, og mod slutningen er der voldsom opposition mod det britiske overherredømme i Kenya, Egypten og rigtig mange andre steder. Men måske kan skaderne inddæmmes gennem et eller to royale besøg til Commonwealth-landene?
 
Indenrigspolitisk er England mærket efter krigen. Der er varemangel, social ulighed og smog-problemer som følge af uhæmmet tilladelse til kulfyring. Hele omstillingsprocessen efter krigsøkonomien halter. Store, varige reformer gennemføres af den socialt indstillede labour-regering under Clement Attlee, der kom til magten i 1945. Denne regering afløses i 1951 af en konservativ under ledelse af veteranen Winston Churchill.
 
Winston Churchill, der som premierminister havde stor indflydelse på Englands skæbne, spilles i The Crown af John Lithgow.
 
Et gennemgående dilemma i serien er den klassiske konflikt mellem pligt og kærlighed. Det var et dilemma, som ugebladene i 1950’erne dyrkede med vedholdende intensitet. På den tid kunne man knap nok åbne et blad uden at læse en illustreret historie om den britiske konge Edvard VIII og hans livs kærlighed, Wallis Simpson, der havde den ulempe at være både amerikansk og fraskilt.
 
Disse historier var en kilde til fast indkomst for det forelskede par. Kongens dilemma var, at han ikke kunne forblive konge, hvis han ville gifte sig med Mrs. Simpson. I december 1936 sejrede kærligheden, da han valgte at trodse regeringens og kirkens ønsker. Han abdicerede.
 
Det var baggrunden for, at hans bror Albert overtog tronen under navnet Georg VI. Det medførte, at hans ældste datter Elizabeth efter hans død i 1947 blev dronning. Og det bevirkede, at lillesøster Margaret følte sig marginaliseret, gentog sin onkel Edvards tilbøjelighed for fraskilte partnere og dermed svigtede sin loyalitet over for storesøsters trone.
 
Biografi og kongestof
Men serien rejser også et interessant spørgsmål. Hvordan laver man en tv-serie i ti dele med en hovedperson, der i bund og grund er næsten intetsigende? Som forekommer støvsuget for interessante karaktertræk? Som selv fremhæver, at hun næsten ingenting ved om livet – med heste som den markante undtagelse? Hvis fornemste egenskab er at kunne smile, vinke og tie stille?
 
Og et tillægsspørgsmål: Hvad er årsagen til at satse på netop Elizabeth II som hovedperson frem for at belyse perioden ud fra en bredere synsvinkel?
 
En del af svaret ligger i kombinationen af biografisk stof med kongeligt. Biografier er populære. På bestsellerlisterne udgør biografier og erindringer en særlig kategori. Det levede liv, formidlet gennem kendte personer, deres sønner, døtre eller professionelle skribenter har notorisk stor appel.
 
Kongestof er også populært – i mange forskellige aftapninger. De gode gamle eventyr lever videre, for eksempel i julekalenderen En anden verden, der viser en fascination af konger, dronninger, prinser og prinsesser, Tornerose og Askepot. Fantasygenren giver sine bidrag til de fortsatte historier om konge- og fyrstehuse, deres opstigning, fald og de blodige kampe, der er magtens ubønhørlige ledsager.
 
DR1's julekalender 2016 har taget udgangspunkt i Brødrene Grimms eventyr.
 
Ganske vist går Game of Thrones på hæld, men genren bliver nok ikke foreløbig detroniseret. Og så er der naturligvis det aktuelle stof, som nutidens kongelige familier trofast leverer, fordi de er afhængige af (helst positiv) omtale. Loyalt eller i sladderform formidles det gennem de royale ugeblade, der, fulgt op af tv-programmer, har gjort det til deres mission at sælge sig selv gennem de kongelige – ofte ud fra devisen, at de er ualmindeligt almindelige.
 
Når man kombinerer den livskraftige biografiske genre med det fascinerende kongestof, kan der opstå et virkeligt populært produkt. Hvis man så ovenikøbet satser på at udstille den glamour, der traditionelt er knyttet til de kongeliges liv, og hvis man yderligere anstrenger sig for at fokusere på markante karakterer som Churchill, har man en livskraftig formel. Det er det, Peter Morgan har gjort. The Crown betegner således en fortsættelse af en genre med glorværdige traditioner.
 
Tom Hoopers The King’s Speech var en af de mest populære engelske film i 2010. Hvis vi fokuserer på dronninger, kan vi konstatere, at engelske dronningefilm og -tv-serier er tæt på at udgøre en selvstændig subgenre.
 
Colin Firth som Georg den 6. i filmen 'Kongens store tale'.
 
Tænk bare på Shekhar Kapurs Elizabeth (1998) med sequel i 2007, Stephen Frears The Queen (2006), der handlede om det britiske kongehus (manglende) reaktion på prinsesse Dianas død i 1997, og Jean-Marc Vallées The Young Victoria (2009). Victoria er også titlen på en langt udspunden tv-serie om den unge Victoria fra 2016.
 
Der er flere, og fortsættelser følger.
 
Dronningeskolen
Hvis man tager titelsekvensen som indikator, er det langt fra et behageligt liv, der leves under kronens auspicier. Her fremstilles det gyldne metal som levende fangarme, der formerer sig i fantastiske mønstre – smukke, fængslende og, i lys af de skinnende ædelsten, kolde. Snarere egnet til at spidde og gennembore end til at få noget til at vokse og gro. Det flydende metal samler sig til sidst i en krone.
 
Claire Foy som dronningen under magtens krone.
 
For en dansker henleder titelsekvensen opmærksomheden på dronning Ingrids motto ”Pligten frem for alt”. At der ikke er megen morskab forbundet med livet som dronning bekræftes af Claire Foys dominerende ansigtsudtryk gennem alle ti episoder – mut og resigneret. Somme tider er hun direkte ked af det. Somme tider viser hun et lillebitte overbærende smil.
 
Titelsekvensen viser i kort format en udvikling: Det flydende metal stivner i kronens faste form – og det er lige netop, hvad der sker med Elizabeth II. Det visualiseres i det distancerede portræt af hende, som udstilles i seriens afslutning.
 
Hun begynder som en levende kvinde, fremhævet gennem turen til Kenya i 2. del. Her virker hun frigjort, optaget af den betagende afrikanske natur – og sin mand. Med faderens død ændres dette, og en uafbrudt kæde af nederlag for hendes personlige små projekter og idéer sætter ind.
 
Der er ingen hjælp at hente hos den stokkonservative Winston Churchill. Heller ikke hos den forhenværende dronning, der nu bærer titlen ”Queen Mother” (Victoria Hamilton): “To do nothing is the hardest job of all. To be impartial is not natural. People will always want you to frown or smile – and the minute you do, you will have declared a point of view. And that’s the one thing, as sovereign, you cannot do.”
 
Victoria Hamilton som dronningemoderen.
 
Det forklarer, hvorfor Elizabeth ikke har fået nogen uddannelse, hun kan bruge til noget – bortset fra nogle meget lærerige lektioner i den britiske konstitution, som hun da også benytter sig af ved given lejlighed.
 
At følge pligtens bud har livstruende konsekvenser. Det illustreres gennem dronningens relationer til sine nærmeste, som de udvikler sig efter hendes tiltrædelse.
 
Vi ser således Philip med titlen hertug af Edinburgh lege med deres to børn, Charles og Anne. Han savner dem, når han er på officielle rejser, og hans gensynsglæde udmønter sig i knus og omfavnelser, når han kommer hjem. Elizabeth står derimod som den evige iagttager, der nok følger sine børn på afstand i vinduet, men aldrig direkte interagerer med dem.
 
Philip
Forholdet til Philip bliver gradvist mere og mere anstrengt. Han har ofret sit navn, Mountbatten, som han gerne ville have haft børnene til at beholde, til fordel for Windsor. Hans hjem, det nyistandsatte Clarence House, er blevet udskiftet med det kedelige Buckingham Palace, som alle i familien hader, men som regeringen insisterer på, at de kongelige skal bo i. Han er blevet fyret fra sit arbejde som søofficer, og tiden fra hans udstationering på Malta står derefter som en lykkelig drøm.
 
Til gengæld har han fået lov til at gå lige bagved (men aldrig ved siden af) dronningen og opfylde en række andre repræsentative pligter, der keder ham til døde, fordi de er et led i et absurd royalt show. Enhver forestilling om et ægteskab som et normalt forhold mellem to mennesker forsvinder.
 
Philip (Matt Smith) bag sin kone, dronningen.
 
En enkelt gang ser vi de to ægtefæller gå ind i et soveværelse sammen. Sex har Elizabeth nærmest per stedfortræder, som når hun i selskab med sin staldmester overværer en hingst bedække en hoppe. Men oftest ligger hun ensom i sin seng om natten, mens Philip frekventerer en fashionabel klub i Soho og kommer sent og slingrende hjem.
 
Endelig udvikler forholdet til søsteren Margaret (Vanessa Kirby) sig katastrofalt. Margaret gør alt det, som Elizabeth forsager. Under Elizabeth og Philips besøg i Commonwealth-landene indtræder Margaret som stedfortræder. Hun optræder morsomt over for diplomater, men langt fra diplomatisk.
 
Under et besøg i kulminerne tager hun parti for minearbejderne. Og hun er i stadig kontakt med sin elskede Peter Townsend (Ben Miles), en forbindelse, mange almindelige mennesker billiger. Hun tager kort sagt stilling. Straffen følger da også fra Elizabeths side – egentlig mod hendes erklærede intention og hendes fars ønske om, at hans to piger skulle holde sammen.
 
Elizabeths accept af sin rolle som dronning medfører således en lang række personlige nederlag, deraf det resignerede ansigtsudtryk. Der er ikke tale om store konflikter, og derfor har de kun begrænset betydning som led i opbygningen af en dramaturgi.
 
Hun må bare acceptere at overtage Windsor-navnet og flytte til Buckingham Palace, lige som hun må acceptere Philips sekundære rolle i deres forhold, selv om hun indser, at det sårer den maskulinitet, hun engang forelskede sig i. Hun kan ikke selv vælge sin privatsekretær, fordi det strider mod rangordenen.
 
Hun kan ikke engang tillade sig at aflyse bare et enkelt besøg under sales promotion-turen i Australien, selv om hun må have en indsprøjtning, fordi kinden gør knuder af de evindelige smil, og Philip har mareridt om at vinke.
 
Dagsordenen er, at en enkelt afvigelse fra normen, en enkelt opfyldelse af en personlig forhåbning kunne fremme den selvstændighedstrang, der drev hendes onkel Edward fra tronen, og i sidste instans føre til en ny abdikation. De kræfter i embedsværket og blandt politikerne, der opretholder kronen, vil for alt i verden undgå en sådan situation.
 
Derfor er historien om Elizabeth II en historie ikke om modernisering, men om institutionel underkastelse og tvang. Og derfor er der en grund til, at hun er så kedelig.
 
Den stadig mere stivnende Elisabeth II.
 
Men når Elizabeths konflikter trods alt er begrænsede, og når de fører til nederlag hver gang, hvorfor gider man så se serien? Morskaben i seriens karaktergalleri står især Winston Churchill for. Det er i høj grad denne markante skikkelse, overbevisende spillet af John Lithgow, serien fokuserer på.
 
Han leverer intriger, ballade og konflikter for alle pengene. Churchill er blevet gammel, men han elsker stadig magten, og selv om han har haft flere blodpropper, vil han meget nødigt opgive den. Han interesserer sig imidlertid kun for Rusland og USA.
 
Indenrigsproblemer ignorerer han. Kun ved et tilfælde kommer han helskindet ud af den krise, der opstod i forbindelse med ”the Great Smog” i London, som i december 1952 krævede omkring 4000 menneskeliv (kilde: http://www.history.com/news/the-killer-fog-that-blanketed-london-60-years-ago).
 
Både hans udenrigsminister og arvtager, Anthony Eden (Jeremy Northam), og dronning Elizabeth forsøger at få ham til at indse sine begrænsninger. Uden resultat. Først, da han konfronteres med sig selv i skikkelse af et ikke særligt flatterende portræt, der uafviseligt maler hans alder frem, indser han, at tiden er inde. Han ødelægger portrættet, men indgiver sin afskedsbegæring.
 
Det konstitutionelle monarki
Der er flere lighedstræk mellem det danske og det engelske kongehus. Den mest markante er, at der i begge tilfælde er tale om konstitutionelle monarkier. Ifølge DSDE er definitionen på et konstitutionelt monarki en ”politisk styreform, hvor regentens magt er begrænset og defineret i en forfatning, og hvor den udøves gennem ministre, som påtager sig ansvaret for magtudøvelsen.” Grundlæggende er det samme tilfældet i Storbritannien.
 
Det er ikke hver dag, det konstitutionelle monarki er til debat. I Danmark affærdiges tilløb til diskussion oftest med, at hvis Danmark var en republik, ville dronning Margrethe blive valgt til præsident. Det spørgsmål, som The Crown rejser, er, i hvilken grad monarkiet udgør en udlevet form, der æder sine udøvere, så der kun bliver en tom skal tilbage, når etablissementet har fået sit. Det engelske etablissement er muligvis mere snærende end det danske. Spørgsmålet er, om den pligt, dronning Ingrid gjorde til sit livsindhold, stadig har en rolle at spille?
 
Det kan vi jo tænke over, mens vi venter på næste sæson og håber på, at dronning Elizabeths rolle får lidt mere kant.
-
Leder du efter en hurtig (og underholdende) gennemgang af handlingen i The Crown, finder du den hos R29 Binge Club.

Relaterede artikler

Netflix – det nye fix - Kampen om skærmen i dagligstuerne er kommet ind i en ny fase, efter at storspilleren Netflix er landet herhjemme. De for...
Et korthus af kynisme - Med klare referencer til både virkelige hændelser i amerikansk, politisk historie og Shakespeares mest morbidt magtsyge ...
Binger du Breaking Bad? - Breaking Bad, The Wire, Homeland, Mad Men, Game of Thrones, House of Cards, Dexter, Modern Family. Du har formentlig prø...
Den flipfloppende mormon på Netflix - Mitt Romney led et grumt nederlag til Obama i 2012. Ikke alene tabte han den amerikanske præsidentvalgkamp, han tabte og...
Ond, ondere, Underwood - I år var valentinsdag helt særlig for politiske freaks og kommunikationsfolk i almindelighed. Det var dagen, hvor 13 nye...
Had, hamp og håbløse slægter - I Arvingerne handler anden sæson indtil videre i langt højere grad om ansvar end om arv. Det spørgsmål, der konstant sti...
Breaking Bad får baghjul - Den frønnede advokat Saul Goodman har brudt med Breaking Bad-serien og er gået solo. Tag med os ind i en vidunderlig ver...
Gamle tricks til en ny præsident - Ingen aner, hvad der kommer til at ske. Alle gætter. Tredje sæson af House of Cards er lige på trapperne, og få linjer o...
Underwood 4.0 - House of Cards er tilbage og Frank Underwood for President er vanen tro ikke uden blodsudgydelser på vejen. Valgkampen e...
Netflix-hittet Stranger Things - På Netflix har man siden den 15. juli kunne se serien ’Stranger Things’, og hvis du, kære læser, er over 40, så er denne...
Min far er transkønnet - Det er ikke kun det amerikanske valg, der demonstrerer, at USA er et splittet samfund. Det gør medierne også, og det er ...
Teknologikritik for hipstere - Charlie Brookers tv-serie Black Mirror, der lige nu kan ses på Netflix, er svær at blive klog på. Stephen King kalder de...
Twin Peaks peaker - Det forekommer stadig lidt uklart, hvorvidt der er adskillige eller slet ingen plot på spil i sæson 3 af Twin Peaks - Th...
Kanonkritisk kongegemal-kommunikation - Begravelsesballadens indhold er helt vildt, og kommunikationen i forbindelse med balladen gør det hele endnu mere skørt....

Giv din stemme

6 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Kommunikatør

Frist: 23. oktober

Praktikant

Frist: 15. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.